Glastip Juli 2022

Glastip 12. juli 2022 – Markedsglas

Rettelse

I sidste nummer bragtes et afsnit om arrangementer på Glasmuseet Ebeltoft – herunder en omtale af nogle havearrangementer i august-september, men det var desværre kun en skitse som man ikke kan regne med. Havearrangementerne er nu på plads:

Et glas efter lukketid

Glasmuuseet Ebeltoft har sammensat to særlige aftenarrangementer under titlen Et glas efter lukketid den 19. august og den 2. september. Her kan man opleve en uforglemmelig sensommeraften i museets have med kunst, gastronomi og musik. Man kan møde kunstnerne bag næste års udstillinger, høre klassisk musik af højeste klasse, smage hvordan køkkener fortolker kunst i mad, mærke varmen fra det arbejdende glasværksted og høre hvad museets ny direktør Mikkel Elming drømmer om for museet. Og som museet skriver:

”Alt sammen sat i museets smukke have som du aldrig har oplevet den før. Aftenen er skræddersyet i samarbejde med madkunstner og menneskelig schweizerkniv Jakob Vinkler med et enestående program bestående af kunst, gastronomi, musik og lidt ekstra.”

Arrangementerne foregår i tidsrummet 18.30-22.30. Prisen er 445 kroner. Tilmelding foregår på gosyddjurs.dk.

Mere om Flat Craft

Vi lovede at vende tilbage til årets afgangsudstilling Flat Craft. På Kunstakademiets/Designskolens hjemmeside kan man se afgangspublikationen med samme titel i en bladre-version plus et kig indenfor i den igangværende udstilling på Bornholms Kunstmuseum i Rø.

Blandt årets 13 afgængere er der fem der gør det i glas plus en der arbejder med både glas og keramik. Der drejer sig om de tre franske afgængere Bastien Chomienne (10), Laurie Coline Pin (3) og Léa Tarakdjian (7), ungarske Mercédesz Kancsár (5), svenske Phillip ‘Swede’ Hickok (4) og Gabriella Gormley (2) fra UK (keramik og glas). Numrene henviser til placeringen på gruppefotoet regnet fra venstre.

På det forholdsvis ny kunstformidlingssted IDOART kan man se et dusin korte præsentationsvideoer af de fleste af årets afgængere.  


Grønbechs Gård

Vi mangler at få noteret hvad der foregår glasrelevant på Grønbechs Gård i Hasle. Her finder man nemlig flere udstillinger med kunsthåndværkere hen over sommeren og efteråret – de nøjagtige tider og yderligere beskrivelser må man finde på stedets hjemmeside.                                                               

Blandt udstillerne er den københavnske glasformgiver Bettina Schori som må siges at have en passion for upcycling eller kreativ genanvendelse af affald og kasserede produkter – begyndende med bearbejdede og ovnformede flasker, gående over kombinationer med alt fra stoleben til porcelænsfigurer og andre loppefund. I dag arbejder Bettina især med unikke lamper og andre skulpturelle ting. Her ses hun i sit raritetslager.

Det bornholmske (Nexø) keramik- og glaskunstnerpar Gerner-Jahncke (Johanne Jahncke og Rick Gerner) viser udstillingen Jordforbindelser 2.0 – en efterfølger til deres 2020-udstilling Jordforbindelser hvor de viste en række keramiske jordglasurer og glasfarver skabt med jord fra de tre øer: Bornholm, Island og Japan. I deres aktuelle udstilling gælder det detaljerne og processerne, og de viser det hele lige fra de indsamlede materialer over bearbejdning til det endelige resultat efter brænding.

Ovnhusmarked

OVNHUSmarked er et anerkendt censureret kunsthåndværkermarked på havnen i Nykøbing Sjælland som afholdes hvert år i den fjerde weekend i juli. Det er i år i weekenden den 21.-23. juli – fredag kl. 12-17, lørdag kl. 10-17, og søndag kl. 10-16. Der er 72 udstillere som alle sælger egenproducerede værker. Blandt udstillerne finder vi glaskunstnerne Aoife Soden, Ebeltoft, Bettina Schori, København, og Marie Retpen, Odense. Fri entré. Foto viser hvordan markedet indretter sig under nogle karakteristiske kuppeltelte.

OVNHUS kunsthåndværkermarked er drevet af lokale ildsjæle organiseret i Foreningen OVNHUS. Markedet har siden 2010 udviklet sig fra et lille, lokalt baseret marked med 10-15 stande til nu at præsentere kunsthåndværk fra godt 70 af de bedste kunsthåndværkere fra Danmark og gæster fra de nordiske lande. Besøgstallet ligger hvert år mellem 12.000 og 16.000 gæster. Markedet finansieres udelukkende ved deltagernes betaling. Deltagerne udvælges af en jury på tre-fire anerkendte kunsthåndværkere som løbende udskiftes. Der er typisk cirka 110 kvalificerede ansøgere.         

Kunsthåndværkermarked i Kunstbygningen Filosoffen

Kunstbygningen Filosoffen i Odense holder ellers lukket juli-måned ud, men de fire sidste dage – 28.-31. juli kl. 11-17 – er der kunsthåndværkermarked i Designsalen i underetagen. Mere har det indtil videre ikke være muligt at finde ud af.

Hempel Glasmuseum: Lyt til glasset

De to sommeraftener den 28. juli og den 4. august kl. 17.30-22 holder museet kulturcaféerne Lyt til glasset over henholdsvis 17-1800-tallets Böhmen og renæssancens Venedig – begge aftener med fortællinger om glas fra samlingen suppleret med musik fra perioderne fremført af FøniXensemblet fra Holbæk under ledelse af dirigent Morten Ryelund og operasanger Mikkel Thorning. Dertil kommer lidt mad og drikke inden for aftenens tema. Pris 135 kroner. Se nærmere og find tilmelding på museets hjemmeside.

Frue Plads

I år er der 120 medlemmer af Danske Kunsthåndværkere og Designere, DKoD, at finde på Frue Plads i København den 11.-13. august – torsdag kl. 12-19, fredag kl. 10-19 og lørdag kl. 10-16. Blandt udstillerne spotter vi glas hos Sally Xenia Christensen (BLÆS- Reffen på Refshaleøen i København), Johanne Jahncke (Gerner-Jahncke fra Nexø), Bettina Schori (Købehavn) samt de to aarhusianere Aoife Soden og Mette Bülow Duus.

Åbningen af markedet torsdag den 11. august kl. 12 forestås af Københavns kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard. Samme dag kl. 16 offentliggøres modtageren af Håndfuglen 2022 – markedsprisen der tildeles Årets Udstiller, og som gives for det samlede indtryk af værker/produkter og præsentation. Prismodtageren udpeges af en jury bestående af arkitekt Lars Vejen, tekstilformgiver Dorte Østergaard Jakobsen og skribent og fotograf Rigetta Klint.

Uge 33 i Det Røde Pakhus

 

Traditionen tro er der i uge 33 – 13.-21. august – kunsthåndværkudstilling i Det Røde Pakhus på havnen i Hobro med cirka 35 deltagere indenfor keramik, glas, beklædning, væv, strik, skulptur, smykker, knive, filt mm. Glassets er repræsenteret ved Anne Flohr fra Lillevorde ved Storvorde ved Aalborg og godt ti kilometer sydvest herfor BMSG alias Britta Madsen & Søren Gøttrup fra Støvring. Åbent alle dage kl. 11-17, onsdag dog kl. 11-21 og sidste søndag kl. 11-14.30. Fri entré.

 

Pakhuset fra 1930rne var frem til 1980 et korn- og gødningslager. Herefter har bygningen været brugt til alskens arrangementer. På et tidspunkt har Hobro Kommune overtaget og restaureret pakhuset. Det var her det fik navnet Det Røde Pakhus, og når det ikke lige huser kunsthåndværkermarkedet UGE33, er det et kulturhus som bruges til koncerter, udstillinger og andre arrangementer. Med sin rustikke fremtoning – rå bjælker, højt til loftet og det smukke ovenlys – er pakhuset en oplevelse i sig selv.

Sommer på VILLUM Window Collection

Ja, VILLUM Window Collection holder sommerlukket i juli måned, men åbner igen den 2. august. Herefter tilbydes ugentlige omvisninger i museet skiftevis tirsdag kl. 11-12 og torsdag kl. 15-16. Det er gratis, men kræver tilmelding. Find datoer for omvisninger og læs mere på WWC-hjemmesiden.

I anledning af at FN har udråbt 2022 til Glassets År, afholder vinduessamlingen den 25. august en ’talk’ med restaureringsarkitekt Søren Vadstrup og civilingeniør Mikkel Kragh med temaet Vinduesglasset - før og nu. Tilmeldingen åbner 1. august 2022. Læs mere på WWC-hjemmesiden.

Foredrag om Else Alfelts glasmosaikker

Under den igangværende udstilling på Kunstmuseet Arken i Ishøj syd for København med kunstneren Else Alfelt og hendes poetiske billedverden arrangerer museet onsdag den 24. august kl. 17.30-18 foredraget Universer af glas af museumsassistent Simone Cecilia Pedersen om kunstnerens arbejde med glasmosaik. På rejser til Italien og Grækenland blev Else Alfelt inspireret til at arbejde med mosaikker. Stenene huggede hun selv ud i hånden, og hun har haft flere offentlige udsmykningsopgaver blandt andet en stor mosaik til Rungsted Skole.

Else Alfelt, Bjerge i rosa tågehav, 1957. Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum. Foto: Ralf T. Søndergaard.

Foredraget varer blot en halv time, men det er gratis med betalt entré til museet – og man skal tilmelde sig via Arken’s webshop.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft