Glastip Oktober 2017

Glastip 14. oktober 2017 – 40 år ved glasovnens lys

Reprise hos Per-René Larsen

Fra denne weekend og uge 42 ud kan man dagligt opleve en gentagelse af Per-René Larsens have-installation Kunsten flytter hjem og det elektro-akustiske lydværk Skumringsdrone som man for første gang kunne opleve ved en event den 30. september i det Per kalder ’Utopiaet’ i baghaven til Fanefjord Glas på Møn.

Her indviedes flere installationer med temaer som Liggeøvelse, Ud at bade og Reflektioner fra Vandkantdanmark som en integreret del af havens hovedinstallation Lidt lys mod det tiltagende mørke #4. Og Per-René Larsen afslører i sin invitation at han her har fordybet sig i sin nyeste interesse: forspejling, bøjning/slumpning og skæring i kasserede termoruder.

Gentagelsen af eventen foregår hver dag i skumringen som en transmission af installationerne fra dagslys til kunstlys – cirka kl. 18.45-20.00 – indsvøbt i meditativ lyddrone. Og Per lover at det denne gang bliver på et anlæg der giver ”ordentlig bund i dronen”. Man skal selv medbringe varmt tøj, varme drikke og andet overlevelsesudstyr.

Haveinstallationerne kan også opleves i dagtimerne efter aftale på telefon 55 81 73 09 eller 22 86 11 03 eller mail perrenelarsen@gmail.com.

Glasmuseet Ebeltoft i oktober

På Glasmuseet Ebeltoft er der i efterårsferien fra den 15. til den 20. oktober flere aktiviteter i værkstedet:

Søndag kl. 10.30-13 og 14-16 er der sandblæsning af glas – dekorér et drikkeglas med motiver efter eget valg, og glasset bliver efterfølgende sandblæst. Ingen tilmelding – fra 50 kroner plus entré.

Mandag og tirsdag kl. 10.30-13 og 14-16 er der støbning i glas – lav et aftryk af en hånd, en fod eller en figur i sand og se hvordan der hældes flydende glas i formen. Afstøbningen kan afhentes dagen efter. Ingen tilmelding – 75 kroner plus entré.

Onsdag kl. 10.30-13 og 14-16 er der fusing af billeder som man selv laver af farvede glasstykker. Bagefter fuses (smeltes) billedet fast på en gennemsigtig glasplade i ovnen, og efter to dage kan det afhentes. Ingen tilmelding – 75 kroner plus entré.

Onsdag kl. 19-21 kan man besøge museet efter lukketid. Husk lommelygte! Ingen tilmelding. Voksne 50 kroner, børn gratis.

Torsdag kl. 10.30-13 og 14-16 kan man blæse et græskar af glas sammen med museets glaspustere. Det tager cirka 15 minutter, og det afkølede glasgræskar kan afhentes næste dag. Tilmelding på telefon 86 34 17 99 – 150 kroner plus entré.

Fredag kl. 11er der omvisning ved børneguide Hanne Thorgaard der fortæller historier om det udstillede glas. Alle er velkomne, ingen tilmelding – gratis efter betalt entré.

Den 29. oktober er det sidste chance for at se udstillingen Young Glass 2017 med værker skabt af den unge generation af internationale glaskunstnere. Og den 11. november åbner blandt andet udstillingen Sørens samling af glas fra Holmegaard, en udstilling hvor museet for første gang præsenterer unika og brugsglas fra Holmegaard Glasværk samlet af den passionerede kender Søren Seebach.

Rundvisning på Holmegaard Glasværk

Susanne Outzen, museumsinspektør ved Næstved Museum og leder af registreringen af Holmegaards Prøvesamling, har søndag den 22. oktober kl. 10-11.30 en rundvisning på Holmegaard Glasværks gamle fabriksområde. Her fortæller hun om glasværkets historie, om bygningerne og om det liv der udspillede sig på og omkring glasværket. Rundvisningen går også et stykke ud i Holmegaard Mose, så husk varmt tøj og gummistøvler!

Det koster 100 kroner plus gebyr, og billetter kan bestilles på museets hjemmeside.

Rundvisningen udgår fra Hovedindgangen på Glasværksvej 54, 4684 Holmegaard.

Holmegaard - en uafsluttet fortælling

Fra torsdag den 26. oktober til søndag den 12. november har Næstved Museum i udstillingshuset Boderne midt i Næstved særudstillingen Holmegaard – en uafsluttet fortælling om Holmegaard Glasværk som det ser ud i dag efter den seneste konkurs i 2012. Udstillingens vinkel er samtidsarkæologisk og viser derfor Holmegaards ”nuværende materielle tilstand og væren”. Eller som det hedder i omtalen af udstillingen:

”Publikum får lov til at udforske hvordan finanskrisen i form af Holmegaards bygninger stadig helt konkret er til stede i vores hverdag. Udstillingen vil også illustrere hvordan de aktiviteter og processer som så brat blev forladt ved konkursen, stadig kan ses og spores i det materielle levn på Holmegaard.

 

Skak Snitker: 40 år ved glasovnens lys med solen i ryggen

Skak Snitker

I år er det 40 år siden Skak Snitker begyndte at blæse glas. I den anledning udgives bogen 40 år ved glasovnens lys med solen i ryggen. Det sker ved en reception lørdag den 28. oktober kl. 14-17 i Glasgalleriet, Sankt Ibs Vej 12 i det gamle gasværk ved Roskilde Havn. Bogen, der ellers koster 135 kroner, kan denne dag købes for 100 kroner.

Skak Snitker, Skovlysning, Charlottenborgs Forårsudstilling 1980.

Skak Snitker begyndte sin karriere i 1977 som færdiguddannet fra keramik- og glaslinjen på Skolen for Brugskunst i København. Samme år grundlagde han sammen med Per-René Larsen Snoldelev Glasbrug – et af Danmarks første studieglasværker – i en gammel grisestald på Snoldelevgård. Her blæste de sammen med Niels Christian Olesen Glas ude i det blå. I 1983 lejede Skak Snitker sig ind på Christiania Glaspusteri, og efter at han i 1987 havde deltaget i en høring om Roskilde Gasværks fremtid, blev han af kommunen tilbudt et værkstedslejemål dér. Fra begyndelsen var Ida Løkken og Peter Svarre med, men fra 1991har Skak Snitker drevet Glasgalleriet alene.

Tidligere litteratur om Skak Snitker:

20 år i glas / Per-René Larsen / Skak Snitker / Snoldelev Glasbrug A.M.B.A. afholder post mortem et skævt jubilæum.

25 år ved glasovnens lys – Skak Snitker.

Glasgalleriet – interiør med galleri ligefrem og til venstre, værksted til højre.

Ned Cantrell har en hval i Tokyo

I anledning af kronprinsparrets besøg i Japan har Statens Kunstfond beskrevet hvilke at fondens værker man har udlånt til den danske ambassade i Tokyo hvor de skal være med til at brande Danmark. Der er værker af 15 danske billedkunstnere, designere og kunsthåndværkere særligt udvalgt til at harmonere med ambassadens arkitektur – spændende fra Lene Adler Petersens maleri Karen Blixen over Jacob Jessens installation af brugte hverdagsgenstande og til Ned Cantrells badedyr i blåt glas, Killer Whale fra 2017.

Kunstfonden har stillet Ned Cantrell nogle spørgsmål om værket:

Hvilke tanker/overvejelser ligger der bag dette værk?

Killer Whale er én ud af en serie oppustelige badedyr. Jeg stræber efter en troværdig kopi af ægte oppustelige badedyr, men udført i massivt glas. De er meget tunge og fysiske i modsætning til den lethed man forventer. De duer slet ikke til at redde en fra at synke til bunds.

Den første jeg lavede, en lidt sammenfalden lyserød flamingo, fik titlen The

Unbearable Lightness of Being efter Milan Kundera.

De er meget nye endnu, men jeg fornemmer at dette forvirrende materialebedrag kan blive til noget interessant.

Hvordan kan værket ses i forhold til dit øvrige arbejde?

Min kunstneriske produktion er lowbrow (lavpandet eller måske bare uden intellektuelle ambitioner, red.) i modsætning til highbrow (højpandet eller bare intellektuel, red.). Jeg henter inspiration fra lavkulturelle grundlag – forbrugerkultur, tegnefilm, graffiti, sjofelheder, tatoveringer...

For at kunne slippe af sted med dette har jeg et solidt fundament af godt håndværk. Derved opstår der et sammenstød mellem højkultur og lavkultur som er det spændingsfelt jeg arbejder indenfor. Den modsætning der er mellem værkenes karakter af kitsch og den håndværksmæssige finesse.

Hvilke materialer og/eller teknikker har du brugt?

Hvalen er formet fri-hånd på blæsepiben – ’hot-sculpting’ (skulpturering i varmt glas, red.). Særlige teknikker jeg har brugt, inkluderer ’cup casing’ (overtrække, red.) – at give et lag transparent farve tæt på overfladen – og ’cane drawing’(tegne med en stang – påføring af glas fra en glasstang med en gasflamme, red.) af øjnene og mønstre. Men ellers er den lavet med traditionelle glaspustningsteknikker.

Hvalen er konstrueret af fem dele, som er samlet varmt.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft