Glastip Maj 2013

Glastip 2. maj 2013 – Bronze til Tillie Burden

Kunsthåndværkerpris til Tillie Burden

Tillie Burden fra Luftkraft Glasstudie er den eneste glaskunstner der præmieres med en medalje ved dette års uddeling af Kunsthåndværkerprisen af 1879. Der uddeles sølv- og bronzemedaljer, og Tillie får en af bronze.

Medaljerne overrækkes tirsdag den 7. maj ved en ceremoni på Københavns Rådhus med deltagelse af Hendes Majestæt Dronningen. De præmierede værker udstilles efterfølgende i Dansk Mode & Textils og Kopenhagen Furs innovations- og designcenter i A.N. Hansens Palæ, Fredericiagade 21 i indre København.

Kunsthåndværkere kunne medio april indlevere værker til bedømmelse af Udvalget for Kunsthåndværkerprisen af 1879. Udvalgets medlemmer er Bjørn Nørgaard, Bodil Busk Laursen, Kristin Urup og Tina Richter.

Statens Kunstfonds beretning 2012 - rettelse

I forbindelse med sidste nummers omtale af årsberetningen for 2012 for Statens Kunstfond og herunder særligt beretningen fra Udvalget for Kunsthåndværk og Design – og legattildelingerne til glaskunstnere – anbefaledes det at læse udvalgets beretning: Den er med bid, vid og lune og absolut læsværdig! Linket førte imidlertid til en side med præsentation af udvalget. Her er linket til beretningen.


Glastip 5. maj 2013 – Michael Bang-mindeudstilling

Mindeudstilling for Michael Bang på Næstved Museum

Formgiveren Michael Bang døde den 6. april i år 69 år gammel. Miki, som han blev kaldt, er ifølge dødsannoncen ”draget sydpå med en appelsin”. Første stop bliver Næstved Museum. Her vil man mindes glaskunstneren ved en udstilling af værker hentet fra den store samling Holmegaard-glas som museet for tiden arbejder på at registrere. Museumsinspektør og projektleder Susanne Outzen er netop kommet med nyheden på sin blog.

Det var egentlig ikke meningen vi skulle lave glasudstilling i år, men vi har besluttet at det vil være på sin plads at lave en mindeudstilling for Michael Bang, skriver Susanne Outzen. Udstillingen bliver placeret hen over sommerferien med åbning lørdag den 29. juni og sidste dag søndag den 25. august. Susannes nærmere overvejelser fremgår af hendes blog:

”Vores montrer er udlånt i øjeblikket til en udstilling på Rønnebæksholm, men når den udstilling er slut her i midten af juni, så kan vi flytte montrerne i Boderne og have udstilling hen over sommerferien. Vi har besluttet at åbne udstilling lørdag d. 29. juni. Udstillingen får sidste dag søndag d. 25. august, så der kan blive plads til en anden udstilling, som allerede er aftalt. Verner og jeg er begyndt at tænke og planlægge. Vi må ikke belaste museets budget, men regner med at kunne stable noget ordentligt på benene alligevel. Konceptet bliver det samme som de foregående år. Det bliver spændende, og jeg glæder mig til at kunne vise en masse af Michael Bangs glas. Vi har en hel del forskelligt efterhånden, så det skal nok blive godt.”

Michael Bang var søn af Jacob E. Bang – også en glaskunstner. Michael blev ansat som kunstner ved Kastrup Holmegaards Glasværker i 1968, først på glasværket i Odense hvor han blandt andet tegnede husholdningsserien Palet og en række lamper og vaser i opalglas, senere og frem til slutningen af 1990erne stod han på Holmegaard bag en stor produktion af signeret kunstglas. 

Michael Bang deltog sidste sommer i familieudstillingen Bang – En familie rundet af kunst og kreativitet på Munkeruphus (i samarbejde med Næstved Museum). Se Glastip 30. juni 2012.

Læs om Michael Bang hos Fynske Glasvenner (med mindeord af Anders Tybjerg Jørgensen, tidligere fabrikschef på Holmegaards GlasværkersOdense-afdeling), Glashistorisk Selskab Holbæk, Inspiration, Hardernet og Lauritz.com.

 

Glastip 8. maj 2013 – Glasprisværdigheder

Frihedens Lys reddet

Det meste af Carl-Henning Pedersens store og karakteristiske vinduesglasmaleri, Frihedens Lys, på det nedbrændte Frihedsmuseum er uskadt, og det er nu taget ned og bragt til Nationalmuseets Bevaringsafdeling i Brede. En enkelt af værkets 15 glassektioner var brandvæsenet nødt til at knuse under slukningsarbejdet, men konservator Susanne Trudsø fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling har samlet alle de glasskår hun kunne finde inde i og uden for bygningen. ”De fylder to spande, og jeg vurderer at der er 6-800 dele,” fortæller hun i en pressemeddelelse fra museet.

Resten af glasmaleriet med de 14 intakte glassektioner er taget ned med hjælp fra glarmester Per Steen Hebsgaard der om nogen kender værket. Tilbage i 1983 var han med til at lave og montere glasmaleriet sammen med Carl-Henning Petersen, og Hebsgaard har stadig skitserne. ”Der er derfor ingen tvivl om at glasmaleriet er sikret og kan genskabes,” siger konservator Susanne Trudsø.

Nationalmuseet fotograferede nedtagningen af Frihedens Lys.

Kunsthåndværkerprisen – to glaskunstnere med

Tillie Burden har som tidligere nævnt fået Kunsthåndværkerprisens bronzemedalje. Sally Xenia Christensen har fået et rejselegat.

Tirsdag den 7. maj hædrede Håndværkerforeningen i København de bedste blandt årets nyudlærte svende og årets modtagere af Kunsthåndværkerprisen med medaljeoverrækkelse på Københavns Rådhus ved overværelse af Hendes Majestæt Dronningen. Kunsthåndværkerprisen af 1879 er blot én ud af mange medaljer og legater der overrækkes ved ceremonien. Samtidig hyldes nemlig en lang række faguddannede der har gjort sig særligt bemærkede inden for fx smede-, frisør-, guldsmede-, kokke- og snedkerfagene.

Fem kunsthåndværkere modtog Kunsthåndværkerprisen – en tidligere vinder af bronzemedaljen, Bodil Neergaard, og fire kunsthåndværkere der var til bedømmelse for første gang. Væver Bodil Neergaard fik sølvmedalje og et rejselegat på 15.000 kroner for to tæpper, glaskunstner Tillie Burden fik bronzemedalje for glasskulpturen Sæk, guldsmed Mareike Kanafani fik bronzemedalje for to ringe i beton, guldsmed og studerende på Institut for Ædelmetal Olga Raben fik bronzemedalje for en halskæde i sølv og rekonstrueret sten, og designer Sally Xenia Christensen fik et rejselegat på 15.000 kroner for en glasskål delvis fremstillet ved digitale teknikker.

Tillies værk Sæk.

Sallys skål.

De fem prisvindende kunsthåndværkere, og hvis vi ikke tager meget fejl, er det Sally Xenia Christensen i midten og Tillie Burden til højre for hende. Alle fotos fra Københavns ErhvervsAkademi.

Lugtevaser

I det nye galleri Etage i Borgergade 15E i indre København kan man for tiden se (og købe) nogle specielle lugtevaser i glas af den iranskfødte og i Europa arbejdende designer Payam Askari.

Payam Askaris lugtevaser på Etage Galleriet – fra galleriets hjemmeside.

Gunhild Velling i Ulstruphallen

Frem til den 30. maj kan man i Ulstruphallen på Nattergalevej 10 i Ulstrup se malerier af Minna Hjortebjerg Pedersen, Bjerringbro, og glasfigurer og glasbilleder af Gunhild Velling, Futting, Thorsø.

Pinsemarked på Trapholt i weekenden 19. og 20. maj kl. 10-17


Trapholt i Kolding lokker denne weekend med gratis entré og en park med 38 stande med landets bedste kunsthåndværkere – keramik, tekstil, glas og smykker med mere. Aldrig har niveauet været så højt, lover kunstmuseet. Halvdelen af kunsthåndværkerne er keramikere, og der er to glaskunstnere: Christina Hellevik fra Pust i Ebeltoft og Line Gottfred Petersen hvor glasset må dele pladsen med smykkerne fra dots&laces-smykkekollektionen.

Holstebro Kunstmuseum erhverver stort værk af Pipaluk Lake

Når Holstebro Kunstmuseum den 25. maj åbner udstillingen Glasss, vil man blandt andet kunne se Pipaluk Lakes store glasskulptur Carried. Og når udstillingen lukker igen, bliver skulpturen i Holstebro, for museet har købt den. Den skal så nok på tur næste år når Glasss-udstillingen vises på Sophienholm i Lyngby. Og dér har den været før – den indgik nemlig i Pipaluk Lakes retrospektive jubilæumsudstilling i vinter.

Carried er fra 2008 og måler 60 x 140 x 40 cm. Det er Ny Carlsbergfondet der med en bevilling på 150.000 kroner har sørget for at skulpturen nu hører hjemme på museet i Holstebro. Museet har samtidig købt tre mindre værker af Pipaluk Lake.

”Carried er et spektakulært kunstværk. Mystisk og eventyragtig, på én gang let og tung, fast og flydende. Et forunderligt og sanseligt værk. Et kunstværk der åbner op for et utal af fortolkninger og fortællinger,” skriver Peter Haarby, kunstformidler ved museet, i en pressemeddelelse hvor han også beskriver fremstillingsprocessen:

”Udgangspunktet er noget så enkelt som gammelt vinduesglas.  Det lægges over en kompliceret metalkonstruktion øverst i en keramikovn. Mellem lagene er der strøget metaloxyder eller emalje farve. Når Pipaluk Lake tænder for ovnen begynder glasset at smelte.

Der sker mærkelige ting i ovnen. Det hårde glas bliver blødt. Det synker ned i ovnen. Farverne reagerer med luftens ilt. Det hele stopper først når Pipaluk Lake slukker for ovnen. Og når ovnen så åbnes, åbenbares et lille mirakel: den plane glasflade er på forunderlig vis blevet forvandlet til en tredimensional, skulpturel form.

Det er en meget åben arbejdsproces. Pipaluk Lake bestemmer startbetingelserne. Men hun har ikke den store indflydelse på det der sker i ovnen. Det er bestemt af varmen, materialerne, tyngdekraften og andre ting som har mere eller mindre tilfældig karakter. Og selvfølgelig Pipaluk Lakes erfaring gennem mange års eksperimenter. Men der kommer forunderlige værker som Carried ud af det.”

Onsdag den 29. maj kl. 19.30 er kunstformidler Peter Haarby i øvrigt vært på en omvisning i Glasss-udstillingen som med museets udtryk ”markerer den endelige accept af glas som fuldgyldigt kunstnerisk materiale”.

Glasss-udstillingen på Holstebro Kunstmuseum har været omtalt i Glastip den 27. marts og kan ses frem til den 8. september. Der er fernisering på åbningsdagen kl. 15.

Pipaluk Lake med glasskulpturen Carried på Sophienholm. Foto fra Lyngby-Taarbæk Lokalavisen.


Glastip 17. maj 2013 – Glas blandt andet

Statens Kunstfond fejrer Lene Bødker

Statens Kunstfond har i dag på domicilet på H.C. Andersens Boulevard 2 i København fejret de seneste tildelinger af treårige arbejdsstipendier (24) og livsvarige ydelser (8). Heriblandt er der en god håndfuld kunsthåndværkere og blot en enkelt glaskunstner. Det er Lene Bødker, og hun er blevet tildelt livsvarig ydelse i selskab med komponisten Birgitte Alsted, forfatteren Carsten Jensen, illustratoren Dorte Karrebæk, billedkunstnerne Gitte Villesen og Leif Kath samt arkitekterne Hans Munk Hansen og Nils-Ole Lund.

Derudover har Kunstfonden tildelt en række arbejdslegater, og med det forbehold at der ikke er angivet fag for modtagerne, er der givet arbejdslegater til glaskunstnerne Christina Rivett (50.000), Karen Lise Krabbe (50.000) og Pernille Braun (75.000).

Pinse på Kronborg

Kronborg Gallerierne og Kronværkerne holder i pinsen den 18.-20. maj kl. 11-16 Kunstdage på Kronborg med mulighed for at besøge kunstnerne og kunsthåndværkerne i deres butikker og værksteder. Blandt Kronværkerne finder man glasformgiver Karin Mobro Bartholin.

Amagerkansk kunst

Den hidtil største udstilling i galleriet i Glasseriet hos Rikke Bruzelius på Amager er med 52 malerier og bronzeskulpturer af kunstgruppen Verket med de fem kunstnere Jacob Herskind, Adam A. Bengtsson, Rama King Nash, Yoshiki Nakahara og Carsten Fun Jensen.

Ferniseringen er lørdag den 18. maj kl. 12-14, og har man et print af denne invitation med, får man 30 procent på al Rikkes belysning. Mød kunstneren til ferniseringen hvor der også er levende musik og arbejdende glaspusteri. Der er åbent i Glasseriet tirsdag-fredag kl. 10-16, lørdag kl. 10-14. Sidste udstillingsdag er den 6. juli.

Udstillingens tema er Amager, og Rikke Bruzelius har blæst Amagervaser til udstillingen – her en af slagsen.

Life in Split Seconds – i Ebeltoft

Glaskunstner Tchai Munch har Ebeltofts mindste galleri, og nu lukker hun en hel verden at billeder indenfor i form af en udstilling med fotografen Tristan Stedman.

”Kunsthåndværk har altid været min store passion – fra hjernen gennem hjertet til hånden. Sådan opfatter jeg også fotografering,” skriver Tchai i en pressemeddelelse. ”Foto og glas har nogle fælles berøringspunkter: de indfanger essensen af et øjeblik, lyset er en væsentlig medspiller, og der stilles store krav til håndværket samt kendskab til materialet.”

Tristan Stedman kommer ’from down under’ og bor nu i Danmark. Udstillingen åbner i galleriet i Nedergade 23 fredag den 24. maj kl. 16-19 og varer til 8. juni.

Kunsthåndværk i Latinerkvarteret i Aarhus

I forbindelse med næste weekends festival i Latinerkvarteret i Aarhus afholdes lørdag den 25. maj kl. 10-17 på Klostertorvet et nyt kunsthåndværkermarked. – Vi har inviteret nogle af landets dygtigste kunsthåndværkere, og blandt de godt 40 udstillere finder du de smukkeste smykker, de flotteste tekstiler, den lækreste keramik, de kønneste glas og mange andre skønne sager, skriver arrangørerne. Det har ikke været muligt umiddelbart at finde en liste over de deltagende kunsthåndværkere.

Fire glaskunstnere i Charlottenlund

Lørdag den 15. juni afholder Glasmuseets Venners østdanske gruppe et arrangement hos glasdesigner Anders Raad i hans værksted på Traverbanevej 12 i Charlottenlund nord for København. Anders Raad er tilknyttet glasuddannelsen ved Kunstakademiets Designskoles afdeling på Bornholm, og mange opkommende glaskunstnere har brugt hans værksted undervejs i deres uddannelse.

Ved arrangementet medvirker foruden værten selv tre yngre glaskunstnere som har lært hos eller arbejdet for Anders Raad – Sara Nolla Borghøj, Sally Xenia Christensen og Rickard Thunberg.

Sara Nolla Borghøj har afgang fra januar i år og er omtalt i Glastip 24. januar 2013. Sally Xenia Christensen har afgang fra 2012 og er omtalt i Glastip 27. juni 2012. Svenske Herr Thunberg er også fra Bornholmerskolen, og han arbejder for tiden hos Anders Raad.

Nærmere om arrangementet, tidspunkt, pris, tilmelding etc. følger snarest.

 

Glastip 22. maj 2013 – En, to, mange

Med glaset i handen och i hjärtat

Glasmagerne fra Tåsinge, Lena Ljungar og Jesper Sødring, udstiller for tiden i galleriet blås&knåda i Stockholm i anledning af at de i år begge fylder 60 år. Det er deres hidtil største separatudstilling, den åbnede allerede i begyndelsen af måneden og slutter den 26. maj. Vi kompenserer for den sene efterretning med et citat fra galleriets hjemmeside:

”Lena Ljungar och Jesper Sødring startade sin glashytta Glasmagerne 1979 på den vackra ön Tåsinge i Danmark. Utsikten över vatten, skog och trädgård har alltid varit en stor inspiration för dem. Lena och Jesper frihandsblåser och driver allt glas. Sättet att arbeta på betyder mycket för dem, de känner sig stolta över att vara med och bevara det gamla hantverket! De arbetar huvudsakligen med alla sorters bruksglas - vardagsglas, som är goda att dricka ur, sköna att hålla i handen och snygga att se på. De använder sig av olika tekniker, som de har utvecklat genom åren, och av sandblästring och gravering som dekoration. Gjutning av glas och den gamla, spännande graaltekniken, är också en del av parets formspråk. Lena och Jesper arbetar i nära samarbete med varandra, men var och en med sin egen design. Detta gäller också de unika objekten, i vilka de har mycket skilda uttryck, men ett givande samarbete.

– Det er en forundelig og fantastisk oplevelse for os at vise vores glas på blås&knåda, fortæller Lena Ljungar til Glastip. Hun og Jesper Sødring etablerede værksted på Tåsinge i 1979 efter seks års følgeskab på Kunsthåndværkerskolen i København, Glasskolan i Orrefors i Sverige, Snogebæk Glashytte på Bornholm og Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam. De er medlemmer af Danske Kunsthåndværkere, og svenske Lena er medlem af blæs&ælt-kollektivet blås&knåda. Foreningen har 40-50 keramikere og glaskunstnere som medlemmer, og i deres lokaler på Hornsgatspuckeln (Hornsgatan 26A) i Stockholm har de en butik og et galleri med skiftende glas- og keramikudstillinger.

Og nu hvor det alligevel er blevet lidt privat, så kigger vi tilbage på den 19. juni 2009 hvor de fejrede både glasmageriet og deres partnerskab som de i 1984 havde bekræftet yderligere ved at gifte sig. Se reportagen fra sølvbrylluppet i den lokale avis.

Glasss – når det er allerbedst

Med udstillingerne Glasss i 2004, 2007 og nu igen i år præsenterer Holstebro Kunstmuseum nogle af de vigtigste kunstnere og strømninger i dansk studioglas fra begyndelsen i 1970erne og frem. Årets Glasss-udstilling bliver den sidste af slagsen – museet mener at man med tre gange Glasss nu har dokumenteret og beskrevet studioglasset som en fuldgyldig kunstnerisk udtryksform.

Holstebro Kunstmuseum har lavet Glasss-udstillingerne i samarbejde med kuratoren Atila. Museet skriver i en netop udsendt pressemeddelelse at Atilas store passion er studioglas, at han er en ivrig samler, og at han gennem mange år har fulgt miljøet og dets kunstnere på tæt hold. ”Som ved de foregående to Glasss har Atila fokuseret på de værker der har gjort en forskel i kraft af originalitet og kvalitet. Der er givet plads til både det rene, skulpturelle udtryk og glasinstallationer samt de mere traditionsforbundne urformer som skåle og fade.”

Glasss-3 viser værker af 14 kunstnere. Flere har været med på de tidligere udstillinger, men der vises også værker af yngre kunstnere på vej. Mange af udstillerne er internationalt anerkendte. De 14 glaskunstnere er Tillie Burden, Pernille Braun, Lene Bødker, Steffen Dam, Jeannet Iskandar, Susanne Jøker Johnsen, Maria Koshenkova, Karen Lise Krabbe, Pipaluk Lake, Tobias Møhl, Stig Persson, Marie Retpen, Christina Rivett og Lotte Thorsøe.

Glasss vises på Holstebro Kunstmuseum fra den 25. maj til den 8. september. Der er fernisering lørdag den 25. maj kl. 15 hvor udstillingen åbnes af cand.mag., mag.art. og museumsinspektør Ulla Houkjær, Designmuseum Danmark. I forbindelse med udstillingen udgives et katalog med tekster af Atila og Ulla Houkjær.

Glasss-3 har været omtalt i Glastip den 27. marts, og den 8. maj fortalte Glastip om museets opkøb af Pipaluk Lake-værker som også indgår i udstillingen. Næste år vises Glasss-udstillingen på Sophienholm i Lyngby nord for København.

Micha Karlslund solo på Grønbechs Gård

Fra den 1. juni til den 3. august har Micha Karlslund en soloudstilling – Human – med glas og collager på Grønbechs Gård i Hasle på Bornholm.

Blandt Grønbechs Gårds øvrige sommerudstillinger findes Produktudvikling & Samarbejde med udvalgte keramik- og glasprojekter fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole Bornholm.

Sculpture by the Sea

Den aarhusianske skulpturbiennale Sculpture by the Sea Aarhus finder i år sted for tredje gang. Den 1.-30. juni udstilles der på tre kilometer kyst fra Tangkrogen til Ballehage skulpturer af godt 60 danske og udenlandske kunstnere – heriblandt danske glaskunstner Steffen Tast. Udstillingen er døgnåben og gratis.

Stadig gratis, men dog kun åben daglig kl. 10-18 er salgsudstillingen Sculpture Inside med 100 små skulpturer af kunstnere fra Sculpture by the Sea. Sted: Helnan Marselis Hotel på Strandvejen 25.

 

Glastip 28. maj 2013 – Glassjov, glaspris, glaspost og glastur

Glasmuseet Ebeltoft i juni

Lørdag den 1. juni kl. 10-15 inviterer museet i samarbejde med Syddjurs Havekreds på Havesjov for pilfingre med planter, pottemaling, pileflet og blomsterfortællinger. Man kan vælge mellem skovjordbær, tallerkensmækker og solsikke og tilplante sin personligt dekorerede potte – og tage den med hjem til vindueskarmen. Kl. 10-12 og 13-15 er der mulighed for at lave pileflet sammen med Ursula Søholm, og kl. 11.30 og kl. 14 fortæller naturvejleder Anita Søholm fra Nationalpark Mols Bjerge blomsterhistorier. Kl. 14.30 udtrækkes vinderne af ti kødædende planter.

Pris 25 kroner (inkl. materialer) plus entré til museet (børn under 18 år har gratis entré). Ingen tilmelding. I Glascaféen er der mulighed for at købe en let madkurv som kan nydes i haven – medbring gerne tæppe.

Søndag den 2. juni er det Særlig Søndag med gratis omvisning kl. 14 – når entréen er betalt.

I forbindelse med den aktuelle Oceanudstilling sætter museet grundlovsdag den 5. juni fra kl. 10.30 fokus på Havets mad. Kok og fiskemand Lars Hagemann fra Flyvefisken i Ebeltoft fortæller om og tilbereder årstidens skaldyr – muslinger, rejer og jomfruhummerhale. Det foregår i haven, og fra cirka kl. 12 kan man smage på de frisk tilberedte herligheder fra havet tilberedt i det udendørs køkken. Glascaféen byder denne dag på maritime frokostretter med blandt andet kulmule og helleflynder med tilbehør inspireret af havet.

Madbilletter kan købes i Glascaféen efter først-til-mølle, og der er bordbestilling på 86 34 18 18 eller 21 42 11 86. Dertil kommer almindelig entré til museet – børn unger 18 år gratis.

Onsdag den 26. juni kl. 10-13 og 14-17 begynder sommerferieaktiviteterne med Sandstøbning i værkstedet hos hyttemester Pia Nissen. Det koster 75 kroner plus entré (børn under 18 år har gratis entré).

Hempels Glaspris 2013

Søndag den 16. juni kl. 14 får glaskunstner Karin Mørch overrakt Hempels Glaspris 2013. Det foregår på Hempels Glasmuseum, Annebjerg Stræde 2 syd for Nykøbing Sjælland. Efter velkomst ved formand for Hempels Kulturfond Bodil Busk Laursen overrækkes prisen af tidligere direktør for Glasmuseet Ebeltoft Dagmar Brendstrup. Herefter er der buffet i Anneberg Café og Restaurant. Arrangementet er for indbudte med tilmelding senest 14. juni kl. 12 til Karin Dalskov på kd@hempelglasmuseum.dk eller 51 64 82 00 / 59 91 38 00.

Karin Mørch har i løbet af udstillingsperioden to artist talk – søndagene den 14. juli og den 4. august kl. 15 – hvor hun fortæller om sine udstillede værker, som hun kalder Curious Moveable Movements, og om hvordan hun gennem tre år har udviklet værkerne og teknikken. På Hempels Glasmuseums hjemmeside har Karin en ultrakort version.

Curious Moveable Movements af Karin Mørch. Foto fra Hempel Glasmuseums hjemmeside.

Glasposten maj 2013

Glasmuseets Venners nyeste medlemsblad beskæftiger sig naturligvis med de netop stedfundne lederskifter – venneforeningens nye formand Karen Siune som afløser Mogens Kaalbye, og museets nye direktør Dan Mølgaard som afløser Dagmar Brendstrup – dels på lederplads og dels i et Jan Kock-portræt af Dan Mølgaard. Karen Siune fortæller hvordan det gik med foreningens venneweekend for en måned siden i forbindelse med åbningen af Ocean-udstillingen, museets formidler Pia Strandbygaard Bittner beskriver sommerens aktiviteter på museet, Jan Kock rapporterer fra årets udstillinger på Hempel Glasmuseum, og Jan er også forfatter til et farvel-og-tak-portræt af glasdesigner Michael Bang der døde den 6. april i år.

Göteborg-tur i september

Glasposten annoncerer også venneforeningens næste udlandstur, en tur til glas og kultur i Göteborg den 19.-22. september. Ligesom den nylige Oslo-tur bliver det en tur tilrettelagt med rejse fra både Jylland og Sjælland.

Man forbinder normalt ikke Göteborg med glas, men byen har faktisk en gammel glas-tradition, og de senere år er der opstået nye studieglasværksteder. Turen omfatter besøg på glasværksteder, gallerier og butikker i og omkring byen. Opholdet i Göteborg falder sammen med åbningen af Angels City, en udstilling af glasdesigner Kjell Engman med nogle fantastiske installationer lavet med hjælp fra dygtige glasmagere på Kosta Boda. Udstillingen finder sted i et stort klipperum – Vattenfalls Bergrum i Stenungsund – hvor glaskunsten er indsat i en ramme af lys og lyd.* Turen omfatter også et besøg hos en privat samler af moderne glaskunst, og flere ting overvejes stadig. Der udsendes et endeligt program til deltagerne. Turen er tilrettelagt af Jan Koch fra Venneforeningens bestyrelse.

Se alle deltaljer om rejse, priser og tilmelding m.m. på Venneforeningens hjemmeside. Tilmelding senest den 10. juni.

* Se omtale af udstillingen med film fra en tilsvarende udstilling i 2009.


Glastip 29. maj 2013 – Noget af det allerbedste

Nordic Glass hos The Glass Factory

Foreningen Nääs Konsthantverk har i samarbejde med udstillingsstedet The Glass Factory ved Glasmuseet i Boda arrangeret udstillingen Nordic Glass med aktuel skandinavisk glaskunst. Udstillingen kan ses til den 12. januar.

Udstillingen består af værker af 24 kunstnere fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. De deltagende danske kunstnere er Pernille Braun Jørgensen, Pipaluk Lake, Stine Bidstrup, Susanne Jøker Johnsen og Trine Drivsholm.

Glasss-omvisninger

Svævende næsten vægtløse glaskloder. Blodige hjerter tilsyneladende lige revet ud af et dyr på slagtebænken. Kæmpemæssige forsølvede glassugerør. Enorme fade med fantastiske mønstre. Sådan lokker kunstformidler Peter Haarby til omvisninger på Holstebro Glasmuseums aktuelle udstilling Glasss – Når det er allerbedst.

Den første omvisning har været der, og sommeren over er der yderligere seks – mandag den 10. juni, onsdagene den 17. og 31. juli samt den 7. august og søndagene den 25. august og den 8. september. Alle dage kl. 14. Omvisningen er gratis når entréen er betalt.

Men allerede lørdag den 1. juni kl. 13-16.30 kan man møde Peter Haarby hvor han hver hele time fortæller om en af udstillingens kunstnere eller om et udvalgt værk. Kl. 13 om Lene Bødker og glas som skulpturmateriale, kl. 14 om Tobias Møhl og de venetianske teknikker han bruger, kl. 15 om Pipaluk Lake og hvordan hun laver sine skulpturer, og endelig kl. 16 hvor det handler om overflader med udgangspunkt i Karen Lise Krabbes og Susanne Jøker Johnsens værker. Hver fortælling varer omkring ti minutter, og mellem fortællingerne kan man stille spørgsmål eller bede Peter Haarby om at fortælle mere. Også dette arrangement er gratis når entréen er betalt.

Onsdag den 14. august kl. 19.30 er der Curators Talk med Atila som har udvalgt udstillingens kunstnere og værker. Kuratoren fortæller om sin passion for glaskunsten og om hvorfor han har valgt netop de udstillede værker. Arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet.

 

Glastip 30. maj 2013 – Glasmuseets Venner Øst arrangerer

Mød fire glaskunstnere i Charlottenlund - Anders, Maria, Sally og Sara

Lørdag den 15. juni kl. 14-17 afholder Glasmuseets Venners østdanske gruppe et arrangement hos glasdesigner Anders Raad i hans værksted på Traverbanevej i Charlottenlund nord for København. Ved arrangementet medvirker foruden værten selv tre yngre glaskunstnere som har lært og arbejdet hos Anders Raad – Maria Koshenkova, Sally Xenia Christensen og Sara Nolla Borghøj.

Arrangementet begynder kl. 14 og strækker sig til kl. 17 med cirka et par timers Show for glasvenner hvor de fire glaskunstnere fortæller om sig selv og viser eksempler på deres arbejder afvekslende med demonstrationer med varmt glas. Til sidst er der en times tid til at ose, købe, spørge og snakke – samt et lettere traktement. Og til at gå på opdagelse hos Anders Raads ny nabo, keramikeren Christian Bruun. Adressen er Traverbanevej 12, 2920 Charlottenlund.

Arrangementet er for medlemmer af Glasmuseets Venner og andre glasinteresserede. Det koster 125 kroner at deltage – inkl. traktement. Tilmelding til glastip@mail.tele.dk med oplysning om navn/kontaktperson, antal deltagere, mailadresse og telefon. Deltagergebyr(er) indbetales til Glasmuseets Venners konto i Sparekassen Kronjylland reg.nr. 9360, konto.nr. 3085606904 med angivelse af navn/kontaktperson og Anders Raad-besøg.

Anders Raads glasværksted på Traverbanevej i Charlottenlund

Anders Raad underviser på halv tid på glasuddannelsen ved Kunstakademiets Designskole, Bornholm, og mange opkommende glaskunstnere har brugt hans værksted i Charlottenlund i deres uddannelse. Anders Raad blev uddannet som glasdesigner på Danmarks Designskole i 1984, og de næste fire år arbejdede han som glaspuster i glashytter rundt i Danmark. Derefter var han i ti år designer ved mannequin-virksomheden Hindsgaul. I 1999 etablerede han sit eget glasværksted under den gamle tribune på travbanen i Charlottenlund. Oven på sin store viden og erfaring lagde Anders Raad i 1999 en Master i Design fra Dansk Center for Design Research. Han er formand for Danske Kunsthåndværkeres udvalg for Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København. Her fik han i øvrigt markedets Håndfugl for bedste unika i 2011. Og Anders har dette forår udstillet på kulturministerenes kontor. For at nævne noget blandt meget.

http://www.raadglas.dk/

http://www.glasnettet.dk/ny-visMedlem.asp?id=1

http://kum.dk/Om-ministeriet/Kunst-paa-ministerkontoret/tidligere-udstillinger/anders-raad/

Maria Koshenkova er fra Sibirien i Rusland og bor nu i København. Hun har en master fra Academy of Fine Arts i Sankt Petersborg suppleret med studier ved Designskolen på Bornholm og i København og Kalmar Universitet i Sverige. Maria Koshenkova begyndte at blæse glas i 2003 på Bornholm, og siden har en masse glasaktiviteter, udstillinger og prismodtagelser bragt hende rundt i verden. I de senere år har Maria desuden arbejdet med forskellige projekter som også involverer audio, video og grafik. Aktuelt og lokalt deltager Maria i Glasss-udstillingen på Holstebro Kunstmuseum – som kommer til Sophienholm næste år, hun deltog sidste år i Substans i Bredgade Kunsthandels, og hun deltager igen i år.

http://www.mariakoshenkova.com/

http://www.glasnettet.dk/ny-visMedlem.asp?id=586

http://www.bredgade-kunsthandel.dk/da/billedgalleri.php?id=157

Sally Xenia Christensen har en BA i glasdesign fra engelske University for the Creative Arts og tog afgang fra Kunstakademiets Designskole i 2012 (se Glastip 27. juni 2012). Her arbejdede hun digitalt med formgivningen af glas. Konkret brugte hun cnc-fræsere til fremstilling af forme til blæsning af afgangsserien Hybrid bestående af en række eksperimentelle unika produkter der kan videreudvikles til industriel produktion. Sally Xenia Christensen har udstillet en del steder de seneste fem-seks år blandt andet i 2010 med et crackle-sæt med karaffel og glas på udstillingen Aqua i en bådebyggerhal på Hundested havn i anledning af Glasnettets årsmøde dér.

http://madeinschool.dk/sally-xenia-christensen/hybrid

Sara Nolla Borghøj har afgang fra Kunstakademiets Designskole i januar i år (se Glastip 24. januar 2013) med et projekt hun kalder Area 3210, og som består af nogle hvidmalede keramiske objekter med forskellige former. Objekterne er på en eller flere sider beklædt med tykt flerfarvet glas blæst i lag-på-lag-teknik, skåret ud i facetter og til sidst er slumpet i form til de flader de skal beklæde. Udgangspunktet er stranden ved Rågeleje i Nordsjælland – postnummer 3210 Vejby og deraf projektets titel. Sara har lært at blæse glas på Orrefors og har siden blæst flere steder, blandt andet hos Laura Madsen (3210 Vejby), og glasset til afgangsprojektet er blæst hos Anders Raad. Sara deltog i 2004 i en udstilling med aktuel dansk glaskunst på Glasmuseet i Ebeltoft.

http://www.glasmuseetsvenner.dk/User_files/7ca8d6e63ccd3bc4bcef495011ffb670.pdf

http://www.barometern.se/nyheter/nybro/glaset-far-hela-varlden-att-samlas%2813535%29.gm



  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft