Glastip 6. oktober 2016 – 200 fotos af glas og glasfolk
Luftkraft i Ebeltoft

Luftkraft-gruppen – Stine Diness, Pernille Braun, Mette Colberg, Stine Bidstrup og Sally Xenia Christensen – fotograferet i opgangen ved deres værksted på Kigkurren 6 på Islands Brygge i København.
Med dette foto repeterer vi lige oplysningerne om at Glasmuseets Ebeltoft den 7. oktober kl.17 åbner udstillingen Mapping Denmark II – Luftkraft, og at man dagen efter kl. 11 kan man møde kunstnerne til en artists talk. Udstillingen kan ses til den 15. januar.
Luftkraft-gruppen skriver på deres hjemmeside:
”We are very proud and excited to present our first museum exhibit as the group Luftkraft Glass Studio. After more than a year’s worth of creating new works from a shared set of ideas, the exhibition Mapping Denmark II – Luftkraft opens on Friday October 7th, 2016, at 5 pm at Glasmuseet Ebeltoft. It represents the second edition in a series of exhibits that the museum is staging to showcase the width and depth of the current glass scene around the country.
For our exhibition, we have decided to map Luftkraft. Our address on Islands Brygge in Copenhagen has housed a glass studio for more than 20 years, and numerous glass artists, designers and makers have come through for shorter or longer periods of time to be part of a community. Luftkraft is the third studio to occupy the space, and we have approached the idea of the studio from five different points of view; as the relations between its inhabitants, as sounds, as a network, as an architectural configuration and as its own creative, mental being.”
Samme dag ferniseres også udstillingen Gemt – men ikke glemt, en udstilling med værker fra museets permanente samling i anledning af museets 30 års jubilæum – som vises frem til den 28. maj.
Design glas hos Anne Wedell-Wedellsborg
Glaskunstner Anne Wedell-Wedellsborg holder i weekenden den 15.-16. oktober kl. 11-16 et arrangement på bopælen og værkstedsadressen Overdrevhus, Nødebo Overdrev 5, 3480 Fredensborg. Dels er der udstilling hvor Anne selv deltager sammen med filtdesigner Jytte Schmitt og skulptør Birgitte Sandvik. Dels leder Anne et lille værksted hvor voksne og skolebørn kan sammensætte stykker af glas til farverige skåle og andet som efterfølgende fuses og slumpes i ovnen.
Kirstine Damgaard i Ebeltoft Kunstforening
Kirstine Damgaard, Galleri Englehaven, fra Aarhus deltager i uge 42 i Ebeltoft Kunstforenings medlemsefterårsudstilling med værker af glas og glas kombineret med beton og bronze. Det foregår i Tinghuset på Torvet i Ebeltoft fra den 15. til den 23. oktober alle dage kl. 11-16. Der er fernisering på åbningsdagen lørdag den 15. oktober kl. 11.
Kunståndværk i Brøndsalen
25 kunsthåndværkere i gruppen Kunsthåndværk i Brøndsalen, KhiB, udstiller og sælger deres produkter i Brøndsalen ved Frederiksberg Runddel (København) den 20.-23. oktober. Der er åbent torsdag kl. 12-18, fredag- lørdag kl. 11-18 og søndag kl. 11-17. Fri entré. Blandt deltagerne finder vi Elin Krebs fra Ringsted som arbejder med ovnformede smykker i glas og sølv.
Billeder fra Glasnetmødet

Gruppebillede fra Glasnettets årsmøde 2016. Foto Claus Møller.
I den forgangne weekend holdt glaskunstnersammenslutningen Glasnettet årsmøde i Ebeltoft, blandt andet med aktiviteter på Glasmuseet, herunder en endagsudstilling med værker medbragt af deltagerne.
Mødet var da vist en succes, der deltog i hvert fald næsten 100 medlemmer, og efterfølgende er det strømmet ind med hilsner på Glasnettets FaceBook-side med tak for et godt træf.
Der er også lagt et par hundrede billeder på FB af blandt andre Tchai Munch, Ebeltoft, og ikke mindst Claus Møller, også Ebeltoft, som har lagt godt 170 billeder på nettet, heriblandt billeder af værker fra endagsudstillingen. Se øvrige billeder lagt op på Glasnettets FB-side i dagene efter årsmødet – billeder fra udstillingen, årsmødet, demonstrationer i glashytten og samvær, fest og råhygge.

Fra endagsudstillingen – et værk af Kaj Fjendbo fra Spøttrup. Foto Claus Møller.
Glastip 13. oktober 2016 – Et let og muntert glasliv
Mikkel Yerst på Galleri Kunstkontoret
Galleri Kunstkontoret på Søndervej 54 i Virum nord for København viser til den 22. december nyheder fra glasblæser Mikkel Yerst – fx ’tumlingevaser’, buttede glasbobler til fyrfadslys eller små buketter, og ’knudevaser/karafler’ hvor vasen/karaflen er blæst direkte over en gren, foruden flere af Mikkel Yersts klassikere, fx dråbevasen og spiralvasen.
Galleri Kunstkontoret kan besøges efter aftale på 20 32 26 13 – eller når skiltet er ude.
Koppen som kop & objekt
Designer Zoo på Vesterbrogade 137 i København viser fra den 14. oktober til den 5. november en udstilling hvor 45 kunsthåndværkere viser Koppen som kop & objekt: ”Koppen er universel, basal og en fantastisk brugsgenstand som vi alle bruger næsten hver dag. På denne udstilling viser vi den brede mangfoldighed af kopper; den elegante, den humoristiske, den overraskende, den dekorerede, den ergonomiske, den funktionelle, den ubrugelige, koppen som objekt… Ringen der er lavet af en kop, koppen der er spundet af de fineste tråde, og koppen der hænger i en tynd tråd…”
Udstillingen ferniseres fredag den 14. (den københavnske kulturnat) kl. 18.30. Senere på aftenen kl. 19-21 er der åbent i værkstederne hvor man blandt andre kan besøge glaskunstnerne Bettina Schori og Marion Fortat. Sidstnævnte er også blandt dem der deltager i udstillingen.
Per-René Larsen inviterer igen til Easy Living-sessioner
I august samlede Per-René Larsen hvad han selv kalder ”nogle rimeligt afslappede hold” til fire sessioner om at arbejde med på hans Easy Living-serie. ”Alle var glade – og ikke mindst jeg,” skriver han på Facebook. Nu vil han igen tænde ovnen så den er god og varm til weekenden, og vil gerne høre om nogen har ”tid og lyst til at komme ned og lege” med ham på Møn.
Man skal nok ikke være helt forudsætningsløs. Se mere på Glasnettets Facebook-side – scroll ned til den 11. oktober.

Eksempel på et værk fra Per-René Larsen i serien Easy Living.
GLASUR – Kemi, Masse & Myte
Vi gentager lige at det er muligt at se årets udstilling om samspillet mellem glas og ler på Hempels Glasmuseum syd for Nykøbing Sjælland i den kommende uge – skolernes efterårsferie – 15. til 23. oktober. Se nærmere om hvad der ellers bydes på af udstillinger og aktiviteter på museets hjemmeside.
Og samtidig kan vi fortælle at Glasur-udstillingen dukker op igen på Sophienholm i Lyngby nord for København hvor den vises fra den 25. februar til den 23. april.
Glastip 26. oktober 2016 – Det Skøre Glasorkester
Så er det snart jul – Trine Appelon lægger ud…
Hos Sarah Høi i Galleri Art Expo på Søvejen 35 i 8362 Hørning kan man fra den 29. oktober og frem til jul se og købe juleglas af Trine Appelon i form af engle, træer og vedhæng – samt nyheder som hun først afslører ved udstillingsåbningen lørdag den 29. kl. 11-13.
Lise Rosenkilde i Gundsømagle ved Roskilde
Lise Rosenkilde var Roskilde Bibliotekernes Månedens Kunstner i juni, og nu udstiller hun fra den 4. til den 29. november på Gundsømagle Bibliotek på Rosentorvet 8. Lise bruger blandt andet den klassiske venetianske murini-teknik – læs mere om hendes arbejde i Glastip 26. maj i år.
Prismet i Ebeltoft
Glasmuseet Ebeltoft har nu åbnet udstillingerne Mapping Denmark II med Luftkaft Glasstudie og Gem men ikke glemt, men til og med den 30. oktober kan man stadig se Mapping Denmark I med Fake (Britta Madsen og Søren Gøttrup). Fra lørdag den 5. november kan man også se Silica Visions, afgangsudstillingen fra Designskolen på Bornholm. Der er fernisering fredag den 4. kl. 17.
Og søndag den 6. november er der Særlig Søndag med gratis omvisning kl. 14 når entréen er betalt – ingen tilmelding.
Og så kan man gå på opdagelse i Glasskoven, indendørs, som nu er suppleret med en ny skulptur, Prismet, ude i museumshaven.

… og Brith Simoni fortsætter i Galleri TorupKunst
Fra den 6. november kl. 13-16 og året ud udstiller Brith Simoni glasting i Galleri TorupKunst. Brith Simoni arbejder med ovnformet glas, og værkerne er fade, lysestager, vaser, billeder, ophæng, figurer og glasbilleder. Og juleting. Galleriet er åbent torsdage kl. 19-21 og søndagene den 6., 13. og 20. november og den 4. og 11. december.
Glasloppemarked og koncert med glasinstrumenter i Tårnby på Amager
Glashistorisk Selskab Holbæk afholder det årlige glasloppemarked på Tårnby Bibliotek på Amager lørdag den 19. november kl. 9-15. Medlemmerne af selskabet sælger fra deres samlinger, og markedet er en mulighed for at supplere sin samling eller bare finde de drikkeglas man mangler til sit glasservice. Man er velkommen til at tage glas med som man vil vide noget mere om. Så vil selskabets medlemmer stille deres viden til rådighed. Adressen er Kamillevej 10, 2770 Kastrup.
Samme dag og sted kan man cirka kl. 13-13.30 høre Det Skøre Glasorkester i en koncert på skrøbelige glasinstrumenter. Det er en sjælden lejlighed – normalt ligger instrumenterne i en montre på Kastrupgård Samlingen som museumsgods fra Kastrup Glasværk hvor de for mange år siden er fremstillet.
Der findes et tilsvarende fænomen knyttet til Holmegård Glasværk, orkestret Urania, og de to orkestre er vist ikke helt enige om hvem der er ældst. Det findes ikke så meget umiddelbart tilgængeligt om Kastrup-orkestret, men på det lokalhistoriske arkiv går de og drømmer om at skrive dets historie.

Glasorkestret ved en tidligere koncert i 2012.
Orkestret optrådte ved den berømte tv-indsamling til Ungarn i 1957. Det kan man læse (ganske kort) om i Tårnby Kommunes lokalhistoriske tidsskrift Glemmer Du fra september-oktober 2012 i en artikel om hvordan Tårnby og tårnbyborgere bidrog til Ungarnshjælpen:
”Danmarks Radio afholdt tre indsamlinger på landsdækkende fjernsyn tre lørdage i træk i marts 1957. Programmerne var meget populære, og stort set alle fra dengang kendte til fjernsynets Ungarnsindsamling. Også her gjorde Tårnby sig positivt bemærket. Det legendariske glasorkester spillede til en af Ungarnsindsamlingerne i marts 1957. Glasinstrumenterne var tilvirket på Kastrup Glasværk. Orkestret blev oprettet i 1934 af Hugo Møller og Kaj Olsen der begge arbejdede på glasværket. Det var det første af sin art i verden. Horninstrumenterne har ingen ventiler og kan derfor kun spille meget simple melodier. Alle tonerne skal udføres af musikerens stemme. Foruden underholdningsværdien til showet bidrog Kastrup Glasværk også med en ”Balot”, som er en færdigblæst glasklump. Indeni var 10.000 kr. til Ungarn.”

Glasorkestret spillede i Radiohuset til fordel for indsamlingen til Ungarn lørdag den 9. marts 1957. Det er Gunner Olsen som nr. 1 fra venstre, Leo Onsvig som nr. 6 og Kaj Olsen – en af medstifterne af orkestret – som nr. 8.

Et tidligere foto med orkestrets basungruppe.
Fotos: Stads- og lokalarkivet i Tårnby.
Urania
Om Urania, Holmegaard Glasværks orkester, kan man finde mere materiale. Der er fx dette fra Næstved Byorkester og fra Glashistorisk Selskab Aalborg, og man kan finde et par Youtube-videoer hvor orkestret spiller – 1 og 2.