Glastip Juni 2019

Glastip 8. juni 2019 – Hempels Glaspris til Tora Urup

Legater fra Statens Kunstfond

Statens Kunstfond har netop uddelt 139 arbejdslegater til kunsthåndværkere og designere. Heriblandt er der to modtagere af de tre-årige legater der skal give tid til arbejde og fordybelse. Den ene modtager er grafisk designer Anni Vestergaard, den anden er glaskunstner Stine Bidstrup, Luftkraft Glasstudie. De modtager hver 855.000 kr. fordelt over tre år. Kunstfonden begrundelse for at give Stine Bidstrup legatet lyder:

”Stine Bidstrups fascinerende skulpturelle glasværker henter inspiration fra arkitektur- og designhistorien og er baseret på et meget højt håndværksmæssigt niveau der gør det muligt at arbejde frit i materialet og inddrage flere lag af betydning. På sin første soloudstilling hos Heller Gallery NYC i efteråret 2018 viste hun en imponerende række stærkt dragende værker fra serien Architectural Glass Fantasies hvor hendes udgangspunkt var at fortolke utopiske ideer gennem optiske fænomener.

Stine Bidstrups værker er vokset både i størrelse og udtryk igennem de seneste år og fremstår både imponerende og nytænkende, og hun står netop nu foran et internationalt gennembrud. På den baggrund vil vi i Statens Kunstfond bakke op med tre år til fordybelse, ideudvikling og skabelse af nye personlige værker.

Stine Bidstrup (født 1982) er uddannet fra Glas & Keramikskolen på Bornholm og efterfølgende på Rhode Island School of Design, USA.”

Værker fra serien Architectural Glass Fantasies, udstillet på Heller Gallery i 2018. Se flere værker på Stine Bidstrups hjemmeside – hvor man også kan læse lidt om hendes inspiration til de skulpturelle glasfantasier. Stine har arbejdet med denne værktype siden 2011.

Blandt de øvrige legatmodtagere har vi (med det sædvanlige forbehold) fundet yderligere ti glaskunstnere: Der er et arbejdslegat på 75.000 kroner til Sia Mai, der er arbejdslegater på 50.000 kroner til Karen Lise Krabbe, Karin Mørch, Trine Drivsholm, Morten Klitgaard, Mette Colberg, Maria Bang Espersen, Ned Cantrell og Maj-Britt Zelmer Olsen, og der er et ’nyt talent’-legat på 20.000 kroner til Bjørn Kauffeldt.

I alt er der indkommet 531 ansøgninger, 441 ansøgninger til arbejdslegater og 90 ansøgninger til talentpuljen, og heraf er der udvalgt 139 til arbejdslegater og 44 til talentpuljen. Tildelingerne er sket på baggrund af individuelle projektbeskrivelser fra ansøgerne. Disse er dog ikke tilgængelige, men formand for Legatudvalget for Kunsthåndværk og Design, keramiker Bente Skjøttgaard fortæller i pressemeddelelsen at projekterne viser at mange kunsthåndværkere og designere i høj grad er bekymrede for klimaet. ”Man siger tit at kunstnere og designere er nogle af dem der lugter lunten først. Og godt for det – for her bliver der i den grad brainstormet bæredygtige tanker, men også arbejdet med helt konkrete løsninger. Over hele linjen er der et gennemgående ønske om at genforbinde mennesket med naturen.”

Glasmuseet Ebeltoft i juni

Værkstedets medarbejdere Jean Thébault og Lou-Alexandrine Le Jolivet demonstrerer glasblæsning 2. pinsedag mandag den 10. juni kl. 10.30-11.

Og samme dag kl. 11-13 og 14-16 kan børn ifølge med en voksen prøve at puste glas. Værkstedets glaspustere hjælper med at blæse en glaskugle, det tager cirka et kvarter, og den afkølede kugle kan hentes næste dag fra kl. 13. Tilmelding er nødvendig på 86 34 17 99. Det koster 150 kroner plus entré.

Sommeren over kan man opleve de to internationale særudstillinger, soloudstillingen On Solid Water der for første gang præsenterer den amerikanske glaskunstner John Moran i Danmark, og gruppeudstillingen No Strings - Perler som aldrig før med fokus på bittesmå glasperler.

Søndag den 16. juni kl. 14 kan man møde konservator Torben Sode og høre mere om glasperlernes farverige historie. Torben Sode har studeret og samlet på glasperler i mere end 35 år og regnes for en af de førende eksperter på området.

Torben Sode med Yoruba-regalier i perlearbejde. Yoruba eller Joruba (Yorùbá) er det største folkeslag i Nigeria og et af de største i Afrika.

Også i tilknytning til perleudstillingen afholder Lis Trasborg Christensen og Bettina Trasborg på Glasmuseet Ebeltoft to workshops for begyndere der har lyst til at lære at fremstille French Beaded Flowers. Det er først den 28. og 29. september, men man kan allerede nu tilmelde sig og sikre sig en plads.

Eksempel på French Beaded Flowers. Det ser svært ud, måske skulle man begynde med at lave blade – se denne instruktion.

Krebsens sommerudstilling

Fra den 14. juni til den 4. juli og videre efter en sommerferielukning fra den 8. til den 24. august er der sommerudstilling i Galleri Krebsen med værker af husets faste kunstnere og nogle gæster. Blandt de faste finder vi glaskunstner Pia Rakel Sverrisdóttir. Der er fernisering på åbningsdagen fredag den 14. juni kl. 15.30-18. Krebsen findes i baggården Studiestræde 17 i det centrale København, og der er åbent tirsdag-fredag kl. 12-18 og lørdag kl. 11-15.

Galleriets indbydelse viser dette værk i sandblæst glas af Pia Rakel Sverrisdóttir.

Hempels Glaspris til Tora Urup

Hempels Glaspris tildeles i år glaskunstner Tora Urup. Det foregår på Hempel Glasmuseum, Annebjerg Stræde 2, Nykøbing Sjælland. Museet viser sæsonen ud en mindre udstilling med værker af Tora Urup. Prisen overrækkes af formand for Hempels Kulturfond Bodil Busk Laursen lørdag den 15. juni kl. 15.30.

Tora Urup er uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i København i 1989, men har også hentet viden og kunnen flere andre steder fra. I en periode har hun samarbejdet med Holmegaard og Royal Copenhagen, fra 2001 har hun dels haft sit eget studio og designfirma og dels samarbejdet med glasværksteder i Tjekkiet og Japan, i 2014 fik hun Nationalbankens Jubilæumsfonds pris, hun har fået flere andre priser og anerkendelser, både studeret og undervist rundt omkring og deltaget i et utal af udstillinger herhjemme og i udlandet. Se hendes CV.

Tora Urup arbejder med brugskunst såsom vaser og fade på en måde så de stadig er funktionelle, men også står som stærke og unikke skulpturelle fortolkninger af det vi kender så godt. Hun bruger glassets form og farver og ikke mindst dets tykkelse til at skabe optiske effekter hvor værkets indre form synes at flyde inde i den ydre form. Med sammenstilling af farver og med skårne og polerede overflader skaber hun en illusion af et flydende hulrum inden i værket. Ofte må beskueren simpelthen med en prøvende finger forvisse sig om at der virkelig er et hulrum i fadet eller vasen.

Rødt fad fra 2012 med klart glas med to forskellige røde farver udenpå og indeni som skaber en illusion om at der svæver en skål inden i en anden.

Mette Bülow 30 år med glas i Svaneke

Den 6. maj 1989 åbnede Pernille Bülow Glas i Svaneke, og i den anledning holdt glaspusteren, designeren og forretningskvinden fredag den 31. maj en fest på Glastorvet foran værkstedet. Vi nåede ikke at forhåndsomtale begivenheden, nu noterer vi den så.

Stor glasmosaik i Kastrup Lufthavn

Den 4. juni har Københavns Lufthavn i Kastrup indviet en ny finger E som er smykket af en 140 kvadratmeter stor glasmosaik af billedkunstner Alexander Tovborg fremstillet på Per Steen Hebsgaards værksted i Præstø.

Foto tilsendt af Per Steen Hebsgaard.

Hyldestdigt til Per-René Larsen

En lys juniaften få dage før Per-René Larsen-udstillingen den 6. juni åbnede i Officinet i København (se Glastip 30. maj) skrev Møn-naboen, musikanten og digteren Hanne Raffnsøe dette hyldestdigt til Per og hans glas:

ung våd råhed

om man kunne være voldsomt lille, være krystalklar og mindre endnu

om man kunne være stille og helt forsigtigt lade sig placere ind i midten

om man kunne dét - mærke at stå så stille, at man var en farve, et blad eller en kønslæbe

der dovent fandt sit sted at størkne

om man kunne være så forsigtig, som en farve på et skår

og blive sat ved siden af andre i en symfoni af form

om man kunne dét - og stadig få luft

stadig bevare sit ydre, sin glans, sit legeme

stadig stå iagttagende og i forskellige afstande til enkeltdelene

og så rejse sig med samme kådhed og skræk

samme voldsomhed og ynde over lang tid

i stræberiske bevægelser af hænder rå

som gummimasse

om man kunne dét

da skulle man lykkelig lade sig omgive af sælsom varme, aldrig mere tale, ikke sige et ord

bare lytte vågent til værkernes rå efterklang

og lade sig splintre

Glastip 14. juni 2019 – Angela in memoriam

Adi og Kim Holzer i Anneberg Park

Værløse-parret, maleren Adi Holzer og tidligere børnelæge, nu glaskunstner Kim (Kirsten Inger) Holzer udstiller i weekenden den 21.-23. juni malerier og glaskunst ved Anneberg Kulturparks midsommer-kunstudstilling. Udstillingen er åben fredag kl. 16-23, lørdag kl. 14-21 og søndag kl. 11-15.30. Adressen er Annebergparken 26A, 4500 Nykøbing Sjælland. Anneberg Kulturpark ligger i det tidligere sindssygehospital i Nykøbing Sjælland lige syd for Grønnehave Skov og lige nord for Hempel Glasmuseum – som så passende kan besøges samtidig.

Arbejdsdelingen mellem Adi og Kim er ikke helt præcis som overfor angivet. Da der midt i maj blev uddelt en lokal erhvervspris til et firma i Furesø Kommune (hvor Værløse ligger) var en del af prisen et stort ovnformet glasfad – angiveligt fremstillet af Adi Holzer.

Det tidligere sindssygehospital i Nykøbing Sjælland er opført i 1910erne og er Danmarks største anlæg i stilen Bedre Byggeskik bestående af cirka 45 bygninger i et haveanlæg med inspiration fra den engelske haveby. ”Den gule by bag skoven” anses for et europæisk hovedværk for periodens bygningskultur. Den har en bykerne med funktioner som administration, forsamlingshus, værksteder, køkken, vaskeri, kedelhus, badeanstalt, brandstation og kirke omkring en grønnegård. Rundt om findes pavilloner der husede sengeafsnit, behandlingsafsnit og funktionærboliger. Hospitalsfunktionen blev i 2015 flyttet til Slagelse, og i dag kaldes området Annebergparken.

Der er adgang ad vejen og linnealeen Annebergparken der fører fra Egebjergvej nede ved strandengen mellem to markante portnerhuse og op ad bjerget til administrationsbygningens lige så markante port. Bykernen, alléen, parktræerne og portnerbygningerne er fredet, og resten af bygningerne i parken er erklæret bevaringsværdige.

Afgangsudstilling

Fra den 22. juni til den 18. august kan man på Bornholms Kunstmuseum i Rø se afgangsudstilling Afgang 19 fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm. Derefter tager udstillingen som sædvanlig på turne rundt i landet – hvordan og hvornår har vi til gode at erfare.

Kunstmuseet illustrerer annonceringen med denne collageagtige sag – som vi ikke kan tolke. KADK har endnu ikke annonceret udstillingen.

Museet citerer afgangsholdet:

”Udstillingen viser 13 bachelorprojekter i glas og keramik fra programmet Kunsthåndværk - Glas og keramik. Designuddannelsen i kunsthåndværk, der ligger placeret i Nexø, anses for at være en unik uddannelse hvor der både arbejdes med kunsthåndværket, forretningsmodellen og udvikling af tilførsel af ny viden til faget.

Som dimittender fra Kunstakademiets Designskole Bornholm ønsker vi med udstillingen Afgang 19 at vise en diversitet i tematikker og udtryk. Vi ønsker at formidle vores tilgang til et kontemporært personligt udtryk ud fra de mange muligheder en materialenær ramme kan bidrage med i en samfundsrelevant kontekst.

Værkerne beskæftiger sig blandt andet med den narrative fortælling, debatskabende samfundsspørgsmål, æstetik i en flade, billedet som værk, figur, objekt og skulptur. Præmissen for denne udstilling har været et selvstændigt projektforløb på 12 uger hvor vi som studerende har valgt at udfordre vores materialer i forhold til en udvalgt specialisering og et personligt kunstnerisk sprog/udtryk i kunsthåndværk.”

High Resolution – Nyholm-Cantrell på Gønbechs Gård

Karen Nyholm og Ned Cantrell, glasmagerparret Nyholm-Cantrell fra Ebeltoft, udstiller fra den 29. juni til den 20. august i kældergalleriet på Grønbechs Gård i Hasle på Bornholm. Der er fernisering og artist talk lørdag den 29. juni kl. 16-19.30 og herefter åbent alle dage kl. 11-17, entré 65 kroner.


Karen Nyholm.

Karen og Ned skriver selv om udstillingen:

Vi har valgt at kalde udstillingen High Resolution fordi vores motiver indeholder megen information, er detaljerede. Dette skal ses som udtryk både for vores æstetik, samt at værkerne har indhold udover det visuelle. Fælles for vores værker er at de indeholder forskellige lag som kan fortolkes på flere måder. Materialernes lækre overflader skjuler/fremhæver en dybere mening. Udstillingen omhandler en hverdagskultur vi alle lever i og derfor kan relatere til. Her borer vi dybt i samtidens visuelle kultur. For gennem disse fortolkninger og repræsentationer at tydeliggøre vores visuelle kulturs paradokser, dens spejlinger og dens forvrængninger.”


Ned Cantrell.

Læs mere om de to glaskunstnere på Grønbechs Gårds hjemmeside. Grønbechs Gård viser i samme periode cirka et dusin andre mindre eller større udstillinger med kunsthåndværk fra øen og udefra.

Om den ny glasudsmykning i Kastrup Lufthavn

I sidste nummer omtalte og viste Glastip den udsmykning som billedkunstner Alexander Tovborg og glarmester Per Steen Hebsgaard har lavet til den netop indviede Finger E i Kastrup Lufthavn. I Berlingske lørdag den 8. juni roser arkitekt og kritiker Ane Cortzen det ny byggeri i lufthavnen – i en lettere omskrevet udgave af den åbningstale hun holdt ved indvielsen. Hun er ikke kun imponeret af det arkitektoniske niveau, hun er også begejstret for den kunstneriske udsmykning som foruden Tovborgs glasmosaik udgøres af et andet stedspecifikt værk af kunstneren Husk Mit Navn. Om Tovborg-værket skriver Ane Cortzen:

”Og endelig er Finger E også stedet hvor man kan opleve verdenskunst i form af Alexander Tovborgs mastodontiske glasmosaik der løfter en ellers genkendelig og trættende situation – nemlig at stå i kø til paskontrollen – op til en inspirerende fortælling i farver og former der taler til vores fantasi og sanser. Man kan fortabe sig i Tovborgs værk og tage på rejse i sindet endnu før den konkrete rejse har taget sin form.”

Angela van der Burght 1949-2019

Fra Sinne Lundgaard, ambassadør i Danmark for webtidsskriftet Glass is more! har Glastip modtaget disse mindeord for glasformidler Angela van der Burght:

Angela van der Burght døde af kræft den 28. februar i år.

Da hun har haft en del berøring med den danske glasscene – både generelt som international glasformidler og specifikt ved master classes og involvering i forskellige udstillinger – forsøger jeg med dette at mindes hende via Glastip.

Angela var født ind i glasverdenen. Hendes far André van der Burght startede Fenestra Ateliers omtrent samtidig med at Angela kom til verden. Midt i 70erne bliver Angelas mand Jan-Willem van Zijst ansat. Angela og Jan-Willem overtager Fenestra Ateliers i midt-firserne, og cirka ti år senere går deres datter Sunny van Zijst også ind i firmaet. Ved siden af atelieret havde Angela flere andre projekter. Hun begyndte tidligt at arbejde med formidling: “By organizing expositions, catalogues and opening manifestations, I prepared myself for larger projects such as international master classes.”

Angelas største formidlingsmæssige projekt blev dog tidsskrifterne. Hun startede et belgisk magasin Glashelder (Crystal-Clear). Det voksede til This Side Up! (1997-2006), et internationalt tidsskrift om glaskunst, kunst og arkitektur. Herefter blev hun redaktør af Glasbulletin der hurtigt blev til Fjoezzz (2005-2013), et tidsskrift for medlemmerne af Society of Friends of Modern Glass. Da Fjoezzz indstilles, er Angela klar med næste projekt – det webbaserede tidsskrift Glass is more! (og fra 2014 også det mindre Textile is more!). Disse to tidsskrifter og websites fortsatte hun med at skrive/redigere lige til sin død.

Angela beskrev sin vision for Glass is more!:

 

“As former general editor of Glashelder, Glasbulletin, This Side Up! and Fjoezzz, Angela van der Burght works as an independent curator, art critic and author, fusing the international network of glass art and the art of glass worldwide by this unique and informative website and newsletter. With topics like glass techniques, glossary, artists’ portraits, list of international expositions, books and catalogues, history, subscribers’ profiles, studios and ateliers, suppliers and factories and education. Glass is more! covers art, craft, design, history, science and architecture for the collector, the layman and the professional.

 

A group of international authors like, among others, Erica H. Adams (US) and Dirk Schrijvers (BE) and guest authors will write specials. Within their national and international network and glass societies, a group of ambassadors is going to provide information from all over the globe: Sylva Petrova (CZ), Koen Vanderstukken (CA), Daniel Gaemperle (CH), Sinne Lundgaard (DK), Vesa Varrela (FI), Sandra De Clerck (BE), Jan Doms (NL), Manuel Fadat (FR) and Mare Saare (EE).”

 

Det var Angelas ønske at vi andre kunne fortsætte hendes værk. Hun skrev en besked til os alle få dage før sin død hvor hun udtrykte at det var hendes største ønske at vi ville blive ved med entusiastisk at dele viden og ideer, form og indhold – og fortsætte Glass is more! og Textile is more!

 

Jeg begyndte at skrive for Angela i 1998 (This Side Up!). Lige siden har hun været min redaktør og min ven. Jeg savner hende både personligt og fagligt.

 

Jeg vil lade Angela slutte dette:

 

“I am always interested in things that clash and become interesting on their scratching surfaces by friction, irritation, accelerating energy. On the social and cultural level I see big contradictions in which changes are being announced. Art is dealing with these issues. Especially artists and young people are interesting to follow as they rebel and provoke and do not conform themselves. That is precisely my attitude to art and artists, as I need the freedom of speech to express myself as independent curator, teacher and an art critic.”

 

Æret være Angelas minde,

 

Sinne Lundgaard, ambassadør, Glass is more!

 

Alle citater kan findes på glassismore.com.

 

 

Angela van der Burght. Foto fra glasimore.com.

 

Fra Facebook

 

 

Line Gottfred Petersens bod på pinsemarkedet på Trapholt.

Glastip 26. juni 2019 – Gode anmeldelser af glas

Glas af Will Bell på KADK-afgangsudstilling

På den netop åbnede afgangsudstilling for arkitekt- og designskolerne i København, KADK, finder vi i designafdelingen glas af den nyuddannede design-kandidat George William Bell – der bare kalder sig Will Bell. Han er amerikaner og har en bachelor i keramik fra Bath Spa University ved Bristol i England, men har været her i landet siden han i 2014 begyndte på glaslinjen på Bornholmerskolen. Herfra blev han bachelor i 2017 og altså nu i år kandidat fra Designskolen i København.

Dette er ikke et foto fra afgangsudstillingen, men viser nogle af de objekter der indgår. Foto Will Bell.

Politikens anmelder Lars Hedebo Olsen har allerede været forbi afgangsudstillingen som har er ret begejstret for – fem hjerter:

”Afgangsudstillingen byder på den ene optur efter den anden fordi det hele er så bundsolidt og tænkt til den tid vi lever i. Højdespringeren er dog amerikanske George William Bells glasarbejde. Der er ikke megen funktion over hans skulpturelle værker, men hans glas sitrer og har overflader der minder om lava, rav og smeltende is. Det varme glas har han forvandlet til objekter der ligner noget man har set før – en lille stige, en taburet og en rist – men aldrig i glas. Og da slet ikke så præcist og elegant. Ham kommer vi til at se mere til.”

George William Bell holder til på Bornholm hvor han sammen med den svenske keramiker Annelie Grimwade Olofsson driver et designstudio som de kalder Diameter 34. Annelie har gået på Bornholmerskolen siden 2016 og har i år fået sin bachelor med et projekt der både indeholder glas og keramik, og som for tiden kan ses på Bornholms Kunstmuseum. På KADK’s hjemmeside kan man finde denne præsentation af netop Annelie og Will.

Annelie Olofsson og Will Bell i aktion i glasværkstedet på skolen i Nexø.

Her ses parret med et arbejde i glas og træ – Common Ground – som de tidligere i år deltog med i Ung Svensk Form, en årlig konkurrence og udstilling arrangeret af den svenske organisation Svensk Form.

Afgangsudstillingen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering rummer stande med afgangsprojekter for 239 arkitekter og designere (flest arkitekter). Det foregår i Meldahls Smedie, Danneskiold-Samsøes Allé 51 på Holmen i København. Der er gratis afgang, åbent alle dage kl. 11-18, og udstillingen kan ses til den 16. august.

Og apropos glasuddannelsen på Bornholm, så ligger der også en præsentation på KADK-hjemmesiden af to nuværende glasstuderende på skolen i Nexø, Frida Lunden og Jonas Ioannou.

Sommer i Baltic Sea Glass

I sommerperioden har Baltic Sea Glass med Majbritt Jönsson og Pete Hunner åbent alle dage kl. 10-17 og kan blandt andet præsentere deres populære trebensvase i en ny dyb ametyst-farve.

Hver fredag har de Vild med glas-arrangementer hvor glaspusterne skaber større unika og fortæller om teknikker og proces. Det er Maibritt Jönsson der blæser sammen med en gæst, for tiden glaskunstner Tobias Sode.

Tobias er uddannet som glasmager fra Riksglasskolan i Kosta i Sverige 2003. Han har arbejdet med glaskunst i Norge, Sverige og Danmark og har desuden uddannet sig i USA og Italien. Han bor på Bornholm og har siden 2015 været ansat som lærer ved Bornholms Højskole hvor han underviser i glas og naturfag.

Blown Away – glaspusterkonkurrence på Netflix

Den 12. juli vises første afsnit af glaspusterkonkurrencen Blown Away som streamingtjenesten Netflix laver i samarbejde med Corning Museum of Glass (GMoG) i New York. Det skulle efter sigende være den første konkurrence af sin art. I løbet af ti afsnit konkurrerer ti nordamerikanske glaspustere om at være Best in Blow.

Konkurrencens deltagerne er som beskrevet i et nyhedsbrev fra Corning Museum of Glass: Deborah Czeresko, veteran glass artist based in New York City, Kevin Kiff, California-based glass artist, Benjamin Kikkert, Vancouver-based glass artist, Leah Kudel, canadian glass artist, Janusz Poźniak, british born, Seattle-based glass artist. Patrick Proimeau, canadian glass artist and glass studio operator, Alexander Rosenberg, Philadelphia-based artist, educator and writer, Momoko “Momo” Schafer, recent graduate of MassArt, Annette Sheppard, former CMoG glass artist and current management consultant, og Edgar Valentine, Tacoma-based glass artist.

Programmets vært er YouTuberen Nick Uhas fra Nickipedia, den faste dommer er Katherine Gray, en velanskreven nordamerikansk glaskunstner og professor i kunst ved San Bernardino-universitetet i Los Angeles. Finaledommeren er seniormanager Eric Meek ved Corning Museums afdeling for varmt glas.

Glas til salg i Davids Samling

I museumsbutikken på Davids Samling i Kronprinsessegade i København har de længe gjort det i finere kunsthåndværk – gerne lavet med inspiration fra værker i museets samling. For tiden er der noget glaskunst til salg, fx denne skål af Tobias Møhl:

Skålen på 15x21 cm og med et fint, hvidt fletmønster og hvid kant er inspireret af en skål på museet fra det 9.-10. århundrede. Museet skriver: ”Tobias har i denne skål vist sin fantastiske evne til at beherske og modificere klassiske teknikker uden at miste grebet om samtidens formsprog. Skålen er en moderne skandinavisk skål, med rod i traditioner og godt håndværk.”

Teknikken er pastorelli: Glasstænger lavet af mange af små, hvide stænger er trukket og smeltet sammen med klart glas, dernæst klippet i stykker, lagt op på række på en ildfast plade og smeltet sammen – og til sidst rullet på en glaspibe og blæst til en skål. Prisen er 7500 kroner.

Desuden har museet to 8 cm glaskugler eller glasæg som de sælger med eneret, og som også er lavet efter inspiration fra værker på museet. De er designet af det danske glasdekorationsfirma Brink Nordic som flere gange har været omtalt i Glastip – fx den 2. november 2018.

Dette æg med engle og kors i gule og grønne toner har været i sortimentet i nogle år. Det er inspireret af et islamisk hængeornament i keramik fra det 18.-19. århundrede som stammer fra Tyrkiet.

Dette æg er helt nyt, dets dekoration er hentet fra en osmannisk kande af frittegods i den islamiske samling, populært kaldet Hot Lips. Se den originale kande nedenfor. Den er fra omkring 1575 og stammer fra den tyrkiske by Iznik hvor man fra slutningen af det 15. århundrede til slutningen af det 17. århundrede fremstillede store mængder af keramik og fliser. Den er malet med sort og blåt samt en rød begitning under en klar glasur. Den røde begitning – den såkaldte armenske bolus – var lige blevet introduceret og blev brugt med en slående designmæssig styrke. De dominerende læber ses som stiliserede tigerstriber, og de udgjorde sammen med tre kugler det klassiske chintamani-mønster – som også ses i forskellige variationer på tyrkiske tekstiler og fliser. Den røde farve hjalp i høj grad med til at løsrive den osmanniske keramik fra dens dominerende påvirkning fra det blå-hvide kinesiske porcelæn.

Glaskuglerne, som godt kunne finde plads på glastipperens juletræ, fås for 195 kroner stykket og leveres i en fin gaveæske med en forklarende tekst.

Davids Samling bestræber sig på at levere godt dansk samtidigt kunsthåndværk, og derfor har museet nu sammen med arkitekt og galerist Bettina Køppe indledt et nyt samarbejde med en gruppe kunsthåndværkere. Meningen er at præsentere publikum for ”morgendagens museumsstykker”. Og videre med museets ord:

”Hele Davids Samling er skabt med hovedvægt på det exceptionelle håndværk. Museets genstande introducerer publikum til fortidens fineste frembringelser inden for forskellige materialer og kunstarter. Mange af disse håndværk og teknikker er gået i glemmebogen, og kun få behersker dem i dag. Der er heldigvis kunsthåndværkere der har viet deres liv til at forstå, mestre og videreudvikle disse teknikker. De sidder – ofte alene – på værksteder og arbejder med deres håndværk på artistisk vis. De afprøver nye grænser og giver deres værker et moderne udtryk. Det er repræsentanter for denne lille gruppe fremragende kunsthåndværkere Davids Samling har inviteret indenfor og tilbudt et udstillingsvindue og en salgsplatform. De er blevet bedt om, med udgangspunkt i museets samling, at skabe et værk i ti nummererede og signerede eksemplarer. Den første kollektion indeholder silketørklæder, glas- og keramikskåle, trææsker, samt halskæder. Og flere vil følge.

Det er Davids Samlings håb at denne præsentation af samtidigt dansk brugskunst vil sætte fokus på vore nulevende kunsthåndværkeres arbejde og dygtighed. At den vil vise en sammenhæng mellem fortidens skattede objekter og de fremragende og originale kunstværker der skabes den dag i dag – resultatet af en lille gruppe kunstneres stædige indsats for at udvikle det ofte brødløse kunsthåndværk til glæde for nutid og eftertid.”

Anders Raad på Østerport Station

Den godt 120 år gamle Østerport Station i København genopstår senere i år ikke i ny skikkelse – stationen er fredet – men totalt renoveret. En lille, men ikke uvigtig del af renoveringen står glaskunstner Anders Raad for.

Visualisering af den nyrenoverede Østerport Station lavet af KHR Arkitekter som deltager i renoveringen.

Stationsbygningen i nationalromantisk stil er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck og er nogenlunde bevaret i sin oprindelige form efter flere ombygninger og endelig i 1970erne en delvis tilbageføring. Heinrich Wenck var også arkitekt på Hovedbanegården, og som skik var dengang, tegnede arkitekter ikke bare bygninger, men også interiør og aptering, fx belysning i form af nogle store lysekroner. På et tidspunkt blev Hovedbanegården renoveret, men fire af Wencks lysekroner overlevede og blev flyttet til Østerport Station. Hovedbanegården fik i 1992 de to af dem tilbage igen.

Siden 2017 har Østerport været under en meget omfattende renovering der skal styrke stationen til at være skiftestation til den ny Metro Cityring som åbner station lige ved siden af senere i år. Østerport Station ventes at fordoble sit daglige passagertal til 50.000. Ved den aktuelle renovering føres en del af interiøret endnu mere tilbage til det oprindelige ved fx genetablering af de originale dobbelthøje sidehvælv og af de oprindelige rumhøjder i øvrigt. De eksisterende lysekroner indgår i renoveringen og forsynes med energisparende lyskilder, og i den forbindelse har man entreret med Anders Raad som har blæst nye lampeglas eller skærme til lysekronerne.


Og her ses de renoverede lysekroner som vi alle sammen kan nyde når Østerport Station genåbner senere i år. Foto Anders Raad.

Anders Raad begyndte på opgaven allerede sidste år og måtte først fremstille formen de nye skærme skulle blæses i.

Anders har også sendt Glastip et nærbillede af et af lampeglassene.

Per-René Larsen anmeldt i Politiken

Per-René Larsens igangværende udstilling i Officinet i København blev den 19. juni anmeldt af Politikens Lars Hedebo Olsen med fire hjerter: ”Her skal man ikke græde over knust glas… Glaskunstneren Per-René Larsen har knust gamle værker og smeltet dem sammen på ny. Resultatet er spændstigt, fabulerende og uforståeligt.”

Om glaskunst som sådan bebuder Lars Hedebo: ”I flere år har mange af os været så optaget af keramik og tykke glasurer at vi helt har glemt kunstglasset. Det vil nok ændre sig i løbet af de kommende år. På Instagram kan man følge glaskunstnere der skaber værker som professionelle glaspustere ikke ville røre med en ildtang, men som er så indbydende med deres farver og former at billederne bliver delt og liket i hobetal. Glassets farver, kontrasten mellem der rå og det silkebløde og den helt grundlæggende skrøbelighed appellerer på samme måde som keramikken begyndte at gøre det for snart ti år siden.”

Udstillingen er i anledning af Per-René Larsens 70års fødselsdag – den 22. juni. Udstillingen har åbent ugen ud.

Et kig på udstillingen. Foto køppe contemporary objects.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft