Glastip Oktober 2015

Glastip 1. oktober 2015 – På åstedet

Spor Kunsten

Spor Kunsten er en forening for professionelle kunstnere i Aarhus, Odder og Silkeborg. Foreningen holder hvert år åbne værksteder den første weekend i oktober – i år lørdag-søndag den 3.-4. oktober kl. 11-17. Blandt deltagerne finder vi glaskunstner Rikke Stenholt på Skt. Pauls Kirkeplads 6 i Aarhus.

 

Rikke Stenholt arbejder også i neonrør.

 

Den 9. oktober i Ebeltoft - suppleret

 

Glasmuseet Ebeltoft åbner som tidligere nævnt fredag den 9. oktober kl. 17 tre nye udstillinger: Cogent Whisper, en stedsspecifik installation af Jack Wax, USA; Hands on – Hands off, udstilling af eksamensarbejder fra årets glasafgængere fra Bornholmerskolen; Nye værker fra museets samling, tilgået museets permanente samling 2012-15.

 

Åbningstalerne holdes af Viki Noorman Kert, afdelingsleder ved Produktdesign, Designskolen Bornholm, Jack Wax, glaskunstner og professor, Virginia Commonwealth University, USA, og Dan Mølgaard, direktør, Glasmuseet Ebeltoft.

Kunsthåndværk i Brøndsalen

I Brøndsalen lige ved Haveselskabets Have på adressen Frederiksberg Runddel nr. 1 (København) afholdes igen i år en salgsudstilling med et par dusin kunsthåndværkere. Det foregår i dagene 15.-18. oktober – torsdag kl. 12-18, fredag-lørdag kl. 11-18 og søndag kl. 11-17. Gratis adgang.

Blandt de 26 deltagere er en håndfuld keramikere og to glaskunstnere – Jonna Rønne Nielsen (med fuset og ovnformet glas, men som også gør det i keramik) og Pernille Bach Pedersen (glassmykker).

Fanefjord Glas 30+1 års jubilæum

Glaskunstner Per-René Larsen og hans hustru, billedkunstner Heléne Sandegård etablerede i november 1984 deres hjem med værksteder og galleri på Fanefjord Kirkevej 58 i Askeby på Møn. Det har de nu bebudet at de vil fejre eftermiddag og aften i weekenden den 7.-8. november som et 30+1 års jubilæum med ”reception med pop-up særudstillinger og events på åstedet”.

”Siden da (1984, red.) har vi nydt livet, naturen, drømmene og det at have fundet et sted med mulighed for at forfølge kunstneriske og etiske visioner her på denne pragtfulde lokalitet blandt en masse dejlige mennesker,” skriver parret.

”Egentlig skulle vi have markeret datoen sidste år, men da var der så meget andet. Men nu begynder alle nye knæ at fungere, vi har i mere end et år været på finansloven som folkepensionister, og vi har gennemført femårsoprydningen af værksted med tilstødende. Så nu begynder overskuddet at manifestere sig. Med andre ord: Vi kan endelig overskue at indbyde til 31 års jubilæums reception, med pop-up udstillinger og events.

Vi er dybt taknemmelige over at have fået lov til at være her og have fået mulighed til at overleve her på vore betingelser. I forsøget på at give noget igen planlægger vi en to dages event til behagelig adspredelse med fortolkninger af noget af alt det vi har oplevet, lært, drømt og fået på hjertet over denne tid på dette sted.”

Arrangementet er endnu under forberedelse, men grundidéen er at lave værksted, galleri og have om til en ”multimedieforestilling for gud og hver mand”. Ud over galleriets normale work-in-progress fremtræden består programmet indtil videre af:

  • Musikalsk performance over og udstilling af collager skabt som refleksioner over Inger Christensens Sommerfugledalen.
  • Forpremiere på dele af 3D-collageudstillingsprojektet Wunder Kammer.
  • En serie fysiske fremstillinger af begrebet Easy Living.
  • Specialophængninger af eksisterende hovedværker fra tiden.
  • Og ved skumringen Lidt lys imod det tiltagende mørke #4.
  • Snacks og drinks.
  • Og der er plads til andre teatralske, musikalske og lyriske performere, man skal bare sige til hvis man gerne vil biddrage.

Statens Kunstfonds værker on-line

Statens Kunstfond har netop meddelt at den efter otte års arbejde er færdig med hjemmesiden Vores Kunst der rummer billedarkivet for de cirka 12.500 kunstværker som gennem 50 år er indkøbt (med henblik på udlån) og støttet af Statens Kunstfond samt opført i forbindelse med byggerier (Bygningsstyrelsens kunstprojekter).

 

Fondens beholdning rummer godt 120 værker af glas samt enkelte glasudsmykninger af bygninger. Som her illustreret.

Malene Landgreen, iNANO-instituttet, Aarhus Universitet, 2012. Foto Helene Høyer Mikkelsen.

PS Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes hjemmesiden Vores Kunst er tung at danse med i et fortænkt design.

 

Glastip 8. oktober 2015 – Man kan måske lige nå det

Glas af FOS

Man kan måske lige nå det – i galleri Etage Projects i Borgergade 15E i det centrale København har billedkunstneren FOS, alias Thomas Poulsen, til og med lørdag den 10. oktober en udstilling i form af en installation eller et tableau FOS for Céline hvori indgår et fancy bord med en bakke med en glaskande og et antal glas – Glass, Pitcher, Tray.

Der er flere fotos og mere at læse om udstillingen på galleriets hjemmeside, og kan man læse et portræt af kunstneren FOS fra april 2012 hos Kunsten.nu.

Glas i Lapidariet*

Glaskunstner Lulu Sylvest holder – trods arbejde ved siden af – fast i sit støbte, ovnformede og blæste glas. Det første foregår i hendes værksted i Tisvildeleje, det sidste hos blandt andet Jason Svendsen på Frederiksberg Allé få hundrede meter fra Lulu Sylvest’ københavnske adresse på Gl. Kongevej.

Som en del af den københavnske kulturnat fredag den 9. oktober – man kan måske lige nå det – deltager Lulu Sylvest i et arrangement i Kongernes Lapidarium, tidligere Kongens Bryghus, på Frederiksholms Kanal 29 ved Københavns Havn. Det store skrummel af et hus var for 400 år siden en del af Københavns befæstning, siden gjorde Christian IV det til kongeligt bryghus, og nu huser det 384 styk 300-500 år gamle skulpturer af sten og gips fra kongelige haver, pladser og slotte hvor de har stået og kastet glans over kongemagten indtil tidens tand truede med at udrydde dem. Efter en restaurering af bryghuset i 2013 blev de mange – en del af dem meget store – værker hentet frem fra depoterne hos Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme, og bryghuset rummer nu konger til hest, kongebuster, græske gudinder, sagnhelte og dekorationer til slotsfacader.

Ved arrangementet i Kongernes Lapidarium hyldes barokkens storhed med musik, skuespil og prangende kostumer: Operasanger Djina Mai-Mai fremfører sammen med guitarist Lars Hedelius-Strikkertsen arier fra Hofteatret og Det Kongelige Teaters repertoire fra 1700-tallet, og skuespiller Lisbeth Holdt Jørgensen optræder med monologer af den franske 1700-tals digter Charles Pierre Colardeau i Charlotte Dorothea Biehls oversættelse. Alle optrædende er klædt i barok-rober kreeret af skrædder Lars Andersen.

Lulu Sylvest er oprindelig uddannet skrædder og tidligere kollega med Lars Andersen hos Jørgen Bender tilbage i 1980erne. Hun deltager i arrangementet med en udstilling af glas blandt andet fra sin serie Oval. Som glaskunstner er Lulu Sylvest i tiåret 1992-2002 uddannet på Orrefors i Kosta Boda, Designskolen i København og Royal College of Art i England (master). Lulu Sylvest vil være til stede og kan fortælle om sit glas.

Oval-serien. Foto Lulu Sylvests hjemmeside.

* Lapidarium, af latin lapis (sten), stensamling omfattende skulpturer, mindesten og lignende, mest kendt som gravstenssamlinger på kirkegårde.

Kunstturbulenz i Ebeltoft

Selvom glaskunstnerne Ned Cantrell og Karen Nyholm er flyttet til Ebeltoft, fastholder de deres samarbejde med deres ’ligesindede’ billedkunstnere i gruppen Kunstturulenz, og i anledning af den også derværende kulturnat afholder gruppen en turboudstilling fredag den 9. oktober kl. 19-22 og lørdag den 10. oktober kl. 11-16 i glashuset i Nedergade nr. 19. Man kan måske lige nå det.

Foruden glas af Nyholm Cantrell Glas er der malerier, tegninger og tryk af billedkunstnerne Anne Risum Stockmar og Coco Octaviosen/Coco Electra, og mon ikke også Karen Nyholm viser noget af sin billedkunst.

Blæst lampeglas hos Søglas

Man kan måske også lige nå at være med hos Connie Sørensen, Søglas, når lampeglasspecialisten Jens Christian Kondrup viser hvordan man laver blæste snapseglas lørdag den 10. oktober kl. 10-17 og blæste kugler søndag den 11. oktober kl. 10-17. Der skulle være ledige pladser. Det koster 1150 kroner per dag.

Blæst snapseglas i lampeglasteknik.

Jack Wax til vennepris

Glasmuseet Ebeltoft har problemer med at få fyldt op til den tidligere omtalte (20.9.) glasworkshop med den amerikanske glaskunstner Jack Wax i anledning af dennes udstillingsåbning på museet fredag den 9. november. I stedet for en aflysning har Jack Wax tilbudt at undervise uden honorar, og museet kan derfor helt exceptionelt tilbyde de fem dages workshop til en pris af bare 1000 kroner. Man kan måske lige nå det, men om der stadig er ledige pladser i læsende stund, kan ikke garanteres. Skriv til direktør Dan Mølgaard på dan @ glasmuseet.dk senest fredag den 9. oktober.

Efterår hos Baltic Sea Glass

Pete Hunner og Maibritt Jönsson hos Baltic Sea Glass har stadig ovnene tændte. Der er pyntet op til efterår, og i uge 42 i skolernes efterårsferie er temaet Sandsten og Glas i samarbejde med Bodilsker Sandstensbrud ved Allan Hansen. Maibritt og Pete arbejder med sandsten og flydende glas i værkstedet mandag den 12. og torsdag den 15. kl. 10-16. Fredag den 16. kl. 13 kommer direktør Peter Haase fra oplevelsescentret NaturBornholm på besøg og fortæller om sand på Bornholm m.m.

Fra uge 43 har Baltic Sea Glass kun åbent efter aftale, men fra uge 48 er man klar igen – til julehandelen.

Der er også pyntet udenfor.

Friheden ved engangsstøbeforme

Den 2.-6. november afholder Anla Glas i Silkeborg et støbekursus med den engelske glasskulptør Joseph Harrington om friheden ved engangsstøbeforme. Prisen er 5200 kroner.

At støbe glas er en lang proces – form og gummi, positiv og negativ form, voks, dampe ud – og så skal glasset i ovnen i en uge eller tre. For ikke at tale om efterbearbejdningen. På kurset viser Joseph Harrington hvordan man kan gå til det indledende modelleringsarbejde på spontan vis og med kreativ brug af materialer. Hvis man altså ikke har tænkt sig at støbe flere gange i samme form.

Allan Scharff

 

Utrættelige Susanne Outzen fra Næstved Museum – det meste af tiden i kælderregionen beskæftiget med at få styr på Holmegård Glasværks Prøvesamling – fornøjer ugentligt på sin blog med nyt om registreringsprojektet og tilgrænsende foretagender. Gerne illustreret med et foto af et glas fra samlingen hvor der efterlyses oplysninger, hvor der er en sjov vinkel, eller simpelt fordi det har begejstret museumsinspektøren. Senest et foto af en stor vase (54 cm høj) af designer og sølvsmed Allan Scharff fra 2000.

”Der er noget ganske særligt ved Allan Scharffs glas, synes jeg – de er så anderledes end de andre designeres glas. Man ser hurtigt når man står med en af hans glas i hånden. Hans stil er bare en anden,” lyder kommetarer fra Susanne Outzen. En berigelse der straks bringes videre.

Hempel lukker for sæsonen

Og så er det også med efterårsferien (åbent lørdag den 10. til søndag den 18. oktober kl. 10-17) at Hempel Glasmuseum takker af for sæsonen med prismodtager Jeannet Iskandars udstilling og jubilæumsudstillingen Colours. Hele ugen kan man dekorere og sandblæse glas i museets lille værksted Glasspiren, og 13.-17. oktober kl. 12-16 er der demonstration af perlefremstilling ved lampeglaskunstneren Annette Mørch Carlsen.

 

Glastip 14. oktober 2015 – Migrerende glasdyr

Inge Kobberup i Det Gule Hus

Inge Kobberup, IK Design, som både gør det i ovnformet glaskunst og arbejder i skind og pels, viser frem til den 18. oktober sine ting sammen med værker af Lemvig-maleren Gunhild Jeppesen. Det foregår på hjemmebane i Det Gule Hus på Vesterhavsgade 17 midt i Ferring/Bovbjerg hvor Inge Kobberup har værksted, galleri og café. Der er åbent daglig kl. 10-17.

Inger Ferbing i Farver Hammers Gaard

Farver Hammers Gård i Ringstedgade 1 i det centrale Roskilde har til og med den 22. oktober en udstilling med glas af Inger Ferbing, strik af Margit M. Svendsen og pels af Joan Bressendorff. Der er åbent hverdag kl. 10-17.30 og lørdag kl. 10-14.

Lene Hjerrild og Tina Lofstad i Galleri Gasværk

Galleri Gasværk på Gasvej 21 i det centrale Horsens holder frem til den 2. november sin treårs jubilæumsudstilling med deltagelse af hele to glaskunstnere. Dels Lene Hjerrild fra Hornsyld som arbejder med ovnformet glas, og dels glaspuster Tina Lofstad fra Viborg. Derudover indeholder udstillingen tekstile værker af billedkunstner Britta Enemark Olsen, botanisk brugskunst af keramiker Helle Nørby og smykker af guldsmed Pia Rauff.

Migrerende glasdyr på Nørrebro

Trampolinhuset – et støttecenter for flygtninge og asylsøgende på Thoravej 7 Nordvestkvarteret i København – rummer for tiden en udstilling fra bjergene til dalene, fra ørkenerne til havene: rejser i historisk uvished arrangeret af CAMP – Center for Art on Migration Politics – med den vietnamesisk-amerikanske konceptkunstner og maler Tiffany Chung hvor hun arbejder videre med sit aktuelle tema om migration i forlængelse af sin deltagelse i årets Venedig-biennale med værkserien Syrian Project. I udstillingen i Trampolinhuset indgår et større menageri af glasdyr. Se folder om udstillingen og reportage fra udstillingen på Kunsten.nu.

Udstillingen vises frem til den 14. november, og der er åbent tirsdag og onsdag kl. 13-19 og fredag kl. 13-23.

Tiffany Chung ved titelværket fra bjergene til dalene, fra ørkenerne til havene: rejser i historisk uvished. Foto: Matthias Hvass Borello, Kunsten.nu.

Substans-udstilling i Det ny Kastet

Selv glaskunstudstillinger flytter til provinsen: Fredag den 16. oktober kl. 16-18 genåbner årets Substans-udstilling i Det Ny Kastet i Thisted. Kunstforeningen Det Ny Kastet låner udstillingen af Bredgade Kunsthandel, og dermed får thyboer og nordjyder også nem lejlighed til at se udvalgt dansk glaskunst af Maria Bang Espersen, Maria Koshenkova, Karen Lise Krabbe, Pipaluk Lake, Karin Mørch og Marie Retpen. I forhold til københavnerudstillingen er Pipaluk Lake kommet med i stedet for Jeannet Iskandar.

Man finder Det Ny Kastet i byens gamle rådhus på Store Torv, udstillingen har åbent fredag kl. 15-17, lørdag kl. 11-13 og søndag 13-16, og udstillingens sidste dag er den 8. november.

Rings – Pipaluk Lake i Bredgade Kunsthandel

Bredgade Kunsthandel ferniserer lørdag den 24. oktober kl. 13-17 en soloudstilling med glaskunstneren Pipaluk Lake.

Kunsthandelen er med hidtil fem årlige Substans-udstillinger med dansk unikaglas en vigtig københavnsk og dansk scene for glaskunst. Galleriejer Annegrethe Davis går nu skridtet videre med en månedlang separatudstilling med Pipaluk Lake. Titlen er Rings, og det refererer ifølge galleristen til flere forhold:

”Pipaluk Lakes skulpturelle former indeholder i rigt omfang cirklen som grundform, og gennem Pipaluks arbejdsproces hvor det ene projekt fører til det næste, spredes ringe i vandet. En udvikling som foregår cirkulært idet hun ofte vender tilbage til tidligere erfaringer, men også i spring da udgangspunktet videreudvikles i nye sammenhænge. Med en baggrund inden for snedker- og billedskærerfaget giver træet et nyt kunstnerisk afsæt i kombination med Pipaluk Lakes foretrukne materialer glas og metal. Materialerne stammer primært fra genbrug, således bliver skulpturerne til ved recirkulation på flere planer.

Pipaluk Lake eksperimenterer med flader af vinduesglas og metaltråde eller -stykker. I ovnen transformeres materialerne, således at glasset påvirkes af varmen og tyngdekraften, mens metallet definerer glassets form. Glasset får en organisk og sanselig karakter. Gennem oxidering med metaller opstår farver. Farverne er valgt i nuancer der komplementerer vinduesglassets havgrønne farve og fremhæver værkernes karaktertræk. Træet som materiale repræsenterer noget livgivende, og tematisk tager kombination mellem træ, glas og metal en interessant drejning idet mineralske og organiske materialer interagerer og hermed signalerer bæredygtighed og vækst og udvikling.

Pipaluk Lake har skabt en serie objekter hvor glas og metal vokser sammen med eller ud af træet. En anden serie består af genbrugte metaldåser og glasrester fra tidligere arbejdsgange; man kan opfatte dem som prismer hvor materialernes forskellige spændinger giver et bredspektret interessant krakeleret udsyn. I serierne Drops og Meltwater har metallet givet glasset en prægning i retning af dråber, mens andre værker er ophængt og bearbejdet i cirkelformede ophæng…”

Pipaluk Lakes glaskunst har gennem mange år mødt stor anerkendelse både ude og hjemme. Herhjemme er det de seneste år blevet til en soloudstilling på Glasmuseet Ebeltoft og en 25 års jubilæumsudstilling på Sophienholm i Lyngby. Desuden har Pipaluk Lake deltaget alle tre gange i GLASSS-gruppeudstillingerne som har været vist i Holstebro og København.

Bredgade Kunsthandel finder man på Bredgade 67-69 i det centrale København, der er åbent tirsdag-fredag kl. 13-18 og lørdag kl. 11-15, og udstillingens sidste dag er den 21. november.

Designmuseet – aktuelt glas

To nye udstillinger på Designmuseet Danmark (Bredgade, København) indeholder glas – men ikke ret meget.

For nylig åbnede den danske visning af Milano-udstillingen Mindcraft15som kan ses til og med januar. Her er glaskunstner Tora Urup blandt cirka tre håndfulde designere og kunsthåndværkere udvalgt til at repræsentere landet. Det gør hun med syv glastallerkener i størrelserne Ø 24-33 og fire-seks cm tykke i farverne hvid, sort, lakrød, terracotta, asurblå, grå og sandfarvet.

På kuriøs vis rummer Mindcraft-udstilligen endnu et stykke glas. Det indgår i en slags installation af designduoen benandsebastian som har fundet en gammel og fin, men slidt transportkuffert skabt til en ting med en speciel form. Tingen og enhver idé om hvad den har været, er imidlertid forsvundet. Omridset af kassens hulhed – eller hvordan man nu skal sige det – har duoen fået illustreret med et stykke blæst glas som lige passer i kassen.

Netop åbnet er udstillingen Learning from Japan baseret på museets tidligere medarbejder, nu emerita Mirjam Gelfer-Jørgensens storbindsværk Japanisme fra sidste år. Blandt herlighederne er der en hel del keramik og to stykker glas. Dels Finn Lynggaard med en vase med landskabsmotiv fra 1983, og dels Jan Trägårdh med en køkkenserie Gour Meta fra cirka 1990 hvori indgår dele af glas.

Spændende er det jo så hvor meget glas vi får at se på Designmuseets næste store udstilling Dansk design nu som åbner om en måned. Vi citerer fra museets foromtale:

Dansk Design Nu præsenterer et rigt udvalg af nutidigt dansk design inden for hele spektret: møbler, produktdesign, grafisk design, mode og design i det offentlige rum. Alt designet i det 21. århundrede af toneangivende og talentfulde danske designere. I form af ’superobjekter’ inden for keramik, glas og smykker inkluderer udstillingen også kunsthåndværket og retter sit fokus mod de kunstnerisk mest innovative i feltet. Udstillingen bliver det første overblik over hvilke tendenser der i dialog med den internationale udvikling har formet sig i Danmark siden designboomet før 2000. Dansk Design Nu spejler tidens mangfoldighed af nye designere og kunsthåndværkere og af stiltendenser, livstilsvalg og teknologisk innovation.”

Nyt fra Jyderup

Jyderup Højskole har i begyndelsen af oktober haft den israelsk-amerikanske glaskunstner Olga Rozin som gæstelærer i en uge, og leder af glasværkstedet Erik Meaker har lagt en lille billedserie ud.

For et par uger siden var højskolen på reklameoffensiv med et arrangement ved Dom of Visions-pavillonen ved Den Sorte Diamant i Københavns Havn. En del af arrangementet foregik ved en opvarmningsovn hvor man demonstrerede ’genbrug’ af ølflasker.

Om det var dette arrangement der gjorde udslaget, vides ikke, men højskolen skriver i sit seneste nyhedsbrev: ”Fuldt hus og fuld fart på! Det går godt for højskolen! Slottet er fyldt helt op, og vi har nu gang i venteliste og må henvise interesserede til næste optag 10. januar, så det er dejligt! Derudover har vi også fuld knald på med internationalt anerkendte gæstelærere, musikere og foredragsholdere.” Og det gælder ikke mindst kursusvirksomheden hos Erik Meaker i glasværkstedet.

Fra arrangementet i København – Erik Meaker ses under skolens logo. Foto: Højskolens nyhedsbrev.

 

Glastip 21. oktober 2015 – Koma, hemmeligheder og glasskår

Art-Coma med Lotte Thorsøe i Baunhøj Mølle

Art-Coma er en udstillingsgruppe bestående af seks billedkunstnere/malere, en gobelinvæver og glaskunstner Lotte Thorsøe som alle bor og arbejder omkring Mariager Fjord. Værkerne spænder fra spontant maleri over beton- og glasskulpturer til gobeliner. Gruppen udstiller fra den 23. oktober til den 22. november i Baunhøj Mølle på Bavnehøjvej nr. 31 i Grenå. Der er åbent fredag-søndag kl. 13-17. Entré 20 kroner. Der er fernisering fredag den 23. oktober kl. 17-18.30.

Glassets hemmeligheder i alle formater

Gasværket på Roskilde Havn med de to glaskunstnere Lene Bødker og Skak Snitker inviterer til åbent hus lørdag den 24. oktober. Gasværket er åbent kl. 13-17 og der er foruden glas også keramik, tekstil og billedkunst at se. Adressen er Vindeboder nr. 1.

Arrangementet er gratis – også den del som Lene og Skak kalder Glassets hemmeligheder i alle formater:Kl. 14 viser Skak Snitker glassets magiske fremstillingsproces og de forskellige fremstillingsmetoder han har brugt gennem sit livslange arbejde som glasformgiver. Kl. 15.15 fortæller Lene Bødker med billeder om sine udsmykningsopgaver gennem tiden og de mange kunstneriske og tekniske udfordringer de har budt hende.

GlasSkårene udstiller

Fem amatørglaskunstnere fra gruppen GlasSkårene udstiller fra den 30. oktober til den 26. november brugskunst, skulpturer og vægudsmykninger på Abildvængets Bibliotek på Abildgårdsvej nr. 2 i Helsingør. De farveglade glasskår er Peter Schousboe, Inge Steen, Annette Stigsgaard, Vinca Thiele og Hanne Werner. Der er fernisering fredag den 30. oktober kl. 15-17. Bibliotekets åbningstid er mandag og torsdag kl. 14-18, tirsdag kl. 10-17, onsdag og fredag kl. 14-17 samt lørdag kl. 10-14.

Inge Steen er mester for det store blå hjul som er lavet ved at lade en centimetertyk glasmosaikskive smelte ned midt på en stor blå glasskive som igen ligger på en klar glasskive. I varmen deformerer mosaikskiven den blå plade, og det nederste klare glas skubbes ud til siden.

GlasSkårene er en nordsjællandsk baseret gruppe som jævnligt mødes om en glasovn på et værksted hvor de kan hjælpe hinanden, udveksle idéer og erfaringer og eksperimentere med materialer, forme og teknikker. De deler lidenskaben for glassets klare farver, bløde former og gennemsigtighed, men deres produkter er vidt forskellige og spænder fra stribede skjorter, fuglefade og trekantede lysestager til mosaikskåle, relieffer og en stor stjernehimmel. Fra enkle små smykker og julepynt til større kostbare skulpturer.

Hanne Werner laver sine dybe skåle ad flere omgange i stadig dybere forme, mens hun hele tiden tjekker situationen i ovnen. Fx kan glasset glide skævt i formen, og så må hun med hjælp fra et andet glasskår som holder ovnlåget, række hænderne ind i den varme ovn og rette formen op – behørigt iført varmeskærmende visir og tøj.

 

Glastip 27. oktober 2015 – Glasnotitser

Pia Nissen også på Baunhøj Mølle

Den i sidste nummer omtalte udstilling i Baunhøj Mølle i Grenå med glaskunstner Lotte Thorsøe omfatter også kollegaen Pia Nissen.

En forkert information grundet en misforståelse.

Inge Krogsgaard-Nielsen hos Galleri B

Galleri B drives af kunstnerparret Henrik og Jeanette Brøndsted (billedkunst, skulptur og foto), og de har inviteret formgiver og multikunstner Inge Krogsgaard-Nielsen med til en udvidet weekend-udstilling fra torsdag den 29. oktober til søndag den 1. november. Fernisering på åbningsdagen kl. 16-20, åbent fredag kl. 13-18 og lørdag-søndag kl. 11-17. Inge Krogsgaard-Nielsen gør det blandt andet i arkitektonisk glas og skulle være repræsenteret på udstillingen med blandt andet glassmykker.

Rikke Stenholt hos Jarsbo Contemporary Art x 2

Lørdag den 31. oktober kl. 12-14 er der fernisering på en udstilling med billedkunstner Kaare Norge og glaskunstner Rikke Stenholt i galleriet Jarsbo Contemporary Art, M.P. Bruunsgade 43 i det centrale Aarhus. Der er åbent mandag-tirsdag kl. 8-15.30, onsdag-fredag kl. 12-17.30 og lørdag-søndag kl. 11-14. Udstillingen varer til den 22. november.

Lørdag den 5. december kl. 12-14 er der fernisering på en separatudstilling med Rikke Stenholt i galleriets Aalborg-filial, Danmarksgade 5C i det centrale Aalborg. Udstillingen varer til den 23. december, og åbningstiderne er tirsdag-torsdag kl. 12-17 og lørdag kl. 11-14

Lene Tangen åbner sit glasværksted i Norge

Lene Tangen holder den 31. oktober officiel åbning af sit ny glasværksted i Kunstskansen (Skansevegen 27) i Blaker nordøst for Oslo. Værkstedet har været i funktion et stykke tid. Lene Tangen flyttede i 2014 til Norge fra Bornholm.

 

Jannie Jensen på Jyllinge Bibliotek

Jannie Jensen har arbejdet med ovnformet glas i tre år med udgangspunkt i værkstedsfællesskabet Gulddysse Kulturgård (billedkunst og kunsthåndværk) i Gundsømagle ved Roskilde. Hun udstiller fra den 3. til den 28. november på Jyllinge Bibliotek (Bygaden 19).

Steffen Tast i Kolding og Dronninglund

Hvis man ikke vil til Italien hvor glaskunstner Steffen Tast indtil årsskiftet er repræsenteret sammen nogle andre danske kunstnere på kunstmuseet i Olevano, kan man se ham i Kolding og Dronninglund. Først fra den 7. til den 29. november i Nicolai Kunst & Design i Kolding sammen med en række andre kunstnere på udstillingen Ugler i mosen. Dernæst fra den 15. november til den 20. december i Dronninglund Kunstcenter sammen med en række andre kunstnere på udstillingen Set fra oven.

Finn Lynggaards Legat

I forbindelse med afdøde glaskunstner Finn Lynggaards 80års fødselsdag den 11. januar 2010 blev der som gave etableret en fond som en hyldest til den store kunstner og iværksætter. Fonden uddeler hvert år på Finn Lynggaards fødselsdag et legat i størrelsesordenen 10.000 kroner til en udøvende dansk glaskunstner med henblik på videreuddannelse eller studie-/inspirationsrejse.

Ansøgere skal inden den 14. november sende deres begrundede ansøgning til fondsbestyrelsen for Finn Lynggaards Fond c/o Glasmuseet Ebeltoft eller per mail dan@glasmuseet.dk. Modtageren af legatet forventes dels at være til stede på Glasmuseet Ebeltoft ved overrækkelsen den 11. januar 2016 og dels at deltage i Glasmuseets Venners generalforsamling i foråret 2017 med et mindre foredrag om sig selv og sit glasarbejdet og om hvad legatmidlerne har været brugt til. Modtageren af legatet har mulighed for i en periode at blive præsenteret på Glasmuseet Ebeltoft med en mindre opstilling.

Lotta Pettersson hos Designer Zoo

Lotta Pettersson er nu repræsenteret i butikken hos Designer Zoo i København med nogle enkle mundblæste glasvaser i to størrelser – 19 og 26 cm høje til henholdsvis 1500 og 2550 kroner. Lotta Pettersson har tidligere haft værksted i Designer Zoo, men flyttede i 2011 til Älmhult i Sverige og åbnede eget værksted og butik. Hendes glas produceres på værksteder i Europa.


 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft