Glastip 6. juni 2012 – Glaskunst fra udlandet og til udlandet
Udvalgte værker fra MINDCRAFT12 udstilles i Bruxelles11 værker fra
Danish Crafts’ seneste MINDCRAFT-udstilling vises for tiden og frem til den 7. juli i
Ampersand House and Gallery i Bruxelles på en udstilling
From Denmark with Love med dansk kunsthåndværk, design og gastronomi. Blandt de 11 værker er glasserien
Tumblers & Plates af Tora Urup.
Ampersand House er et internationalt anerkendt galleri – med en karakteristisk udstillingsform hvor kunst, kunsthåndværk og design udstilles i omgivelser der minder om en privat bolig.
På udstillingen kan man desuden opleve andet dansk kunsthåndværk og møbeldesign m.m., heriblandt glas af
Pernille Braun,
Stine Jespersen,
Tora Urup og
Tobias Møhl.
Workshop med Therman Statom på GlasmuseetSøndag den 10. juni kan man komme til at lege med Therman Statom – kunstneren bag den aktuelle udstilling Six Voyages med blandt andet en lang glasslange – når han slipper fantasien og farverne løs ved en åben workshop på Glasmuseet Ebeltoft. Kl. 10-12 og kl. 14-16 er der mulighed for at tegne, male og arbejde med planglas sammen med den karismatiske kunstner. Therman Statom har lavet adskillige workshops i USA, men sproget er ingen hindring – og hans begejstring smitter både børn og voksne.
Det er gratis at deltage i workshoppen efter betalt entré til museet, og det er ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd. Man kan enten deltage kl.10-12 eller kl. 14-16.
At være i dialog og arbejde kreativt med lokalbefolkningen er vigtigt for Therman Statom når han udstiller rundt om i verden. Han holder fx i dag den 6. juni en workshop på museet med asylsøgere fra Center Ebeltoft som han mødte under sit forrige besøg i byen. Og i forbindelse med opsætningen af udstillingen Six Voyages lavede han sammen med skolebørn fra Syddjurs Kommune en serie malede glashuse som har været udstillet på lokale biblioteker.
Glastip 11. juni 2012 – Glas i Hou, Middelfart, Kerteminde, Hundested, Sønderho og Rø
Glas i Galleri HouEydna Kjelnæs fra Løkken udstiller malerier, og
Gabriella Jørgensen fra Hæstrup Mølleby udstiller glas lørdag-søndag den 16.-17. juni kl. 13-17 i
Galleri Hou, Nørregade 19, Hou, Hals.
Glas i Galleri HindhedeGalleri Hindhede, Brovejen 411 i Middelfart viser indtil den 8. august billedkunst af Ulla Houe, Else Pia Matinden Erz, Per Christoffersen og Susan Lüth Hedegaard sammen med glaskunst af
Karin Mørch og af
Britta Madsen & Søren Gøttrup. Galleriet har åbent alle dage kl. 11-17 (undtagen mandag).
Glas i Galleri KIK Kunstgruppen Unica med glasdesign, keramik og billedkunst udstiller i Galleri KIK i Kerteminde fra tirsdag den 12. til søndag den 17. juni. Der er to ferniseringer – tirsdag den 12. kl. 13 og lørdag den 16. kl. 11. Glasset står Vivi Sørensen for – hun arbejder både med Bullseye og floatglas.
Galleri KIK finder man på Trollegade 9 (indgang i porten), og der er åbent hverdage kl. 13-17, weekend kl. 11-17.
Kunsthåndværkermarked i HundestedDet årlige Kunsthåndværkermarked på Hundested havn finder sted tredje weekend i juni med deltagelse af kunsthåndværkere fra nær og fjern. I år er der cirka 50 stande med glaskunst, lædervarer, tøj, strik, filt, keramik, smykker, broderi, maleri og meget andet (deltagerliste ikke fundet).
Lørdag den 16. og søndag den 17. juni kl. 10-17 i Hundested Havn i Ting-Tang Loppens lokaler med indgang fra Kajgaden ved industrihavnen samt i Havnehytterne.
Qraft – Feminint EftertrykFanø Kunstmuseum har ladet den lokale billedkunstner og gallerist Margit Enggaard samle en gruppe markante og stærke kvindelige kunstnere til en sommerudstilling. Gruppen består af billedkunstnerne Sys Hindsbo, Tine Hind, Henriette Hagelskjær, Kathrine Ærtebjerg, Lise Malinovsky og Lise Blomberg samt glaskunstneren
Lene Bødker.
Udstillingens omdrejningspunkt er Margit Enggaards beundring og respekt for disse kvinder og kunstnerne som alle har krydset Margit Enggaards spor og sat et markant aftryk hos hende. Margit Enggaard har selv kurateret udstillingen
Qraft – Feminint Eftertryk. Til udstillingen udgives et katalog skrevet af kunsthistoriker Marianne Gasbjerg
Udstillingen kan ses fra den 23. juni til den 26. august. Fanø Kunstmuseum, Nord Land 5, Sønderho. Åbent tirsdag-søndag kl. 14-17, i månederne juli og august tirsdag-lørdag kl 13-17 og søndag kl. 11-17.
Fremtidens navne i dansk kunsthåndværkAfgangsudstilling fra Designskolen, Bornholm (Glas- og Keramikskolen) på Bornholms Kunstmuseum i Rø fra den 23. juni til den 12. august. I lighed med tidligere år viser museet en udstilling med eksamensprojekter fra årets afgangshold. Åbent alle dage 10-17.
Glastip 13. juni 2012 – To gange svensk Anders Raad i Svenske VillaAnders Raad udstiller sammen med fem billedkunstnere i Svenske Villa i Bernstorffparken i Gentofte nord for København. Der er fernisering torsdag den 14. juni kl. 16, og udstillingen kan ses til og med den 12. august. Sammen med
Anders Raads glas kan man se malerier af Gitte Valentiner-Branth, Jette Stenbjerre, Julie Fjellvang, Merete Høeg Laursen og Pia von Scholten. Huset har åbent hver dag kl. 12-18, og der er en lille café hvor man kan nyde et glas vin eller en kop kaffe.
Karen Nyholm i The Glassery
Århusianske Karen Nyholm udstiller fra lørdag den 16. juni solo i det stockholmske galleri The Glassery. Udstillingens titel er Naturligvis, der er ’vernissage’ på åbningsdagen kl 11-16, og udstillingen varer til 6. juli. The Glassery ligger på Artillerigatan 29, og der er åbent torsdag-fredag kl. 12-18 og lørdag kl. 11-16.
BambiKaren Nyholm explores new directions in design and narrative in her work by combining materials and introducing elements with different histories.
This is demonstrated in her double-bowls, where she joins two glass bowls with stainless steel, and replaces the centers of flowers with skulls in the neat Rococo decorations. The skulls are momento mori- a reminder of the omnipresence of death, even in the blossoming of life. Porcelain figures are also incorporated as postmodern messengers in the elegantly designed sculptures.
Karen Nyholm’s work shifts between an aesthetic direction and a more poetic/playful universe. The aesthetic is the result of a sublime understanding of color, surface and a sensual inspiration from nature. Simultaneously, there is a playful narrative in the works, when a small porcelain cat confronts a snarling panther or Bambi steps onto a frozen lake.
The narrative and the figurative element have decisive importance for Karen Nyholm’s work. It is in the narrative as it unfolds through an eclectic mix of motif, form, figurines and materials that an extra meaning occurs. Which, according to Karen Nyholm, is the essence of her work.
Tekst fra
galleriets hjemmeside som også viser flere af Karens udstillede værker.
Nyhedsbrev fra EGCSe seneste
nyhedsbrev fra European Glass Context.
Glastip 19. juni 2012 – Glas i Vejen og to gange afgang
Axel Hou på Vejen KunstmuseumHovedpersonen på
museet i Vejen, Niels Hansen Jacobsen, som levede 1861-1941, forsøgte selv at drage sine samtidige ind i sit museum. Noget som museet og ikke mindst museumsleder Teresa Nielsen systematisk følger op på. I år er turen kommet til Hansen Jacobsens ven, billedkunstneren og grafikeren Axel Hou som levede 1860-1948. Han har hidtil blot været repræsenteret på Vejen Kunstmuseum med to portrætter af Hansen Jacobsen. Derudover har han været ret fraværende i dansk kunsthistorie.
Med udstillingen
Axel Hou - Maler og grafiker er der rådet bod herpå. Detektivarbejdet er gjort ved hjælp af internet og jungletrommer, og til udstillingen har Teresa Nielsen på museets hjemmeside begået en
fyldig præsentation af Axel Hou – som gør det ud for kataloget. Logo for udstillingen er kunstnerens eget exlibris – et navnetræk der er en grafiker værdig.
Med hensyn til glasset har Axel Hou været i udlandet for at studere glasmaleri og kirkeruder. Det kom der nogle spændende skitsebøger ud af, men også en række dekorative kirkeruder. Ruderne i fx Garnisonskirken i København må ses på deres plads dér (foto), mens man i Mariendal Kirke på Frederiksberg for længe siden har skiftet det bemalede glas ud for at få mere lys ind i kirken. Ingen vidste rigtigt hvor ruderne var blevet af, men detektiv Teresa Nielsen fandt dem.
Nu kan de ses i Vejen frem til den 18. november, og der er åbent tirsdag-fredag kl. 10-16 og lørdag-søndag kl. 11-17. Der er gratis adgang – også de tre søndage hvor museet inviterer på rundtur i udstillingen: Den 26. august, den 30. september og den 21. oktober, alle dage kl. 15.

Afgangsudstilling 2012 Designskolen, Bornholm (glas og keramik)Årets nyuddannede kunsthåndværkere fra Designsskolen, Bornholm åbner lørdag den 23. juni kl. 14 deres turnerende
afgangsudstilling på Bornholm Kunstmuseum.
Fra dkds.dk: ”Mød 20 nye pejlepunkter for dansk design og kunsthåndværk der byder på alt fra brugsting til hjemmet, skulpturelle overraskelser og eksperimenter der strækker materialernes potentialer i nye sjove og tankevækkende former. De 20 nyuddannede præsenterer 20 legende eksempler på hvordan skandinavisk design og kunsthåndværk kommer til udtryk i dag.”
Udstillingsplanen er
- Bornholm Kunstmuseum, 23. juni - 12. august (begge specialer)
- Designer Zoo, København, 17. august - 8. september (keramikspecialet)
- Svanekegården, Bornholm, 7. september - 23. september (glasspecialet)
- Udstillingsbygningen på Holmen i København, 11. oktober - 8. november (begge specialer)
Afgang Sommer 2012 Designskolen, KøbenhavnKunstakademiets Arkitektskole og Designskole på Holmen i København inviterer onsdag den 27. juni kl. 16-19 til åbning af sommerens
afgangsudstilling med kandidatprojekter af cirka 135 arkitekter og designere.
Udstillingen kan ses i udstillingsbygningen på Danneskiold-Samsøes Allé 51 i perioderne 28. juni - 6. juli og 6. - 19. august, alle dage kl. 11-18, gratis adgang.
Afgængerne fra Designskolen fordeler sig på adskillige specialer, herunder keramikdesign, men ikke glasdesign – hvilket ikke udelukker at der kan forekomme glas på udstillingen.
Leg & Lær i Holmegaard ParkI Holmegaard Parks højsæson kan børn købe en Leg & Lær billet til 249 kroner i form af en oplevelsesæske (kan deles mellem flere personer eller bruges over flere dage) som foruden entréen til oplevelsescentret giver adgang til disse muligheder:
- Slib din egen glasamulet i glasværkstedet
- Design og lav dit eget glasperlearmbånd i glasværkstedet
- Pust-selv glas i glasværkstedet
- Mal et keramikdyr i keramikværkstedet
- Lav din egen pålægschokolade i delikatessens chokoladeværksted
- Lav selv slikkepind i Bolchehuset
Højsæsonen er sommerferien fra den 30. juni til den 19. august (og igen i efterårsferien i uge 42). Oplevelsescentret med glas- og keramikværksteder har åbent alle dage kl. 10-16 (Bolchehuset kl. 10-18).
Glastip 22. juni 2012 – Bødker, Bent, Hebsgaard, Snitker, Larsen og Olesen
Livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond til Lene Bødker
Statens Kunstfonds Repræsentantskab har i dag meddelt at man indstiller
otte nye kunstnere til den livsvarige ydelse på finansloven. Foruden glaskunstner
Lene Bødker drejer det sig om arkitekterne Hans Munk Hansen og Niels-Ole Lund, maler og grafiker Leif Kath, videokunstner Gitte Villesen, forfatter Carsten Jensen, komponist Birgitte Alsted og illustrator Dorte Karrebæk. I Kunstfondens indstilling om
Lene Bødker hedder det:
”Lene Bødker er en sjælden glaskunstner alene i sin tilgang til materialet. Hun blæser fx aldrig selv, noget der er ret usædvanligt i et land hvor glaskunst næsten har været synonymt med glaspusteri. Det meste bliver støbt, ’slumpet’ eller skåret ud. Hendes skulpturelle værker bliver smeltet i store klumper der herefter gennemgår en hård behandling med hammer, mejsel, vinkelsliber og alt hvad dertil hører af muligheder for at reducere glassets ellers indlysende muligheder for flotte farver og lækker glans. Lene Bødkers arbejde rummer nok flothed, men ikke af den for glaskunst sædvanlige indyndende slags – tværtimod, hun undviger meget bevidst glassets mest banale muligheder. Hendes materiale har tæthed og substans. Hun tiltrækkes af det matte, det ru, det rå og til tider brutale i valget af virkemidler. Men værkerne, alle hendes relieffer, fade, skåle og figurer, er altid poetiske og delikate, ja mere end det. Der er en vis melankoli til stede i Bødkers værk, som måske fremmes væsentligt af vor bevidsthed om de ’undertrykte’ muligheder for pragt. De ligger ligesom bagved, de etablerer et kunstnerisk spændingsfelt, nærmest et lys indefra.”
Kunstfonden slutter den længere indstilling: ”Det bedste er dog at der efter alle solemærker at dømme er god grund til at forvente sig meget mere fra denne sjældne og særlige kunsthåndværker i fremtiden.”
Tillykke til Lene Bødker herfra.
Dorthe Bent sommeren overDorthe Bent skriver i sit nyhedsbrev at hun er klar til sommerens markeder hvor hun vil vise nyheder blandt andet med serigrafiske tryk på glas i serier bestående af smøre- og serveringsbrætter og små skåle dekoreret med blomster, krabber og sild og bondegårdsdyr.
Sommerens udstillinger og markeder er den 24. juni kl. 10-16 på Lillebæltværftet, Havnegade 98 i Middelfart, 4.7.-12.8. på Norsminde Kro, Gl. Krovej 2, Norsminde ved Odder, 7.7. kl. 10-16 i Fru Møllers Mølleri, Bjeragerhougaard, Bjeragervej 35 ved Odder, 3.-4.8. ved Fanø Glaspusteri, Hovedgaden 47, Fanø og 11.8. kl. 10-16 på Banegårdspladsen i Odder.
Hebsgaard på Masnedøfortet (og på museum)Masnedøfortet i Vordingborg holder
sommerudstilling den 29. juni til den 12. august med maleri, grafik, skulptur og kunsthåndværk. Glarmester Per Hebsgaard viser værker af Bjørn Nørgaard, Lars Ravn, Lise Malinovsky og Peter Stuhr.
Per Hebsgaard og Vordingborg Kommune arbejder på etableringen af et museum for Hebsgaards samling. En plan om at placere museet i KulturArkaden på havnefronten i Vordingborg er i følge
Ugebladet Sydsjælland (se side 15) opgivet, i stedet er der nu tale om en placering i Støberihallerne i Præstø. Kommunen skal tage stilling til finansieringen af museets drift, herunder betalingen for de 90 glaskunstværker som Per Hebsgaard har deponeret – ud over de ti værker Hebsgaard allerede har foræret til det kommende museum.
Glasmagerne fra Snoldelev genforenesRoskilde Kunstforening – som ellers gør det mest i keramik – har i år valgt at fylde sommerudstillingen med glas: Udstillingen Glas-magi er en genforening af glasmagerne Skak Snitker, Niels Christian Olesen og Per René Larsen som i 1977 på pionérvis skabte Snoldelev Glasbrug .
Udstillingen kan ses i Palæfløjen ved Det Gule Palæ med indgang fra Stændertorvet fra den 30. juni til den 29. juli. Fernisering lørdag den 30. juni kl. 12-16.
For 35 år siden var Skak Snitker, Per-René Larsen og Niels Christian Olesen i Snoldelev Glasbrug syd for Roskilde med til at grundlægge den danske studioglasbevægelse. Glasbruget bestod kun få år, men tiden i Snoldelev var vigtig for dem alle tre. I værkstedet udforskede de studioglasmetoden og prøvede nye teknikker af, og det var her de hver især udviklede deres egen udtryksform som de videreførte da de skiltes.
Niels Christian Olesen forlod glasbruget allerede året efter og vendte hjem til Skagen hvor han oprettede sit eget værksted; Per-René Larsen forlod Snoldelev Glasbrug i 1983 og stiftede året efter Fanefjord Glas på Møn; Skak Snitker oprettede Glasgalleriet i Roskilde Gasværk på Roskilde havn i 1987.
Roskilde Kunstforening har følgende signalement af de tre glaskunstnere (som endnu ikke er at finde på
kunstforeningens hjemmeside):
Per-René Larsen er født i 1949 og uddannet glaskunstner på Skolen for Brugskunst i 1972-1975, samt Orrefors Glasbruk i Sverige i 1975-76. I 1977 stiftede han sammen med Skak Snitker Snoldelev Glasbrug og for sig selv senere Fanefjord Glas på Møn efter at have forladt Snoldelev Glasbrug i 1983. Selvom hans værksted på Møn er fuld af brugskunst, har Per-René Larsen efter Snoldelevtiden først og fremmest koncenteret sig om skulpturer både i varmt glas og blandformer. Eksperimenter har ført ham til brug af glas i installationer med fokus på lys, ligesom han senest har kastet sig over landart. I 2006 udførte han således værket ”Se solen” ved herregården Søholt på Lolland. Sidste år skabte han i sin egen have en lys-event
“Lidt lys imod det tiltagende mørke” som en hyldest til
Hans Jensen. Per-René Larsen har modtaget flere priser, blandt andre Hempels Glaspris, og har desuden deltaget i adskillige udstillinger.
Niels Christian Olesen er født i 1952 og ligesom sine to kunstnerkolleger uddannet på Skolen for Brugskunst hvor han oprindeligt havde retning mod keramikken. Men den første berøring med glas blev også kærlighed ved første pust, og Niels Christian Olesen har ikke siden sluppet pusterøret. Olesen stammer fra Skagen og er skawbo med stort S, og det var da også hertil han søgte tilbage efter kun et år i Snoldelev Glasbrug. Alligevel nåede Niels Christian Olesen at sætte sit umiskendelige præg på den stil vi i dag forbinder med Snoldelev glaskunst: en stærk samhørighed med naturen og en leg med former og farver som gik op i en højere enhed, og som han har viderebearbejdet i sit værksted i Skagen. Niels Christian Olesen skaber både brugskunst, unika og enkeltstående værker, som fx hans døbefond-tavle fra 2002 til Vorup Kirke ved Randers. I 1991 modtog han Hempels Glaspris.
Skak Snitker er født i 1948 og er uddannet glaskunstner på Skolen for Brugskunst 1972-77. Her mødte han Per-René Larsen i 1974 og stiftede sammen med ham i 1977 Snoldelev Glasbrug. I 1987 etablerede han Glasgalleriet i Roskilde Gasværk hvor han stadig arbejder med unika, brugskunst og glasskulpturer. Man har tit set ham i Roskilde Åben-sammenhænge med glasfade og enestående og særprægede glasskåle, ofte hvor teknikken er udvidet med indblæsning af luft i glas samt sandblæsning af overfladen. Et sikkert øje for form og flade har skaffet ham en pris i selvsamme censurerede udstilling. I 1998 fik han Hempels Glaspris, og samme år blev han Årets Nordeakunstner. Snitker har desuden deltaget i adskillige udstillinger, ligesom han har modtaget flere legater og stipendier.
Udstillingen i Palæfløjen på Stændertorvet 3C i Roskilde har åbent tirsdag-søndag kl. 12-16.
Glastip 27. juni 2012 – Med glas
Afgang Sommer 2012 Designskolen, København – med glas
Kunstakademiets Arkitektskole og Designskole på Holmen i København åbnede i dag sommerens afgangsudstilling med kandidatprojekter af cirka 135 arkitekter og designere. Jeg skrev i en foromtale at der blandt designerne kunne forekomme glasfolk, og jeg har i dag ved selvsyn konstateret at det gør der. Designskolens hjemmeside anførte tidligere kun ’keramikdesign’, men oplysningerne var altså ufærdige. Nu er også ’glasdesign’ kommet med – og der er en god
præsentation af den designer det drejer sig om:
Sally Xenia Christensen viser en glasserie kaldet Hybrid hvor hun ved brug af digitale redskaber i formgivningen har forsøgt at skabe en hybrid mellem de digitale og traditionelle teknikker – og et nyt æstetisk udtryk. Hun har brugt cnc-fræsning til fremstilling af blæseformene og dermed overført den digitale form til den fysiske form. De blæste emner i hendes kandidatprojekt er eksperimentelle unikaprodukter som hun mener kan udvikles med henblik på industriel produktion. Hun skriver da også om sig selv som designer at hun er interesseret i både selvstændigt arbejde med egne serieproduktioner og i produktudvikling i tværfaglige samarbejder med virksomheder.

Sally Xenia Christensen har en BA i 3D Design-Glass fra engelske University for the Creative Arts (UCA) og nu også en MA i Produktdesign og Glasdesign fra den danske Designskole. Hun har udstillet en række steder de seneste tre-fire år blandt andet på
Aqua – Glaskunst anno 2010 i Hundested med et crackle-sæt bestående af karaffel og glas.
Afgangsudstillingen kan ses i udstillingsbygningen på Danneskiold-Samsøes Allé 51 i perioderne 28. juni - 6. juli og 6. - 19. august, alle dage kl. 11-18, gratis adgang.
Pernille Bülow-concept breder sig
Bornholmske glasdesigner Pernille Bülow
sælger på franchisebasis et concept hvor kunderne selv dekorerer glas. Konceptet er udviklet i Pernille Bülows værksted Pusterummet i Svaneke. Man kan enten klippe sine egne figurer og mønstre eller bruge et udvalg af færdige klistermærker som sættes på glas købt i butikken. Glasset sandblæses så figurerne står i blankt glas.
Konceptet er tidligere solgt til en butik på Rømø, og nu har Pernille Bülow også solgt sit konceot til en butik i Hundested, til Zoologisk Have i København og til et slot syd for Gøteborg.
Bag butikken i Hundested står det sjællandske ægtepar Henrik og Charlotte Vedel Bjerre som har sommerhus på øen og dér lært den bornholmske glasdesigner at kende. Butikken ligger på hjørnet af Nørregade og Amtsvejen og er indrettet i den gamle købmandsbutik Lemche – et hus som var dømt til nedrivning, men som under stor offentlig bevågenhed blev ’reddet’ og nu er gennemrestaureret.
Connecting i Landskrona KonsthallConnecting 2011-2012 Contemporary Arts and Crafts in Germany, Norway, Finland, Denmark, Sweden – sådan lyder den officielle titel på en vandreudstilling med cirka 40 kunsthåndværkere fra de fem skandinavisk/baltiske lande. På sin næsten halvandet år lange vej rundt udkantsområder i de samme lande gør udstillingen nu sit sidste stop i Landskrona Konsthall fra den 30. juni til den 26. august. Lørdag den 30 juni kl 13-17 er der ’vernissage’. Der deltager fire glaskunstnere, en fra Finland, en fra Tyskland og to fra Sverige –
Irina My Lindqvist og
Jonas Rooth.
Vandreudstillingen er omtalt i Glastip 3. april 2012 i forbindelse med dens afholdelse i Augustenborg.
Glas i Galleri Under KroenI kælderen under Norsminde Kro (Gl. Krovej 2) har et dusin lokale kunstnere et
galleri. Heriblandt de to glaskunstnere
Elinor Jensen og Dorthe Bent. Der løber en udstilling fra 4. juli til 12. august, og
Dorthe Bent fortæller at hun passer udstillingen netop disse to datoer.
ACAB i Rundetaarn juli-augustSammenslutningen af bornholmske kunsthåndværkere ACAB, Arts & Crafts Association Bornholm, fejrer tiårsjubilæum med en udstilling i Rundetaarn i København fra 7. juli til 26. august. Udstillingen hedder Havet og omfatter 48 af foreningens knap 70 medlemmer. Mere følger.
Glastip 30. juni 2012 – Fra Bang til Bodytalk
Hopla – uden glasPer-René Larsen fra Fanefjord – en af de
tre udstillingsaktuelle Snoldelev-glaskunstnere i Roskilde – deltager med det vist nok glasfri værk Hopla med en ’dansende’ kørestol over en kæmpetue af brædder i en
skulpturudstilling på friarealerne (den tidligere mødding) ved Greve Museum. Udstillingen er åben døgnet rundt til og med september.
Kunsthåndværkermarked i Fru Møllers Mølleri
Lørdag den 7 juli kl.10-16 er der kunsthåndværkermarked i
Fru Møllers Mølleri på Bjeragerhougaard, Bjeragervej 35 ved Odder i anledning af etablissementets femårsjubilæum. Der skulle være lidt glas med.
Marked med glas og keramik på Hempel Glasmuseum (Anneberg)Lørdag den 7. juli kl. 10-17 holder Glashistorisk Selskab Holbæk marked med glas og keramik på den store plæne ved museet på Annebjerg Stræde 2 syd for Nykøbing Sjælland. Det er selskabets medlemmer der sælger fra deres samlinger, og publikum må gerne medbringe egne glas for at få dem bestemt af kyndige medlemmer af det glashistoriske selskab.
Sommer på Munkeruphus:
Bang – En familie rundet af kunst og kreativitet
Bang-familien har i generationer fostret dygtige malere, designere inden for glas og keramik, billedhuggerarbejder m.m. Jacob Eiler Bang var malersøn og blev arkitekt, men er mest kendt som glaskunstner og var i årrækker kunstnerisk leder af glasværkerne Holmegaard og Kastrup. Hans bror, Arne Bang, var billedhugger og keramiker. Det samme er dennes søn, Jacob Bang. Jacob E. Bangs søn, Michael Bang, er keramiker og glasdesigner m.m.
Udstillingen løber fra lørdag den 7. juli til den 2. september.
Munkeruphus har åbent tirsdag-søndag kl. 11-17, og man finder det på strandvejen mellem Gilleleje og Hornbæk på adressen Munkerup Strandvej 78 (Dronningmølle). Tid for ferniseringen er endnu ikke meddelt.
Glashistorisk Selskab Holbæk havde i 2007 en stor udstilling af glas af Jacob E. Bang på Holmegaard Glasværk, og på selskabets hjemmeside kan man finde en flot og 142 sider stor pdf-fil med billeder og beskrivelser af de dengang udstillede glas.
På
Wikipedia og i Kunstindeks Danmark (Weilbach) er der artikler om Jacob E. Bang, og på
Lauritz.com er der en artikel om sønnen Michael Bang. Dansk glasværksglas kan man også fortabe sig i på
hardernet.dk – Peter Harders private Dansk Glasværks Reference Museum for Holmegaard Glasværk, Kastrup Glasværk og Fyens Glasværk.
PS til Bang-udstillingenEn del af materialet til Bang-udstillingen har Munkeruphus lånt hos Næstved Museum med engageret hjælp fra museumsinspektør Susanne Outzen som er projektleder på Holmegaard Glasværks Prøvesamling og dybt begravet i registreringen af glas og tilhørende artefakter og litteratur. Om arbejdet med alt det nye materiale som museet har fået, kan man læse i
”Nyt fra glasmagasinet” – en blog som Susanne Outzen skriver en post i med nogle ugers mellemrum. Her får man et herligt åbenhjertigt indblik i museumsarbejdet. I går skrev hun fx om samarbejdet med Munkeruphus:
”På Munkeruphus har de besluttet sig for at låne en 50-60 genstande fra prøvesamlingen til deres kommende udstilling om familien Bang. Det er ikke bare sådan lige at låne genstande ud, så det har jeg også brugt en del tid på i denne uge. Der skal skrives lånesedler for hver eneste genstand inkl. værdisætning, genstandene skal findes frem, konservatoren skal tjekke for fejl og mangler, og sluttelig kan jeg pudse og pakke det hele. Karen er gået i gang med at tjekke genstandene (keramik og glas), og mandag kan jeg pakke det hele, inden Jens kører op med hele baduljen tirsdag eller onsdag i næste uge. Det er lige til øllet med at de kan nå at stille udstillingen op, men det må de selv om. De ved godt at de er lidt sent ude.”
Invitation til international glasudstilling – BodytalkGlasmuseet Ebeltoft inviterer (
open call) kunstnere fra hele verden til at indsende forslag til en international udstilling med titlen Bodytalk der finder sted fra 5. april til 2. november 2014. Værkerne kan bestå af forskellige materialer, men skal indeholde et element af glas. Udstillingens tema er begreberne krop og køn som gennem historien har haft ikke bare vital, men også stærkt vekslende betydning, og som til stadighed diskuteres og omdefineres. Hvad sker der mon med vores opfattelse af krop og køn når begreberne belyses og fortolkes af internationale kunstnere?
Man kan indsende op til tre forslag, det er også muligt at sende skitser og beskrivelser af “work in progress”, og der er diverse betingelser. Det skal ske senest den 1. december 2012, hvorefter museet medio februar 2013 udvælger de kunstnere der inviteres til at deltage.