Glastip 7. juni 2016 – Krise i Nexø
Lene Bødker i La Maison Louis Carré
Galleri Maria Lund har inviteret glaskunstner Lene Bødker til Frankrig hvor hun frem til den 4. september udstiller uden for Paris i La Maison Louis Carré – et hus som den finske arkitekt Alvar Aalto i 1959 designede til kunsthandler og gallerist Louis Carré (1897-1977). Se mere om udstillingen i galleriets invitation og om Lene Bødker i et interview hvor galleriejer Maria Lund stiller hende syv spørgsmål. Begge dele er på engelsk. Bilagene er vedlagt.
Knud Odde på Sophienholm
Til og med den 26. juni viser Sophienholm i Lyngby nord for København udstillingen Luna Convento* med billedkunstneren Knud Odde. Det er en stor og bred udstilling med over 100 malerier plus arbejder på papir, keramiske fade lavet på Tommerup Keramiske Værksted og glasmosaikker lavet hos Per Hebsgaard.
* ’Måneklostret’ i Italien (på en stejl klippe på Amalfi-kysten ved Det Tyrrhenske Hav) som formenes grundlagt af den hellige Frans af Assisi i 1300-tallet.
Kunsthåndværkermarkedet Beddingen på Hundested havn
For tredje år i træk afholdes kunsthåndværkermarkedet Beddingen i de gamle bådehaller på Hundested havn. Arrangøren er Hundested Erhverv i samarbejde med Danske Kunsthåndværkere og Designere, det er den 10.-11.-12. juni, og blandt knap et halvt hundrede kunsthåndværkere er der tre glaskunstnere, alle lokale, nemlig parret Andrew og Nanna Brown fra Glassmedjen og deres medarbejder Amy Krüger.
Åbningstiderne er fredag-lørdag kl. 10-18 og søndag kl. 10-16. Entré 20 kroner
Ida Wieth i Officinet
Københavns Erhvervsakademi, KEA, åbner fredag den 10. juni kl. 16-18 udstillingen af årets modtagere af Kunsthåndværkerprisen af 1879, Hetsch-medaljerne i sølv og bronze – en af de højeste udmærkelser til danske kunsthåndværkere.
Blandt sølvmedaljevinderne er glaskunstner Ida Wieth. De øvrige er parret Birgitte Due Madsen og Jonas Trampedach samt Annette Dam. Vinderne af bronzemedaljer er Michael West, Akiko Kuwahata og Ken Winther, Inger Heebøll, Lotte Westphael samt Ulrike Ramin. Desuden er der tildelt rejselegater til Helle Rude Trolle, Kasia Gasparski og Mette Hørsted Kocmick.
For præmieringen af værkerne/kunsthåndværkerne har stået et udvalg bestående af Castello Hansen, Kristin Urup, Bjørn Nørgaard og Bodil Busk Laursen samt en gruppe af særligt fagkyndige – Lone Skov Madsen, Susanne Jøker Johnsen og Anne Fabricius Møller.
Medaljerne blev uddelt på Københavns Rådhus den 31. maj i overværelse af Dronning Margrethe og andre indbudte. Den 10. juni kan alle være med. Ida Wieth vil være til stede.
Udstillingen i Officinet er åben fra mandag den 13. til fredag den 17. juni kl. 15-18 og derefter fra den 20. juni til den 17. juli mandag-lørdag kl. 15-19.30. Gratis entré. Officinet ligger Bredgade 66 i København som nabo til Designmuseet – hvor Ida Wieth også er repræsenteret.
Stabile skrøbeligheder af Steffen Tast
Kunstetagerne på Store Torv i Hobro viser fra den 11. juni kl. 11 til den 3. september udstillingen Stabile skrøbeligheder af glaskunstner Steffen Tast. Steffen Tast arbejder med lys og luft og glas i åbne strukturer ofte tilsat et element af bevægelse. Til udstillingen er udarbejdet et lille, en godt illustreret katalog.

Betina Huber på Grenen Kunstmuseum
Som tidligere meddelt udstiller dansk-svenske glaskunstner Betina Huber hos Galleri Rasmus i Skagen – udstillingen på Grenen Kunstmuseum åbner søndag den 12. juni, og Betine Huber vil være til stede kl. 12-15.
Afgangsudstilling fra Bornholmerskolen
Den 25. juni åbner på Bornholms Museum i Rø afgangsudstillingen for Glas & Keramik på Kunstakademiets Designskole, Bornholm. Udstillingen viser resultatet af tre års studier i produktdesign og kunsthåndværk.
Skolen skriver: ”Med den inspirerende udstillingstitel Silica Vision, eller på dansk Silicatsyner, frembringes der nye visioner og tilstande for at vise os hvordan tingene kan være. Afgængerne fra Nexø på Bornholm ønsker således at åbne vores sanser og sind for netop at udvide og genvinde vores sanseapparat og vise nye sider af glas og keramik.”
På Bornholms Kunstmuseum kan udstillingen ses til den 14. august, og fra den 27. august til den 25. september vises den i Rundetårn i København. Derefter splittes den op, så keramikken kan ses på Clay Keramikmuseum i Middelfart fra den 2. oktober til den 15. januar, og glasset vises på Ebeltoft Glasmuseum fra den 7. oktober til den 2. januar.
Skolen mangler glas-studerende
Nye krav om danskkundskaber for optagelse på blandt andet Glas- og Keramikskolen får væsentligt færre udlændinge til at søge – især glaslinjen. TV2 Bornholm skrev den 25. maj:
”Glas- og keramikskolen i Nexø har et sprogproblem: Skolen blev sidste år pålagt at nye studerende skal kunne tale og forstå dansk. Det er et problem for en skole med tradition for at tiltrække mange internationale elever. Og det kan ses på ansøgningsfeltet for næste skoleår hvor der foreløbigt kun er to ansøgninger til glas-linjen.
Institutleder i Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, Troels Degn Johansson, siger til TV 2 Bornholm at man allerede i efteråret sendte en ansøgning om dispensation for kravet om danskkundskaber til Styrelsen for videregående uddannelser. På trods af flere rykkere har styrelsen endnu ikke svaret på ansøgningen.
For keramiklinjen i Nexø ser det dog antalsmæssigt okay ud for næste år: Over 60 har søgt om optagelse.”
Se også dette indslag på TV2 Bornholm.
Succes med glasperletræf
En glad formand for Danske Glasperler, Connie Sørensen, skriver at glasperletræffet denne weekend var en succes: ”Det blev en fantastisk weekend i Silkeborg. Super stemning, fantastiske glasperleudstillere, meget flotte stande, de indbudte kunstnere havde ligeledes nogle fantastiske værker med, 392 besøgende søndag og TV Midt Vest kom forbi søndag eftermiddag. Hvad kan foreningen Danske Glasperler ønske sig mere? Det var ganske enkelt en kæmpe fornøjelse.”
Se indslaget på TV Midt Vest.
Næst på foreningens program er det årlige træf i Wertheim i Tyskland den 15.-18. september.