Glastip Juni 2015

Glastip 1. juni 2015 – Glasdesigneren fortæller

Betina Huber hos Galleri Rasmus

Gallerie Rasmus på Hauser Plads 14 i København viser frem til den 4. juli en udstilling med møbler, malerier og glas. Sidstnævnte står dansk-svenske glaskunstner Betina Huber for. Udstillingen flytter efterfølgende til galleriets afdeling på Grenen Kunstmuseum i Skagen med fernisering den 8. juli.

Anja Kjær i Næstved – udstilling og designeren fortæller

Fra den 2. til den 28. juni præsenterer Næstved Museum glasdesigneren Anja Kjær som led i den store udstillingsrække 10 designere på 300 dage med først fem glas- og dernæst fire keramikdesignere fra henholdsvis Holmegaard og Kähler.

Anja Kjær var tilknyttet Holmegaards Glasværk fra 1989 og 18 år frem. Hendes sikre farvesans er et særkende ved alle hendes glas som også er præget af en klar og ren formgivning, ofte er med udgangspunkt i klassiske former. Anja Kjær har en imponerende produktion bag sig for Holmegaard. Hun har designet adskillige glasserier blandt andre de velkendte Attica og Elyssée og glasservicet Royal Silver til det danske regentpar. Derudover har hun formgivet vaser, lamper, lysestager og unikaglas. Skriver museet.

Udstillingen vises i Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, og der er åbent tirsdag-lørdag kl. 10-14 og søndag kl.10-16.

På udstillingens sidste dag søndag den 28. juni kl. 15 er der Designeren fortæller med Anja Kjær i en samtale med Næstved Museums leder Mette Bruun om tilblivelsen af sine mange smukke glas og om sin karriere.

Ulla Hein på Grønbechs Gård

Grønbechs Gård i Hasle på Bornholm åbner sin sommerudstilling med fernisering lørdag den 6. juni kl. 16. Blandt deltagerne er glaskunstner Ulla Hein med soloudstillingen Tråd. Ulla Hein er uddannet fra Designskolens afdeling på Bornholm for to år siden. Blandt de øvrige udstillere finder man fotografer, smykkekunstnere og keramikere. Den 1. juli åbner desuden en udstilling med førsteårsprøver fra bornholmerskolen. Sommerudstillingen kan ses frem til den 12. august hvorefter den afløses af stedets efterårsudstilling.

Glasmuseet Ebeltoft i juni

Det planlagte glasmarked den 7. juni er AFLYST. Men det gælder ikke den tilbagevendende Særlig Søndag-rundvisning søndag den 7. juni kl. 14.

Den 30. juni kl. 10.30-13 og kl. 14-17 er der glasfusing i værkstedet formedelst 75 kroner når entréen er betalt.

Glasperletræf i Wertheim 17.-20. september

Foreningen Danske Glasperler arrangerer den 17.-20. september den årlige tur til glasperletræf i Wertheim ved Würzburg i Tyskland. Her samles glasperlemagere fra Østrig, Schweiz, Holland, Tyskland og Danmark, og der vil være demonstration af glasperlemagere inden for forskellige teknikker. Derudover vil man kunne møde forhandlere af halvfabrikata til smykker, værktøjer til glasperlefremstilling og alt muligt inden for glasstænger.

Turen udgår fra Jylland og koster 2500 kroner for medlemmer, 2700 for ikke-medlemmer. Tilmelding senest den 1. juli. Nærmere oplysninger ved henvendelse til formand Connie Sørensen på 75 75 64 27 eller connie@glasperler.dk.

 

Glastip 9. juni 2015 – Glas på beddingen

Jeannet Iskandar har fået Hempels Glaspris

Søndag den 7. juni fik Jeannet Iskandar på Hempel Glasmuseum overrakt Hempel Fondens årlige glaspris. Med prisen følger 50.000 kroner. Man kan se et udvalg af hendes værker i serien Between Fragment and Whole på Hempel Glasmuseum til og med september (plus efterårsferien). Se også omtalen i Glastip 13. februar. Læs også om Jeannet Iskandar hos Heller Gallery. Tillykke herfra.

Foto Hempel Glasmuseum.

Forsinket reklame

Firmaet Brink Nordic gør det i alskens blæst glaspynt især af den slags der hører hjemme på juletræer. I sortimentet er der også nogle herligt aparte glas. De kan hænges på træet alt efter smag og behag, men de kan også bruges i andre sammenhænge mener firmaet, som helt aktuelt har markedsført dette stykke glaskunst – en kuglegrill – som en farsdagsgave.

Ja, som reklame betragtet kom denne notits for sent, men det spøjse stykke glaspynt kan måske også bruges som en værtgave ved en af sæsonens havefester.

Nothing Gold Can Stay

Nature’s first green is gold

Her hardest hue to hold.

Her early leaf’s a flower;

But only so an hour.

Then leaf subsides to leaf.

So Eden sank to grief,

So dawn goes down to day.

Nothing gold can stay.

 

Karen Nyholm har til sin tidligere omtalte soloudstilling hos Galleri Djurs, som åbner lørdag den 6. juni kl. 12-15, fundet inspiration i ovenstående digt af den amerikanske poet Robert Frost, 1874-1963.

 

Christina fra Galleri Djurs skriver om udstillingen at den ”viser nogle af Karen Nyholms nyeste værker under et tema der har karakter af memento mori. Kranier, pistoler, anatomiske hjerter der ofte sammensat med organiske elementer som græs, blomster, skyer og insekter skildret i det skrøbelige (evige) hårde glas danner rammen om en fortælling om livets skrøbelighed, skønhed, det spirende liv, flygtigheden og forfængeligheden, et uundgåeligt forfald hvor Livet og Døden er et vilkår.

 

Nyholm viser værker i pustet glas på meget højt niveau, der ofte er fuld af humor, alvor, ærlighed og til tider barnlighed. Alt sammen æstetisk med et feminint islæt hvor der leges med teknikker og udtryk.

 

Værkerne er legende og fantasifulde med mange kontraster. Der arbejdes i et felt mellem det skulpturelle og funktionelle. Kunstnerens store tekniske kunnen og fantasi samt et altid vidensøgende væsen med stor trang til at gå nye veje har givet priser i ind- og udland og gør Karen Nyholm til en af Danmarks dygtigste glaskunstnere.”

Beddingen i Hundested 12.-14. juni

Det nye kunsthåndværkermarked på Hundested Havn dukker i år op for anden gang i en større udgave – endnu flere kunsthåndværkere i tre bådehaller mod to sidste år. Blandt de godt 50 boder finder vi fem med glas:

  • De stedlige Nanna Backhaus og Andrew Brown i Glassmedjen på Nordre Beddingsvej
  • Christina Hellevik fra Pustglas i Ebeltoft
  • Jens Christian Olsen og Therese Ynill med små dekorationsvaser (4x4 cm) med toppe af sølv (som parret også solgte fra en julebod i Tivoli sidste år)
  • Mette Birk fra Birkglas som fuser glaskunst og smykker og ikke mindst specialet glasnavneskilte med og uden dekoration
  • Vivian Storm som fuser dekorative ting og sager

Adressen er Søndre Beddingsvej, og der er åbent fredag den 12. kl. 12-18, lørdag den 13. kl. 10-18 og søndag kl. 10-16.

Afgangsudstilling Bornholm – Hands on / Hands off
– på landsturne

Designskolens afdeling for produktdesign og kunsthåndværk / glas og keramik (bacheloruddannelsen) på Bornholm holder afgangsudstilling på Bornholms Kunstmuseum i Rø fra den 27. juni til den 23. august.

De tretten afgangsstuderende har hver deres bud på hvordan henholdsvis glas og keramik kan fremstilles og indgå i en nutidig sammenhæng, skriver skolen på sin hjemmeside. Fælles for dem er deres fokus på materialernes taktile kvaliteter, kærligheden til processen, stofligheden, tingsligheden og den håndværksmæssige kunnen. Formgiverne har været til stede i hver en detalje – fra den første streg på skitsepapiret til den sidste endelige placering på podiet – Hands on, Hands off.

Værkerne spænder fra funktionelt produktdesign over klassisk kunsthåndværk og til helt autonome kunstobjekter. Værkerne er vores personlige stillingtagen til kunsthåndværket i dag og vores afsæt på vejen til et liv med formgivning og design, lyder det fra afgængergruppen. 

 

Der er fernisering på afgangsudstillingen på Bornholms Kunstmuseum lørdag den 27. juni kl. 14. Senere tager udstillingen på turné først til Designer Zoo i København fra den 28. august til den 22. september med fernisering på åbningsdagen kl. 15, dernæst til Glasmuseet Ebeltoft fra den 10. oktober til den 31. december med fernisering den 9. oktober.

 

Blandt de tretten afgængere er der fem glasfolk – franske Alice Lebourg, franske Michaël Sinet, danske Lene Dahl Jacobsen, danske Christine Bové (interview som førsteårsstuderende) og iranske Richard Lacík. Det traditionelle afgangskatalog med præsentation af bornholmerafgængerne og deres projektet kan ses her i en bladreudgave.

 

Afgangsudstilling Holmen

 

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering holder fra den 27. juni til den 16. august afgangsudstilling på Holmen i København for sommerens færdiguddannede kandidater fra arkitekt- og designuddannelserne. Udstillingen er gratis, og der er åbent alle dage kl. 11-18, dog er der sommerlukket i uge 28-30 (6.-26. juli). Der er fernisering fredag den 26. juni kl. 15.

 

Det vi i skrivende stund ved, er at der er et enkelt afgangsprojekt hvor der indgår glas (og keramik). Bag projektet står engelske Emma Louise Payne som tager afgang fra linjen Keramisk Design. Hun har designet nogle keramiske understel til nogle ’vaser’ som glasdesigner Anders Raad, Charlottenlund, har blæst i form ned i understellene.

 

Emma Louise Payne i værkstedet hos Anders Raad med sine afgangsværker – den endelige tilskæring af glasset mangler. Foto Anders Raad.

Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads

Midt i august – torsdag den 13. kl. 12-29, fredag den 14. kl. 10-19 og lørdag den 15. kl. 10-16 – er der kunsthåndværkermarked på Frue Plads med cirka 120 boder. Heraf er halvdelen med keramikere, den anden halvdel fordeler sig på mange smykke- og tekstilkumstnere og en del andre fag, herunder 13 glaskunstnere (boder):

  • Bente Sonne, Glasblæseriet, Svendborg
  • Line Gottfred Petersen, glasblæser og smykkekunstner, Ry
  • Christina Hellevik, Pustglas, Ebeltoft (Christina Helleviks glasvaser pryder i år forsiden på Frue Plads-folderen)
  • Pia Nissen, Nissen Glas, Ebeltoft
  • Sia Mai, Keramik-og glasværkstedet i Kronprinsessegade, København
  • Mette Bülow Duus, Glaspusteriet i Studsgade, Aarhus
  • Sally Xenia Christensen, glasdesigner, København
  • Rikke Stenholt, Stenholt Glas på Sct. Pauls Kirkeplads i Aarhus
  • Anders Raad, glasdesigner med værksted Traverbanevej, Charlottenlund
  • Anya Bendtsen, Anya Glas, Svaneke Torv
  • Bettina Schori, Designer Zoo på Vesterbrogade i København
  • Lena Ljunger og Jesper Sødring, Glasmagerne på Tåsinge
  • Mette Birk, Birk Glas med blandt andet glasnavneskilte, Ikast

 

Glastip 18. juni 2015 – Glas-sommer

Nyt fra Magaard Glas

Glasformgiver Agnethe Maagaard fra Maagaard Glas i Bøvlingbjerg fortæller i sit seneste nyhedsbrev om sin succes med et galleri i Skive (Søndercentret, Ågade 4). Agnethe Maagaard passer ikke selv galleriet i det daglige, men man kan træffe hende lørdag den 4. juli. Åbningstiderne er mandag-fredag kl. 9.30-17 og lørdag kl. 9.30-14.

Nedenfor den salatopsats Agnethe Maagaard udførte til kokkelandsholdet tidligere på året. Som et andet eksempel sine arbejder nævner hun en aktuel bestilling fra Hotel Ebeltoft Strand på et serveringsfad på 90 x 60 cm til hotellets fiskebuffet.

Fra Maagard Glas’ hjemmeside.

Nyt fra Baltic Sea Glass

Glaskunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner fra Baltic Sea Glass på Bornholm fortæller i deres seneste nyhedsbrev at de har fået ny hjemmeside hvor man kan se videoer og læse om deres inspirationskilder m.m. Og så erindrer de om at der i sommer er åbent alle ugens dage kl. 10-17, og at der om torsdagen er unika-eftermiddag kl. 14-16 hvor man kan komme helt tæt på deres arbejde.

Pipaluk Lake i Bredgade Kunsthandel

Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel (nr. 67-69) i København holder sommerudstilling fra torsdag den 25. juli (åbning kl. 16-19) til den 18. juli. Her har hun samlet et godt dusin kunstnere, heriblandt et par keramikere og glaskunstneren Pipaluk Lake.

Mikkel Yerst på Kunstkontoret i Virum

I Galleri Kunstkontoret i det gamle kuskehus på Søndervej 54 i Virum nord for København kan man onsdag den 24. juni kl. 15-19 se glaskunst af glasblæser Mikkel Yerst fra Silkeborg. Der er også åbent når skiltet er ude, eller man kan træffe aftale med Jeanette Westfahl på 20 32 26 13.

Glasmuseet Ebeltoft i sommerferietiden

Sommeren over kan man stadig opleve glaskunst af 53 danske glaskunstnere i udstillingen DG15 som tager pulsen på dansk glas anno 2015 og samtidig udpeger 40 af dem der har tegnet dansk glas gennem de sidste 40 år. I sommerferien er der åbent alle dage kl. 10-18, og der er flere ekstra aktiviteter:

  • Onsdag i uge 27-32 samt tirsdag i uge 29-31kl. 10.30-13 og 14-17 kan man støbe et personligt ferieminde i glas – et aftryk af en hånd, en medbragt figur eller en af museets figurer. Figuren kan afhentes næste dag. Kr. 75 + entré. Ingen tilmelding.
  • Tirsdag uge 27, 28 og 32kl. 10.30-13 og 14-17 kan man lave en glasmosaik af små, farvede stykker glas som smeltes fast på en klar glasplade. Mosaikken kan afhentes efter to dage. Kr. 75 + entré. Ingen tilmelding.
  • Søndagene den 5. juli og den 2. august er Særlig Søndag med rundvisning i udstillingerne kl. 14. Ingen tilmelding.
  • Lørdag-søndag den 4. og 5. juli fra kl. 11 til cirka kl. 16 demonstrerer Tillie Burden hvordan hun arbejder med det varme glas i museets værksted. Tillie Burden er repræsenteret i DG15-udstillingen.
  • Søndag den 19. juli kl. 13 er Steffen Dam gæstekunstner i værkstedet hvor han viser eksempler på hvordan han arbejder med varmt glas. Steffen Dam er repræsenteret i DG15-udstillingen.
  • Lørdag-søndag den 8.-9. august fra kl. 11 til cirka kl. 16 kan man opleve glaskunstner Susanne Jøker Johnsen i museets værksted. Susanne Jøker Johnsen er repræsenteret i DG15-udstillingen.
  • Lørdag-søndag den 15.-16. august fra kl. 11 til cirka kl. 16 arbejder Marie Retpen og Christian Rask i museets værksted.

Dannermarked med kunsthåndværk i Jægerspris

Lørdag den 4. juli kl. 11-16 afholdes det årligt tilbagevendende Dannermarked med kunsthåndværk på gårdspladsen ved Kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris. De deltagende er både lokale og tilrejsende kunsthåndværkere. Blandt de femten stande finder vi igen i år glaskunstner Christina Ryttersø – som stammer fra egnen, og som underviser i glas på vinterskolen på Bornholms Højskole, foruden at hun arbejder som freelancer med design og indretning. I sit arbejde med glasset er hun meget allround og arbejder både ’varmt og koldt’, men med forkærlighed for sandstøbning og formarbejde.

Kulturhuset Rejsestalden finder man midt i Jægerspris vis a vis isboderne, men man behøver ikke at leve af is alene, markedet byder også på boder med mad og drikke.

 

Glastip 29. juni 2015 – Samlet taktilitet

Så åbnede afgangsudstillingerne (omtale med rettelse)

Bachelorudstillingen Hands on, Hands off med afgængerne fra Kunstakademiets glas- og keramikskole på Bornholm åbnede lørdag den 27. juni på Bornholms Kunstmuseum hvor den kan ses frem til den 23. august. Herefter kan den ses først i Designer Zoo i København og endelig på Glasmuseet Ebeltoft.

Kandidatudstilling med afgængerne fra arkitekt- og designskolerne på Holmen i København åbnede fredag den 26. juni i Meldahls Smedie på Danneskiold-Samsøes Allé 51 på Holmen i København hvor den kan ses frem til den 16. august – bortset fra en feriepause uge 28-30. Mere om begge udstillinger i Glastip fra den 9. juni.

Blandt design-afgængerne på Holmen er der nogle der har lavet glasdesign. Den ene afgænger var omtalt den 9. juni, men desværre med et forkert navn – fejlen er rettet på netversionen (ovenfor) – det rigtige navn er Emma Louise Payne, og hun er engelsk. Hun er kandidat fra afdelingen for Keramisk Design, og hun viser på udstillingen på Holmen en del forskellige keramiske værker – herunder de keramiske konstruktioner som hun har fået Anders Raad til at blæse nogle glasvaser ned i, og som nu fungerer som understel til vaserne.

På afgænger-præsentationen på Kunstakademiets hjemmeside kan man se Emma Louise Paynes afgangsprojekt som hun kalder Assembled Tactility. Hun har også en hjemmeside (uden glas).

På udstillingen på Holmen er der desuden noget støbt glas (podierne 76-77) som det ikke umiddelbart har været muligt at skaffe mere besked om…

Per Lütken – Holmegaard Glasværks store mester

 

I udstillingsrækken 10 designere på 300 dage præsenterer Næstved Museum i juli måned endnu en stor designer. Denne gang er det Per Lütken (1916-1998), en af Danmarks helt store glasdesignere, som har stået bag mange af de drikkeglas vi stadig finder i utallige danske hjem som for eksempel Skibsglasserien (1971), Idéelle (1978) og Charlotte Amalie (1981). Per Lütken er også manden bag den velkendte Provenceskål fra 1955 – som med succes blev relanceret i 1980erne.

 

Per Lütken blev i 1942 ansat som Holmegaard Glasværks kunstneriske leder og arbejdede på glasværket frem til sin død. I løbet af sin karriere som glaskunstner designede Per Lütken over 3000 forskellige glas. ”Et godt glas i hånden er bedre end 1000 ligegyldige maskinlavede på hylden,” var et af hans mottoer.

 

Udstillingen omfatter de nævnte glas og flere med, i alt omkring 100 glas, den er placeret i det bagerste store lokale i Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, sidste dag er den 30. juli, og der er åbent tirsdag-lørdag kl. 10-14 og søndag 10-16.

 

Watermusic i Hundested Havn

 

Jazzsangerinden Sinne Eeg er årets første Watermusic-kunstner på flydescenen i Hundested Havn. Det foregår lørdag den 11. juli kl. 19.30, og med sig har hun Olivier Antunes på klaver, Zoltan Csörsz på trommer og Lennart Ginman på bas. Fra kl. 18 kan man nyde sin mad – som man fx kan bestille hos Katrine fra Café Kæft i økobyen Dyssekilde. Det og billetsalg kan man finde mere om her. Flydescenen ligger tæt ved Glassmedjens hus i havnen og ud for hvor møbelsnedkerfirmaet Egeværk netop har opført et toetages hus mage til Glassmedjens – dog lidt kortere.

Maria Bang Espersen, Max D. Syron og Zoe Bedford på video

Lawrence Barraclough har for National Glass Center (University of Sunderland) i Sunderland i Tyne and Wear i Nordøstengland optaget denne video med Maria Bang Espersen (og Max D. Syron og Zoe Bedford) som i april i år underviste en gruppe unge mennesker (14-18 år) uden forhåndskendskab til glas.

https://video-arn2-1.xx.fbcdn.net/hvideo-xaf1/v/t42.1790-2/11656541_1629371857278983_812676020_n.mp4?oh=dcb93c9c2b1cdaaa95a39af3209f40dd&oe=558AE8D8

Glasnetmøde i Silkeborg den 11.-13. september

Foruden de generalforsamlingsagtige punkter mødes de danske glaskunstnere på deres årlige træf for blandt andet at høre direktør Dan Mølgaard fra Glasmuseet Ebeltoft, glaskunstner Tróndur Patursson og en af værterne Mikkel Yerst (som fortæller om tv-programmet Made in Denmark). Desuden er der demonstrationer med Rudi Gritsch og Erik Meek. Og så er fest med live band. Overnatningen foregår på Silkeborg Vandrehjem med udsigt over Silkeborgsøerne.

Forud for årsmødet holdes en firedags masterclass med de nævnte glaskunstnere – Eric Meek som er værkstedsleder hos Corning, og Rudi Gritsch som underviser blandt andet hos Corning og Pilchuck. ”Rudi er Østrigs svar på Torben Jørgensen med hensyn til glasviden,” skriver Mikkel Yerst. Det er Mikkel og Ann Rosendahl fra Anla Glas der arrangerer dette års glasnet-træf.

 

 

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft