Glastip Januar 2018

Glastip 9. januar 2018 – Museumsnyt

Ny leder på Hempel Glasmuseum

Her ved årsskiftet har Hempel Glasmuseum har fået ny leder. Daglig leder Karin Dalskov er fratrådt for at gå på efterløn. Nu har Hempels Kulturfond ønsket at ansætte en akademisk leder, og valget er blandt 44 ansøgere faldet på Berit Jakobsen der af uddannelse er landskabsarkitekt og desuden udlært grafiker og med eksamen i flere merkonomfag.

Berit Jacobsen har tidligere arbejdet med ledelse, kommunikation, markedsføring og formidling – også i museumssammenhæng – og opfylder samtidig bestyrelsens ønske om en lokalt forankret leder der kan fortsætte og udvikle glasmuseets engagement i det vestsjællandske samarbejde om kultur, turisme og markedsføring. Berit Jakobsen er bosat i Odsherred og har blandt andet arbejdet for det lokale turistsamarbejde VisitOdsherred og er medlem af bestyrelsen i Odsherreds Museumsforening.

Berit Jakobsen, foto fra Odsherred Museumsforenings hjemmeside

Karin Dalskov har i otte år været daglig leder af Hempel Glasmuseum, og Hempels Kulturfond betegner hende i en pressemeddelelse som den der ”mere end nogen anden (har) stået for den positive udvikling af museet i de seneste mange år og har været virksom i opbygningen af gode samarbejdsrelationer mellem museet og lokalområdet”.

For at takke Karin Dalskov for hendes store indsats har fondsbestyrelsen med Bodil Busk Laursen i spidsen inviteret samarbejdspartnere og venner til en afskedsreception på museet fredag den 19. januar kl. 14.

Det ny Holmegaard nu fuldt finansieret

 

Med en bevilling på 6,8 mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er Næstved Kommunes og Næstveds Museums projekt for Det ny Holmegaard nu fuldt finansieret. De 6,8 mio. er øremærket udstillingsafsnittet 10.000 års kreativitet som skal vise skiftende udstillinger af museets store samlinger af kunsthåndværk og design suppleret med genstande fra resten af Danmark og verden.

 

Den første udstilling bliver med et naturligt udgangspunkt i Holmegaard Mose som jo med sine tørv var grundlaget for glasværket, men som også er en vidtkendt stenalderlokalitet. Udstillingen vil derfor handle om jægerstenalderen og dens formverden og specielt tidens kosmologi/magi og samspil med naturen. Med indlån fra ind- og udland er planen at skabe en unik international særudstilling.

 

Det ny Holmegaard har ofte været omtalt i Glastip, men vi repeterer lige: Holmegaard Glasværk blev opført i 1825 og lukkede igen i 2008, og det var dermed både Danmarks ældste og sidste bevarede glasværk. Med Det ny Holmegaard vil Næstved Kommune og Museum Sydøstdanmark (som Næstved Museum er en del af) bevare Danmarks sidste glasværk og samtidig formidle kunsthåndværkets viden, æstetik og kvalitet i den danske kultur. I Det ny Holmegaard vil man derfor kunne opleve professionelle og arbejdende glasværksteder, et kunsteksperimentarium, en industriudstilling, en Holmegaard glasudstilling, en Kähler keramikudstilling og kulturhistoriske udstillinger med fokus på de sidste 10.000 års kreativitet.

 

Det samlede projekt beløber sig til næsten 103 mio. kroner, og Det ny Holmegaard forventes at åbne i slutningen af 2019.

 

Glastip 11. januar 2018 – Lynggaard-legat til Lise Eggers

Finn Lynggaard-legat til Lise Eggers

Årets Finn Lynggaard-legat tildeles den bornholmske glaskunstner Lise Eggers. Legatoverrækkelsen foregår på Glasmuseet Ebeltoft fredag den 19. januar kl. 17 i forbindelse med to udstillingsåbninger* på museet.

Lise Eggers er født i 1968 og bor og arbejder i Rønne på Bornholm. Hun er uddannet ved Orrefors Glasskole i Sverige 1986-1988, West Surrey College of Art and Design, England 1992-1993 og Glas- og Keramikskolen, Bornholm 2002-2005. Hun har siden 1994 haft sin base på Bornholm hvor hun blandt andet har arbejdet som underviser i glas på Bornholms Højskole og som glaspuster hos Bülow Glas og Baltic Sea Glas.

I sit private kunstneriske arbejde med glasset arbejder hun særligt med materialets optiske og skulpturelle muligheder i form af massive, støbte og slebne objekter.

Lise Eggers i sit værksted, foto fra hendes hjemmeside.

Med legatet følger 15.000 kroner som Lise Eggers vil bruge til en Master Class med den internationalt anerkendte glaskunstner Silvia Levenson på North Lands Creative – et studiecenter for professionelle glaskunstnere beliggende i Skotland. Her vil hun søge ny viden om teknikkerne lost wax og ovnstøbning, samtidig med at hun vil udvikle sit kunstneriske sprog i forhold til rum, skala og narrativitet.

Finn Lynggaards Fond og legat blev indstiftet i forbindelse med Finn Lynggaards 80 års fødselsdag i 2010. Legatet, som kan søges af danske glaskunstnere, uddeles hvert år omkring Finn Lynggaards fødselsdag den 11. januar. Fondsbestyrelsen består af glasformgiver og enke efter Finn Lynggaard, Tchai Munch, direktør for Glasmuseet Ebeltoft Dan Mølgaard og formand for Glasmuseets Venner Karen Siune.

* Mapping Denmark III med Pernille Bülow og Made in America med værker fra museets samling. Begge udstillinger kan ses til den 8. april. Se museets hjemmeside.

Eva Castberg retro med tekstiltryk, væv, foto og glas

Eva Castberg er en farveglad kunstner som især gør det i tekstil, men også foto, og i årene 2002-12 havde hun eget glasværksted hvor hun eksperimenterede med ovnformet glas – både skulpturelt og mere traditionelt i form af fade, skåle og vaser.

Nu afholder Eva Castberg en retrospektiv udstilling over sine mere end 40 år som udøvende kunstner inden for de forskellige teknikker hun har arbejdet med. Udstillingen viser aktuelle værker og udvalgte værker i et tilbageblik – også på glasset.

Relief af Eva Castberg, om det er med på udstillingen, vides ikke, foto fra hendes hjemmeside.

Udstillingen er arrangeret af Humlebæk Kunstforening (link til udstillingsomtale) og foregår på Humlebæk Bibliotek på adressen Humlebæk Center 40, 3050 Humlebæk. Der er fernisering lørdag den 27. januar kl. 11-13, og udstillingen kan ses til den 9. februar – mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 12-17 og lørdag kl. 10-13.

 

Glastip 17. januar 2018 – Fra Svalbard til Farum

Lene Tangen med Arctic Glass i Galleri Svalbard

Norske glaskunstner Lene Tangen har, som før omtalt i Glastip, en særlig interesse for det artiske – og konsekvenserne af den globale opvarmning. Hun forsøger i glasset at fange isens struktur, form og materialitet og fryser derved et konkret øjeblik i dens igangværende transformation. Serien Arctic Glass er et resultat fra hendes ekspedition til Svalbard i oktober 2016, og Galleri Svalbard viser nu hendes støbte og blæste glas i en lyssat installation.

Et værk fra serien Arctic Glass, foto fra Galleri Svalbard.

Lene Tangen er uddannet fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm i 2011 og har også i en periode boet på Bornholm, men bor nu i Norge – Oslo afvekslende med fødebyen Lørenskog uden for Oslo.

Udstillingen åbner torsdag den 18. januar kl. 19 og varer til den 25. februar. Galleri Svalbard ligger i øernes hovedby Longyearbyen (1800 indbyggere) på hovedøen Spitsbergen. Der er daglig flyforbindelse via Tromsø.

Laura Madsen i Farum Kulturhus

Glaskunstner Laura Madsen (LaMa Glas i Holløselund) deltager fra den 20. januar til den 10. marts i udstillingen To malere, en keramiker og en glaskunstner i Ganggalleriet i Farum Kulturhus arrangeret af Furesø Kunstforening. De øvrige udstillere er keramiker Hans Peter Hansen og malerne Karin Bach og Hanne Pedersen. Der er fernisering på åbningsdagen lørdag den 20. kl. 12.15. Adressen er Stavnsholtvej 3, 3520 Farum.

 

Glastip 20. januar 2018 – Glas og Kähler

HAK* – Kähler Keramik før og nu

Nils Kähler* og Karl Hansen Reistrup* set i unge designeres optik

Næstved Museum og Kähler Design i Næstved har (fra den 19. januar) til den 4. februar to udstillinger med bud på produkter til Kähler Design lavet af otte kandidatstuderende på første semester i efteråret 2017 på Designskolens (KADK) afdeling for Keramisk Design.

Med inspiration hentet i den historiske Kähler-samling på Næstved Museum har de studerende prøvet kræfter med den gamle Kähler-arv og ud fra selvvalgte værker og kunstnere fortolket disse i produktforslag til Kähler Design. Resultaterne viser stor bredde i både fortolkning og i brugen af keramiske og andre materialer hvad enten det drejer sig om lamper, plantekrukker, vaser eller andet.

Foruden det rent formgivningsmæssige er de studerende i forløbet blevet trænet i at samarbejde med eksterne partnere, i hvordan man præsenterer sine produktforslag, og i hvordan man laver produktudvikling i dialog med et firma. Lærerne på projektet har været keramikerne Anne Tophøj og Martin Bodilsen Kaldahl.

I udstillingen på Næstved Museum i museets lokaler i Boderne vises projekterne sammen med de historiske værker der var udgangspunktet, og her er der lagt vægt på processen i form af skitser, modeller og video. I Kähler Designs showroom præsenteres projekterne i en nutidig sammenhæng med forståelsen af firmaets profil i fokus.

Kandidatstuderende Christine Bové – eksperimenter.

Der er også glas med i projektet. Flere af projekterne indeholder både glas og keramik, og tre af de studerende har afgang som bachelorer fra glaslinjen på Bornholmerskolen. To af dem er også med på den aktuelle udstilling i Galleri Claus C i København med sidste sommers afgangsprojekter fra Bornholmerskolen – se Glastip 18. december. Det er amerikanske George William Bell og færøske Linda Bibi Dahl Heinesen. Den tredje, danske Christine Bové, tog afgang i 2015. De tre har deres kandidatstudium på afdelingen for Keramisk Design på skolen på Holmen, men har glasset som deres hovedmateriale, og det der skal blæses, bliver blæst på Bornholm.

Kandidatstuderende Christine Bové – produktforslag.

Boderne finder man på Sct. Peders Kirkeplads 8, 4700 Næstved, hvor der er åbent tirsdag-fredag kl. 11-16 og lørdag-søndag kl. 10-15, entré 40 kroner. Kähler Design har deres showroom, eller Flagship Store som de kalder det, på Kählersbakken 5, og her er der åbent mandag-torsdag kl. 10-17.30, fredag kl. 10-18 og lørdag kl. 10-14.

Kandidatstuderende George William Bell – produktforslag.

*

Herman August Kähler, HAK, 1846-1917, anden generation Kähler og ham der begyndte den hundredårige Kähler-epoke hvor man inddrog en lang række kunstnere i formgivningen – indtil eventyret for alvor sluttede med en konkurs for ti år siden hvor virksomheden ved en auktion blev købt af arkitekt Frantz Longhi, og en ny historie begyndte.

Nils Kähler, 1906-1979, fjerde generation Kähler og aktiv formgiver.

Karl Hansen Reistrup, 1863-1929, en af de kunstnere der i tidens løb var tilknyttet Kählers Keramiske Værksted.

Læs om Kähler og historien.

Glas i designETC

Det nu et år gamle, ugentlige og gratis designnyhedsbrev designETC har i sit seneste nummer to artikler om glaskunstnere. Begge med aktuel anledning i dagens begivenheder på Glasmuseet Ebeltoft. Her er der åbnet to nye udstillinger, dels en med USA-værker hentet fra museets samling og dels udstillingen Mapping Denmark III med værker af bornholmske Pernille Bülow. Samtidig fik Lise Eggers overrakt årets Finn Lynggaard-legat.

Læs artiklen Fornemmelse for form og forretning om Pernille Bülow af kulturjournalist Lene Grønborg Poulsen og omtalen af Lise Eggers.

Glasposten

Glasposten er medlemsblad for foreningen Glasmuseets Venner, og i årets første nummer er der på foreningsfronten en leder af formand Karen Siune om den forestående generalforsamlingen den 24, februar, og bestyrelsesmedlem Jørn Bech gør rede for hvordan det fungerer med det Glaslotteri der finder sted på generalforsamlingen, og som 81 af foreningens medlemmer deltager i og betaler et særskilt kontingent til.

Bestyrelsesmedlem Jan Kock skriver om lampeglasblæser Jens Christian Kondrup som er glasapparatblæser på Institut for Kemi på Aarhus Universitet. Den godt illustrerede artikel fortæller blandt andet hvordan Jens Kondrup med sin grundlæggende uddannelse ved det legendariske Struers har fortsat sin faglige forfinelse i flere omgange med undervisning af lampeglasfolk fra Murano.

Foreningens østdanske arrangementsgruppe ved Hanne Werner og Pavla Rossini beskriver en tredages bustur den 1.-3. juni til Glasriket i Småland med et mangesidigt program med besøg i glashytter, glasmuseer og andre glasseværdigheder.

Jan Kock har en gennemgang af hvad tre tyske glastidsskrifter (heraf to både tysk- og engelsksprogede) har at byde på – Neues Glas/New Glass, Glashaus/Glasshouse og der glasfreund.

Pia Strandbygaard Bittner har som sædvanlig en gennemgang af de kommende måneders program på Glasmuseet Ebeltoft.

Og som rosinen i pølseenden har Jan Kock en notits om nærværende nyhedsbrev Glastip – som han varmt anbefaler. Tak for det.

PS

Jan skriver at Glastip udkommer månedligt. Det er ikke helt rigtigt. I løbet af nyhedsbrevets første seks-syv år er det kommet med i snit tre til seks udgaver om måneden. Glastip udkommer med andre ord som glasvinden blæser. Den svingende frekvens kan skyldes at der ikke altid er lige meget at skrive om, og/eller at undertegnede med skiftende held lykkes at samle flere nyheder i samme nyhedsbrev. Det spørgsmål kan man studere på Venneforeningens hjemmeside hvor man finder alle de hidtil godt 350 udkomne numre af Glastip. Det skal man måske ikke bruge sin tid på, derimod kan det anbefales at bruge hjemmesiden som et opslagsværk. Søgning i Glastip-arkivet foregår lettest via en søgemaskine (fx Google) hvor man søger på ordet glastip plus en glaskunstners navn eller andet.

 

Glastip 24. januar 2018 – Ti gange glas

Gaseksplosion hos Arresø Glashytte

Et par dage før jul skete der en gaseksplosion hos Arresø Glashytte. Glaskunstner Hans Friederichsen var i værkstedet og blev forbrændt og straks ført til brandsårsafdelingen på Rigshospitalet. Efter nogle uger på hospitalet er han nu hjemme igen og i bedring.

Mere om udstillingen Kähler Keramik før og nu

I sidste nummer omtalte vi udstillingerne på Næstved Museum og hos Kähler Design i Næstved med en gruppe kandidatstuderende fra Designskolen som har arbejdet med at fortolke Kähler-arven. Af de tre implicerede glasfolk var der kun fotos med af de tos værker, i mellemtiden er der fremkommet foto af den tredjes, Linda Heinesens værker. Udstillingerne kan ses til og med den 4. februar

Lamper af Linda Heinesen – som er ”inspireret af Kählers smukke vaser med uran glasur fra 1920rne og -30rne. Jeg arbejdede med at overføre uranglasuren til glasset og skabe samme udtryk. Bunden har jeg støbt i keramik og dækket med mørke og rød-brunlige begitninger for at skabe en kontrast mellem det mørke og rå ler i bunden og den glatte og farverige top.” Lamperne, der kan ses hos Kähler, er ganske små, cirka 10-12 cm, og tænkt som hyggebelysning.

Rødder med 25 kunsthåndværkere på Bispegården

Medlemmer af Sjællandsgruppen i Danske Kunsthåndværkere og Designere viser (fra den 20. januar) til den 4. marts udstillingen Rødder på Bispegården i Kalundborg. Kunsthåndværkerne har arbejdet tematisk med værker inden for keramik, grafik, glas, flet og tekstil og skabt ”et samlet udtryk for et netværk af objekter der afspejler en viden om samarbejdet imellem tanken og håndens arbejde”.

Og videre hedder det: ”Publikum inviteres til at undres i en skov af rodfortolkninger. Kunsthåndværket har som område en lang historik hvad angår udvikling af teknikker, materialer og udtryk. Samtidens kunsthåndværkere bygger videre på, ændrer eller forholder sig til traditionerne. Rødderne bliver dermed en flersidig metafor for kunsthåndværkernes samarbejde og vidensdeling, for identitet, natur og kultur.”

Blandt de 25 kunsthåndværkere finder vi tre glaskunstnere, Ditte Hvas, Jytte Mørch og Torben Jørgensen. Udstillingen er arrangeret af Kalundborg Kunstforening, Bispegården ligger i Adelgade 6, og der er fri entré og åbent tirsdag-søndag kl. 11-16.

Vikingeskibene nu nået til Palm Beach

Efter nu to års stor succes med vikingeskibe i glas og egetræ fortsætter Glassmedjen med glaskunstnerparret Nanna Backhaus Brown og Andrew Jason Brown og snedkerværkstedet Egeværk med snedkerparret Mette Bentzen og Lasse Kristensen deres rejse jorden rundt om ikke i, så med vikingeskibe. De to Hundested-virksomheder har nu dannet et fælles selskab – Kattegat Gallery – som netop nu udstiller skibe på den kuraterede udstilling Art Palm Beach Fair i Florida i USA hvor der er et stort købedygtigt marked med interesse for unikt kunsthåndværk.

Kattegat Gallery i Palm Beach – herover set fra venstre Lasse, Mette, Andrew og Nanna, herunder udstillingsåbningen med god interesse for vikingeskibene. Se også video fra udstillingen.

Vikingeskibenes første færd gik til OL i Rio, så var det den danske ambassade i London, Trésor i Basel, SOFA i Chicago, Form i Miami – mon vi har fået det hele med – og indeværende år er der flere udstillinger på vej i USA, Europa og Ebeltoft.

Designer Zoo lukker efter 18 år

Efter 5691 åbningsdage (har man optalt det til) lukker den store butik med design og kunsthåndværk med sidste åbningsdag den 17. februar. Der er ophørsudsalg fra lørdag den 27. januar kl. 10-16.

Med et samlet salg på cirka en halv million stykker kunsthåndværk gennem årene er det hermed slut på en epoke, der – som Designer Zoo’s idémand og indehaver Karsten Lauritsen formulerer det – er gået ud på at tilbyde unikke og håndlavede kvalitetsprodukter fra danske værksteder og dermed bevare arbejdspladser inden for kunsthåndværk og videreføre arven og de gode traditioner for kunsthåndværk og design. – Vi må håbe andre finder veje til at gøre noget af det samme!

Gennem årene har der i ejendommen været værksteder for i alt 40 skiftende kunsthåndværkere, også glaskunstnere som der dog for tiden ikke er nogen af. Hvordan det går med disse værksteder, vides ikke, men i hvert fald Karsten Lauritsens helt egen virksomhed Bønnebord fortsætter med værksted i kælderen og butik fra ejendommens baggård på samme adresse – Vesterbrogade 137, 1620 København V.

Åbent hus på Designskolen på Holmen

KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering holder åbent hus torsdag den 1. februar – for arkitekt- og designuddannelserne kl. 13-18 på Campus Holmen, Danneskiold-Samsøes Allé 53, og for konservatoruddannelsen kl. 16-18 på Esplanaden 34. Man kan på egen hånd besøge studiepladser, værksteder, laboratorier og bibliotek, møde studerende, undervisere og studievejledere og besøge bemandede stande om KADK's bachelor- og kandidatuddannelser, herunder også det engelsksprogede bachelorprogram på Bornholm, Craft, Glass and Ceramics.

Tina Arnholtz på Hadsten Bibliotek

Fra fredag den 2. februar og måneden ud udstiller Tina Arnholtz glaskunst på Hadsten Bibliotek – Sløjfen, Evald Tangs Allé 45, Hadsten. Tina driver sit firma Butique CharChri ikke så langt derfra – på Langå Mark 11, Langå.

Udstilling om glasproduktion i Odense 1874 til 2018

Foreningen Fynske Glasvenner og Støtteforeningen for Odense Glasværk, Glasværket ved Odense Havn, holder her et år efter det ny glasværks opstart en udstilling om både gammelt og nyt glas fremstillet i Odense. Odense Kommune støtter udstillingen.

Udstillingen vises på det der hedder Væg 1 i udstillingsbygningen Filosoffen, Filosofgangen 30, 5000 Odense, fra den 6. februar til den 3. marts, der er åbent tirsdag-søndag kl. 11-17, og der er fri entré.

På udstillingen vises glas fremstillet på Fyens Glasværk fra produktionen begyndte i 1874 og til glasværket lukkede i 1990. En del af glasset blev i takt med fusionerne i branchen solgt som produceret på først Kastrup Glasværk og senere Holmegaard Glasværk, uanset at det var fremstillet i Odense.

Fyens Glasværk gik i 1907 ind i en fusion med alle danske glasværker bortset fra Holmegaard Glasværk, og i mange år var Fyens Glasværk det største glasværk i koncernen, men det var Kastrup der tegnede den. I Odense havde man i de første år efter første fusion en ret avanceret produktion af kunstglas. Glasværket havde ansat et stort antal bøhmisk/schlesiske glasmagere der lavede glas af meget høj kvalitet. I 1965 blev Kastrupkoncernen sammensluttet med Holmegaard Glasværk, og få år efter blev alt glas solgt under navnet Holmegaard.

De fleste af de glas som vises på udstillingen, er designet af kendte designere som Jacob E. Bang, Per Lûtken, Christer Holmgren og Michael Bang.

Udstillingen viser også glas fra i dag, fremstillet af glasmagerne på Odense Glasværk, Glasværket ved Odense Havn, som påbegyndte produktionen først i 2017. Her er der beskæftiget tre glasmagere, Søren Højmark, John Rønnemose og Henning Ottosen, alle udlært på Fyens Glasværk. På det ny glasværks hjemmeside under ’Arrangementer’ ligger for tiden næsten øverst en beretning for værkets og Venneforeningen Ællingernes første år.

Glasperletræf flytter til Ravstedhus

Efter i nogle år at have holdt deres sommertræf i Silkeborg flytter foreningen Danske Glasperler nu træffet tilbage til Ravstedhus hvor det tidligere har været holdt. Samtidig er der på grund af uenighed om linjen sket udskiftninger i foreningens ledelse, idet Connie Sørensen efter en del år som formand er udtrådt af bestyrelsen. Ny formand er Mette Pedersen der har firmaet Kolding Glass Art, og som før har arbejdet med ovnformet glas, men nu koncentrerer sig om lampeglasset.

Træffet på glaskursusstedet og postordreforretningen Ravstedhus i en lille by af samme navn mellem Tønder og Aabenraa foregår den 23.-24. juni med årsmøde, faglige arrangementer, demonstrationer, konkurrence om årets glasperle – og sankthansbål. I år må medlemmerne gerne have en ledsager med, men ellers er dele af træffet åben for alle interesserede. Foreningens hjemmeside er endnu ikke opdateret.

Jason Svendsen på vej til Rågeleje

Jason Svendsen har i nogle år haft værksted og butik på Frederiksberg Allé 45. Nu er han på vej fra Frederiksberg til Rågeleje hvor han ønsker at indrette værksted, udstillingslokale og butik i en ejendom på en adresse ved den centrale parkeringsplads i byen. Det kræver dog en ny lokalplan for området som kommunen nu har sendt i offentlig høring, så der går endnu nogen tid inden planen kan vedtages, og Jason Svendsen kan overtage ejendommen og gå videre med sin ’udflytning’.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft