I tilknytning til åbningen af nye udstillinger i oktober afholder Glasmuseets Venner sin årlige venneweekend.
Temaet for weekenden, der finder sted fra fredag den 14. kl. 16.30 til lørdag den 15. kl. 15.00, er:
Visioner i glas brydes med studier i orden og kaos.
Det er spændende udstillinger, der vises på Glasmuseet Ebeltoft i efterårs- og vintermånederne. Udstillingerne, der begge har fernisering fredag den 14. oktober, udfordrer beskueren til at stille spørgsmål.
Gruppeudstillingen med titlen Venice. 3 Visions in Glass har udgangspunkt i Venedigs glasmiljøer og viser nyere værker af tre førende internationale glaskunstnere - Christiano Bianchin, Yoichi Ohira og Laura de Santillana - der alle samarbejder med værksteder på Murano.
Barry Friedman giver vennerne en rundvisning i de 3 venitianske kunstneres udstillinger lørdag d. 15. oktober kl. 10.30.
Samtidig med at de venetianske kunstnere udstiller på Glasmuseet, er der også en anden stærk udstilling, der har fernisering den 14. oktober:
Stine Bidstrups udstilling The Study: Studier i Orden og Kaos.
Stine Bidstrup vil udfordre beskuerens synssans og udstillingen danner baggrund for Stines oplæg til visioner. Hvad vil hun med sine værker - hvilke visioner ligger der bag studierne i orden og kaos?
Øjets evne til at se og hjernens tilbøjelighed til at opfatte ud fra erfaringen, er noget af det Stine Bidstrup vil udfordre i udstillingen, der på engelsk har titlen Studies in Search of Order and Chaos.
Program
Venneweekendens program starter med ferniseringen om fredagen, og fortsætter lørdag formidag med Barry Friedmans præsentation af de 3 kunstnere og deres arbejder koblet op på spørgsmålet om deres visioner.
Fredag aften får de tilmeldte venner en dejlig menu i Glascaféen bestående af:
Forret: Tigerrejer på spyd på salatbund serveret med lakserose med peberrodscreme og chilidip og hjemmebagt brød.
Hovedret: Mørbradhoveder serveret med ristede kartofler og Glascaféens grønne bønner. Hertil flødecremesauce og hjemmebagt brød.
Middagen afsluttes med kaffe og kage.
Venneweekenden afsluttes med et besøg på PUST, hvor Leif og Christina, som mange kender fra deres tid i Glashytten på museet, vil vise deres arbejde med ovnen i det nyindrettede glasværksted, som ligger skråt overfor Glasmuseet.
Vi håber på en hyggelig weekend.
Karen Siune