Glastip Januar 2019

Glastip 23. januar 2019 – To glasfolk på Biennale 2019

Mail-udbyderen YouSee har hen over nytår lanceret en ny version af sin webmail hvorfra Glastip med rimelig succes har været udsendt gennem årene. Desværre skete lanceringen uden af den ny version var færdig og fuldt funktionsduelig. Og det er den stadig ikke. Det har kostet ’glastipperen’ en del overvejelser og besvær, men det er nu lykkedes at finde en måde at få udsendt Glastip, så fx kravet om skjulte modtageradresser (bcc) overholdes. Der er et par tip der er ’smuttet’, og nogle er forsinkede. Beklager.

Bornholms Stemme med Morten Klitgaard

Køppe Contemporary Objects ved Bettina Køppe udstiller for tiden i Officinet i Bredgade 66 i København. Køppe-galleriet holder nu til på Bornholm, og Bettina har været på research på sin ny ø for at finde ud af hvilken indflydelse Bornholm har på den lokale kunst, og hentet otte kunsthåndværkere med til udstillingen som hun kalder Bornholms Stemme. Der er tale om flere typer håndværk, og heriblandt finder vi glas af Morten Klitgaard.

Der er tale om nye arbejder af Morten Klitgaard. Det ligner tunge sager, men det er blæst glas stående ’på hovedet’. Blæst i en form af lag af forskellig slags glas som i afspændingen skaber nogle anderledes teksturer på det ellers blanke, sorte glas.

De øvrige kunstnere er keramikerne Michael Geertsen, Nynne Rosenkrantz Christiansen, Christina Schou Christensen og Jeanette List Amstrup, trækunstner Tyge Axel Holm og smykkekunstnerne Per Suntum og Kaori Juzu. Udstillingen kan ses til den 26. januar kl. 12-17.

Januar på Glasmuseet Ebeltoft

Den 25. januar kl. 17 er der fernisering af to nye udstillinger: Nyctophilia – Light in the Absence of It med Nina Westman (Sverige) og Rui Sasaki (Japan) samt Murmur, et projekt skabt af den engelske kunstner Philippa Beveridge. Begge er Study-udstillinger med vægt på kunstnerisk eksperiment, nyskabelse og proces.

Nyctophilia er et fælles projekt af to de kunstnere fra hver sin del af verden som deler interessen for selvlysende glas og eksperimenterer med neon og plasmateknik, og som forsøger at skabe lys, hvor der ellers er mørke.

Af Nina Westmann, foto Sven Olof Larsén.

Murmur er et fortløbende projekt der udvikler sig over tid med fjeren som gennemgående motiv i undersøgelsen af erindring og identitet. Kunstneren Phillippa Beveridge holder lørdag den 26. januar kl. 10.30 er artist talk hvorhun fortæller om udstillingen og sine arbejdsprocesser og idéer. Philippa er kandidat i kunst og arkitektur fra University of East London og har studeret skulptur, billedkunst og glas på Massana Art School i Barcelona.

Father Grown – af Philippa Beveridge hos hvem fjeren siden 2011 har været et tilbagevendende motiv, foto Joan Soto.

Ved udstillingsåbningerne uddeles årets Finn Lynggaard Legat. Udstillingerne vises indtil den 31. marts.

Blå fortsæt

I forbindelse med Glasmuseets fortsættende udstilling BLÅ vises søndag den 27. januar kl. 14 Torben Skjødt Jensens prisbelønnede portrætfilm om den danske maler Hans Henrik Lerfeldt. Filmen introduceres af museets direktør Dan Mølgaard. Gratis efter betalt entré til museet.

Artist talk med Maria Koshenkova

Glaskunstner Maria Koshenkova er en af deltagerne i udstillingen Japan Retur hos A. Petersen på Kløvermarksvej 70 på Amager, og søndag den 27. januar kl. 14.30 holder hun en artist talk hvor hun fortæller om sit glasprojekt Restrain & Release. Projektet er inspireret af den japanske kunst-bondageteknik Shibari som Maria har studeret i samarbejde med blandt andre den anerkendte japanske bondagekunstner Nawashi Go Arizue.

