Venneweekend i Ebeltoft den 22. - 23. marts.
I forbindelse med ferniseringen af udstillingen OCEAN afholdes der venneweekend med en række aktiviteter på Glasmuseet i Ebeltoft.
Udstillingen OCEAN viser spændende værker af en lang række inter-nationalt kendte glaskunstnere, hvoraf alle på nær Steffen Dam er udlændinge.
I Glasposten nr. 1 - Marts 2013 - vil der komme en større præsentation af udstillingen, men da Glasposten først er ude i begyndelsen af marts, sendes denne orientering direkte til Glasmuseets Venner, ligesom den vil være at læse på GMV’s hjemmeside.
Venneweekenden er planlagt til at starte med ferniseringen fredag d. 22. marts kl. 17. Efter ferniseringen og dertil hørende rundgang blandt de udstillede værker er der kl. 18.30 middag på Glascafeen, hvor den nytiltrådte vært på cafeen, Jette Christensen, viser sine evner for en kreds af glasvenner, der her får mulighed for at deltage i middagen sammen med de af de udstillende kunstnere, der er til stede ved ferniseringen.
Tilmelding er nødvendig, da der er begrænset antal pladser og derfor vil det, udover de specielt inviterede, blive ”først til mølle” i henhold til betaling af tilmeldingerne. Prisen for middagen vil være 298,- for to retter plus kaffe inkl. vin.
Lørdag d. 23. marts vil Katherine Gray, en af udstillerne på OCEAN, give en præsentation og gennemgang af egne værker fulgt op af en demonstration i Glashytten. Katherine Gray finder havet utroligt smukt og skrækindgydende på samme tid, og lige netop denne kontrast er at genfinde i hendes arbejder. Demonstrationen i Glashytten giver en enestående chance for at følge Katherines arbejdsform. Lørdag formiddags præsentation starter kl. 10 inde på museet, fortsætter i Glashytten ca. 10.30 og varer frem til frokost.
Frokost kan efter eget valg indtages på Glascafeen eller man kan vælge at gå uden for museet. Der vil ikke være samlet tilmelding til frokost.
Lørdag eftermiddag kl. 14.00 vil der på museet være en præsentation under overskriften ”Artists talk”, hvor Maria Grazia Rosin, hvis spændende værker kommer til at fylde meget i museets udstilling, vil give en præsentation af sine arbejder. Ved præsenta-tionen vil der være en tolk tilstede. Den planlagte ophængning af Marias kunstværker forventes at give en helt speciel oplevelse af de mange dyr, der kan ”findes” i havet.
Venneweekenden afsluttes med Marias præsentation, men opmærksomheden henledes på, at der søndag d. 24. vil være et specielt arrangement, hvor Mark Elliott, som ligeledes udstiller arbejder produceret sammen med Jack McGrath, vil være den drivende kraft. Også dette arrangement, som nærmere vil blive omtalt i Glasposten, kan Glasmuseets venner deltage i.
Mvh. Karen Siune, Bodil Bast og Jørgen Hoffgaard
English Version:
Friends’ weekend – opening of the OCEAN exhibition
The Friends’ weekend starts with the opening at 5 pm on 22 March, a tour of the exhibition and dinner in the Glascafé with some of the artists. Booking is necessary. On 23 March Katherine Gray's demonstration will be followed by lunch in the Glascafé or bring your own. After lunch Maria Grazia Rosin will talk about her work, which concludes the Friends’ weekend, but attention is drawn to an arrangement with Mark Elliott on Sunday 24 March.