Glastip Juli 2018

Glastip 3. juli 2018 – En differentieret glasverden

Rettelser

I sidste nummers omtale af udstillingen Vi samler på glas på DesignMuseum Næstved med samlerglas fra medlemmer af Glashistorisk Selskab Holbæk var der en liste med eksempler på glasemner der samles på – herunder åreladningsglas og urinkrukker. Det er muligt der også samles på disse emner, men de indgår ikke i udstillingen. Der var tale om en fejl i museets pressemeddelelse.

I samme nummers omtale af det kommende Blæs-glasværksted stod der om Sally Xenia Christensens hidtidige meritter at hun var uddannet fra bornholmerskolen i 2012 – årstallet var rigtigt, men det var på Kunstakademiets Designskole, og det var som cand.design. Her var det min fejl, og egentlig skulle det også være nævnt at hun tilbage i 2001 afsluttede en udvidet BA i Design-Glass ved engelske University for the Creative Arts.

Fuglespor af Marianne Lykkeberg

Billedkunstner, kolorist og glaskunstner Marianne Lykkeberg udstiller fra søndag den 8. juli og til den 8. august i sit ny Kronborg-galleri, Kronborg 2B, Helsingør. Der er fernisering på åbningsdagen kl. 14-17, og der er åbent tirsdag-torsdag og lørdag kl. 12-18.

Plakat. Udstillingen Fuglespor består af oliemalerier og glasmosaikker – Marianne Lykkebergs to hovedmedier.

Marianne Lykkeberg har arbejdet som selvstændig kunstner siden hun 1979-1985 blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi hvor hun var elev på Skolen for Mur og Rum hos billedhuggeren professor Robert Jakobsen og Grafisk Skole hos grafikeren professor Dan Sterup Hansen. I 2011 studerede hun glaskunst i Frankrig ved Centre International du Vitrail i Chartres – lige ved siden af domkirken. Vitrail betyder kirkerude, på engelsk kaldes det stained glass, altså glasmaleri, også omfattende glasmosaik.

Marianne Lykkeberg har utallige udstillinger bag sig i ind- og udland og har tidligere drevet galleriet Atelier Bro i København og galleriet Atelier Lykkeberg i Hellerup. Sidste år udstillede hun i Kældergalleriet i Torup som beskrev Mariannes kunst på denne måde: ”I sin kunst er Marianne som iagttagende og reflekterende nutidsmenneske optaget af at udtrykke sine sanseindtryk som maleriske aflejringer på lærredet. Brydningen mellem modsætninger som lys og mørke, liv og død, kærlighed og had, virkelighed og myte. At male er en passion båret af spontanitet, farve- og fortælleglæde og ofte med den klassiske musik som inspirationskilde.”

Se mere om Marianne Lykkeberg hos Billedkunstnernes Forbund, BKF, og hos Glasnettet.

Fra Moskva

TV2 Lorry havde forleden en artikel på Lorrys hjemmeside om de her i Glastip snart meget omtalte glasskibe fra Hundested som står i et studie på Den Røde Plads hvorfra tv-stationen Fox Sport transmitterer fodbold til et svimlende antal amerikanere, noget af en eksponering. Artiklen indeholder link til to videoer – en kort og en lang – den korte et indslag fra Lorry i vinter da Backhaus-Brown og Egeværk var i gang med skibsbyggeriet, det lange er en endnu tidligere udsendelse fra da vikingeskibene for første gang var på vej til USA – som også handler om Hundesteds og Hundested Havns erhvervs- og turistmæssige udvikling med kunsthåndværkstederne som omdrejningspunkt.

Foto Fox Sport.

Glasnetmøde i Lønstrup i oktober

Foreningen af danske glaskunstnere, Glasnettet, holder i weekenden den 5.-7. oktober årsmøde og træf på toppen af Danmark – i Lønstrup i Vendsyssel ved Jammerbugten mellem Løkken og Hirtshals i feriekolonien Rødoverhus. Arrangementet er selvsagt kun for medlemmer af Glasnettet – det koster bare 200 kroner i årskontingent, men kræver at man er udøvende glaskunstner eller på anden måde knyttet til glaskunsten.

Glasnetmødet arrangeres i år med Glasnettes formand Leif Vange som tovholder for en gruppe som desuden består af Susan Vivi, Leni Bille, Rikke Precht og Laila Devalié. De to sidstnævnte er medlem af Glasnettes bestyrelse sammen med næstformand Anders Raad og kasserer Jan Kock. Leif Vange driver på 28. år glaspusteriet Glashuset Vangeglas i Lønstrup. Susan Vivi er ligeledes fra Lønstrup hvor hun siden 2009 driver Vetro – Lønstrup Hot Glass og især arbejder med lampeglas (flamework) og glasmaleri. Leni Bille finder vi også nordenfjords, i Sæby, hvor hun siden 1998 driver Sæby Glaspusteri. Tilbage til Lønstrup finder vi Rikke Prechts Glaspusteri som hun har haft siden 2009. Glasdesigner og glasbilledkunstner Laila Devalié bor og arbejder også i Lønstrup.

Fredag eftermiddag stilles den traditionelle ’lommeudstilling’ op med deltagernes medbragte, lomme-små værker, og om aftenen er der demonstration Sand og Show i Glashuset hos Leif Vange.

Om lørdagen er der Glasnetmøde som foruden den formelle dagsorden også har temaet: Hvorfor laver vi glas, hvem laver vi det til, og hvad er prisen? Med oplæg fra medlemmer fra forskellige dele af den meget differentierede glasverden. Om eftermiddagen er der 3D-demo med professor Tavs Jørgensen – med efterfølgende ’leg’. Tavs Jørgensen er dansk og oprindelig pottemager og arbejder nu ved universitetet i Bristol i England med 3D-printning som speciale. Om aftenen er der festmiddag og dans.

Søndag formiddag slutter træffet af med en tur rundt til Lønstrups øvrige glasfolk og andre kunsthåndværkere.

 

Glastip 10. juli 2018 – Vild med glas

Glas i Uggerby og Lønstrup

Galleri Uggerby i Uggerby og Lønstrup holder sommerudstilling i juli-august med en længere række billedkunstnere, nogle keramikere og glaskunstnerne Rikke Pape, Dorthe Bent, svenske Annette Gulbæk (se nedenfor) og Finn Lynggaard m.fl. Som der står på galleriets hjemmeside, men kun for så vidt angår afdelingen i Lønstrup, hvad der er i Uggerby fremgår ikke.

Lønstrupafdelingen har åbent onsdag-søndag kl. 13-17, og adressen er Strandvejen 89, Lønstrup, 9800 Hjørring. Uggerbyafdelingen har åbent fredag og søndag kl. 13-17, og adressen er Tolstrupvej 1, Uggerby, 9800 Hjørring.

Annette Gulbæk er blandt andet repræsenteret med en blå vase, og Dorthe Bent med et glaskakkelbord.

Annette Gulbæk finder man på hjemmesiden Konst i Kalmar län. Hun stammer fra Danmark, men har slået sig ned i Glasriket, nærmere bestemt Nybro. Hun har uddannet sig på Kosta Glasskole 1996-99, på Glas-og Keramikskolen på Bornholm 2001-04, på Pukeberg Designskole 2004, ved Transjö Glashytte 2006-08 og har fået en master ved Konstfack (universitet) i Stockholm 2008-10.

Vild med glas hos Baltic Sea Glass

Baltic Sea Glass i Melsted på Bornholm med glaskunstnerne Maibritt Jönsson og Pete Hunner holder sommeren over fredag eftermiddage kl. 13-15 et Vild med glas-arrangement i værkstedet. Der har allerede været tre ’vilde’ eftermiddage, og hver gang har demonstrationerne en ny vinkel på glasset – fx Glas & Teknik, Glas & Unika og Glas & Hvad er Glas. Det er Maibrit Jönsson der demonstrerer teknikkerne sammen med en gæst i værkstedet, Viki Noorman Kert, som er afdelingsleder ved Institut for Bygningskunst og Design ved KADK og faglærer i glas programansvarlig på Glas- og Keramikskolen i Nexø. Arrangementerne er gratis.

Foto fra Vild med Glas med Viki Kert og Maibritt Jönsson.

Åbning af skulpturhave og udstilling hos Per-René Larsen

Ved åbningen af årets sommerudstillinger – inde og ude – holder Heléne Sandegård og Per-René Larsen på Fanefjord Glas Galleri en reception søndag den 15. juli kl. 14-17.

Denne dag kan man foruden udstillingen i parrets galleri se et preview i værkstedet af helt ny værker af Per-René lavet til Chart Design 2018 i form af glasskulpturer i den nyeste #3-del af serien Easy Living som er kommet i flere grupper siden 2015, og som Per-René har fået støtte til fra Statens Kunstfonds Udstillingsudvalg.

Et værk fra Easy Living #2, også fra i år.

Per-René skriver om galleri-udstillingen at den – selvom det ikke er tilstræbt – kan ses som en del af det lokale brand MønBiosfære: Helénes nye billeder handler nemlig om plankton, tang og gopler, og Per-René er optaget af vissent ’ukrudt’.

Skulpturhaven blev for nogle år siden anlagt af Per-René med inspiration fra billeder og historier om Hans Jensens Banke* i Hovmarken på Møn for hundrede år siden, og haven gør sig denne sommer særligt godt som sval og skyggefuld lund. Den er i år beriget med ny værker med titler som Let Them Bells Ring (fællesværk), Mod nye horisonter, Gennemført bademotiv og Man må jo prøve. Med tak til Billedkunstrådet i Vordingborg Kommune.

Bortset fra previewet i værkstedet er udstillingerne ofte åbent kl. 11-17 og altid efter aftale (55 81 73 09). I galleriet kan man se glasskulpturer og -brugskunst samt mixed media af Per-René og maleri, tegning og kollage af Hélene. Adressen er Fanefjord Kirkevej 58, 4792 Askeby, Møn.

* Læs om Hans Jensen Banke i Glastip 3. juli 2013.

LAMA Glas holder fødselsdag

Igen i år fejrer Laura Madsen med LAMA Glas i Holløse ved Tisvilde sit glasværksteds fødselsdag med et åbent værksted-arrangement den første weekend i august – altså den 4.-5. Når vi får nærmere at vide, skal vi lade det gå videre. Hun plejer at have en-to interessante gæsteblæsere med i værkstedet.

Frue Plads

Frue Plads Marked er i år den 9.-11. august og rummer cirka 130 stande med kunsthåndværk og design. Det er det 35. marked og det største i Norden af sin slags.

Blandt en masse keramik, tekstil og smykkekunst m.m. finder man fire stande med glaskunst – Line Gottfred Petersen fra ved Ry, Sia Mai, boende i Sverige og med butik i Keramik- og Glasværkstedet, Kronprinsessegade 43 i København, Anders Raad fra Charlottenlund ved København og Glasmagerne Lena Ljungar og Jesper Sødring fra Tåsinge.

Der er åbent torsdag kl. 12-19, fredag kl. 10-19 og lørdag kl. 10-16. Københavns kulturborgmester Niko Grünfeld åbner markedet torsdag kl. 12. Arrangøren er et markedsudvalg under Danske Kunsthåndværkere og Designere, med keramikerne Asger Kristensen, Lene Dahl, Charlotte Nielsen og Jytte Strøm, smykkedesigner Lisbeth Dauv, tekstildesigner Cathrine Kahrs og glasdesigner Bettina Schori som medlemmer.

Statens Kunstfond har præmieret Scandinavian Glass-udstillingen

Statens Kunstfonds legatudvalg har præmieret de igangværende udstillinger på keramikmuset CLAY i Middelfart og Glasmuseet i Ebeltoft for høj faglighed og materiale-ekvilibrisme. Udstilling på CLAY er en jubilæumsudstilling med keramikergruppen Keramiske Veje. Udstillingen på Glasmuseet Ebeltoft er udstillingen Scandinavian Glass – Starting All Over.

Glasudstillingen præmieres for de udstillede værkers nyskabende og kunstneriske kvalitet og samtidig høje faglighed og for at være formidlende og bidrage til nordiske bånd og vidensdeling. Det er den største samlede præsentation af nordisk glas de seneste to årtier, og udstillingen viser nye værker af nogle af de bedste nutidige kunstnere og formgivere med speciale i glas fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Siger Kunstfonden.

Scandinavian Glass-udstillingen kan ses på Glasmuseet Ebeltoft indtil 23. september.

Maria Koshenkova, Norwegian-Wood. Foto Glasmuseet Ebeltoft.

 

Glastip 21. juli 2018 – Glashåndværk

Ovnhus Kunsthåndværkermarked

Weekenden 27.-28.-29. juli er det den 16. gang der afholdes Ovnhusmarked på Havnevej 24 i Nykøbing Sjælland. I år er der 70 kunsthåndværkere og designere med på dette censurerede marked. Årets gæsteudstillere er de fire kunsthåndværkere fra Egeværk og Backhaus-Brown med deres vikingeskibe i blæst/slebet glas og køl og stævn af træ. Blandt boderne finder man disse fire glasfolk – Aoife Soden fra Grenå, indtil i år værkstedet på Glasmuseet Ebeltoft, Bettina Schori fra København med ovnformet glas af flasker m.m.m., Christina Hellevik fra glasværkstedet Pust i Ebeltoft og Pernille Bach Petersen med lampeglas (perler) og pustet glas fra hendes og kollegaen/magen Henriks værksted i Bjert. Link henviser til opslag på ovnhus.dk.

Og så er der jo også naboen på Havnevej 20, Glashytten med Martin Birk Møller og et nyindrettet værksted og showroom (se foto).

Ovnhusmarkedet er åbent fredag kl. 12-17, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 10-16. Gratis adgang. Arrangør er Foreningen Ovnhus som tæller både kunsthåndværkere og en vennekreds. Læs mere om foreningen her og om baggrunden i Glastip fra 16. juli 2012.

Japansk glas i Butik for Borddækning

Som noget af det sidste – butiksfællesskabet lukker inden årets udgang – afholder Butik for Borddækning en udstilling med den japanske glaskunstner Momoo Omuro.

Udstillingen åbner fredag den 27. juli kl. 16-19 hvor kunstneren er til stede, udstillingens sidste dag er lørdag den 1. september, og åbningstiderne er tirsdag-fredag kl. 11-18 og lørdag kl. 11-16. Adressen er Møntergade 6, København K.

Momoo Omuro holder til i Tokyo-området og har i mange år arbejdet med og udviklet teknikken pate de verre – den gamle glasteknik hvor glaspulver smeltes i en form. ”Hun har raffineret sine dekorationer af geometriske og naturinspirerede mønstre og billeder og giver de små brugsemner karakter med variationer af udvendige strukturerer og malede dybder,” skriver Butik for Borddækning. Se hendes arbejder på Pinterest og på Instagram.

Foto fra Pinterest – tid og sted fremgår ikke. Foto Shih Tim.

Momoo Omuro er født i 1969 og gennemgik i løbet af 1990erne en række kunstneriske uddannelser begyndende med metalstøbning og design m.m. i Japan og sluttende med glaskunst ved Surrey Institute of Art and Design, UK. Hun har haft eget værksted siden 1999. Momoo Omuro har altså skiftet sit støbemateriale fra metal til glas.

Det er ikke første gang Momoo Omuros glas er i Danmark, i 2016 deltog hun sammen med 14 andre glaskunstnere i den internationale sommerudstilling på Glasmuseet Ebeltoft Ornament – en verden af farver og mønstre med ornamentik på glas i bredeste forstand. Se reportage og billeder på blog for lower east&lower east lab. Hun er repræsenteret i glasmuseets samling.

Og tænk så hvor omhyggeligt man skal placere det farvede glaspulver i formen før brændingen… Foto fra pressemeddelelse.

Glasmuseet Ebeltoft i august

Håndværket huskes – et program med arrangementer i hele august måned i Ebeltoft og på de tre deltagende institutioner Glasmuseet Ebeltoft, Fregatten Jylland og Museum Østjylland (Farvergården i Ebeltoft) med fokus på håndens arbejde og gamle håndværk. Programmet opdateres løbende, og ændringer kan forekomme. Noget er gratis, andet kræver betaling, noget kræver tilmelding, og det på museerne kræver entré. Se nærmere i programmet for tider og steder der ikke er nævnt nedenfor.

Arrangementer med glas er:

  • Den 1., 2., 9. og 16. august er der gør-det-selv-glasblæsning sammen med glasmagerne i Glasmuseets værksted hvor man kan prøve kræfter med det gamle håndværk og blæse en glaskugle – som kan hentes den næste dag når den er kølet af. Tilmelding nødvendig på 86 34 17 99. Pris 150 kroner + entré.
  • Tirsdagene den 7. og 21. august kl. 14 er der technical tour med glaskunstner Ned Cantrell, Ebeltoft, en rundvisning i museets udstillinger med fokus på håndværk og teknikker. Gratis ud over entréen.
  • Den 22.-25. august afholder Glasmuseet arrangementet Ved egen kraft med arbejde i værkstedet under ledelse af tidligere mesterblæser fra Holmegaard Glasværk Benny Bonnesen der demonstrerer hvordan man blæser Provenceskålen – et klassisk design fra Holmegaard skabt i 1950erne. Inviterede nordiske glaskunstnere arbejder herefter med teknikken for at undersøge teknikkens muligheder for at skabe glasdesign anno 2018. Museets publikum kan løbende følge processen.
  • Den 30. august kl. 16-17.30 er der byvandring mellem fredede og bevaringsværdige bygninger i Ebeltoft md restaureringsarkitekt Alette Lena Skov-Hansen og historiker Tina Bjerregaard. Mødestedet er foran Farvergården, og arrangementet slutter i Glasmuseets værksted hvor Jean Thebault vil vise fremstilling af glas til vinduerne i ældre huse. Prisen er 50 kroner, og tilmelding er nødvendig. Jean Thebault leder Glasmuseets værksted sammen med assistent Lou-Alexandrine Le Jolivet.
  • I Glasmuseets værksted er der desuden de faste ferieaktiviteter med fusing, sandstøbning og sandblæsning – se museets kalender.

Derudover er der speed-dating på Fregatten Jylland med erfarne håndværkere om bevaring og vedligehold, børstenbinder Hans Jørgen Vester og væver Susanne Vester på Farvergården, loppemarked og møde med beklædningsformgiver Amalie Rosenquist fra Re-design om idéer og tricks til gammelt brugt tøj på pladsen foran Glasmuseet Ebeltoft, Fregatten Jyllands faste stok (håndværkere) viser rundt på det 150 år gamle skib, Orlogsmuseets modelbyggerlaug viser hvordan de bygger modeller, trædrejer Finn Lading i Glasmuseets have, håndværkerkoret fra Håndværksmuseet i Randers synger håndværkersange i Farvergrådens have, farveren bejdser hjemmespundet uldgarn i Farvergården, byvandring med historiker Jesper Nørskov Pedersen i det gamle Ebeltoft, sømandshusflid hvor tovværk bliver til måtter, bælter og tasker m.m. sammen med Fanøs Riggerloft, foredrag om naverne ved Otto Westergaard, Århusnaverne, pottemager Lars Nygård Nielsen holder værksted i Glasmuseets have, bødker Thomas Boye Jensen i Farvergården, foredrag ved bindingsværkstømrer Camilla Koch om gamle teknikker i ny projekter, håndværkerloppemarked med byt, køb og salg af gammelt værktøj (ekspert til stede), foredrag om håndværkets historie ved museumsinspektør Lisbeth Skjernov fra Den Gamle By, workshop med pilefletter Ursula Søholm i Farvergården, mød en smed og prøv selv kræfter med smedningen, foto-byvandring i Ebeltoft med historiker Tina Bjerregaard og fotograf Mark Cowper Dyer, lav en sømandskniv af fregattræ over to dage med smedning og snitning m.m., lav en pung eller knivskede fx i læderværksted i Farvergården, mød farveren i Farvergården og prøv at lave farvetryk på tekstiler, møde om bevaring af fredede og bevaringsværdige bygninger med arkitekt Gøsta Knudsen og restaureringsarkitekt Alette Lena Skov-Hansen m.fl.

Vi slutter lige med et sommerligt glasbillede vi ikke kunne stå for – fra Glasmagerne Lena Ljungar og Jesper Sødring, Tåsinge.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft