Glastip Oktober 2019

Glastip 7. oktober 2019 – Hebsgaard til Holmegaard

Marianne Lykkeberg med opråb om klimaet

Plakat for udstillingen.

Helsingør-glaskunstneren Marianne Lykkeberg har frem til jul en udstilling i sit atelier på Kronborg med ny glasmosaikker og malerier. Udstillingen hedder Klimaforandring, her skildrer hun livets skønhed i maleri og glas, og det er hendes personlige og kunstneriske oplæg til debat. Udstillingen er åben tirsdag-torsdag samt søndag kl. 13-17. På udstillingens plakat hedder det kort fortalt:

Isen ved polerne smelter, fugle og bier bliver der færre af, træerne er trængt, forureningen stiger – ”på grund af menneskehedens grådighed og guldfeber,” skriver Marianne Lykkeberg. ”I min kunst forsøger jeg at skildre livets skønhed på trods af alt… Denne udstilling er et kunstnerisk udkald til debat om forandring.”

Maria Koshenkova i København og Cheongju

Det lille galleri SIRIN på Gammel Kongevej 103 på Frederiksberg i København viser frem til den 20. november en udstilling med fire eksperimenterende kunstnere, heriblandt glaskunstner Maria Koshenkova – som galleriet også havde med i en anden gruppeudstilling for nylig. Åbningstiderne er onsdag-fredag kl. 12-17 og lørdag kl. 11-13.

Og fra den 8. oktober til den 17. november er hun repræsenteret på udstillingen Crafted MatterCheongju Craft Biennale i Sydkorea sammen med 16 andre danske kunsthåndværkere og designere. Der deltager i alt omkring 3000 kunstnere fra 60 lande, og der forventes 400.000 besøgende. Det bidrag som Statens Kunstfond hermed sender til biennalen i den sydkoreanske provinshovedstad, er det samme som blev vist ved Mindcraft18 i Milano. Det er i år 60 år siden Danmark og Sydkorea etablerede diplomatiske forbindelser, og året er officielt gensidigt kulturår. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design støtter også dansk deltagelse på Korean International Ceramic Biennale 2019.

Statens Kunstfonds hjemmeside er der en beskrivelse af Maria og hendes her gengivne bidrag Follow Me, og det er også beskrevet hvordan hun med cire perdue-teknik forvandlet er reb til et glasreb.

Glasmuseum Ebeltoft med fire ny udstillinger

Lørdag den 12. oktober fra kl. 17 holder Glasmuseet Ebeltoft Åbningsstafet med åbning af hele fire udstillinger:

Mapping Denmark V – Baltic Sea Glass, en retrospektiv udstilling der viser Maibritt Jönsson og Pete Hunners arbejde med glasset gennem fire årtier fra de første brugsorienterede design til unikaarbejder og større, skulpturelle værker.

Den britiske kunstner Erin Dickson med udstillingen Chinese Whispers med fokus på begreber om national identitet, et projekt med en hviskeleg der involverer 15 glaskunstnere fra blandt andet England, Sverige, Italien, USA, Mexico, Korea, Swaziland, Israel og Danmark. Udstillingen indgår i et samarbejde mellem syv midtjyske kunstmuseer – Herfra hvor vi står – om national identitet.

Disse to udstillinger løber til den 22. marts.

Udstillingen Four Rooms med værker af den tjekkiske kunstner Zuzana Kubelková som modtog hovedprisen ved Young Glass 2017.

Årets afgangsprojekter fra glaslinjen på KADK’s Bornholmerskole af Annelie Grimwade Olofsson, Marita Wongsupa og Laura Wuisman Bækhøj.

Disse to udstillinger løber til den 5. januar.

Efterårsferie på glasmuseerne

Glasmuseet Ebeltoft er der flere aktiviteter på museet og i glashytten – blæs et lille græskar i glas, lav en afstøbning af en hånd eller lav et billede af glasstykker der smeltes sammen. Søndag den 13. kl. 14 kan man se museets glaspuster Jean Thébault og assistent Lou-Alexandrine Le Jolivet demonstrerer glashåndværket. Onsdag den 16. kl. 18-21 er der Go’nat på museet (medbring lommelygte).

Hempel Glasmuseum ved Nykøbing Sjælland i Odsherred – som i øvrigt lukker for sæsonen den 20. oktober – har i efterårsferien åbent i værkstedet GlasSpiren hvor man kan dekorere glas med klistermærker og få dem sandblæst så man får et glas i sit helt eget design. Der er glas at vælge imellem til priser fra 40 til 250 kroner og klistermærker til tre, fem og ti kroner. Sandblæsningen er gratis.

Djurslands største perleplade

I forbindelse med sommerens perleudstilling på Glasmuseet Ebeltoft blev der ved hjælp fra besøgende børn lavet en masse perleplader som af Ebeltoft-glaskunstneren Micha Karlslund er blevet sat sammen til én stor perleplade – 1843 perleplader med i alt flere end 300.000 perler (af plast, men pyt). Værket kan ses i efterårsferien – hvor der også er Ebelfestival i byen.

Uhyggelig efterårsferie på Odense Glasværk

Fra lørdag den 12. til søndag den 20. oktober er der spøgelsesjagt på Odense Glasværk, Havnegade 13 i Odense. Alle kan være med, og hvis man finder alle spøgelserne, deltager man i en lodtrækning om glasgræsskar og (u)hyggelig slik. Der er åbent tirsdag-onsdag-torsdag kl. 10-17 og lørdag-søndag-mandag kl. 10-15.

Hos Fanefjord: Her og nu – og lidt fra før

Vi citerer:

”I anledning af at vi, Heléne Sandegård og Per-René Larsen, dette år er blevet 70 år gamle, vil vi gøre os særligt umage med at opgradere vore eksisterende udstillinger her på adressen med eksempler på seneste arbejder: Heléne viser helt nye akvareller, og Per de seneste tiltag fra Easy Living-serien. Præmissen er: To kunstnere under et tag, der selv om vi er to der deler, er os selv når vi skaber. To arbejdsforløb der har fulgtes ad igennem én lang odyssé af op- og nedture.”

I den anledning har Per og Heléne etableret et nyt udstillingsrum – en midlertidig Kunsthal 58 – hvor de skaber et værk sammen med udgangspunkt i 70 års ’begivenheder’ i form af en retrospektiv collage:

”En fusion af et arkiv over rariteter og vore respektive værker. Rariteter forstået som undere fra naturen og andre mere eller mindre håndgribelige elementer der over tid har præget vores forestillinger og drømme, og hvorfra meget fascination og inspiration stammer. Værker forstået som Helénes 2dimentionale og Pers 3dimentionale, samlet fra forskellige tider og i forskellige medier. Ambitionen er at skabe ét facetteret oplevelsesrum, opbygget ud fra de ting vi i vores verden har fundet og skabt, for at dele vor forundring og fascination, glæde og smerte, og for at røre de strenge der klinger allerinderst inde, og som gør det hele!”

Der er fernisering på udstillingen lørdag den 19. oktober kl. 15-18 med musikalsk poetisk performance – Uro i ro – med Hanne Raffnsøe. Lørdag den 26. oktober kl. 15 er der artist talk ved Heléne Sandegård. Der er åbent torsdag til søndag kl. 12-17, og udstillingens sidste dag er 17. november. Fanefjord Glas og Galleri finder man på Fanefjord Kirkevej 58, Askeby på Møn. Udstillingen er støttet af Vordingborg Billedkunstråd.

Hebsgaard-museet skal indgå i Holmegaard Værk

Det er netop blevet offentliggjort at den samling af arbejder som glar- og glasmester Per Steen Hebsgaard i årevis har arbejdet på at finde et sted til, nu bliver en del af Holmegaard Værk. I Glastip 19. marts kunne vi fortælle at Per Hebsgaard havde opgivet at få gennemført den oprindelige plan om et museum, Kunsthal Glas, i en tidligere fabriksbygning i Præstø. Nu skal hans samling i stedet være en del af Holmegaard Værk indrettet som en selvstændig afdeling i en fabrikshal på 600 kvadratmeter.

Det var ”i håb om at andre interesserede udstillingssteder ville henvende sig til os”, skriver Per og Lisbeth Hebsgaard til Glastip, og ”det er – til vores store glæde – blevet til et samarbejde med Holmegaard/Museum Sydøstdanmark hvor vi indgår med fast udstillingssted (museum) i det nye Holmegaard.” Og vedlægger en pressemeddelelse som Næstved Kommune og Holmegaard Værk netop har udsendt.

Dels donerer Hebsgaard-parret ti glasværker til Museum Sydøstdanmark som med underafdelingen Næstved Museum står bag museet Holmegaard Værk. Det drejer sig om værker af kunstnerne Frans Widerberg, Malene Landgren, Per Kirkeby, Jens Birkemose, Lise Malinovsky, Peter Brandes, Svend Wiig Hansen, Ib Geertsen, Robert Jacobsen og Peter Stuhr. Dels udlåner de 90 glasværker til museet.

Per Steen Hebsgaard, eller Doktor Glas som han kaldes, udtaler i pressemeddelelsen: ”Det er en meget stor ære at blive en del af Holmegaard Værk. Det er min store drøm der går i opfyldelse, at jeg nu får en fast forankring hvor jeg kan vise mit livsværk. Jeg har fået den store gave at arbejde sammen med mange fantastiske og forskellige kunstnere, og at få et sted hvor resultatet af disse samarbejder nu vises permanent, er helt fantastisk.”

I pressemeddelelsen nævnes det at den store glassamling er skabt af Hebsgaard sammen med kunstnere som Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Carl Henning Petersen i den ældre ende og yngre kunstnere som Alexander Tovborg og kunstnergruppen A-kassen. Samlingen består primært af udsmykningsopgaver til kirker, lufthavne og andre bygninger i det offentlige rum, men samlingen rummer også fade, vaser og skulpturer. De mange glasværker repræsenterer altså både kunst og brugskunst.

Herover Per Steen Hebsgaard i sit værksted i gang med en større mosaik, nedenunder Per sammen med billedkunstneren Bjørn Nørgaard som han gennem tiden har lavet flere værker sammen med. Fotos fra nyhedsbrevet Historie Online som også har bragt pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen siger faglig leder på Holmegaard Værk, Mette Bielefeldt Bruun: ”Glashåndværket er fagligt set i verdensklasse og årsagen til at Hebsgaard har den imponerende portefølje af kendte og betydningsfulde kunstnere på sit værksted. Det håndværksmæssige samspil mellem glarmester og kunstner hænger godt sammen med Holmegaard Værks ambition om at være et fyrtårn for kunsthåndværk og design med et stærkt fokus på den kreative proces.”

Hebsgaard-hallen på Holmegaard Værk åbner sammen med hele værket i foråret 2020. Bag anlægsprojektet til 125 millioner kroner står Museum Sydøstdanmark og Næstved kommune – med støtte fra Realdania,15. Juni Fonden, Brand af 1848, Næstved Museums Gavefond, Knud Højgaards Fond, LAG Sydsjælland, Næstved Kommune og A.P. Møller Fonden.

Lise Eggers er flyttet til København

Foto fra Lise Eggers hjemmeside.

Her sidst på sommeren er glaskunstner Lise Eggers flyttet ind i Luftkraft Glasstudie, værkstedsfællesskabet på Kigkurren på Islands Brygge i København. Lise Eggers, født 1968, har ellers holdt til og arbejdet på Bornholm siden sin afgang fra Bornholmerskolen i 2005. Før det har hun tilbage i 1980erne været på Orrefors Glasskola i Sverige og i 1990erne på en kunsthøjskole i England.

Lise Eggers arbejde er inspireret af naturen og dens møde med kulturen. Hun bruger sin naturiagttagelser som udgangspunkt og skaber derudfra både abstrakte værker og funktionelt design. Inspirationerne finder hun i linjer, mønstre, systemer, uregelmæssigheder og rytmer både i naturgeometri og landskabsformer. I nogle af sine værker bruger hun optiske illusioner som giver en følelse af forstyrrelse og bevægelse. Og glassets transparens kan bruges til at give et værk en immateriel fornemmelse. Hun udvikler ofte sine idéer gennem sin materialeundersøgelser.

Fluïd på Belle-Île-en-Mer

På øen Belle-Île-en-Mer ud for Bretagne i Frankrig afholdes hvert år et særligt træf/konference med workshop for internationale ’mesterhåndværkere’ inden for glaskunsten. Fluïd hedder det, og det er grundlagt i 2008 af den pengestærke Michelangelo Foundation. Fonden spiller en stor rolle i udbredelsen af Backhaus-Browns glaskunst (vikingeskibe m.m.), og Nanna Backhaus og Andrew Brown er da også blandt deltagerne af Fluïd-2019 som netop har været afholdt. Det er ikke til at finde en deltagerliste på Fluïd-hjemmesiden, men i billeddækningen på Facebook kan derudover umiddelbart ses ebeltofterne Ned Cantrell og Tobias Møhl (se perioden 28. september – 4. oktober).

Ebeltoft-glaskunstneren Tobias Møhl er sammen med Seattle-glaskunstneren Nancy Callan rigtig godt repræsenteret i de billeder der er lagt op. Herover ses de forberede et optag af sammensmeltede stykker af trukne glasstænger som skal blive til en stærkt mønstret vase. Og nedenunder er vi faldet for en godt garvet amerikansk glaskunstnerhånd.

Og herunder ses Nancy Callan og Tobias Møhl i en pause med den tjekkiske glaskunstner Martin Janecký siddende i midten, og til højre er det Fluïd-medhjælperne Chloé Baëlen ogMathieu Blin. Martin Janecký har lavet et af sine signatur-værker af mennesker, her er det en figur af et menneske med overkrop, hoved, arme og hænder, og på en video fra 2016 på Fluïd-hjemmesiden kan man se ham lave en lignende figur med netop Tobias Møhl som medhjælper.

Østerport Station

Den 19. september genåbnede Østerport Station i København efter to års restaurering og renovering. Vi har tidligere i Glastip 26. juni fortalt at glasdesigner Anders Raad har hjulpet DSB med at genskabe glassene til de store lamper i stationens forhal. Så nu kan man få syn for sagn.

Lamperne det drejer sig om, er her fotograferet af entreprenøren Sweco Danmark og bragt i Magasinet KBH.

Czech Glass

Jan Koch har via Glasnettet udsendt et tip om et ny og meget omfattende net-opslagsværk om den tjekkiske glasverden – Czech Glass CompetenceAll about Czech Glass and Jewellery. Sitet er altså også på engelsk. Det kan måske have interesse for Glastip-læsere som har været på en af Glasmuseets Venners ture til det hjørne af Europa.

Spiritusglas fra Tom Nybroe

Glasdesigner Tom Nybroe, som blandt andet også er en passioneret vinconnaisseur, kastede al sin ekspertise og passion ind i udformningen af de ultimative vinglas da han i midten af 00erne designede glasserien Perfection for Holmegaard. Nu har han udvidet serien med et 21 cm højt, tulipanformet og maskinblæst spiritusglas der kan rumme 24 cl hvis man følger den skænkelinje glassets form indikerer. Læs mere om glasserien og om Tom Nybroe.

Nyt fra Stig Persson

Man er ikke i tvivl om at det er et værk af den københavnske glaskunstner Stig Persson. Han har netop lagt dette foto op på Facebook med link til en længere billedserie med stabler af både rundt og kantet glas, men også andre værker af glas. Det viste værk har titlen Stacked Green|Green.

Glastip 16. oktober 2019 – Glas i 3220 og omegn

3220ARTS&CRAFTS i Gretely

I Tisvildeleje er der i år etableret en ny sammenslutning af kunstnere – 3220ARTS&CRAFTS. Tallet er postnummeret, og resten fortæller at der er tale om både billedkunstnere og kunsthåndværkere. Fem af den første slags, og de sidste to er keramiker Finn Dam Rasmussen og glaskunstner Hans Friederichsen – som sammen med Ina Mathiasen driver Arresø Glashytte (som i tidernes morgen lå ved Arresø og nu ligger på Nyvej 18 centralt i byen).

Gruppen 3220ARTS&CRAFTS med de to kunsthåndværkere Hans og Finn stående i midten. Foto fra hjemmesiden Tibirke Kunst som fortæller om udstillingen, men i øvrigt handler om et lokalt ikon-kunst-fænomen. Det er ikke glastipperen der har tiltet horisonten.

Gruppens første udstilling afholdes her i efterårsferien med sidste dag søndag den 20. oktober – åbent alle dage kl. 13-16, gratis adgang, og der vil hver dag være en eller flere fra gruppen til stede.

Udstillingen afholdes i Gretely, et lille gulkalket hus på Tibirke Kirkevej 4 vis-à-vis Tibirke Kirke. Huset tilhører Tibirke Menighedsråd og bruges til diverse kirkenære og lokale arrangementer, og menighedsrådet har åbnet døren til den første udstilling i sammenslutningen – som til gengæld har valgt netop Gretely som udstillingens overordnede tema.

Gretely – hyggeligere kan det næppe blive!

Fynske piger i SAK

Den 45 år gamle kunstnersammenslutning Fynske Piger i Maj udstiller fra den 20. oktober til den 17. november i SAK Kunstbygning, Vestergade 27-31 i Svendborg. Gruppen udstillede første gang i Kvindeåret 1975 på SAK i maj, og det blev så en tilbagevendende begivenhed de første 25 år, men siden er der udstillet med ujævne mellemrum. I denne udstilling deltager seks medlemmer og syv gæster der viser en mangfoldighed af udtryksformer og repræsentere både skulptur, maleri, papirklip, keramik og glas m.m. Glasset er af Lena Ljungar fra Glasmagerne fra Tåsinge.

Der er fernisering lørdag den 19. oktober kl. 14-16, herefter er der åbent tirsdag-søndag kl. 11-16, entré 40 kroner.

Soile Yli-Mäyry i Bredgade Kunsthandel

Den finske billed- og glaskunstner Soile Yli-Mäyry kommer nu igen til Danmark. For to et halvt år siden udstillede hun samtidig i Skovhuset i Værløse og hos Bredgade Kunsthandel i København. Se Glastip 3. marts 2017. Fra torsdag den 24. oktober er hun tilbage i Bredgade Kunsthandel med soloudstillingen Digidream. Udstillingen er kurateret af kunsthistoriker, mag.art.Lars Olesen.

Asphaltpearl.

Soile Yli-Mäyry får lavet sine glasskulpturer hos Berlingo Studio på Murano ved Venedig. Her vises et par af dem. Galerist Annegrethe Davis skriver om Soile Yli-Mäyrys kunst:

”Med sine sprudlende malerier og glasskulpturer taler hun til beskueren i et direkte og universelt sprog. I værkerne optræder oftest en enkelt figur, symboler og genkendelige tegn som indbyder til dialog ved første møde. Går man et spadestik dybere, omhandler Yli-Mäyrys kunst menneskets livsvilkår. Denne udstilling med titlen Digidream fokuserer på menneskets stadig større udfordring på grund af digitaliseringen med det paradoks at det fremmer kommunikationen, samtidig med det skaber isolation. Kreativiteten stækkes og samvær erstattes af en digital virkelighed. Hermed opstår en fremmedgørelse og identitetskrise som Soile Yli-Mäyry med sin kunst ønsker at gå op imod og skabe bro samt forståelse gennem et mentalt medmenneskeligt fællesskab. Udstillingen er i den grad en øjenåbner som bringer fornyet energi og afklarethed.”

Asphaltlight.

Der er fernisering på åbningsdagen torsdag den 24. oktober kl. 16-19, sidste dag er den 23. november, og der er åbent tirsdag-fredag kl. 13-18 og lørdag kl. 11-15. Adressen er Bredgade 69, København K.

Fem danske glaskunstnere med på Kanazawa 2019

The International Exhibition of Glass 2019 i Kanazawa i Japan fra den 30. oktober til den 11. december med godt 50 internationale glaskunstnere rummer fem danskere. Der uddeles seks hovedpriser med præmier, derudover er der seks deltagere der får ”honorable mention”, og blandt dem er de danske glaskunstnere Ida Wieth og Maria Sparre-Petersen. Desuden giver juryens fem medlemmer hver en glaskunstner til særpris, og en af disse jurymedlemmer er Bodil Busk Laursen, formand for Hempels Kulturfond (Hempels Glasmuseum) og tidligere direktør for Designmuseum Danmark. Hun har udvalgt den tjekkiske glaskunstner Pavel Trnka.

Blandt de øvrige deltagere i Kanazawa finder vi de danske glaskunstnere Jeannet Iskandar, Morten Klitgaard og Karen Lise Krabbe.

Maria Sparre-Petersen deltager i Kanazawa med dette fad lavet i genbrugsglas – øverst set i perspektiv, nederst fra enden.

Karafler, vaser og skåle i serien Relæ fra Raawii

Designer Nicholai Wiig Hansen har for det to år gamle københavnske designfirma Raawii designet glasserien Relæ med fire typer karafler, vaser og skåle med i alt 16 varianter i farverne rubinrød, kølig grå, akvamarinblå og Bristol grøn. Formerne er runde med mange indbyggede vinkler der bryder lyset – sammen med det vand der kommes i dem. Glassene er mundblæst i Portugal og set til salg i netbutikken Arkitektens Butik.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft