Kirkeglas med Inge Olsen

Tur til kirkekunst og kirkeglas i Storkøbenhavn 3. januar 2014

Fredag 3. januar guidede Inge F H Olsen fra Glasmuseets Venners østdanske arrangementsgruppe en gruppe på syv rundt på en fire timer lang tur til fem storkøbenhavnske kirker for at se på kirkekunst og ikke mindst glaskunst. Turen gik til Mørkhøj Kirke, Hvidovre Hospitals kirke, Vanløse Kirke, Skt. Thomas Kirke på Frederiksberg og Domkirken i København og bød på glasvinduer og glasmosaikvinduer samt malerier og akvareller m.v. af Trondur Patursson, Arne Haugen Sørensen, Mogens Jørgensen og Jens Christian Urup.

Mødestedet var Mørkhøj Kirke på Mørkhøjvej 177 i Herlev, og så forløb turen til kirkerne i ovennævnte rækkefølge. Turene mellem kirkerne foregik med bus og metro – og til fods op til en kilometer ad gangen. Der var frokost på Hvidovre Hospital – købt på stedet eller medbragt. Inge havde på forhånd anbefalet godt fodtøj og varm påklædning efter vejret og advaret om at turens varighed afhang af hvor hurtigt det gik med transporten fra sted til sted, og at der kunne opstå ventetid på grund af kirkelige handlinger som fx begravelser. Turen kostede ikke noget – bortset fra de personlige transportudgifter undervejs.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft