Glastip Marts 2017

Glastip 3. marts 2017 – Glas hid og did

Glasur – link til Sophienholm og anmeldelse i Design ETC

Glasur-udstillingen på Sophienholm i Lyngby nord for København er godt i gang – ved omtalen af udstillingen glemte vi et link til Sophienholms hjemmeside.

Og i seneste nummer af Design ETC har Christina B. Kjeldsen denne anmeldelse af udstillingen.

Nordisk designer-glas i Beograd

Kunstindustrimuseet i den serbiske hovedstad Beograd viser frem til den 15. marts en udstilling med glas af nordiske designere, heriblandt Jørn Utzon med værker fra 1970erne og Maria Berntsen med nutidige Holmegaard-produkter. Se nærmere på hjemmesiden for Museum of Applied Art/Muzej Primenjene Umetnosti.

Line Gottfred Petersen i Det Gamle Havnekontor i Haderslev

Frem til den 26. marts kan man hos Haderslev Kunstforening i Kunsthuset i Det Gamle Havnekontor på Jomfrustien 52 i Haderslev se udstillingen Aqua med keramiker Anitta Due og glaskunstner Line Gottfred Petersen. Udstillingen har åbent lørdag-søndag kl. 13-16.

Kunstforeningen skriver om Line Gottfred Petersen at hun ”arbejder med et stilfærdigt, næsten klassisk formsprog i sine blæste glasformer. Kendetegnet for hendes unika arbejder er de fine strukturer hun tilføjer overfladen ved brug af forskellige slibe- og sandblæsningsteknikker. Overflader der indbyder til berøring, og som spænder fra næsten geometriske facetter til delikate tekstile strukturer der skaber liv og variation i hvert værk.”

Laura Madsen gæst hos majkattene

I forbindelse med Hillerød Kunstdage udstiller den nordsjællandske kunstnergruppe Majkat fra den 12. marts til den 20. april i kursuscentret Pharmakon, Milnersvej 42 i Hillerød. Godt et dusin af majkattene udstiller, og de har to gæsteudstillere med, heriblandt glaskunstner Laura Madsen, LAMA-glas, fra Vejby ved Tisvildeleje. Hun udstiller ”mundblæst unika glas i glødende og livlige farver hvor transparens og skrøbelighed står i kontrast til den intensive og glødende arbejdsproces,” som det så malende hedder i pressemeddelelsen.

Udstillingen ferniseres søndag den 12. marts kl. 14-16, og der er herefter åbent hverdagene mandag-torsdag kl. 9-16.30 og fredag kl. 9-15. Hillerød Kunstdage finder sted i weekenden den 24.-26. marts.

Captured Letter med finske Yli-Mäyry i Skovhuset

En af Finlands kendteste billedkunstnere, Yli-Mäyry, gæster april-juni Skovhuset ved Søndersø uden for Værløse nordvest for København med udstillingen Captured Letter. Yli-Mäyry har mange udstillinger bag sig, og de dominerende elementer i hendes værker er lys, skygge og ild. Hun arbejder dels med maleri hvor hun fortrinsvis med spatel fordeler de rene, stærke pigmenter i store partier henover lærredet, dels med skulptur udformet i muranoglas – også i stærke, lysende ild-farver.

Udstillingen har fernisering lørdag den 8. april og vises til den 18. juni. Der er åbent onsdage, lørdage og søn- og helligdage kl. 11-17, entréen er 50 kroner for voksne, adressen er Ballerupvej 60, 3500 Værløse.

2017-afgængerne fra Bornholm søger støtte

Årets afgængere fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm prøver en ny måde at skabe midler til deres planlagte udstillingsturné Danmark rundt. Crowdfunding hedder det, og det har ikke rigtig noget dansk navn – flokfinansiering kan man vel ikke kalde det… Nå, men afgang-2017 med deres udstilling Elements søger støtte, og målet er 15.000 kroner.

For 100 kroners støtte får man tak, for det dobbelte får man en julekugle, for det dobbelte igen får man en glasflaske/vase – og videre deropad – indtil man for 1000 kroner eller mere får en unik keramisk vase – alt lavet med kærlighed! Af de billigste af ’gevinsterne’ er der endnu en del tilbage, af de dyreste er der kun ganske få.

Se nærmere om indsamlingsprojektet og støttemulighederne.

Nyt Kunstfond-spisestel udlånt til ambassaden i Washington

Statens Kunstfond har for 300.000 kroner erhvervet et omfangsrigt stel til borddækning som i første omgang er udlånt til den danske ambassade i Washington for en tiårig periode. Stellet består af cirka 1000 stykker service – tallerkener, skåle, glas, bestik, fade, brødkurve, duge, dækkeservietter, lysestager, vaser, kopper, kander og karafler – skabt af 17 danske kunsthåndværkere. Der kan dækkes til op til 30 personer.

Med det aktuelle stel har Statens Kunstfond skabt en slags efterfølger til det berømte Lærkestel som blandt andre Keramikerne Ursula Munch Petersen og Hans og Birgitte Börjeson stod for. For sammensætningen af det aktuelle stel har stået medlemmer af den københavnske Butik for Borddækning, blandt andre glaskunstner Tora Urup som selv har bidraget med glasservice.

Glastip 15. marts 2017 – Glasforår

Glashistorisk Selskab Aalborg holder møde

Onsdag den 15. marts kl. 19.30 fortæller Niels Andersen om sin ny bog fra november sidste år Marmoreret glas fra Fyens Glasværk. Det foregår på Vejgård Bibliotek i mødelokalet på første sal,Hadsundvej 35, Vejgård, 9000 Aalborg.

Kirsten Damgaard udstiller rundt omkring

Man kan foråret igennem finde glaskunstner Kirsten Damgaard – Galleri Englehaven, de Mezas Vej 6, 8000 Arhus C – på flere forskellige udstillinger. I marts-april udstiller hun på VIA University i Horsens Kunstforenings regi.

Efterfølgende deltager hun i to udstillinger sammen med en masse kunstnere i gruppen Åbne Døre. Udstillingerne er en del af Kulturby Aarhus, og temaet er Mit Aarhus. Første udstilling er på Aarhus Rådhus den 20.-24.marts kl. 11- 17. Anden udstilling er på Godsbanen – den åbner med en fernisering fredag den 31. marts kl. 17-19, og den kan ses hele april måned.

Dernæst deltager Kirsten Damgaard i Ebeltoft Kunstforening påskeudstilling i Tinghuset i Ebeltoft fra 13.-17. april med fernisering på åbningsdagen kl. 11.

Og fra påsken og sommeren over udstiller Kirsten sine glasværker på kunståndværksgalleriet Rakla på Fur.

Susan Vivi Sørensen årets kunstner 2016 i Ebeltoft

Susan Vivi Sørensen som årets kunstner 2016.

Ebeltoft Kunstforening afholder hvert år en afstemning om Årets Kunstner. Det foregår på foreningens påskeudstilling, og sidste år faldt valget på gæstekunstneren, glaskunstner Susan Vivi Sørensen. Med æren følger en særudstilling året efter, og lørdag den 18. marts kl. 11 er der fernisering i Tinghuset. Herefter er der åbent onsdag-søndag kl. 11-16, og udstillingens sidste dag er den 2. april,

Susans glaskunst kommer dog ikke til at stå alene. Hun har ønsket en levende og varieret udstilling og har derfor inviteret fire medudstillere, glaskunstner Alice Dyrhol, keramiker Cille Colberg og billedkunstnerne Inger og Per Ekmann.

Susan Vivi Sørensen har værksted og galleri i Lønstrup, og hun arbejder dels med flamework (lampeglas) og glasmaleri. Arbejdet i glasflamme har hun blandt andre steder lært sig hos Moeslund Glas og Jens Christian Kondrup.

Om sit glasmaleri fortæller hun at hun gennem 25 år har arbejdet med ’bagside-glasmaleri’ og udviklet ny maleteknikker med baggrund i klassisk tradition fra middelalderens gotiske kirker i Norditalien. En teknik der ikke så ofte ses i Danmark. Motivet males lag på lag på bagsiden af floatglas som brændes ved 580 C for hver overmaling – ofte seks-syv gange. Når glasset er indrammet, danner lyset vekslende skygger på bagpladen som en del af kompositionen.

Susan Vivi Sørensen ved arbejdsbordet med sit lampeglas.

Karin Mørch med CGS hos Etienne Gallery i Holland

Den britiske/internationale forening CGS – Contemporary Glass Society (selskab for samtids-glas) – afholder i april en udstilling i det hollandske Etienne Gallery med værker af et udvalg af foreningens glaskunstner-medlemmer.

Der var 75 medlemmer der havde søgt om optagelse, og blandt de 15 udvalgte finder vi danske Karin Mørch. Foreningen har cirka 800 medlemmer, heraf nogle få danske.

Etienne Gallery ligger i byen Oisterwijk, og udstillingen vises fra den 2. til den 30. april.

Karin Mørch, Tone Grey (Gråtone), foto Ole Akhøj.

Glasfremstilling i fastmotion

Fancy glas med søhestestilk – og fancy fremstillingsteknik i fastmotion. Anbefalet af Karen Lise Krabbe på Glasnettet og hermed givet videre. Nyd godt tre minutters glasfremstilling i komprimeret form. ”Læg også liiige mærke til værktøj, bænk og ovn,” skriver Karen Lise. Det kan man så gøre anden gang man ser videoen.

Når hjertet siger webshop

Karen Nyholm fra Nyholm-Cantrell Glas i Ebeltoft har fået sig en webshop hvor hun sælger glassmykker i form af blandt andet kæder med minimalistiske skulpturer som vedhæng – stadig i kendt Karen Nyholm-stil, men lavet i en gasbrænder (lampeglas).

Målgruppen er ”moderne kvinder” som tilbydes fx et blodrødt hjerte med tydelige blodårer, kridhvide hjerner eller mexicansk inspirerede kranier med halloween-associationer. Hjertet måler 22 x 15 mm. Der er også ’kaviarhalskæder’ og et udvalg af ørekroge og -stikkere. Alt sammen i glas og sterlingsølv, oxideret eller forgyldt med 22 karat guld.

Forår

Lena Ljunger fra Glasmagerne på Tåsinge får lov at være forårsbebuder med fotos hun just har delt med omverdenen – af noget hun og Jesper Sødring for tiden har gang i:

”Så er der forår i hytten,” skriver hun, ”og vi har lavet vaser til alle jeres blomster.” Find dem på hjemmesiden og i værkstedet hvor der er åbent mandag-fredag kl. 10-18 og efter aftale.

 

Glastip 31. marts 2017 – Danmark i Japan, Italien, Finland, Belgien, Mexico og Holland – og omvendt.

Steffen Tast har lavet sort sol i Herning

Solformørkelse – foto fra erhvervsskolens hjemmeside

Den århusianske glas- og installationskunster Steffen Tast har lavet en omfattende udsmykning til en nybygget erhvervsskole – Handelshuset Herningsholm Erhvervsskole – på Lillelundvej 21 i Herning. ”Jeg blev kontaktet stort set samtidig med at byggeriet begyndte,” fortæller han, ”så jeg har været med hele vejen og haft det drømmescenarie løbende at have kontakt med arkitekten og bygherren.”

Temaet eller temaerne for udsmykningen er Sort Sol både forstået som solformørkelse og som de store flyvende stæreflokke der danner fænomenet ’sort sol’. Udsmykningen består dels af hængende mobiler lavet i glas, dels et relief med spejle, dels et stort maleri med solformørkelse malet på glas og dels en ’flyvende stæreflok’ lavet af optiske fibre og blystykker.

Sort sol – foto Steffen Tast.

Japansk og japansk inspireret kunsthåndværk på Amager

I år markeres 150-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan. Det sker i begge lande – blandt andet på Amager i Galleri A. Petersen på Kløverarksvej 70. Galleriets udstilling af japanske kunsthåndværkere består af tre større udstillinger som skifter gennem året. I øjeblikket vises der i samarbejde med det japanske designagentur Wise Wise værker af 14 japanske kunsthåndværkere – både æstetiske objekter og brugsting som drejede te-dåser, porcelæn, onta-keramik, sølvtøj, papirlamper, tekstiler, urushi-skåle, bambusflet, støbejernstekander, lågkrukker i træ, tønder til madopbevaring, spisepinde og vævede tekstiler. Galleriet sælger noget af udstillernes og andet japansk kunsthåndværk.

I tilknytning til denne udstilling vises værker af japansk inspirerede danske kunsthåndværkere og designere, heriblandt modedesigner Jan Machenhauer, keramiker Kirsten Sloth og glasdesigner Tora Urup samt møbler af arkitekt Poul Kjærholm og værker af billedkunstner Tine Holscher.

 

Galleri A. Petersen har åbent onsdag-fredag kl. 12-18 og lørdag-søndag kl. 10-16.

Tobias Møhl deltager i Mindcraft17 med Five-Part Black Twill Collection

Five-Part Black Twill Collection – fem udvalgte værker i serien Black Twill – sort væv.

Repræsentant for glasset på Mindcraft17 i Milano er som tidlige berettet Tobias Møhl fra Ebeltoft havn – se Glastip 9. februar. Statens Kunstfond har siden udsendt en engelsk præsentation af deltagerne med beskrivelse af de værker de deltager med. Præsentationen af Tobias Møhls værker lyder:

“Tobias Møhl’s Five-Part Black Twill Collection features a collection of five hand-blown glass vessels that combine into a single expression of exquisite beauty. Transfused with light, the intricate ornamentation in the glass glows with a soft, organic expression, almost suggesting a force of life that is capable of sprouting new branches and tendrils. These organic patterns could not have been planned or sketched out beforehand but emerge in practice, as Tobias Møhl brings his mastery of ancient glassblowing techniques to bear on the glass, all the while paying close attention to the possibilities that arise in the process, ready to seize them and create new, unique shapes and expressions.”

Læserne må her undvære oversættelse. Dog – ordet ’twill’ er den engelske betegnelse for en diagonal væveteknik, og forespurgt oplyser Tobias at han bruger denne benævnelse til en bred serie af arbejder hvor han søger en ornamentik med et tekstilt udtryk.

Mere generelt lyder præsentationen af Tobias Møhl:

”Tobias Møhl’s work is about using Venetian glassblowing techniques to achieve a Scandinavian, rather than a Venetian expression. It is also about seeing the technique as a tool to clarify and refine his personal expression. With painstaking attention to detail and a technical mastery that has been earned over many years, he searches for simple details in glass that can be used to add refinement to the end result. In his artistic practice, he continually explores methods for breaking away from the traditional patterns to discover a new and more organic expression and style.”

 

Mindcraft17 åbner tirsdag den 4. april med en reception kl. 18-23. Udstillingen har herefter åbent ugen ud – onsdag-lørdag kl. 11-21, søndag kl. 11-17

 

Nærbillede af den glasteknik Tobias Møhl har fundet inspiration til i væveteknik.

Gerner & Jahncke også i Milano

Vi skal ikke gøre os kloge på hvad der ellers foregår under designugen i Milano, men det dansk-hollandske glaskunstnerpar Johanne Jahncke og Rick Gerner skriver på deres hjemmeside at de deltager i en udstilling og en konference om Design Language (’designsprog’) hvor Rick udstiller og har et oplæg. Læs nærmere på konferencens hjemmeside. Kommer man forbi, er det Salone Del Mobile, Via Francesco Carchidio 2. ”See you in Milan!” som Johanne og Rick skriver.

Lagersalg i glaspusteriet i Lillevorde

Det er Anne Flohr der holder til i glaspusteriet i Lillevorde – Gammel Skolevej 5, 9280 Storvorde – og hun holder lagersalg i weekenden den 8.-9. april, lørdag kl. 11-16 og søndag kl. 11-15. ”I år har vi sorteret med meget hård hånd, og der er masser af rigtig gode sager, både 1.sortering og 2.sortering,” fortæller Anne Flohr.

Captured Letter med finske Yli-Mäyry i Skovhuset

Vi minder om at finske Yli-Mäyry i april-juni gæster Skovhuset ved Søndersø ved Værløse nordvest for København med udstillingen Captured Letter. Yli-Mäyry arbejder både med maleri og glasskulptur. Udstillingen har fernisering lørdag den 8. april kl. 15 og vises til den 18. juni. Der er åbent onsdage, lørdage og søn- og helligdage kl. 11-17, entréen er 50 kroner for voksne, adressen er Ballerupvej 60, 3500 Værløse. Omtalt Glastip den 3. marts.

Glasmuseet Ebeltoft i april

 

Efter vinterlukning er museets værksted i gang igen. Værkstedsleder er fortsat Aoife Soden som i samarbejde med Jean Thebault står for den daglige drift og udlejning. Værkstedet er som hovedregel åbent tirsdag-søndag frem til sommerferien hvor der vil være aktivitet alle dage.

 

I påskeferien kan man lave sit eget lille kunstværk i glas. Tirsdag den 11. og onsdag den 12. er der sandstøbning. Torsdag den 13. og fredag den 14. kan man lave et lille glasbillede af farvede glasstykker som efter to dage kan afhentes efter fusing i værkstedet. Der er ingen tilmelding, men det koster 75 kroner oven i entréen. Museet er åbent kl. 10-17 alle dage i påsken.

 

Glaspustere dækker bord i Brøndums Spisesal i Skagen

 

Skagens Kunstmuseer har inviteret Torben Nordal fra Skagen Glasværksted og Jonas Brus fra Skagen Glaspusteri til at dække påskebordene i Brøndums spisesal. Begge tager afsæt i kendte værker fra museets samling, men hvad det mere går ud på, fremgår ikke. Kilde nyhedsbrev fra Skagens Kunstmuseer.

 

Great Danes - snart på Hempel Glasmuseum

 

Store danskere – dansk glas fra moderne fabriksdesign til samtidskunst – det belgiske/flamske center for nutidig glaskunst GlazenHuis har vinteren over vist og viser nogle uger endnu udstillingen Deens glas – van modern fabrieksdesign tot hedendaagse kunst med et udvalg af dansk glas fra 1960erne og til i dag.

 

Udstillingen, som også kaldes Great Danes, er lavet i samarbejde med Glasmuseet Ebeltoft, Hempel Glasmuseum, Næstved Museum og den private samling af nutidsglas Ernsting Stiftung i Nordrhein-Westfalen, Tyskland.

 

Udstillingen omfatter flere end 200 værker af 26 danske glaskunstnere – Jacob Bang, Michael Bang, Stine Bidstrup, Otto Brauer, Lene Bødker, Ned Cantrell, Steffen Dam, Trine Drivsholm, Maria Bang Espersen, Jette Frölich, Jeannet Iskandar, Lars Bo Jørgensen, Torben Jørgensen, Micha Karlslund, Anja Kjær, Pipaluk Lake, Per-René Larsen, Mia Lerssi, Finn Lynggaard, Per Lütken, Cecilie Manz, Tchai Munch, Tobias Møhl, Karen Nyholm, Marie Retpen og Ole Winther.

 

Se udstillingens katalog på hollandsk og engelsk – med en god, lang artikel af glasspecialisten par excellence, mag.art. lektor emeritus Jan Kock om dansk glas i perioden (artiklen findes også i en dansk udgave), præsentation af de 26 kunstnere, et opslag om lommelærker, en kort artikel om Holmegaard Glasværk af museumsinspektør Susanne Outzen og en kort omtale af en residency for Marie Retopen.

 

Fra maj kommer dele af udstillingen til Hempel Glasmuseum der sommeren over udstiller værker af 17 af Great Danes-glaskunstnerne – hvem de er, vender vi tilbage til.

Marmoreret glas fra Fyens Glasværk kommer også til Hempel

Hempel Glasmuseum viser denne sæson en mindre udstilling i atriumgården med Marmoreret glas fra Fyens Glasværk sammensat af Niels Andersen, forfatter til den sidste år udkomne bog Marmoreret glas fra Fyens glasværk og andre specialproduktioner omkring år 1900. Sidste år arrangerede han en udstilling herom i Kunstbygningen Filosoffen i Odense. Det er en del af denne udstilling der nu kommer til Hempel.

Hempel Glasmussum åbner for sæsonen lørdag den 29. april.

Nyt fra Odense Havn

Interiør fra det endnu ikke officielt åbnede glasværk Odense Havn.

Det trækker ud for glasentusiasterne på Odense Havn som Glastip omtalte for et par måneder siden. Allerede dengang havde man været mange tekniske og formelle genvordigheder igennem – og det er fortsat. Inden for en uge skulle ovnene være klar til endelig godkendelse. Organisatorisk er man i øvrigt gået bort fra at være et anpartsselskab, nu er det en forening der driver værket, og man er i gang med at danne en støtteforening. Det sociale sigte med virksomheden holdes stadig i hævd.

Denne lille fotoserie er fra værkets Facebook-side 8. marts – desværre er der ikke navn på glasmageren. Der har allerede siden en gang sidste år været arbejdet periodisk i værkstedet – ovne og andet udstyr er kørt ind, og glasmagerne fra Odense gamle glasværk har været på ’genoptræning’.

Kunsten nu: Et mexicansk vlik på Dovenskab

 

Oversigtsfoto fra Glasmuseet Ebeltofts udstilling Dovenskab. Foto Finn Manford, Kunsten.nu.

 

Internettidsskriftet Kunsten.nu har haft denne reportage med 14 fotografier fra Glasmuseet Ebeltofts aktuelle udstilling med ’dødssynden’ Dovenskab med værker af de mexicanske brødre Einar og Jamex de la Torre. Udstillingen kan ses til den 28. maj.

Den keramiske vinkel på Fyens Glasværk omkring 1900

Den i Glastip flere gange omtalte bog fra sidste år af Niels Andersen Marmoreret glas fra Fyens Glasværk og andre specialproduktioner omkring år 1900er blevetomtalt/anmeldt i seneste nummer af fagtidsskriftet keramiske noter fra Keramikkens Venner – med henvisning til de sammenhænge der dengang fandtes i produktionen af glas og porcelæn.

”At denne bog anmeldes i ”keramiske noter” skyldes, at den faktisk fortæller noget om, hvor tæt vores bedste porcelænsfremstilling var knyttet til den fineste glasproduktion omkring 1900.

Niels Andersen bringer med denne bog nogle meget væsentlige tilføjelser til Mogens Schlüters og Jan Kocks efterhånden tyve år gamle historik om glasværket i Odense. Den historiske sammenfatning i den nye bog får overbevisende fortalt, at den unge erhvervsmand F.L. Hey i Odense fik drevet Fyens Glasværk frem til en position som den betydeligste virksomhed for kunstnerisk glas i Norden på den tid. Man havde held til at knytte meget dygtige håndværkere fra de gamle glas-områder i Nordbøhmen (Tjekkiet) og Schlesien (nu Polen) til virksomeden i Odense, ikke mindst den frem-ragende hyttemester Adolf Brocks.

Disse bøhmisk-schlesiske glasarbejdere har bl.a. mestret en marmoreringsteknik på mælkefarvet glas, som havde en næsten porcelænsagtig virkning. Samtidigt havde Fy-ens Glasværk en meget tidlig sans for formgivningens betydning og fik mærkeligt nok lov af Den kongelige Porcelainsfabrik til at bestille tegninger til vaser og lignende i meget klassiske former hos C.F. Liisberg (1860-1909), som ellers var fast knyttet til porcelænsfabrikken, men mest udførte dekorationer. Det måtte han så til gen-gæld ikke i sit virke for Fyens Glasværk.

Disse designmæssige, håndværksmæssige og tekniske kombinationer og kvaliteter på Fyens Glasværk havde et potentiale til en position ude i verden, som nogle årtier senere blev svenske Orrefors til del, men i 1890’erne på Fyn var man nok lidt for tidligt ude.

Forfatteren redegør for, at man fik en så stor succes også med en eksport til mange lande, at man næsten ikke kunne overkomme produktionen i Odense og besluttede at erhverve et smålandsk glasværk, Rosdala, som skulle stå for en del af produktionen.

I forbindelse med overvejelserne om, hvilke marmorerede glas, der er udført i Odense og hvilke i Sverige, blev der under arbejdet med bogen gennemført forsøg med scanninger, der teoretisk skulle kunne vise variationer i sammensætningen af glasmassen på de to glasværker og dermed være med til at bestemme hvor ens udseende glas var fremstillet. Et afsnit i bogen redegør for de foreløbige resultater af disse forsøg, som måske vil åbne nye veje i forskningen i kunstindustriens historie.

De marmorerede glas blev i 2016 vist på en udstilling i Odense og et udsnit af denne udstilling overføres formentlig (jo, det gør den, red.) den kommende sommer til Hempels Glasmuseum (Anneberg), som til sammenligning har den bedste samling i Nordeuropa af 1800-tallets glas fra Bøhmen (Tjekkiet) og tilgrænsende områder.”

Artiklen er skrevet af tidsskriftets redaktør Gunnar Jakobsen, en af vore fremmeste keramikkendere – vi takker for lån.

Niels Andersen, Marmoreret glas fra Fyens Glasværk og andre specialproduktioner omkring år 1900. Forlaget Kle·art, Odense 2016.

10 minutters kunstnerisk film om glasfremstilling fra 1958

Ovennævnte Johanne Jahncke (med den hollandske forbindelse) har tippet om denne snart 60 år gamle hollandske film som med musik og rytmisk klipning demonstrerer glasfremstilling både industrielt og håndværksmæssigt.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft