Glastip September 2022

Glastip 17. september 2022 – Glas og flere gange craft

Bornholm Craft Weeks

Keramik- og glasparret Gerner Jahncke (Johanne Jahncke og Rick Gerner) har fået lov at være coverbillede for Craft Weeks. Foto Rasmus Kvist Media.

Maker’s Island Bornholm afholder frem til den 23. oktober Craft Weeks med et stort program med udstillinger, workshops, master classes, temabegivenheder mm. Se programmet her. Vi kan nævne udstillingen Brændt, blæst, dyrket & malet på Bornholms Kunstmuseum med en god snes deltagere heraf cirka en håndfuld glasfolk*; udstillingen Jordforbindelser 2.0 på Grønbechs Gård visende hvordan keramik- og glasparret Gerner Jahncke (Johanne Jahncke og Rick Gerner) eksperimenterer med at bruge jord fra især Bornholm som glasur og til at blande i glas; Samme par holder i flere omgange åbent hus i deres værksted i Nexø; Hos Baltic Sea Glass kan man nogle dage opleve unikaproduktion og andre dage få en rundvisning; Den 29. september kl. 12-15 er der åbent hus hos glasformgiver (lampeglas – flame work) May Bjørn Riis i Gudhjem; Den 22. oktober kl. 11-13 er der lagersalg hos Matter i Nexø – Sarah Oakman (keramik) og Maj-Britt Zelmer Olsen (glas); Den 18. september kl. 15-17 er der Artist Talks i Håndværket som er en kunsthåndværkerbutik i Allinge drevet af Arts and Crafts Association Bornholm, ACAB, som i de seks uger udstiller værker af 19 bornholmske kunsthåndværkere – og nogle af dem kan man møde på dagen.

* I udstillingen Brændt, blæst, dyrket & malet på Bornholms Kunstmuseum holdes der mandag den 26. september kl. 16-17 en omvisning ved museumsinspektør Lotte Nishanthi Winther. Gratis efter betalt entré.

Stor glasskulptur på Thorvaldsens Museum

Frem til den 5. marts udstilles foran og inde i Thorvaldsens Museum på Slotsholmen i København nogle endog meget store skulpturer af den irsk-amerikanske multikunstner Sean Scully. Ifølge museet og kurator Per Haubro Jensen går kunstneren i sin udstilling Material World ”i dialog med Thorvaldsens Museums arkitektur, farver og omgivelser. Kunstneren har udvalgt sine materialer til udstillingens nye værker med reference til Bertel Thorvaldsens liv og kunst samt Danmarks historie.” Til forpladsen er skabt en blivende egetræsskulptur, og i museets forhal vises en angiveligt ni meter høj stabel af glasklodser Glass Stack 2, 2020 (foto). Læse mere på Kunsten.nu.

Karin Mørch i Continuum Gallery

Continuum Gallery i Königswinter øst for Bonn i Tyskland afholder frem til den 16. oktober udstillingen Between the Lines med glas af Karin Mørch.

Stor linje, Ametyst, 41 x 45 x 9 cm 2022. Foto Ole Akhøj.

Windowology

VILLUM Window Collection viser fra den 18. september til den 28. februar særudstillingen Windowology: New Architectural Views from Japan som er udarbejdet af det japanske Window Research Institute under ledelse af arkitekt og kritiker Igarashi Tarō. Udstillingen har tidligere været vist i byerne São Paulo, Los Angeles og London, og nu kam den ses hos VILLUM Window Collection på Maskinvej 4 I Søborg uden for København. Læs mere om udstillingen.

I tilknytning til Windowology-udstillingen vises en stedsspecifik installation You would come back there to see me again the following day af kunstneren Tsuda Michiko i form af en labyrintisk og visuel opstilling der ændrer oplevelsen af tid og rum. I udstillingsperioden har museet udvidede åbningstider: tirsdag kl. 10-16, torsdag kl. 10-20 og søndag kl. 11-17.

Foredrag ved Pavla Rissini

Mandag den 19. september kl. 17.30-21 holder Pavla Rossini et lysbilledforedrag om glasdesign ved det månedlige møde i Zonta Club of Copenhagen Multicultural. Pavla er medlem af foreningen, og med hensyn til glasset er hun phd i æstetik og arbejder som uafhængig kurator og skribent med speciale i glasdesign og designhistorie. Foredraget vil være på engelsk, og derfor fortsætter vi præsentationen på engelsk:

In the beginning of the meeting, Pavla will give us a presentation focusing on women in Danish glass art – both the women and their art. Women in Danish glass art brought their influence on the glass scene to bear already in the 1980s when the so-called Glass Studio Movement was formed in the USA and across many countries in Europe. Over the years the technical quality of execution improved essentially and from blown glass techniques, the attention was turned to cold techniques. Many of the women in Danish glass art perfected their blowing skills in Sweden or in USA. Others began using so called slumping and fusing of flat sheet glass (e.g. Tchai Munch and Pipaluk Lake), some developed mould glass casting (e.g. Lene Bødker and Karen Mørch). As the production costs are very high, some share the equipment for glassmaking as for example the women in the Luftkraft Glassstudio. Most of their glass creation proves that the glass material can be a medium of endless artistic expression.

Mødet foregår i Gentofte Frivilligcenter, Hellerupvej 24, 2900 Hellerup i mødelokale Store Claus på første sal. Ikke-medlemmer er velkomne, det koster 30 kroner – som man indsætter senest den 17. september (og dermed tilmelder sig) på konto 9570/12861931.

Flat Craft i Ebeltoft

Fredag den 23. september (fernisering kl. 17) åbner Glasmuseet Ebeltoft afgangsudstillingen Flat Craft med værker i glas fra Det Kongelige Akademi, Bornholm. Fem af årets afgangselever viser deres vidt forskellige tilgange til og bearbejdninger af materialet glas. Afgængerne er Bastien Chomienne (Frankrig), Laurie Coline Pin (Frankrig), Marie Breyen Hauschildt (Danmark), Phillip ‘Swede’ Hickok (Sverige/USA), Léa Tarakdjian (Frankrig). Læs mere om dem på glasmuseets hjemmeside. Udstillingen vises til den 20. november.

Marie Breyen Hauschildt: Something that Comes out of Something og Phillip ‘Swede’ Hickok: Hope in Decay. Fotos Ida Buss.

Designmarked på Craftværk

Craftværk med Odense Glasværk og glaskunstner Marie Retpen holder sammen med et lille dusin andre kunsthåndværkere (keramik, tøj, tasker, smykker m.v.) designmarked i Odense Havn, Havnegade 13, lørdag den 24. og søndag den 25. september kl. 10-16.

Artist talk med Lene Bødker

Søndag den 25. september kl. 16 er der Artist talk med Lene Bødker på Glasmuseet Ebeltoft hvor hun fortæller om sine tanker og sin arbejdsproces i forbindelse med sin aktuelle soloudstilling Stories to Be Told på museet. Billetter til arrangementet købes på go-syddjurs.dk. Pris 50 (30) kroner.

Kæmpe glas- og lysinstallation af Stine Bidstrup

Glaskunstner Stine Bidstrup har under en lille måneds ophold på Statens Værksteder for Kunst (SVFK) på Christianshavn i København lavet en kæmpestor, hængende glas- og lysinstallation – Light Entanglements – som i længden måler 3,5 meter og består af hundredvis af mindre på forhånd blæste glaselementer der limes sammen i klynger. Den samlede komposition blev formgivet og forsynet med belysning på SVFK. Det vides at værket skal videre til New York gennem et samarbejde med FUMI Gallery i London.

Statens Værkstedet skriver på hjemmesiden at ”Light Entanglements består af en struktur med klynger af glasspiraler, kruseduller og dråber der hænger fra loftet med lys. Lyset skinner igennem strukturen og danner skyggespil på væggene. Glasstrukturen er på en gang delikat, skrøbelig og dynamisk, gennemsigtig og massiv. I udtryk refereres der uvilkårligt til den venetianske lysekrone, dog er glasset hurtigt ’skitseret’ i dets varme tilstand og har et tilfældighedsprincip i formen af en kaotisk uadskillelig helhed bestående af individuelle dele.”

Stine Bidstrup er uddannet fra Kunstakademiets Designskole Bornholm (2004) og fra Rhode Island School of Design (2006) i USA og er desuden kunsthistoriker fra Københavns Universitet (2019). Hun arbejder i København (Luftkraft Glasstudie) og underviser på Kunstakademiets Designskole Bornholm og på University of Wisconsin i USA og holder workshops og foredrag på en række skoler i Europa og USA. Hendes arbejde befinder sig der hvor kunsthåndværk, skulptur og installationskunst mødes eller støder sammen.

Foto Statens Værksteder for Kunst – på hvis hjemmeside der er flere fotos.

Noter

Glaspusterne i glasværkstedet på Holmegaard Værk arbejder løbende med forskellige serier af produkter, og nu er de ude med et nyt design – Glaspusterens skål. Skålene fås i forskellige størrelser og forskellige farver og koster 450 kroner i museumsbutikken.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft