Glastip 8. oktober 2020 – Kort og langt glas
Come Again i Officinet

Udstillingens plakat med store billboards er tegnet af medkurator og medudstiller (et herbarium – et bogværk i genbrugsmaterialer) Helle Vibeke Jensen, illustrator, fotograf, installationskunstner, (beklædnings-)designer mm.
Danske Kunsthåndværkere og Designere har i deres udstillingsrum Officinet for tiden gruppeudstillingen Come Again hvor 16 udvalgte DKoD-kunsthåndværkere og -designere bruger genanvendelse, genbrug og upcycling i værkfremstillingen. Den meget varierede udstilling er kurateret af Helle Vibeke Jensen, Else-Rikke Bruun og Helen Clara Hemsley og indeholder værker i tekstil, keramik og glas og værker inden for emnerne møbel, bogkunst, smykker og beklædning. Der er to glaskunstnere med:
Will (George William) Bell med en ubetitlet, amorf (formløs) form i sort blæst glas med belægning af bronze-metalaffald placeret på fire træben, 54 x 16 x 65 cm. Foto: Anders Beier.

I det skrift der ligger fremme på udstillingen, kan man i afsnittet om Will læse om hvordan menneskets kreative sind gennem historien har søgt at bruge de tilgængelige materialer, i vor tid er det fx industrielt affald, og det er det Will har brugt kombineret med sit egentlige kunstneriske medium – glas. Hermed håber han at udvikle materielle muligheder for kreativt kunstnerisk udtryk. I det udstillede værk har Will forsøgt sig med et alternativt materialeudtryk med dekoration med bronzeaffald fra maskinfabrikker smeltet fast på glasset. Resultatet er en overflade som er ”lige dele rå og utilgivende, som den er lokkende”. Dette og lignende værker er blæst ’som med en mund’ af fire glaspustere, glasboblerne føres sammen – og smelter sammen (fuser).
Se mere på dkod.dk, Will Bells egen diameter34-hjemmeside og ikke mindst i dette skrift Portfolio 2020 George William Bell.
Maria Sparre-Petersen med værket Epistemisk Artefakt CK2-2020-02 (videnskabelig/velunderbygget menneskelig frembringelse) lavet af genbrugt emballageglas, 60 x 40 x 9 cm. Foto: Maria Sparre-Petersen.

Maria arbejder med cirkulariteten (genbruget) som et kunstnerisk benspænd med det formål at udvide de æstetiske mulighedsrum og bidrage til en cirkulær vision for det kunstneriske glas. Hun afsøger mulighederne for at omlægge produktionen af glas fra brug af jomfruelige materialer som semi-krystalglas til brug af recirkuleret emballageglas af typen soda-kalk-glas som er 100 procent og uendeligt genanvendeligt uden tab af materialeegenskaber. Det udstillede værk har Maria lavet af sammensmeltede elementer af omsmeltet emballageglas. Soda-kalk glasset har den egenskab at det afglasser mere end det traditionelle semi-krystalglas i sammensmeltningen. Afglasningen transformerer glasset fra en amorf til en krystallinsk struktur, hvilket tilfører opacitet til glassets overflade og understreger glaselementernes form og sammensætning. (Afglasning – glasset mister sin gennemsigtighed.)
Se mere på dkod.dk.
Udover de omtalte udstiller Ane Henriksen (tekstil), Annelie Grimwade Olofsson (keramik), Manuel Canu (keramik), Rasmus Fenhann (møbel), Tina Ratzer (tekstil), Katrine Borup (smykker), Janne K Hansen (smykker), Pernille Falch Heinesen (smykker), Lotte Myrthue (tekstil), Camilla Prasch (smykker), Martine Myrup (tekstil), Maja Røhl (smykker) og Line Frank (beklædning).
Officinet finder man i Bredgade 66, 1260 København K, og der er åbent tirsdag-fredag kl. 12-17 og lørdag-søndag kl. 11-16 frem til den 18. oktober. Det er kunstnerne der passer udstillingen på skift.
Apropos genbrug af glas er vi i det britiske nyhedsbrevet OEN faldet over et par korte videoer der præsenterer genbruget hos den finske kunstglasvirksomhed Iitala og hos den danske brugsglasvirksomhed Ardagh i Fensmark (tidligere en del af Holmegaard Glasværk).
Bornholms Kunsthåndværkerfestival i efterårsferien
Bornholms Kunsthåndværkerfestival, der i år afholdes for første gang, foregår i efterårsferien (uge 42) og er arrangeret af Ferieøen Bornholm/Destination Bornholm/Makers Island Bornholm. Se hele programmet. Med hensyn til glas er der følgende arrangementer/omtaler:
Pernille Bülow Glas – som har åbent hele ugen og begge weekender kl. 9-16.
Baltic Sea Glass – som har åbent hele ugen og begge weekender kl. 10-15.
Gudhjem Museum – udstilling i stationsbygningen åbent hele ugen og begge weekender kl. 13-17 med de fem lokale glaskunstnere Maibritt Jönsson fra Baltic Sea Glass, Maj-Britt Zelmer Olsen, Mia Lerssi, Ulla Hein og Svend Holst Pedersen – udstillingen er tidlige omtalt i Glastip den 17. september.
Mia Lerssi – som er på besøg i keramiker Maja Frendrups værksted i Sandvig mandag den 12. oktober. Her vil begge kunsthåndværkere i to omgange kl. 12 og kl. 14 fortælle om deres værker og tankerne bag. Tilmelding er nødvendig per SMS til 30 24 62 57. Derudover har værkstedet åben tirsdag den 13. kl. 10-16 og lørdag den 17. kl. 10-14.
Grønbechs Gård – hvor der hver dag i ugen og begge weekender kl. 11-13 arrangeres glasgravering for børn fra cirka syv år. Det er en familieworkshop dog med højst en voksen per barn. Det koster 80 kroner per barn, den voksne skal bare betale husets entré på 70 kroner. Reserver plads på 61 69 05 04. Man kan vælge at gravere på et drikkeglas eller en billedramme.

Mia Lerssi, foto: Rasmus Kvist, Media Bornholm.

Apropos Mia Lerssi så har vi på Instagram hittet dette foto af noget ’slik for øjnene’ som hun selv kalder det. Nogle ’bløde’ skulpturelle stykker glas som fås både sandblæste og blanke, tykke og tynde (mere eller mindre gennemsigtige). De er lavet af genbrugsglas som giver dem et let lyseblåt skær. Der skulle også være nogle kulørte på vej. Om nogle af dem er til salg hos Maja Frendrup i Sandvig, vides ikke. De her viste er fotograferet med en forside af magasinet RUM neden under. Se mere på Mia Lerssis hjemmeside.
Glasriket glöder
På Glasmuseet i Boda/The Glass Factory i Boda Glasbruk i Sverige – som i øvrigt har åbent året ud onsdag-søndag kl. 11-16 – kan man lørdag den 17. oktober henholdsvis kl. 12.20 og 13 se glaspusterne Amalie Bille og Fredrik Vestergård i to små demoer i glashytten. Derefter indvies kl. 14 udstillinger med de to kunstnere – Amalie Bille: Sakta flyter bäcken fram og Fredrik Vestergård: Iris Lux.
Og kl. 16-17 kan man overvære koncerten og varietéen Gå på glas med T.O.M. Waits Orkester og Martin Elborg med vänner som optræder og spiller. Entré 80 kroner. Book via rigmor.nilsson@emmaboda.se. Först till kvarn.
Scannet Nutid i Galleri kbh kunst

Gallerist Helle Borre, Galleri kbh kunst og kurator Connie Boe Boss (coboboblog) har skannet nutiden og fundet 15 kunstnere de synes vi skal kende. Medierne og måderne er forskellige, og der bydes på maleri, keramik, tekstil, glas, tryk og video mm. Udstillingen vises fra den 24. oktober til den 14. november, og der er fernisering på åbningsdagen kl. 13-16. Åbningstiderne er onsdag-torsdag kl. 11-17, fredag kl. 11-16 og lørdag kl. 11-15. Adressen er Øster Søgade 34 på hjørnet af Rørholmsgade (ved Fredens Bro over Sortedams Sø).
En af deltagerne er glaskunstner Marie Retpen fra Davinde på Fyn sammen med Birkum-naboen, tekstil- og multimediekunstneren og KKart-medlemmet* Begitte Lynge Andersen. Se også omtalen af deres fælles udstilling på Charlottenborg i foråret. I Galleri kbh art bidrager de med en serie værker med den overordnede titel Hængepartier, og det handler ifølge Marie Retopen omden personlige og intime omsorg og opmærksomhed der ofte bliver tilsidesat til fordel for andre praktiske og omsorgskrævende opgaver i vores daglige liv. Det primære værk, som også hedder Hængepartier, består af en ’skov’ af hængende objekter med referencer til de kropsdele – bryster og deller –kvinder normalt skjuler. Det har et intimt, kropsligt udtryk der delvis udstråler noget sensuelt, delvis noget forsøgende, dog forsømt.
Objekterne er skabt i blæst glas med kødelige farver hvor imitationer af kropsmaterialer som hår, negle og modermærker er påført, og genkendelige tekstile genstande er omviklet og på andre måder integreret i formen. Den umiddelbare kropslige genkendelighed, det sensuelle og smukke er tilstede, men for beskueren kan det vække trangen til at tage sig af og vise omsorg, fjerne et hår eller rette på en bh.
Et andet værk i serien, ligeledes i glas, tekstil og kropsrefererende materialer, er et liggende objekt med titlen Den tredje lørdag i måneden. Dagen hvor kvinden skal vise omsorg for sig selv og for sin partner, gøre sig umage og gøre sig til. Det lykkes næsten…
Serien består desuden af to værker der også handler om den kvindelige krop og de følelser, fysiske udtryk og ustyrlige forandringer der kan opstå – realistisk set
* Læs mere om KKart, kunstnernes egen virksomhed under Danske Billedkunstnere.
Ny frist for kompensation til sæsonafhængige kunstnere
I Glastip den 17. september var omtalt den statslige ordning for kompensation for tabte indtægter i sæsonafhængige kunstnere og kunsthåndværkere på grund af aflyste markeder mv på grund af corona-restriktioner. Ansøgningsfristen er forlænget til den 31. oktober.
Slots- og Kulturstyrelsen bebuder i øvrigt en ny pulje for samme målgruppe for tabte produktionsomkostninger som åbner den 1. november.
Mere om genbrug af glas – vinduesglas
Vi låner lige lidt genbrugsguf fra Foreningen Glasnettet som har en mailtjeneste hvor glasfolk kan slå noget op kollega-til-kollega:
Det er Silkeborg-glaspusteren Mikkel Yerst der spørger om der er nogle der har erfaring med at puste vinduesglas – bliver det mælket, uklart eller hvordan?
Og han får svar fra glaskunst- og glasteknikkenderen Jan Kock som foreslår at Mikkel spørger den nu ikke længere udøvende glaskunstner Viggo Haaning, Henne, som i hele sit virke udelukkende blæste smeltet vinduesglas. ”Det har en let grønlig farve og er fint klart. Det er et meget kort glas,” skriver Jan Kock.
Og svar fra glaskunstner Maria Sparre-Petersen som kun blæser i flaskeglas, også genbrugs forstås. ”Det er kort, men man vænner sig til det. Det er også lidt grønt, men man kan neutralisere farven med oxyder.” Og videre: ”Vinduesglasset har jeg kun erfaring med at fuse. Det er soda-kalk-glas ligesom flaskeglasset, og smelter fint som Jan siger. Det smelter ved lidt lavere temperatur end flaskeglasset og har mindre tendens til at devitrificere, men er mere besværligt at source, for man skal selv samle, rense og slå det ned til passende skårstørrelser. Flaskeglasset kan du købe renset og sorteret hos Reiling for 5-600 kroner per ton. De har en grøn og en ’hvid’ fraktion i to forskellige skårstørrelser. Det smelter smukt med lidt mikrobobler på førstedagen og 'glat' på andendagen. Jeg er også i gang med at undersøge hvad der skal blandes i for at gøre det lidt 'længere’.” ”Fedt at du har mod på soda-kalk :)”
Ordforklaringer:
Oxyder eller oxider, i uorganisk kemi en forbindelse mellem ilt og et andet grundstof. Er det ilt og jern, er det rust, men der findes et utal andre forbindelser.
Devitrificere, (lat. de- + vitri-, af vitrum glas, + -ficere), forvandle glas til et uigennemsigtigt stof ved stærk opvarmning.
Source, som navneord en kilde, som udsagnsord noget i retning af at samle sammen eller at skaffe.
Kort og langt, sodaglas er et kort glas, således at forstå at der er en lille, altså kort, temperaturforskel mellem glasset i flydende og fast tilstand, og hvis der er en større temperaturafstand mellem fast og flydende glas, benævnes glasset langt. Og jo længere glasset er, jo længere tid vil der derfor også være til at forme det inden det må ind i varmen igen.
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering

Det er det ny navn på det vi hidtil har kendt som Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK). Om det ny navn har en forkortelse, fremgår ikke at det fra akademiet udsendte pressemateriale. Det der før hed kadk.dk, hedder nu kglakademi.dk. Samtidig med navneskiftet lanceres en ny visuel identitet med en opdatering af det historiske segl, en ny farvepalette og en specialdesignet typografi som skal være varemærket i al kommunikation på hjemmeside, udstillingsplakater, sociale medier, præsentationer, diplomer mm. Om navne- og identitetsskiftet skriver akademiets rektor Lene Dammand Lund i pressemeddelelsen:
”Med et mere kommunikerbart navn samt en visuel identitet der står skarpt på alle platforme, vil vi gerne understrege både vores aktualitet og vores rødder. Med det nye navn kalder vi os fortsat et akademi, fordi det peger på at vi arbejder med kombinationen af praksis, kunst og videnskab. Vi er dybt forankret i den kongelige akademitradition og dansk velfærdsdesign. Men vi er i høj grad også et akademi der orienterer sig mod omverdenen og de vigtige dagsordener der præger vores samtid. Vi forsker og uddanner for at skabe ny viden og positiv forandring – for at forme fremtiden – og vores navn og visuelle identitet skal udtrykke denne dynamik mellem fornyelse og tradition.”
Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering har samtidig offentliggjort en ny designmanual – og her får man grundig besked om segl, navnetræk, logoer, skrifttype, layout, grid og farvepalette.
Ordforklaringer:
Grid, et gittersystem hvori et layout (den grafiske opsætning af tekst og illustrationer) kan udfolde sig.
Palette, egentlig bare et diminutiv af en palet (en malerpalet), men i den overførte betydning af et udvalg af (farve-) muligheder er denne stavemåde under udbredelse.

Der gås grundigt til værks – her logovariationer.
Glastip 26. oktober 2020 – Ny direktør i Ebeltoft
Rebecca Matthews ny direktør for Glasmuseet Ebeltoft

Rebecca Matthews. Foto Henrik Bjerregrav.
Rebecca Matthews bliver ny direktør for Glasmuseet Ebeltoft fra den 1. maj 2021. Rebecca Matthews har i to år været direktør for Goodenough College i London og var i fem år forinden direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
“Jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af Glasmuseet Ebeltoft der forener det ypperste af dansk og international glaskunst. Glasmuseet Ebeltoft har et enestående internationalt renommé, og jeg ser frem til at være med til at styrke den fortsatte udvikling med mit netværk nationalt og internationalt. Glasmuseet Ebeltoft er en perle i den danske museumsverden med en unik beliggenhed. Jeg har tidligere i en periode boet i Ebeltoft, og det er en meget spændende by i rivende udvikling. Ebeltoft har stærke kulturinstitutioner som Maltfabrikken, Fregatten Jylland, Filmhøjskolen og Glasmuseet Ebeltoft samt en international frontløber som Kvadrat, og jeg ser med stor forventning frem til samarbejdet,” siger Rebecca Matthews i en pressemeddelelse fra Glasmuseet.
I pressemeddelelsen siger Henning Kovsted, formand for museets fondsbestyrelse: ”Rebecca Matthews har bred international kunsthistorisk baggrund og en solid erfaring som leder i kulturverdenen. Hun har et stort og bredt netværk indenfor kunst og kultur nationalt som internationalt og har i en fornem karriere bevist sit værd, ikke mindst gennem realiseringen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Glasmuseet arbejder med en ambitiøs strategiplan for de kommende år, og jeg er sikker på at Rebecca Matthews med stor faglighed, troværdighed, en smittende energi og idérigdom vil sætte retningen og bringe museet sikkert ind i fremtiden.”
Rebecca Matthews er født 1968 i Newbury, England. Hun er for tiden direktør for det prestigefulde Goodenough College som er bolig for omkring 700 studerende og forskere fra 80 forskellige lande. Efter sine fem år som direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 modtog hun Ridderkorset af Dannebrogordenen for sin indsats for dansk kunst og kultur. Rebecca Matthews har haft flere andre internationale topposter inden for kunst og kultur, blandt andet som direktør for British Councils New York og Global Partnerships og som direktør for Government Relations ved Operahuset i Sydney. Rebecca Matthews har en Master of Arts i Kunsthistorie fra Courtauld Institute University i London og en Master of Arts i Moderne og Middelalderlige Sprog fra University of Cambridge
Hidtidige direktører for Glasmuseet Ebeltoft: I øjeblikket Jan Frandsen (konstitueret, bestyrelsesmedlem), 2013-2020 Dan Mølgaard, 2006-2013 Dagmar Brendstrup, 2005-2006 Pauline Asingh, 2001-2004 Dagmar Brendstrup og 1990-2000 Charlotte Sahl-Madsen.
Linnea Ek Blæhr hos Anders Raad

Den relativt ny danske glasdesigner Linnea Ek Blæhr optræder i webmagasinet New Works med sine Blæhr-vaser (se ovenfor) som hun har udtænkt, og som glaskunstner Anders Raad hjælper hende med at få lavet. Vaserne er blæst i udskårne træforme – en teknik som jo betyder at vaserne vokser en lille smule for hver gang formen bruges. Læs mere om processen, om de to kunstnere og om hvordan de kender hinanden i denne artikel – som også indeholder link til en kort videoreportage fra arbejdet i værkstedet. Foruden Linnea og Anders optræder i videoen New Works-leder Knut Bendik Humlevik. Reportagen er cirka et år gammel.

Blæhr-vaserne på bordet og Linnea Ek Blæhr ved værkstedets køkkenbord en tidlig eftermiddag i Anders Raads royalt udsmykkede værksted i travbanebygningen (Traverbanevej 12) i Charlottenlund.
Newworks.dk er en international i København baseretportal som formidler reportager om kunst, design og kunsthåndværk.

Ovenfor Linnea Ek Blæhr med en af sine vaser – senere på eftermiddagen. Og nedenfor Linnea i et stillfoto fra videoen. Det er fotograf Anne-Sophie Rosenvinge der står for både fotos og video.
