Glastip 5. maj 2022 – Glasmonstre
Maria Koshenkova på Venedig Biennalen
På årets Venedig Biennale kan man i den danske pavillon se udstillingen We Walked the Earth skabt af Uffe Isolotto med udgangspunkt i hans mangeårige arbejde forholdet mellem krop og maskine. Udstillingen er kurateret Jacob Lillemose og realiseret i samarbejde med 10 tons (naturmodellørgruppe), Fyns Naturværksted, Thomas Foldberg Studios, Anne Sofie Madsen, Soft Baroque, Ida Hy, Christine Bechameil, Marie Søegaard Tarpø, Line-Gry Hørup samt glaskunstner Maria Koshenkova. Biennalen kan ses til og med den 27. november. Se nyheden fra Statens Kunstfond.
Glasmosaik på Charlottenborg
Årets afgangsudstilling fra Kunstakademiets Billedkunstskoler på Charlottenborg i København kan ses frem til den 22. maj. Udstillingen rummer en stor glasmosaik som skildrer en gruppe unge mennesker der i 1518 angiveligt havde fået ’dansepest’ og dansede sig til døde. Værket hedder Mirror og er udført af performancekunstner Esben Weile Kjær. Værket har en lydside i samarbejde med sangeren MØ (Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen) – There’s a Time to Die. There’s a Time to Dance.

Glasmalerier af Annette Wier i Bredgade
Davis Gallery (Bredgade Kunsthandel) viser frem til den 4. juni solo- og 60årsfødselsdagsudstillingen Intet står alene med billedkunstneren Annette Wier med maleri, collage og ler – herunder glasmaleri. Annette Wier holder en artist talk onsdag den 18. maj kl.
Annette Wier, Green Feelings, 36 x 30 cm, olie på glas, 2022
Marianne Lykkeberg i Galleri Nybro
Frem til den 8. maj viser Galleri Nybro – Nybrogade 30 i det centrale København – udstillingen Forårstræf hvor halvdelen af galleriets 18 medlemmer deltager. Blandt dem har vi glaskunstner Marianne Lykkeberg. Der er åbent daglig kl. 13-17.
Marianne Lykkeberg arbejder med glasmaleri og glasmosaik. Hun har været omtalt i Glastip 3. juli 2018. I en periode har hun haft værksted og galleri på Kronborg.

Eksempel på vinduesmosaik – Ildfuglen – 35x 40 cm af Marianne Lykkeberg.
Fotos fra Hempel Glasmuseum
Hempel Glasmuseum er som bebudet i sidste nummer af Glastip åbnet for sæsonen i en fornyet skikkelse og med et ændret fokus i sin udstillingsvirksomhed. Det er slut med årlige temaudstillinger, til gengæld har man styrket fremvisningen af Hempels store samling af antikke glas – som museet blev bygget til. Og sådan som det fremgår af dette foto fra museets store sal.

Hempels Kulturfond, som jo er sat i verden for at bestyre Hempels arv og vilje, vil derudover i endnu højere grad forfølge det mål Hempel satte for sit hus på Annebjerg syd for Nykøbing Sjælland om at være et kulturhus for Odsherred – med en række kulturelle arrangementer i bred forstand som kan tiltrække det lokale publikum.
Hempels Glaspris fortsætter – endog i en styrket form. Allerede sidste år, da prisen tildeltes Morten Klitgaard, var beløbet der fulgte prisen, fordoblet til 100.000 kroner. I år har Morten Klitgaard så fået et særligt område hvor han har haft tid til at forberede sin udstilling – modsat tidligere hvor der samme år åbnede en lille udstilling i forbindelse med prisuddelingen. Den der i et år får tildelt glasprisen, skal altså udstille næste år. Her foto fra Morten Klitgaards udstilling med titlen Novum Vitrum – et romersk ekko. Bemærk i forgrunden til venstre de små glas fra Hempels antikke samling med de mere eller mindre voldsomt patinerede overflader som Morten Klitgaard har ladet sig inspirere af.

Fotos: Marcus Sies fra Atelier Bruckner – det indretningsfirma der har hjulpet Hempel Glasmuseum med at skabe de ny udstillingskoncepter.
Museets værker fra de tidligere prismodtagere er udstillet i den sidefløj til museets atrium som anes til venstre på billedet. I atriets modsatte side er der stadig indgang og butik.
Picasso-keramik i blæste glasmontrer
Holmegaard Værk viser fra i morgen og frem til den 23. oktober en stor udstilling med keramiske værker af Pablo Picasso. Udstillingen rummer samlet set 42 keramiske værker fra den amerikanske Rosenbaum Collection som aldrig før har været udstillet i sin helhed i Danmark. Keramikken iscenesættes på spektakulær vis i et virvar af spejlstof, kurveblæste glasmontre og ugletræer der sætter alle sanser i – og ud af spil. Som det hedder i museets beskrivelse – ja, der advares nærmest mod søsyge. Se foto fra museets nyhedsbrev.

De lettere søsyge glasmontrer – eller glas-monstre som de også kaldes – er blæst af Bjørn Friborg i museets glashytte.
Helle Scharling-Todd holder workshop
I forbindelse med at Kerteminde Kunstforening som omtalt i sidste nummer afholder udstillingen Glas- og stendialoger med den danske i USA boende glas- og mosaikkunstner Helle Scharling-Todd, holder hun lørdag den 14. maj kl. 11-16 en workshop om mosaik- og fliseteknik. Det foregår samme sted som udstillingen, i Toldboden, Strandgade 3, 5300 Kerteminde. Mosaik er en sjælden kunstform, men mulighederne er uendelige, siger hun. Medbring gerne materialer i form af fliser, sten, knækket porcelæn og andet. Pris 500 kroner plus 100 kroner til materialer. Maks 15 deltagere. Prøv reservation på kontakt@toldboden-kunst.dk
Udstillingen åbner den 7. maj og slutter den 29. maj, og der er åbent onsdag-søndag kl. 13-17. Fri entré.
Arbejdslegater til ti glaskunstnere
Statens Kunstfonds legatudvalg for kunsthåndværk og design har netop uddelt arbejdslegater m.m., og i denne opgang blev det til ti arbejdslegater til glaskunstnere. To har fået tildelt 100.000 kroner – Maj-Britt Zelmer Olsen og Maria Sparre-Petersen, de otte andre har fået 50.000 kroner – Stine Bidstrup, Anett Biliczki, Pernille Braun, Ned Cantrell, Morten Klitgaard, Maria Koshenkova (Koshmar), Bettina Schori og Ida Wieth-Knudsen.
Noter
I marts hvor glaskunstner Maria Koshenkova var i gang i hytten hos Bjørn Friborg m.fl. på Holmegaard Værk, var også fotograf Kurt Rodahl Hoppe til stede – og forevigede tilblivelsen af et værk på en fire minutter lang video. På Marias Facebook kan man finde dette foto af et værk som meget godt kunne være det samme som på videoen. Værket skulle nu og frem til den 4. juni være på Simone DeSousa Gallery i Detroit, USA, på den af Statens Kunstfond støttede udstilling New Positions hvor Maria deltager sammen med to andre fra Danmark hentede kunstnere – svenske på Bornholm virkende keramiker Annelie Grimwade Olofsson og glaskunstner Morten Klitgaard.

Den Hirschsprungske Samling i Stockholmsgade 20 i København huser for tiden den til den 31. juli forlængede udstilling At male på mange sprog med den indtil for nylig i dansk billedkunst bedst bevarede hemmelighed – Bertha Wegmann. Det skal i disse kredse ikke længere være en hemmelighed at den Bertha Wegmann-vase der sælges i museets butik er fremstillet af glaskunstner Anne Flohr – her fotograferet af Jacob Ljørring.

For seks år drog et særegent glas- og træsamarbejde på togt: Glasmagerne Backhaus-Brown, Hundested Havn, og snedkeriet Egeværk, dengang også Hundested Havn, nu Helsingør, præsenterede den 16. april de første af en serie glas-vikingeskibe – skrog af blæst og dekoreret glas, stævne og køl af udskåret egetræ. Et helt nyt produkt, som hurtigt viste sig ’sødygtigt’ og siden er nået verden rundt og blevet et samlerobjekt. Der er indtil nu ’søsat’ flere end 500 skibe i meget forskellige størrelser, former og farver.
Vi skal hilse fra Marie Retpen på Odense Glasværk og sige at hun savner nogen der kan puste glas, og som vil arbejde på glasværket i Odense Havn. Kontakt Marie Retpen på marie@marieretpen.com eller 50 98 57 67.
Glastip 24. maj 2022 – Glasfestivaler
Glasfestival på Holmegaard Værk
I weekenden 28.-29. maj kl. 10-16 byder Holmegaard Værk på Glasfestival med glasmarked, spektakulære glaspustershow, glasorkestret Urania, historiske vandringer i glasbyen, vurdering af medbragt glas med mere. Der er gratis adgang til glasmarkedet, men aktiviteterne inde i selve udstillingsbygningen kræver almindelig entré.
Glasmarkedet står medlemmer af Glashistoriske Selskab i Holbæk for. Glasentusiasterne sælger ud af deres skatte begge dage kl. 10-16. Vurderingen af medbragt glas forestås af museumsinspektør Joachim Allouche. Det er kl. 10-12. Efter kl. 12 vil medlemmer af det glashistoriske selskab være behjælpelig med at besvare spørgsmål om medbragt glas.
Omvisningerne i den idylliske glasby er gratis, men kræver tilmelding og at man har betalt billet til museet. Det er begge dage kl. 13-14, og guiden er museumsinspektør Joachim Allouche som fortæller om livet som glasarbejder og de mange gamle boliger som står den dag i dag.
Glasorkestret Urania spiller på deres glasinstrumenter lørdag den 28. maj kl. 11-11.15 og kl. 11.45-12. Det er gratis.

Hyttemester Bjørn Friborg. Foto Hans Runesson.
I museets glashytte er der formiddage kl. 10.30 og eftermiddag kl. 13.30 begge dage gæstekunstnere der optræder i en-times-show sammen med hyttens faste stab. Om lørdagen er det henholdsvis den svenske glaskunstner Fredrik Nielsen og dansk-russiske glaskunstner Maria Koshenkova. Om søndagen er det det ebeltoftske glaskunstnerpar Ned Cantrell og Karen Nyholm – efter tur for- og eftermiddag.
Læs i museets program og få det hele med.
Den noget sene annoncering af denne festival skyldes at Holmegaard Værk (Museum Sydøstdanmark) først dags dato har udsendt et nyhedsbrev herom.
Samtidig åbner museet en ny særudstilling i Hytte 68 med nogle af stedets dygtige designere og glasartister, blandt andre hyttemester Bjørn Friborg, glasdesigner Christine Bové, og glaspuster Jonas Niedermann.
Håbet er senere at kunne fortælle mere om denne udstilling.
Mens man er på Holmegaard Værk, skal man selvfølgelig se den store Picasso-keramik-udstilling med Bjørn Friborgs glasmontrer.

Glas, guld og brændevin på Hundested Havn
Fredag den 3. juni kl. 16-19 afholder Glaspusteriet Backhaus Brown, Guldsmed Bendix Copenhagen og brændevinsproducenten Schumachers en mindre ’festival’ på kajen ved den gamle bedding i Hundested Havn – ”med et spændende sort team i håndværkets og råmaterialernes tegn” som der står i invitationen. Man skal tilmelde sig på info@bendixcopenhagen.com med navn og antal deltagere – og få mere information.
Glastip 28. maj 2022 – Alfabet i glas og ler
Dansk glas og bygningsglas, før, nu og i fremtiden
Ingeniørforeningen arrangerer i anledning af FN’s Internationale år for glas, IYoG, tirsdag den 31. maj kl. 16.30-18.30 et møde på Scandic Hotel Ringsted om dansk glasfremstilling historisk set og om moderne glas og dets brug i moderne byggeri. Det er gratis, men man skal tilmelde sig. Oplægsholder er diplomingeniør Carl Axel Lorentzen fra rådgivningsfirmaet Glasfakta Aps. Der bydes på kaffe og te ved mødestart og undervejs serveres en sandwich med drikkevarer.
Først gennemgås historien om danske glasproduktioner, hvor og hvornår har der været produceret glas i Danmark gennem tiden: Renæssancens glashytter i slutningen af 1500-tallet hvor Silkeborg-skovene var Danmarks glasmager-egn indtil 1598 hvor Christian den 4. stoppede produktionen for at skåne skovene. Herefter stod Norge for leverancerne. Først i 1825 kom der igen produktion af glas da Holmegaard Glasværk blev grundlagt. Herefter blev det forsøgt mange forskellige steder i landet. Der har også været produceret glas til byggeri på de gamle små glashytter. Meget senere er der udviklet mere teknisk planglasproduktion til byggeri.
Herefter gennemgås de forskellige industrielle produktionsformer, blandt andet hvordan maskintrukket glas blev produceret i Korsør. Siden floatglas blev udviklet i 1950erne og i de følgende år kom på markedet, har innovation og teknologiske udviklinger skabt mange vidt forskellige funktionsglas som giver muligheder for at opfylde moderne byggeris vidt forskellige krav. Der gives også en oversigt over nutidens nyeste funktionsglas, som fx sikkerhedsglas både hærdet og lamineret, brandbeskyttende glas, energiglas, solafskærmende glas og nogle af de nyeste specielle funktionsglas.
Artist talk med Steffen Dam
Glaskunstnerne Lene Bødker og Steffen Dam har her midt i maj åbnet hver deres soloudstilling på Glasmuseet Ebeltoft. Se Glastip 19. april. Steffen Dams udstilling hedder Come Fly With Me – hans nok mest ambitiøse projekt hidtil – og Steffen Dam holder onsdag den 1. juni kl. 19 en artist talk i udstillingen.
Dørene åbner kl. 18.45, og der serveres et glas vin inden foredraget. Billet skal købes på forhånd via Go-Syddjurs.dk. Den ordinære pris er 50 kroner, årskortholdere og medlemmer af Glasmuseets Venner slipper med 30 kroner.
Pinsemarked på Trapholt
Søndag-mandag den 5.-6. juni holdet Trapholt i Kolding sit pinsemarked i museumsparken med boder med 55 kunsthåndværkere og designere – heriblandt glaskunstnerne Aoife Soden, Aarhus, Bettina Schori, København, og Pia Nissen, Ebeltoft.
Der vil være levende musik under åben himmel og aktiviteter for børn, og man kan få noget at spise og drikke i Café Gustav Lind med udsigt over Kolding Fjord. Der er fri entré til pinsemarkedet, caféen og designbutikken – og halv pris på entréen til museets udstillinger. Markedet er åbent begge dage kl. 10-17.
Stacks – et rumligt alfabet i glas og ler
I DKoD’s lokaler i Bredgade 66 i det centrale København – Officinet – er der fra den 10. juni til den 3. juli en udstilling med designduoen exhibit studio bestående af arkitekt Emilie Allin og designer Liv Engelbrecht. De er uddannet fra det Det Kgl. Akademi i København, og deres samarbejde startede på kandidaten Spatial Design i 2018. Det er deres første soloudstilling, de kalder den Stacks – et rumligt alfabet, og den består af en lang række objekter i glas og keramik.


Exhibit studio – duoen Liv Engelbrecht og Emilie Allin.
På DKoD, Danske Kunsthåndværkere og Designeres hjemmeside hedder det om udstillingen:
”Det tværfaglige design-studio udstiller en undersøgende formgivningsproces styret af materialitet. exhibit studio har et skærpet blik på objektets iboende egenskaber med en ambition om at opbløde grænser mellem fagligheder og opspore blinde vinkler inden for arkitektur- og designfeltet igennem deres eksperimenterende arbejde med teori, form og materialitet.

STACKS formgives som en serie, et alfabet, af skalaløse objekter i henholdsvis keramik og glas. Ambitionen bag udstillingen er drevet af hvordan objekterne kan forme hvad vi ser, og ikke hvad vi synes at vi ser af dem – upåvirket af henholdsvis. skaberen af processen og beskueren i udstillingsrummet. Alfabetet skal sikre et designmæssigt benspænd hvor det tydeliggøres at objekterne rummer muligheden for at tale og forme udstillingsrummet igennem deres specifikke karakter og materialitet.
Udstillingen undersøger hvordan objekterne agerer primær figur som definerer hvad vi ser, og hvordan vi ser – uanfægtet af vores bevægelser og den specifikke kontekst som er tilfældet i den fænomenologiske tænkning. Objekternes sprog kommer til udtryk i deres specifikke materialitet, de to materialer taler og definerer dermed det omgivende rum og det vi ser. De former hinanden indbyrdes og former rummet som vokaler og konsonanter konstrueret i rumlige sætninger.” Citat slut.

Der er ’sneakpeak’ på udstillingen på åbningsdagen fredag den 10. juni kl. 16-20. Der er fernisering under eventen 3daysofdesign onsdag den 15. juni kl. 16-20. og endelig er der finissage på udstillingens næstsidste dag lørdag den 2. juli kl. 16-18.
Foto er pressefoto fra exhibit studio.
Noter
Spar Nord Fonden – en fond der med rødder i Sparekassen Nordjylland årligt med cirka 50 mio. kroner støtter kulturelle, sociale og fritidsaktiviteter – er nu gået ind med støtte til CraftVærk, selskabet bag det kunsthåndværkerkollektiv som udspringer af Odense Glasværk, og som desuden består af glaskunstner Marie Retpen og nu også smykkekunstner Stine Witt med firmaet Kuriosum. Og der er plads til flere. Målet er at skabe et værkstedsfællesskab for udøvende kunsthåndværkere og en ny andelsmodel for at drift af socialøkonomisk virksomhed rettet mod personer på kanten af arbejdsmarkedet samt frivillige der støtter og hjælper. Det er især den socialøkonomiske virksomhed der har bragt fonden på banen med sine støttemidler til det der foregår på Havnegade 13 i Odense.
”Vi er utrolig glade for at Spar Nord Fonden har valgt at støtte tilblivelsen af CraftVærk. Det er første skridt på rejsen til at realisere drømmen om at skabe et hus for kunsthåndværkere med åbne værksteder og fælles butik og showroom. Samtidig er det en mulighed for at skalere det sociale arbejde vi laver på Odense Glasværk, så beboerne i kollektivet både bliver succesfulde virksomheder og løfter et socialt ansvar i flok,” siger bestyrelsesformand for CraftVærk Jørgen Clausen i en meddelelse.