Glastip 3. marts 2016 – Udstillingskalenderen bebuder forår
Den Fynske Forårsudstilling (Karen Lise Krabbe)
Den Fynske Forårsudstilling er en kunstnersammenslutning der har eksisteret siden 1929 med en årlig udstilling i påsken til og med 2013 i Filosofgangen i Odense. Dernæst et år på Johannes Larsen Museet i Kerteminde og siden 2015 i SAK i Svendborg. Der er cirka tyve billedkunstnere som faste medlemmer, og når de udstiller, inviterer de nogle gæster med. Blandt dette års gæster er glaskunster Karen Lise Krabbe.
Der er fernisering lørdag den 5. marts kl. 14-16, og dernæst har udstillingen åbent tirsdag-søndag kl. 11-16 til den 10. april (også i påsken). SAK Kunstbygning ligger Vestergade 27-31.
Dansk Design Nu (endnu ikke besked om glaskunstnere)
Designmuseum Danmark ferniserer torsdag den 10. marts kl. 17-19 den store og længe ventede udstilling Dansk Design Nu. Museet præsenterer her et rigt udvalg af nutidig dansk design – fra keramiske superobjekter til industrielt design som museet skriver – alt skabt i det 21. århundrede af toneangivende og talentfulde danske designere. Hvilke glaskunstnere der er repræsenteret, det vender vi tilbage om.
Charlottenborgs Forårsudstilling (Maria Bang Espersen)
Kunsthal Charlottenborg på Kongens Nytorv i København afholder fra den 11. marts til den 17. april sin 159. forårsudstilling med værker inden for områderne kunst, arkitektur og design. Der er tale om en åben censureret udstilling med kunstnere fra hele verden – i alt 117 kunstnere med i alt 177 værker.
Blandt de deltagende kunstnere finder vi glaskunster Maria Bang Espersen som – så vidt vi kan gennemskue – deltager med den 5½ minutter lange video Nothing ever stays the same med en bjergside spejlende sig i en let vibrerende vandoverflade som til sidst ’forstyrres’ af en … Se den på Maria Bang Espersens hjemmeside.
Der er fernisering torsdag den 10. marts kl. 19-22. Åbent til den 17. april tirsdag-søndag kl. 11-17, onsdag kl. 11-20, entré 60/40 kroner, gratis onsdag kl. 17-20.
Ny Nyholm-Cantrell-glasbutik
Lørdag den 19. marts kl. 11-16 åbner Karen Nyholm og Ned Cantrell en nyindrettet butik i deres ny domicil på Nedergade 19 i Ebeltoft. ”Efter at have knoklet hele vinteren, er vi nu klar til officielt at åbne vores nye lækre butik, og vi glæder os til at byde indenfor til et glas bobler, snacks og en god snak. Og masser af glas naturligvis.” Lyder det fra glaskunstnerparret.
Lagersalg i Glaspusteriet hos Anne Flohr
Så er det tid for det årlige udsalg hvor Anne Flohr har ryddet hylderne i sit glaspusteri for de almindelige varer til fordel for frasorteringsglasset. Det er lørdag den 19. og søndag den 20. marts kl. 10-15, og Anne Flohr lover masser af spændende ting til gode priser. Anne Flohrs glaspusteri finder man på Gl. Skolevej 5 i Lillevorde per Storvorde syd for Aalborg.
Glaskunstner Erna Møller i Hans Tavsens Hus
Som led i Kunstrunden Sydvestjylland holder galleriet Hans Tavsens Hus i Ribe en udstilling med kunst og kunsthåndværk. Billedkunstnerne Trine Theut og Johnna Brun Pedersen viser malerier med udgangspunkt i Vadehavet, derudover deltager billedvæveren Vibeke Qvortrup og raku-keramikeren Dorrit Knudsen, og endelig deltager glaskunstner Erna Møller, Ribe Glas, med figurer, skåle og fade samt lamper.
Det er weekenden den 25.-27. marts, alle tre dage kl. 10- 17. Hans Tavsens Hus ligger på Torvet 7 i Ribe.
Roskilde Kunstforening til EGC på Bornholm
Glastip nåede ikke at omtale Roskilde Kunstforenings fire dages rejse til Bornholm i september under European Glass Context-udstillingerne før tilmeldingsfristen udløb, men det har i hvert fald ikke haft negative konsekvenser for arrangøren. Rejsen er nemlig overtegnet, og de 40 deltagere er sikret en rundtur til øens kunst, keramik og glas. God tur.
Glastip 11. marts 2016 – Godt med glas på Dansk Design Nu
Mette Folmer i Galleri Dragehøj
Dragehøj Galleri på Kalkerupvej 15 i Fensmark (Holmegaard) viser i sin forårsudstilling frem til den 8. maj en udstilling med glaskunster Mette Folmer i selskab med fire malere, en skulptør, en keramiker, en kurvefletter og en fotograf. Der er åbent torsdag-søndag kl. 13-17 inkl. helligdage.
Mette Folmer driver sammen med sin maler- og fotografmand selv galleriet Tranemarke på Tranemarkegård i Mandemarke per Borre på Møn.
Et par dusin glasfolk på Dansk Design Nu

Objekter af Ida Wieth Knudsen.
Designmuseum Danmark åbnede i dag fredag den 11. marts den ny permanente udstilling Dansk Design Nu. Til gårsdagens fernisering mødte flere hundrede op, og det var svært at få et ordentligt kig på det udstillede. Den tætpakkede udstilling rummer nærmest utallige værker der favner fra kunst over kunsthåndværk til design og er ordnet i forskellige temaer. Glasset er godt repræsenteret i temaerne kunst og brugsgenstande.

Billedvase af Micha Karlslund.
Her følger en alfabetisk liste over de repræsenterede kunstnere, kunsthåndværkere og designere med arbejder i glas – med forbehold for at undertegnede iagttager skulle have haft en blind vinkel ved sin registrerende rundgang dags dato:
- benandsebastian, gl. transportkasse med atrap-indsats i blæst glas, 2014 (Mindcraft15).
- Thomas Bentzen, vase i grønt glas på fod af asketræ, Muuto, 2013.
- Maria Berntsen, lanterne i frosted glas, Holmegaard/Rosendahl, 2013
- Pernille Bülow, to kander i blåt og grønt, Kina, 2005.
- Lene Bødker, mørkerød cylinder, 2007.
- Steffen Dam, objekt med ’havdyr’, cirka 20x20 cm, 2016.
- Peter Moëll Dammand, Komposteringstider, kugler i flere materialer, fx glas, træ og pels.
- Peter Moëll Dammand, tre fade med print (silhuetter af fly), 2012.
- Trine Drivsholm, to figurer i farvet glas med glaspulver, 2012.
- Rikke Hagen, to cognac-kugler (glas uden fod), Normann, 2004.
- Rikke Hagen, bordlampe, Normann.
- Halskov & Dalsgaard Design, tre vaser i klart glas, 2012.
- Jeannett Iskandar, stor kugle af fusede glasrør, 2015.
- Susanne Jøker Johnsen, kugleobjekt i rødt sandblæst glas, 2013.
- Micha Karlslund, to billedvaser, 2015.
- Anja Kjær, vase i mørk rød, Holmegaard/Rosendahl, 2002.
- Ida Wieth Knudsen, to objekter i glas og andre materialer, 2015.
- Karen Lise Krabbe, skulpturen Nothing, 2012.
- Pipaluk Lake, skulpturen Passage III, 2006.
- Cecilie Manz, vasesæt i fem dele i flere farver, Holmegaard/Rosendahl, 2007.
- Cecilie Manz, fire flasker med låg i klart glas, flere størrelser, Holmegaard/Rosendahl, 2006.
- Tobias Møhl, stor vase med mosaik med filigran, 2016.
- Tom Nybroe, serie i ti dele med karaffel i klart glas, Holmegaard/Rosendahl, 2006.
- Stig Persson, fire hvid-blå cylindre i opsats, 2015.
- Peter Svarrer, karaffel i klart glas og fire glas i forskellige kulører.
- Tora Urup, flydende skål, 2015.

Objekt af Susanne Jøker Johnsen.
På udstillingen kan man se forskellige videoer med præsentation af nogle af de deltagende kunstnere/designere. Heriblandt Susanne Jøker Johnsen og Peter Moëll Dammand.

Skulptur af Pipaluk Lake.
Nyt liv i det gamle glasværksted i Ebeltoft
Vi har omtalt begivenheden før, men Glasmuseet har lige sendt en fyldig pressemeddelelse ud, så den får en omgang mere:
”Lørdag den 19. marts kl. 11-16 åbner Ned Cantrell og Karen Nyholm deres nyindrettede værksted og butik, Nyholm Cantrell Glas, i Nedergade 19 i Ebeltoft. Og det er ikke en hvilken som helst adresse, for huset tilhørte nemlig indtil for nylig dansk glas’ grand old man, nu afdøde Finn Lynggaard, og hans hustru, glasformgiver, Tchai Munch. Med åbningen af det nye glasværksted puster den unge generation således nyt liv i det gamle hus som igen vil byde på glasfremstilling af fineste slags.
Ned Cantrell og Karen Nyholm mødte hinanden på Glas & Keramikskolen på Bornholm i 2000. Siden flyttede de til Århus hvor de i tolv år drev fælles glasværksted og butik. Men det var hele tiden en drøm at flytte til Ebeltoft og komme tættere på det enestående glasmiljø der præger byen. Nu er drømmen endelig gået i opfyldelse og hele familien, med to børn, hund og kanin, er rykket ind på den nye adresse.
Både Karen og Ned har gennem årene haft nære relationer til Ebeltoft og Ned har i perioder arbejdet hos Finn Lynggaard i værkstedet i Ebeltoft. Parret overtog huset sidste år og har siden arbejdet på at gøre værksted og butik klart til åbningen. Om skiftet fra Århus til Ebeltoft siger Karen: ”Det var ligesom at komme hjem.”
Ned Cantrell er kendt og anerkendt i Danmark såvel som i udlandet for sine humoristiske frit blæste og varmt formede skulpturer, inspireret af forbrugersamfundet og populærkulturen; bananskræller, pin up-grise, krager og kanyler, rumraketter med babyer siddende overskrævs og meget andet. Karen Nyholm kendes både for sine originale smykker og unika i større skala, opfindsomme skåle, krukker og underfundige skulpturer udformet som græstuer, pistoler, kranier og meget andet. Parret fremstiller også hver især brugsglas og ting til bordet – et udvalg af dette kan blandt andet ses på Molskroen og på Restaurant Frederikshøj i Århus.
Nedergade 19 har for længst skrevet sig ind i historien som det sted hvor Ebeltofts glaseventyr begyndte. Her havde Do Mills Karlslund oprindeligt værksted i slutningen af 1970erne, og det var her Finn Lynggaard slog sig ned da han i 1980 flyttede til Ebeltoft og overtog huset. Med Finn Lynggaard som initiativtager blev Glasmuseet Ebeltoft en realitet i 1986, og i dag er byen tillige berømt for sine mange professionelle glasværksteder som drives af stærke profiler inden for international glaskunst og kunsthåndværk af høj kaliber. Med åbningen af Nyholm Cantrell Glas i Nedergade 19 føjes endnu to markante profiler til listen.
Karen Nyholm (f. 1976) er uddannet på Glas & Keramikskolen 1999-2002. Ned Cantrell (f. 1975) er uddannet ved ND. Colchester Institute School of Art and Design, UK (1992-94), BA (Hons). Surrey Institute of Art and Design, Farnham, UK (1994-97) og Glas & Keramikskolen på Bornholm, DK (2000-01). Begge var repræsenteret i Glasmuseets store udstilling med Dansk Glas i 2015.”
Nyholm Cantrell Glas-butikken har fremover åbent mandag-fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 10-13.
Kirstine Damgaard i Tinghuset i Ebeltoft
Tinghuset i Ebeltoft viser i sin påskeudstilling den 24.-28. marts værker af 30 medlemmer af Ebeltoft Kunstforening der driver stedet, heriblandt glaskunstner Kristine Damgaard. Der er fernisering på åbningsdagen kl. 11 og herefter åbent alle dage kl. 11-16.
Kirstine Damgaard har indtil nu kun udstillet værker af ovnformet glas, men denne gang vil der også være eksempler på kombinationen glas/træ og glas/keramik/porcelæn. Selv driver Kirstine Damgaard Galleri Englehaven på de Mezas Vej 6, kælderen, i det centrale Aarhus.
Glastip 19. marts 2016 – Hr. og Fr. Glas
Susan Vivi Sørensen i Tinghuset i Ebeltoft

Malet glasfad af Susan Vivi Sørensen – fra Ebeltoft Kunstforenings hjemmeside.
Sidst skrev vi om Tinghuset i Ebeltoft der på sin påskeudstilling den 24.-28. marts viser værker af 30 medlemmer af Ebeltoft Kunstforening, heriblandt glaskunstner Kristine Damgaard, men overså glaskunstner Susan Vivi Sørensen fra Lønstrup Flammeglas. Der er stadig fernisering på åbningsdagen kl. 11 og herefter åbent alle dage kl. 11-16.
Susan Vivi Sørensen udstiller dels flamework/flammeglas/lampeglas, blandt andet skulpturer kombineret med granit og de Lønstrupperler som hun fanger stedets specielle lys i, og dels malede og flere gange brændte malerier på plant glas og glasfade. Susan driver Galleri Vetro på Rubjergvej 21 i Lønstrup mellem Hirtshals og Løkken. Hun har to gange været repræsenteret på udstillinger på Glasmuseet Ebeltoft. På hjemmesiden kan man under nyheder se en af hendes sidste kreationer – en ’luftlampe’ eller lysekrone sat sammen af dele lavet i flammeglas.

Vi tager også lige det værk med af Kirstine Damgaard som Ebeltoft Kunstforening viser på sin hjemmeside.
Gæster ved Dronningens aftenselskab for kunst og kultur den 15. marts
H.M. Dronningen havde tirsdag den 15. marts ikke mindre end 280 gæster til det med års mellemrum tilbagevendende aftenselskab på Christiansborg for repræsentanter for kunst og kultur. Gæstelisten kan man se på Kongehusets hjemmeside, og så er det jo let nok at afsløre at der var to glaskunstnere blandt gæsterne, nemlig Glasdesigner Tobias Møhl og Fr. Trine Drivsholm Møhl.
Det er altså hoffets titulering der her gengives, og det er også gået ud over de næsten lige så få keramikere blandt gæsterne – hvor det fx kun er Ole Jensen der tituleres Keramiker, mens hustruen Bente Skjøttgaard, der er mindst lige så meget keramiker, må klare sig med titlen Fr. Det er dog også omvendt – fx Billedkunstner Maja Lisa Engelhardt og Hr. Peter Brandes.
Glas som materiale, teknik og kunst
Statens Værksteder for Kunst havde den 9. marts inviteret tre glasspecialister til at holde oplæg om glas som materiale ud fra hver deres udgangspunkt – designer Rikke Hagen, kunsthåndværker Pipaluk Lake og glasproducent Torben Jørgensen. Det var der 50 glasfagfolk og glasinteresserede der var mødt op for at høre, og Rebekka Lewin fra værkstedshuset har på stedets hjemmeside sammensat en lille reportage. Arrangementet var omtalt i Glastip den 29. februar.
Påske hos Baltic Sea Glass
Maibritt Jønsson og Pete Hunner har haft en pyntesyg påskehare på besøg og åbner for sæsonen mandag den 21. marts og har åbent alle dage kl. 10-17. Der pustes og arbejdes med det varme glas hele påsken. Torsdag den 24. marts er der særlig Unika Eftermiddag kl. 12-16 hvor de har gang i store mængder glas.
Maibritt og Pete skriver i deres nyhedsbrev at de har lavet er særligt billigt tilbud på en del af deres unika-arbejder, og at det vil glæde dem om deres arbejder på den måde kan finde nye hjem.
Glasmagerne holder 2. sorteringssalg

Glasmagerne på Tåsinge skal også have mere luft i værkstedet, så Lene Ljungar og Jesper Sødring holder 2. sorteringssalg på Vemmenæsvej nr. 10 den 26. og 27. marts kl. 12-16.
Glastip 22. marts 2016 – Yppigt glas
Påskeudstilling i Pakhuset
Skærtorsdag og langfredag den 24.-25. marts er der påskeudstilling i Pakhuset på Den Gamle Station i Ørting. Der er glaskunstner Dorthe Bent der er vært, og hun har inviteret to gæsteudstillere med i galleriet – kunstmaleren Nina Jarlstad og søsteren, glaspuster Lisbeth Bidstrup Madsen. Som ekstra attraktion har Dorthe Bent arrangeret at firmaet FOODsteps stiller op med et mobilt køkken hvorfra der sælges vafler m.m. i anledning af Nordisk Vaffeldag den 25. marts.
Nina Jarlstader uddannet dekoratør og arbejder i den grafiske branche. Hun har malet i mange år – på det seneste inden for et abstrakt billedunivers med masser af farver og i mixed media.
Lisbeth Bidstrup Madsen udstiller blæst glas. En årrække drev hun glaspusteri og galleri i Vejers Strand, og hun var med til at etablere butiksfællesskabet Nr4 Kunsthåndværk i Aarhus. Hendes udtryk er lyst og moderne med klare farver og enkle former.
Dorthe Bent selv viser maleri, glas og bronze. Hun ovnformer glasset, maler på det og drysser med knust glas. Hun laver både skåle og fade og figurer som fx solsorte, forårsblomster og kyllinger – i alle forårets farver.
Læs mere her. Der er åbent de to dage kl. 10-16, og adressen er Horsensvej 155, Ørting ved Odder.
Grønbechs Gård i Hasle på Bornholm åbnet for sæsonen
Forårsudstillingen er i flere dele med blandt andet en præsentation af medlemmerne af Arts & Crafts Association Bornholm, ACAB, og Kunstakademiets Designskole, Bornholmerafdelingen. Der burde være glas med i begge sammenhænge.
Sommerudstillingerne som åbner den 11. juni, er med blandt andet glas af Svend Holst-Pedersen og endnu en ACAB-udstilling, denne gang med fem ny medlemmer optaget i år gennem optagelseskomiteen bestående af direktør Lars Kærulf Møller, Bornholms Museum, projektleder Susanne Jøker Johnsen, glas- og keramikbiennalerne, og Bodil Busk Laursen, formand for Hempel Fonden. Blandt de fem ny medlemmer finder vi glaskunstner Ulla Hein som holder til på Nyker Strandvej 57 i Rønne.
Efterårsudstillingen som åbner den 11. september er den ene af årets udstillinger (Open Call) under European Glass Context. Find flere detaljer på Grønbechs Gårds hjemmeside.

Glas af Svend Holst-Pedersen.
Den ny glasbutik i Ebeltoft
Som omtalt et par gange har Karen Nyholm og Ned Cantrell nu åbnet deres ny glasbutik i downtown-Ebeltoft. På Facebook kan man finde denne fotoserie fra begivenheden.

En selfie har det glade glaspusterpar også lagt ud.
Yppige kvinder

Bellis Møller har lavet en række yppige kvinder hos Anders Raad i hans traverbaneglashytte i Charlottenlund. Anders Raad – der har offentliggjort billedet her – kalder dem Fede Damer – Luscious Ladies kalder hun dem selv. På hendes hjemmeside er der flere.
Bellis Møller har uddannet sig gennem Bornholms og Skælskør højskoler, Rigsglasskolan i Orrefors, Glasskolan i Kosta, Glas- og Keramikskolen på Bornholm 2006-2009 og i 2011 og 2012 på nogle ophold på Pilchuck, USA. Hun arbejder både med blæst og støbt glas. Hun har ikke eget værksted, men lejer sig ind hos Rikke Bruzelius på Christians Brygge på Amager – og altså også hos Anders Raad.