Det gælder altså ’tvang og frihed’ og handler om at man hverken som kunstner eller som menneske nogensinde kan være i total kontrol. Det er dog heller ikke vigtigt for Maria Koshenkova, men at anerkende denne grundlæggende livsbetingelse er til gengæld altafgørende. Maria fortæller ifølge A. Petersen om projektet:

“At blive introduceret til Shibari-kunsten var for mig helt essentiel i denne sammenhæng og gav mig en ny forståelse af min egen kunst og mine materialer, og hvad det at lave skulpturer handler om for mig. I Europa har vi ofte en meget snæver opfattelse af Shibari som en seksuel praksis. Men det var ikke det perspektiv jeg lærte at kende i Japan. Her blev det en skulpturel praksis hvor kroppen blev materialet, og hvor jeg var nødt til at genoverveje nogle grundlæggende spørgsmål – ikke kun i min kunst, men i livet som sådan. Hvornår har du kontrol, og hvornår skal du følge med strømmen? Er du nogensinde virkelig fri, eller er der mere eller mindre usynlige strenge der holder dig på plads? Hvor er grænsen mellem magt og afmagt? I min præsentation vil jeg gerne vise og fortælle mere om min proces og research og også dele mit møde med den mørke side af japansk kultur. Japan er for det meste opfattet og gengivet af europæere som et land med minimalistisk æstetik, puritanisme og ro. Men jeg opdagede også en meget ekspressiv og voldelig kultur der viste sig at være underligt sjov og mørk på samme tid. Denne meget spændende og fascinerende oplevelse, der blev muliggjort ved mit tætte samarbejde med lokale kunstnere og et kig ind i den japanske s-m-kultur, vil jeg gerne dele.”

Det er gratis at deltage i arrangementet med Maria Koshenkova når entréen til udstillingen på 60 kroner er betalt, og der er tilmelding på kari@apetersen.dk. Udstillingen kan ses til den 28. februar.

Indtil den 13. januar kunne man se Maria Koshenkova med værker fra samme projekt i en Study-udstilling på Glasmuseet Ebeltoft.

Klubaften i Aalborg

Onsdag den 30. januar kl. 19.30 holder Glashistorisk Selskab Aalborg klubaften på Vejgård Bibliotek, Hadsundvej 35 i Aalborg. Emnet er glas fra Fyens Glasværk med emaljebemaling. Man klan eventuelt medbringe egne glas med dekorationer fra det gamle fynske glasværk.

Åbent hus på Designskolen

Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, KADK, holder torsdag den 31. januar kl. 13-18 åbent hus på Campus Holmen, Danneskiold-Samsøes Allé 53, 1437 København K, samt på Esplanaden (Konservatorskolen). Man kan besøge studiepladser, værksteder og bibliotek, og man kan møde studerende, undervisere og studievejledere. De uddannelser man kan høre om er bachelorprogrammerne i arkitektur, design og konservering, kandidatprogrammerne i arkitektur og design samt professionsbacheloruddannelsen i kunsthåndværk (glas og keramik) som foregår på Bornholm.

Arrangementet er selvfølgelig målrettet uddannelsessøgende, men andre må gerne kigge og høre med.

Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2019

Fra den 18. april til den 5. maj afholdes Biennale for Kunsthåndværk og Design, og det foregår i Nordatlantens Brygge, Strandgade 91 på Christianshavn i København. Arrangøren Danske Kunsthåndværkere & Designere har her i begyndelsen af januar offentliggjort hvilke 18 projekter med kunsthåndværk og design der er med, og som deltager i konkurrencen om Biennaleprisen på 100.000 kroner.

Årets tema er fællesskab. Biennalejuryen (se nedenfor) fremhæver et højt niveau og stor diversitet: "De udvalgte projekter har alle et højt fagligt, æstetisk eller konceptuelt stærkt indhold og udtryk. Vi er glade for at der blandt udstillerne både er veletablerede udøvere og helt nyuddannede kunsthåndværkere og designere. Det viser at Biennalen stadig er en relevant scene for samtiden." Bag de 18 projekter står disse kunsthåndværkere og designere:

  • Glaskunstner Anett Biliczki, Luftkraft Glasstudie i København
  • Keramiker Sarah Oakman og glaskunstner Maj-Britt Zelmer Olsen, Det Brune Værksted i Nexø
  • Smykkekunstner Sarah Winther
  • Møbeldesigner Mia Lagerman
  • Keramiker Mariko Wada
  • Tekstildesigner Bitten Hegelund
  • Keramiker og designer Ole Jensen
  • Kunstnergruppen RØRT med ædelmetalformgiverne Kristina Villadsen, Maja Røhl, Maria Tsoskunoglu og Nanna Obel
  • Designer Christina Christensen
  • Gruppe bestående af smykkekunstnerne Katrine Borup og Pernille Mouritzen og designer Bess Kristoffersen
  • Tekstilkunstner Margrethe Odgaard
  • Keramiker Bodil Manz og arkitekt Jacob Manz (mor og søn)
  • Illustrator Helle Vibeke Jensen og smykkekunstner Mette Saabye
  • Beklædningsdesigner Charlotte Østergaard
  • Keramiker Signe Fensholt
  • Tekstilkunstner og illustrator Kristine Mandsberg
  • Smykkekunstner Katrine Bidstrup
  • Keramiker Sisse Lee

Biennalens jury består af en norsk, en svensk og tre danske fagpersoner:

Designhistoriker og udstillings- og samlingschef på Designmuseum Danmark Christian Holmsted Olesen, keramiker og københavnsk keramikgallerist Ann Linnemann, danske byrums-, rum-, og social kunstner Benny Henningsen, kunstner og direktør for kunstfestivalen Oslo Open Marianne Zamecznik samt professor, medgrundlægger af Gustavsbergs Konsthall for samtidig kunsthåndværk og leder ved Eskilstuna Kunstmuseum Agneta Linton.

Odense Glasværk

Et kig på hvad Odense Glasværk på Odense Havn laver, får man med en billedserie lagt på Facebook.

Glasskibe med vokseværk

Frederiksborg Amts Avis og T2 Lorry fortæller at glasfolkene Backhaus-Brown og snedkerparret Egeværk fortsat har succes med vikingeskibene, ikke mindst på det amerikanske marked. Vetri Gallery i Seattle har således fået solgt de største og dyreste glasskibe værkstederne har lavet, og meldingen fra galleriet lyder "Keep 'em coming".

Derfor vil Backhaus-Brown og Egeværk nu udvikle produktet i en større og ’vildere’ retning til brug i store rum som aulaer og kirker. Glasværkstedet har allerede købt to ovne der skal kunne klare opgaven, og eksperimenterne er i gang. Snedkerværkstedet er også i gang med udviklingen af ny bærende konstruktioner til de markant større og tungere skulpturer.

Der er altid blevet bygget skibe i Hundested, og det bliver der da ikke mindst nu.

I øvrigt kan vi fortælle at de to værksteder på tre uger samlede 82.700 kroner ind til forskning i kræftsygdommen Uveal Melanoma – som har ramt et familiemedlem. Indsamlingen er som tidligere omtalt i Glastip foregået ved salg af lodder på 200 kroner til en lodtrækning om skibet Æsir i ravgult glas, med køl i røget egetræ og til en værdi af 32.000 kroner.

Mere om Regetta Klints bog Håndværk

Journalist Lars Hedebo Olsen har i Politiken den 25. december anmeldt reportage- og portrætbogen Håndværk af design- og kunsthåndværksskribenten Regetta Klint. I bogen, som har tidligere været omtalt i Glastip, besøger hun blandt glaspusterparret Johanne Jahncke og Rick Gerner. Johanne har fået lov til at illustrere anmeldelsen – som uddeler både ris og ros til bogen. Læs den her.

Glastip 30. januar 2019 – Glas fra Rumænien

Rumænsk glaskunst i Bredgade i København

Den rumænske glaskunstner Ioan Nemțoi holder fredag den 1. februar kl. 17 fernisering på udstillingen Glass Universe i Galleri Bredgade 22 i de centrale København. Udstillingen åbnes af ambassadør Alexandru Grădinar, Rumæniens ambassadør i Danmark og Island, hvorefter den internationale kunstkritiker Sandra Miller fortæller om kunstneren og viser en film om hans arbejde med glas. Undervejs serveres rumænsk vin. Ioan Nemțoi er til stede. Fra om lørdagen er der åbent alle dage kl. 12-19 til den 12. februar.

Ioan Nemțoi har for en snes år siden udstillet i Danmark, og hos Galleri Mernild i Herning kan man finde denne beskrivelse af ham:

”Ioan Nemțoi er rumænsk glaskunstner med internationalt ry. Allerede som helt ung opdagede en lærer hans kunstneriske talent og han kom på kunstskole. Under seks års studier på kunstakademiet i Bukarest introducerede en lærer ham for glaskunst:

’Glasset er som en kvinde, det skal behandles nænsomt. I begyndelsen gjorde det mig skør. Men jeg gjorde glasset til min udfordring, og i dag er det min kunst. Når man arbejder med glas, skal man tænke og handle hurtigt. Og så fascinerer det mig at arbejde med både ild og vand. At arbejde med glas er for mig blevet en måde at udtrykke følelser på.’

Nemțoi henter sin inspiration fra naturen. Alt er mundblæst og laves kun som unika-stykker der alle signeres af Nemțoi. Nemțoi’s glaskunst sprudler af liv og farver.”

Ioan Nemțoi fik i 2004 den nationale ærespris som Rumæniens bedste glaskunstner. Find ham på Facebook eller se en masse billeder på Google. Der er også denne film på Youtube. Ordet ’apropieri’ er flertal for ’apropiere’, rumænsk for nærhed eller tilnærmelse eller lignende.

Så stort et værk får vi dog ikke at se i det ganske lille galleri i Bredgade 22.

Og to timer senere lige om hjørnet:

Maria Sparre-Petersen har glas med på Forårsudstillingen

Forårsudstillingen på Charlottenborg på Kongens Nytorv 1 i København har i år deltagelse af en stor gruppe kunsthåndværkere/designere. Dels er der glasdesigner Maria Sparre-Petersen, studielektor og ph.d.-studerende på Institut for Bygningskunst og Design på KADK/Designskolen – hun deltager med værker støbt i genbrugsglas.

CK2 fra 2017 af Maria Sparre-Petersen set ’bagfra’.

En anden kunsthåndværker er keramiker Emma Nilsson som tog afgang fra kandidatprogrammet Ceramic Design sidste år, og som deltager med sit afgangsprojekt lavet i metal og porcelæn. Desuden deltager en gruppe på 24 studerende fra kandidatprogrammet Kunst og Arkitektur på Institut for Bygningskunst og Kultur på KADK.

Der er fernisering på Forårsudstillingen fredag den 1. februar kl. 19-24 (udstillingen lukker kl. 22), og udstillingen kan herefter ses fra den 2. februar til den 10. marts. Åbent tirsdag-fredag kl. 12-20 og lørdag-søndag kl. 11-17. Entré 60 kroner.

Mere om Fyns Glasværk

Som man kan læse på Fyns.dk sælger Odense Glasværk for tiden for 80.000 kroner om måneden fra værkets butik i Odense Havn. Men det er for lidt, og der er brug for mere kapital. Det er man på udkig efter – ligesom man søger en ny kanal for at afsætte produkterne i USA. Det skal dels ske med et nyt lampeprodukt man har under udvikling sammen med designer Erik Simonsen fra Bogense. Og forhåbentlig med hjælp fra Statens Kunstfons ny pulje til fremme af dansk kunsthåndværk og design i USA.

Samtidig kan man i artiklen på Fyns.dk læse om glasværket som socialøkonomisk virksomhed og dets succes og udfordringer hermed.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft