Glastip September 2023

Glastip 4. september 2023 – Glas i skoven

Sia Mai ’i skoven’ i galleri RUMMET

Odense-galleristen Dina Vejling med butik i Brandts Passage nr. 28 og galleriet RUMMET ved siden af i nr. 32 afholder nu endnu er udstilling hvor hun kombinerer glas og keramik. I juli-august var det glaskunstner Maj-Britt Zelmer Olsen og keramiker Ann Linnemann, i september-oktober bliver det med glaskunstner Sia Mai og keramiker Gurli Elbækgaard. Udstillingenåbner den 5. september kl. 17 ”med bobler og små fortællinger” ved de to kunstnere, og udstillingen varer indtil den 11. november.

Udstillingens titel er Skovenshvor ”skoven gør sit indtog via studioglas og keramik, og kunstnerne giver os et indblik i deres oplevelse af skoven med små fortællinger”. Sia Mai og Gurli Elbækgaard har i en længere periode eksperimenteret med skoven som inspiration. Galleriet skriver om de to kunstneres inspiration:

”Gurli Elbækgaard har altid været optaget af skoven som inspirationskilde til overflader og farver i sine værker. På et refugieophold på Bornholm har lange gåture i Rø Plantages moslandskab dannet baggrund for de eksperimenter Elbækgaard har arbejdet videre med. Elbækgaard har undersøgt mossets struktur, hvor både lertyper og glasurer skulle bearbejdes, for at finde frem til overflader og farver. Mødet mellem overflade og mos samt mossets struktur har været Elbækgaards æstetiske udfordringer.”

”Sia Mai har gennem ét år tilbragt mange af sine weekender på et refugieophold, alene i en skov på Sydsjælland, uden internetdækning på telefonen. Temaet for hendes tid i skoven var ’Som man blæser i skoven, får man glas’, og undersøgelsen var at finde en teknik hvor glassets og skovens kvaliteter kunne mødes i et ligeværdigt udtryk. På sine vandringer i skoven sankede Sia Mai grene, stubbe og svampe fra skovens træer. I værkstedet blev det varme glas blæst direkte over træets form, sådan afsætter de to materialer et aftryk i hinanden. Et møde sker, et aftryk er sat.”

Således som man kan se på fotoet her hvor Jonas Noël Niedermann fra Holmegaard-værkstedet blæser glasset assisteret til højre af Sia Mai og til venstre af glaskunstnerkollegaen Iben Kielbarg.

Sia Mai arbejder ’normalt’ med brugsglas i enkle, men også legende former – ’glad’ glas der kan stables og sættes sammen efter behov og indgå i hverdagens måltider og servering samt opbevaring af madvarer.

Tre ny glaskunstnere i Ebeltoft

Vi minder om at det er fra den 9. september til den 5. november at man på Glas – Museet for glaskunst i Ebeltoft kan se afgangsprojekterne fra årets tre nyudklækkede glaskunstnere fra skolen for keramik og glaskunst på Bornholm. Det handler ifølge glasmuseet om ”kroppens indre skønhed, materialets skulpturelle kvaliteter og samspillet mellem lyd og glas”. Se også Glastip 18. august 2023.

Her eksempelvis Peter Brøchners værk Cascade fra 2023. Foto Kirstine Autzen.

Aoife Soden i Skanderborg Kulturhus

Lørdag den 7. oktober kl. 10-15 er der kunsthåndværkermarked i Kulturhuset Skanderborg. Blandt en snes kunsthåndværkere møder vi glaskunstner Aoife Soden. Adressen er Parkvej 10, og der er gratis adgang.

Noter

Noget af det fornemste danske glaspyntdesign fra firmaet Brink Nordic med Helge og Tommy Brink i spidsen kan i disse dage fejre 20årsjubilæum. Firmaet blev etableret i september 2003 i Tisvilde, men flyttede i 2016 til Ørslev under Skoven uden for Ringsted. De første mange år stod Helge Brink for både det kunstneriske og det forretningsmæssige, men for få år siden inddrog Helge sin mand Tommy Brink i firmaet som administrerende direktør. Han kom fra en ledende stilling i rejsebranchen.

Helge Brink er uddannet dekoratør og arkitekt, og det med glaspyntdesign begyndte han først på omtrent samtidig med at firmaet blev grundlagt. Parret boede indtil 2002 i USA og var på vej tilbage til Danmark – og opdagede tilfældigt en butik som året rundt solgte glasjulepynt. Det fascinerede Helge Brink, og der blev købt 1200 stykker med hjem som på få dage blev solgt gennem en butik i København. Samtidig tegnede Helge Brink sine første glaskugledesign som han fik fremstillet hos glaspustere i Polen.

En inspiration for Helge Brink har også været en samling af antik julepynt gået i arv fra hans bedstemor. Han henter sine mange motiver alle mulige steder fra, men udtrykket er nordisk. Produktionen er traditionel, hvert stykke glaspynt er mundblæst og dekoreret i hånden af dygtige håndværkere i Europa. Alt glaspynt er indvendigt belagt med sølv.

Brink Nordic har fire fastansatte som i sæsonen fra september til januar vokser med cirka 15 løstansatte.

I anledning af jubilæet har Helge Brink designet flere glas med kristtjørn eller kristtorn som motiv – en dekorativ plante som også ofte indgår i juledekorationer på grund af dens dekorative grønne blade og røde bær – som i Helge Brinks glaspynt er lavet i rhinsten.

Kristtjørn-glaspynt – blade og kugler – bladene fire til seks cm koster 120-160 kroner og kuglerne seks til otte cm koster 140-170 kroner. På Brink Nordic-hjemmesiden kan man gå på opdagelse i firmaets store udvalg i flere kategorier – prøv fx kategorien ’Spøjs’.

Og så er der lige dette foto fra Karen Lise Krabbes aktuelle udstilling i Køppe-galleriet i Rønne – se sidste Glastip.

Glastip 22. september 2023 – Hempels Glaspris til Anett Biliczki

Anett Biliczki får Hempels Glaspris 2023

Hempels Glaspis 2023 blev den 21. september overrakt til ungarsk-danske Anett Biliczki. Med prisen følger 100.000 kroner og æren af og forpligtelsen til at lave en udstilling på Hempel Glasmuseum som kan ses fra april næste år. Museet aftager desuden et værk fra kunstneren som kommer til at indgå i museets permanente samling af moderne, dansk glaskunst. Det er Hempels Kulturfond der uddeler den fornemme pris som går til herboende glaskunstnere der har gjort sig særligt bemærket.

Prisuddelingen foregik i haven til Designmuseum Danmark. For overrækkelsen af prisen stod Dagmar Brendstrup, næstformand i Hempels Kulturfond og tidligere direktør for Glasmuseet Ebeltoft – hun ses her til højre med Anett Biliczki til venstre.Foto nedenfor viser nogle aktuelle værker af Anett Biliczki. Fotos Ida Buss.

Anett Biliczki er født i Ungarn i 1987 og bor og arbejder i dag i København. Hun er uddannet i glasfaget dels fra et universitet i Budapest og dels fra Kunstakademiets Designskole på Bornholm (2013-2017). Anett Biliczki indgår i værkstedsfællesskabet Luftkraft på Islands Brygge i København.

Hempels Kulturfond skriver i en pressemeddelelse: ”På trods af sin unge alder er Anett Biliczki allerede en markant glaskunstner, ikke bare på den danske glasscene, men også på den internationale. I sine værker formår Anett Biliczki på en gang at udtrykke naturens kraft og skrøbelighed. Ofte er det naturfænomener som erosion, fordampning og aflejringer som er inspirationen, og som hun formår at overføre til sine værker hvor hun også ofte kombinerer glasset med andre materialer som akryl, keramik, voks og gips. Fra tidligere at have skabt sine værker igennem glaspustning er det i dag primært glasstøbning og andre ovnbrændte teknikker som Anett Biliczki benytter sig af. Men hun udviser i det hele taget en stor nysgerrighed for at afsøge grænser for udtryk, teknikker og materialer.”

Hempel Glasmuseum viser til og med efterårsferien stadig udstillingen Reflections med værker af sidste års prismodtager, Pernille Bülow, som har iscenesat et reflekterende spejlrum lavet af overskudsglas fra medicinalindustrien.

Maria Koshenkova udstiller i Statens Værksteder

Frem til den 1. oktober kan man i foyeren til Statens Værksteder for Kunst se udstillingen The Caretakers (’varetagerne’) med værker af glaskunstner Maria Koshenkova.

Pressefoto – Maria Koshenkova.

Maria Koshenkova siger selv om sit arbejde: “Når jeg arbejder med glas, er jeg i stand til at formgive meget direkte, hurtigt og intensivt og på samme tid bruge hele farvespektret. På den måde kommer jeg meget tæt på oplevelsen af at male i skulpturel form… Mit projekt handler om at gøre dramatiske og voldsomme livsbetingelser til en poetisk fortælling. Som hvis de menneskelige organer efter en bilulykke beslutter sig for at gå på bar og få en drink. Blødende og knuste lever de videre på hjul.”

Kunstværkstederne finder man på Strandgade 27B på Christianshavn i København. Der er ikke umiddelbart nogen åbningstider at finde, men der er åbent hverdage i dagtimerne.

Næstsidste Glasposten

Næstsidste nummer af Glasmuseets Venners medlemsblad Glasposten handler blandt andet om de forestående forandringer med nedlæggelsen af venneforeningen og oprettelsen af et ’nyt fællesskab’ knyttet direkte til Glas – Museet for glaskunst, og formidlingsmedarbejder Pia Strandbygaard Bittner fortæller i et opslag om tankerne herom uden at kunne afsløre så meget endnu. På et andet opslag fortæller Pia meget mere konkret om de fysiske forandringer museet allerede har gennemgået blandt andet uden café og med reception og butik i ny placeringer og fremtræden. I artiklen bliver vi præsenteret for hovedpersonen i de fysiske forandringer, designer og projektleder Ida Blichfeld, som fortæller om idéerne bag. På en enkelt side tager direktør Mikkel Elming over og fortæller om hvad museet drømmer at gøre ved parken og bruge den til. Og endelig kan markedsføringsansvarlige Anne Vinsløv Andersen fortælle om museets ny webshop som endnu er ganske beskeden, men med tiden vil få det samme sortiment som den fysiske butik i museet i Ebeltoft.

Så har Pia Bittner over tre sider en præsentation af de tre glaskunst-afgængere fra Bornholmerskolen hvis bachelorprojekterfrem til den 5. november kan ses på museet.

Og så vender glassamlerparret Karen Margrete og Hans Jørgen Østergaard tilbage med anden del af fortællingen om deres eget Glasriget og deres bekendtskaber og glashandler med foruden Finn Lynggaard også glaskunstnerne Tobias Møhl, Jeannet Iskandar og Ida Wieth.

Noter

Hempel Glasmuseum har erhvervet et værk af glaskunstner Morten Klitgaard som var modtager af Hempels Glaspris 2021. Da han i den anledning havde sin udstilling Novum Vitrum på museet var det med værker i serierne Oro, Flux og Origen. Det ny værk i museets samling er fra førstnævnte serie.

Værket Oro II gul, 36 x 30 cm, Morten Klitgaard 2019.

Hempel Glasmuseum skriver i den pressemeddelelse at ”den særlige rå, maskuline og upolerede æstetik er både inspireret af det nordjyske landskab Morten er vokset op i, samt den patina som kendetegner de fleste overlevede romerske glas” – glas som museet jo har en stor samling af. Det var romerne der fandt ud af at lave glasset gennemsigtigt, men når Morten Klitgaard arbejder med at fjerne glassets gennemsigtighed, er det ikke tidens tand der er på spil, men det blæste glas som får en lag på lag belægning af glasfiber, farvepigmenter og oxider og derefter kommer en tur i indvarmningsovnen. ”Jeg har udviklet en teknik til at skabe et næsten glasuragtigt udseende lavet af små bobler der brister under processen hvilket giver værket en ekstremt porøs overflade,” siger Morten Klitgaard.

Webtidsskriftet Kunsten.nu har denne billedrige omtale af glaskunstner Karen Lise Krabbes aktuelle udstilling hos Køppe-galleriet i Rønne. Udstillingen vises til den 29. september.

Glas - Museet for glaskunst havde i august besøg af møbeldesigneren Anders Engholm som sidste år vandt tv-konkurrencen Danmarks nye klassiker. I tråd med museets ny åbning mod anden kunst og håndværk havde han fået en dag i museets glasværksted for at prøve nogle idéer af i samarbejde med værkstedsleder Chris Lowry. Adresseavisen Syddjurs bragte den 31. august denne reportage.

Backhaus Brown, glaspusterparret Nanna Backhaus Brown og Andrew Jason Brown i Hundested Havn, kunne den 16. september fejre deres 30årsjubilæum med glaspustning, øl og taler. Deres glaspusteri lå fra begyndelsen i mere ydmyge rammer neden for Kregme Kirke syd for Frederiksværk.

Glastip 29. september 2023 – Glaskunstner i legatudvalg

Arrangement hos Fanefjord Glas

Glaskunstner Per-René Larsen har besøg af performancekunstner Balz Isler, og de to har slået sig sammen om et arrangement med Sonic Gardening (’lydhave’) og navngivning af nogle af Per-Renés værker søndag den 1. oktober kl. 12-15 – med optræden kl. 13.30. Det foregår i skulptur- og kulturhaven hos Fanefjord Glas på Møn (Fanefjord Kirkevej 58, 4792 Askeby). Per-René skriver:

“Sonic Gardening is a site-specific and laboratory installation and experimental performance by Balz Isler. A playful piece for time diggers and expanding fellows, in close to the last moment before the leaves really start to fall, in the nature, sculpture and culture backyard behind Fanefjord Glas. The Naming Session is a workshop display of new glass sculptures in the "fixed center of gravity technique" in the kiln and glass workshop of Per – with the invitation to contribute anonymously with suggestions for names or other things for the individual works.”

Tyske Balz Isler (født 1982 og bor og arbejder i Berlin) er ifølge egen hjemmeside ”a thinker, musician, performer and stimulator. Visual and acoustic fragments are rearranged to form new relations through strategies of assembly, repetition and projection. With the application of voice and its digital replica. Balz Isler communicates personal thoughts about the ‘world behind the world’ embedded in the images. His artistic work entangles the physical and subjective experience with the flood of digital images in abstract ideas, which implicate an endlessness of subjective perception, experience and navigation.

Efterår i Galleri Nybro

Seks ud af Galleri Nybros medlemmer deltager fra den 3. til den 15. oktober i galleriets efterårsudstilling – den ene er billedkunstner Marianne Lykkeberg som deltager med glasmalerier. Det er fernisering torsdag den 3. oktober kl. 16-18 og derefter åbent onsdag-søndag kl. 13-17 samt kl. 17-21 på Kulturnatten den 13, oktober. Marianne Lykkeberg passer galleriet den 5. og den 12. oktober. Adressen er Nybrogade 30, København K.

Kunstnersammenslutningen Nybro Kunstnerne har siden 1989 drevet Galleri Nybro i form af et andelsgalleri hvor cirka en snes kunstnere deler de fælles udgifter. Kunstnerne står


selv for det hele i forhold til egen udstilling. Det betyder at man normalt vil kunne træffe kunstneren på udstillingen, og at kunsten handles direkte med kunstnerne uden kommission til galleriet. Der afholdes også fællesudstillinger både i galleriet – som den aktuelle udstilling – og andre steder.

Biennaleåbning

Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2023 åbner torsdag den 12. oktober kl. 17-20. Kl. 17.15 holdes åbningstalen af DKoD, Danske Kunsthåndværkere & Designeres forperson Hanne Brøbech Sønnichsen, og kl. 17.45 overrækkes biennaleprisen. Biennalen afholdes i udstillingsstedet Copenhagen Contemporary i hal 6 på Refshalevej 173A i København. Blandt de omved 50 udstiller finder vi glaskunstnerne Lene Bødker, Sally Xenia Christensen, Maria Koshenkova og Ida Wieth.

Fra Maria Koshenkovas værkserie The Caretakers som hun skabte under Ruslands invasion af Ukraine, og som fortæller personlige historier med skrøbelige, blottede, sårbare organlignende glasformer der klamrer sig til livet på genbrugte støtter af metal. Foto DKoD.

Noter

Statens Kunstfonds Repræsentantskab har udpeget en del af de ny medlemmer af legatudvalgene der tiltræder ved nytår og fungerer fire år frem. Som noget nyt har kunstnere og andre med kunstfaglig indsigt og viden haft mulighed for at indstille sig selv til en plads i af legatudvalgene, og det var der 523 der gjorde. Alle de ny-udpegede medlemmer er nogen der har indstillet sig selv. Der er legatudvalg for billedkunst, film, litteratur, musik, scenekunst samt kunsthåndværk og design. I legatudvalget for kunsthåndværk og design er der tre medlemmer, og i perioden 2024-28 kommer det til at bestå af designer Pil Bredahl og glaskunstner Maria Sparre-Petersen. Udvalgets tredje medlem udpeges senere af kulturministeren.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft