Glastur til Norge

Et par dage med glas i Oslo og omegn i april 2013

Mandag den 15. april om aftenen sejlede 29 glasentusiaster til Oslo, de 17 af dem med DFDS fra København, de 12 af dem med Stena Line fra Frederikshavn. Middag og morgenbuffet om bord var inkluderet i prisen. Tirsdag morgen mødtes de to grupper på kajen i Oslo med nogle stykker der var taget til Oslo på egen hånd, og herfra gik turen i bus rundt til dagens besøgssteder.

Tirsdagens første besøgssted var Hadeland Glassverk ved Jevnaker cirka 70 km nordvest for Oslo. Her fik selskabet en kompetent rundvisning på værkets museum af museumsleder Elin Hammer. Hadeland er et 250 år gammelt glasværk, værket er det ene af landets to endnu fungerende, og det har en stor og levende produktion i stadig udvikling. Området omkring glasværket rummer museum, butikker, kroer med mere, og der var her der blev spist frokost (inkluderet i prisen).

Så gik turen til glasmuseet Nøstetangen Glass i Hokksund cirka 70 km mod syd. Museet formidler arven fra Nøstetangen Glassverk og præsenterer dermed norsk glasproduktion fra 1741 til i dag. Museet er åbnet i 2010. Her blev selskabet vist rundt af en engageret museumsleder Åse Kundelien, og man så også en film om værkets produkter gennem tiden. Museet overraskede de glaselskende danske gæster med kaffebord med herlige vafler til.

I Nøstetangen besøgte selskabet også en glashytte lige ved siden af museet hvorfra Lynn Johansen og Daniel Erlandsson sælger både Nøstetangen-kopier og eget moderne glas.

På tilbagevejen til Oslo besøgte selskabet en studioglashytte i Drammen drevet af Kari Ulleberg og Maud Forsblad som også overraskede med at servere lækre forfriskninger.
 
Og så gik turen 'hjem' til Hotel Bristol midt i Oslo centrum.

Om onsdagen var der først lidt tid på egen hånd i Oslo. Kl. 11 mødtes selskabet så til det sidste fælles arrangement på Kunstindustrimuseet i St. Olavs Gate. Kunstindustrimuseet rummer fine samlinger af norsk glas fra 1700-tallet og frem til vore dage samt internationalt glas helt tilbage fra romertiden. Museets medarbejdere, kuratorerne Inger Helene Stemshaug og Randi Gaustad viste på bedste vis rundt i museets glassamlinger hvor ikke mindst de slebne pokaler vakte stor interesse.

Frokosten og resten af tiden i Oslo foregik på egen hånd indtil færgerne med afsejling hen under aften og med middag og morgenbuffet om bord bragte deltagerne tilbage til  Frederikshavn og København torsdag morgen.
 

Per person kostede turen 2900 kroner med DFDS fra København og 3150 kroner med Stena Line fra Frederikshavn – plus tillæg for enkeltkahyt og enkeltværelse.

Turen var arrangeret af Lise Aastrup sammen med Finn Sibo og Käthe Schjerbeck. De er alle tre medlem af Venneforeningens østdanske arrangementsgruppe, og de havde i forvejen været på en recognoseringstur til Oslo. Finn Sibo stod for guidningen under busturene med baggrundsviden om besøgsstederne m.v.

  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft