Glastip Januar 2013

 
Glastip 2. januar 2013 – Sidste udkald 

Planlagte tilfældigheder
Kunsten.nu har for få dage siden bragt en anmeldelse / et interview med Pipaluk Lake med udgangspunkt i glaskunstnerens retrospektive udstilling på Sophienholm i Lyngby. Sofie Minkes artikel på nettidsskriftet beskriver Pipaluks arbejde med planlagte tilfældigheder der skaber værker med fastfrosne bevægelser…

Hvis man vil høre Pipaluk Lake selv fortælle historierne, kan man deltage i Glasmuseets Venners artist talk-arrangement den 10. januar. Skriv til glastip@mail.tele.dk. Men man skal skynde sig – det er sidste udkald.


Pipaluk Lake i gang med forberedelserne til en brænding på Statens Værksteder for Kunst hvor nogle af de nyeste værker til udstillingen på Sophienholm blev til. I baggrunden den store skinnebårne ovn. Foto: Ida Wieth-Knudsen

Glastip 4. januar 2013 – Interaktioner

Gasværksjubilæum

Roskilde Gasværk kan i år fejre 150 års jubilæum – det meste af tiden som gasværk – men siden slutningen af 1980erne som glasværk og andre kunstnerværksteder m.m. Skak Snitker og Peter Svarre flytter ind i 1987 og etablerer Glasgalleriet – sidstnævnte forlader huset tre år senere. Først i 2000 efter et dusin usikre og begivenhedsrige år sker den officielle åbning af værket som kunsthus. Året efter flytter Lene Bødker ind. Læs historien på gasværkshjemmesiden. Værkets øvrige indbyggere er billedkunstner Lars Rasmussen, tekstildesigner Iben Brøndum og keramiker Martin Bodilsen Kaldahl samt Galleri LABR ved Henrik Laursen og Jan Brolykke.

Gasværket åbner jubilæumsfestlighederne med en udstilling i Galleri LABR fra 5.- 24. januar. Alle værkets fem kunstnere deltagere sammen med kunstgeneratoren AB2TRA ved Henrik Koé. Udstillingen ferniseres på åbningsdagen lørdag den 5. kl. 13. Adressen er Vindeboder 1, Roskilde Havn.

Interactions med Verena Schatz og Maria Bang Espersen

Danske Kunsthåndværkere lukker glas ind i Officinet i Bredgade 66 i København med udstillingen Interactions med værker af Verena Schatz og Maria Bang Espersen. Udstillingens værker vil ifølge arrangørerne forandres i samspil med omgivelserne – med forholdet mellem beskuer og værk og mellem værk og omgivelser i fokus.

”Udstillingens gæster udfordres til at se omgivelserne fra et nyt perspektiv når de som beskuere interagerer med værkerne og bliver en del af udstillingen. Glas anvendes for dets særlige kvaliteter såsom evnen til at lede lys, kaste optiske skygger samt at reflektere sine omgivelser. I modsætning til det traditionelle mundblæste glas vil udstillingen være helt foruden funktionelle hverdagsobjekter, men i stedet præsentere mindre installationer og interaktive skulpturer. Med en legende tilgang til materialet glas og dets mange muligheder ønsker Schatz og Espersen at vække beskuerens nysgerrighed for det ukendte. Der sættes spørgsmålstegn ved hvordan vi opfatter vores omgivelser når lys, skygger og reflektioner leger med øjet og ændrer på den virkelighed vi kender.”

Der er fernisering fredag den 18. januar kl. 17-20, og udstillingen varer til den 10. februar med åbent tirsdag-søndag kl. 12-16. Vi vender tilbage om eventuel artist talk og Salon 66-arrangementer. Normalt kan man træffe kunstnerne på udstillingen i weekenderne.


Glastip 7. januar 2013
Finn Lynggaard-legat, omvisning i Cisternerne m.m.

Finn Lynggaard-legat til Ditte Haahr Hvas

Fredag den 11. januar – på Finn Lynggaards fødselsdag – uddeles for tredje gang Finn Lynggaard-fondens legat på 10.000 kroner. Det foregår på Glasmuseet i Ebeltoft kl. 11, og alle glasvenner er velkomne. Udover legatet får vinderen en glasfigur skabt af Finn Lynggaard – en ”Finn” i form af en ældre herre med frakke, hat og stok. Fonden blev etableret i forbindelse med Finn Lynggaards 80 års fødselsdag i 2010 som en gave og hyldest til den store kunstner og iværksætter. Fonden uddeler hvert år på Finn Lynggaards fødselsdag et legat til en udøvende dansk glaskunstner med henblik på videreuddannelse eller studie-/inspirationsrejse.

Årets modtager er glaskunstneren Ditte Haahr Hvas som bor i Langvad ved Frøstrup i Thy, og som er uddannet glasformgiver fra Glas- & Keramikskolen, Bornholm (nu Kunstakademiets Designskole, Bornholm). Ditte arbejder med pâte de verre-teknik, og hun vil bruge legatet på et studieophold på OTAKA School of Glass i New York for at skaffe sig mere viden om netop denne teknik. Ved pâte de verre-teknikken (’glaspasta’ på fransk) fyldes en pasta af glaspulver eller fritte i en gips- eller sandform dannet over en modeleret figur. Glasset smeltes herefter sammen i en ovn. Formen kan kun bruges den ene gang.

 

Glas og keramik i Vanløse

Hanne Werner udstiller glas og Tove Frederiksen keramik fredag den 11. januar til lørdag den 23. februar hos foreningen Kontakt Mellem Mennesker hos Grøndal Lokalråds Kulturudvalg på Godthåbsvej 262 i Vanløse. Der er fernisering på åbningsdagen kl. 16-18 og åbent herefter mandag-torsdag kl. 14-17 samt lørdag kl. 10-13. Hanne Werner er fra Helsingør og medlem af gruppen Glasskårene, og Tove Frederiksen fra Vanløse og æresmedlem af Nordsjællands Keramikere.

Rikke Bruzelius ferniserer

Lørdag den 12. januar kl. 12-14 er der fernisering i Glasseriet på Amager med koloristiske malerier af

Lasse Broström med tydelig inspiration fra franske malere som Dufy og Matisse samt den danske Weie-skole. Rikke Bruzelius har som vanligt blæst en serie glas inspireret af den udstillende kunstner.

Der er åbent tirsdag-fredag kl. 10-16 og lørdag kl. 10-14, og den 2. marts er udstillingens sidste dag. Rikke har her efter nytår taget fat på sit 17. år i eget glaspusteri, og tilmed er det i år 25 år siden hun begyndte at arbejde med glas.

Kastrupgårdsamlingen åbner nyindrettet og ombygget

Kastrupgårdsamlingen – Tårnby Kommunes Kunstmuseum – genåbner den 18. januar efter en omfattende og handikapvenlig ombygning. Der er nu museum i alle gårdens fire længer, og museet har fået ny foyer og café.

Museet rummer stadig de permanente udstillinger af Theodor Philipsens malerier og keramik og de to lokalhistoriske samlinger Midt på Amager og Kastrup Glas, og man får nu også mulighed for at vise et større udvalg af museets store samling af moderne grafik. I alt har museet fået 270 kvm udstillingsareal ekstra.

Slovakisk glas i Cisternerne

Årets udstilling i Cisternerne – Museet for Moderne Glaskunst i Søndermarken på Frederiksberg – er Crossing Points - Art from Slovakia med billedkunstneriske værker og installationer hovedsaligt i glas skabt til Cisternerne af de slovakiske billedkunstnere Palo Macho, Patrik Illo og Zuzana Graus Rudavská. Værkernes glas og øvrige materialer egner sig teknisk set godt til museets fugtige, kolde og dagslysfrie cisternerum.


De tre kunstnere hører til Slovakiets mest fremtrædende kunstnere med hensyn til arbejder med glas som medium. De har alle en lang række internationale udstillinger bag sig på museer, gallerier og andre steder og er repræsenteret på kunstmuseer og i betydelige kunstsamlinger verden over.

 

Palo Macho arbejder med glasmaleri og installationer af farvet glas og har udført en lang række installationer på kunstmuseer samt udsmykninger i stort format,

Zuzana Rudavská og Patrik Illo arbejder med objekter og installationer med glas som fremmeste element og undersøger krydsfeltet mellem design og billedkunst.

Udstillingen finder sted i Cisternernes forreste rum og løber i sæsonen fra februar til november. Åbningen foregår onsdag den 6. februar kl. 17 hvor kunstnerne er til stede.

Glasmuseets Venner, Østdanmarkgruppen, holder lørdag den 9. februar kl. 14 en rundvisning i udstillingen med Pavla Rossini som guide – og der findes næppe en bedre guide. Pavla vil vise rundt og præsentere de tre kunstneres værker – kunstnerne er desværre rejst hjem på dette tidspunkt. Pavla vil også kort fortælle om hvad der sker i slovakisk glaskunst.

Hvis der kan findes en varm café eller lignende i nærheden hvor deltagerne kan mødes før eller efter, vil Pavla Rossini gerne uddybe sin orientering om den slovakiske glaskunst og eventuelt vise billeder til. Vi beder om læsernes hjælp – og vender tilbage herom.

Arrangementet er gratis – bortset fra entré til Cisternerne og eventuelt cafékøb – men tilmelding nødvendig på Glastip-adressen. Læs om entré, åbningstider m.m. på Cisternernes hjemmeside.

 

Glastip 14. januar 2013 – Dansk Glaskunst – og verdenshavet

Ole Villadsen:
Dansk glaskunst – glasudsmykninger i kirker og i det offentlige rum

Et storværk om glaskunst fra kirkevinduer til kunstinstallationer i Danmark de seneste 50 år, og en bog der belyser mangfoldigheden af teknikker og udtryksmuligheder i dansk glaskunst. Skriver Forlaget Frydenlund på sin hjemmeside om den i november 2012 udkomne 278 sider store bog af lektor i billedkunst og kunsthistorie Ole Villadsen som tidligere har skrevet en række anerkendte bøger om billedkunst og arkitektur.

Danmark har en særlig tradition for glasudsmykninger i det offentlige rum både udendørs og i institutioner og kirker. Glaskunst dækker både maleriet, skulpturen og den klassiske mosaik. Flere end 60 kunstnere har udsmykket det danske rum med glas – og det er ofte sket i samarbejde med glasmager Per Hebsgaard der også har en fremtrædende rolle i bogen. Bogen analyserer og beskriver udvalgte glasudsmykninger, bringer interview med kunstnere og glasmagere samt kunstnerbiografier.

Bogen er blevet anmeldt i Jyllands-Posten af Las Ole Knippel (fem stjerner) og i Politiken af Peter Michael Hornung (fire hjerter). Se en bladreudgave på otte sider.

Foredrag med Ole Villadsen
Ole Villadsen holder onsdag den 16. januar kl. 19 et foredrag på Vordingborg Bibliotek om dansk glaskunst byggende på sin nye bog. Stedet er Kulturarkaden Sydhavnsvej 6 i Vordingborg. Entré.

Glasmuseet udskriver skolekonkurrence om verdenshavet


Glasmuseet Ebeltoft åbner den 23. marts årets store sommerudstilling OCEAN – en udstilling om verdenshavet, om fascinationen af havet og dets mangfoldige liv og om konsekvenserne af menneskets adfærd for havet og miljøet. Tolv kunstnere fra forskellige dele af verden giver deres bud på emnet, og der bliver mange forskellige oplevelser at hente i udstillingen.

Museet mener at der mange pædagogiske muligheder for skoleklasser for at arbejde med udstillingens tema bredt på tværs af fag, og museet har flere forslag til at bruge det i undervisningen. Desuden inviterer museet alle rigets skoleklasser til at deltage i en konkurrence med en kort film om verdenshavet som de selv oplever det. Vinderpræmien er en dag i Ebeltoft inklusive et snorkeldyk ved Djurslands kyst.


Glastip 16. januar 2013 – Bredgade, Vester Allé, Oslo Plads og Strandvejen

Interactions i Officinet

Vi minder om at det er fredag den 18. januar kl. 17-20 at de unge glaskunstnere Verena Schatz og Maria Bang Espersen åbner deres udstilling Interactions i Officinet i Bredgade 66 i København. Se Glastip 4. januar 2013.

Karen Nyholm på Kunst for Alle i Aarhus

Karen Nyholm repræsenterer glasset blandt 70-80 kunstnere på Kunst for Alle i Ridehuset på Vester Allé 1 i Aarhus fra torsdag den 17. til søndag den 20. januar. Karen har stand 64 i stalden bag Ridehuset hvor hun også udstiller tegninger. Åbent torsdag kl. 17-21, fredag kl. 10-19 og lørdag-søndag kl. 10-18. Entré 50 kroner.


Eli Benveniste på Den Frie


Koloristerne udstiller fra den 20. januar til den 24. februar i Den Frie Udstillings Bygning på Oslo Plads vis-a-vis Østerbro Station i København. Der er fernisering lørdag den 19. januar kl. 13-17 og herefter åbent tirsdag-onsdag-fredag kl. 12-17, torsdag kl. 12-21 og lørdag-søndag kl. 10-17.


Årets udstilling beskæftiger sig med skitsen og hvad kunstnerne hver for sig bliver inspireret af. Der er i år 18 udstillende medlemmer plus tre gæster, og blandt medlemmerne finder vi den i Italien boende billedkunstner Eli Benveniste – link 1 og 2. Selv fortæller hun:

”Min vej frem har ofte været en modreaktion på en tidligere erfaring. Et nyt materiale, en opgave eller en anden kunstner for den sags skyld kan være med til at føre mig i en ny retning, hvilket har bragt mig vidt omkring. Men for mig selv at se ligger de forskellige udtryk i naturlig forlængelse af hinanden som fx når jeg har lavet en udstilling der handler om mønstre, og senere finder det oplagt at tegne et mønster på et stort glasrelief og fra glassets skrøbelighed senere finder det oplagt at arbejde med gummi.”

Januar på Glasmuseet i Ebeltoft


Universets lyskunst

Neon og andre lysende gasser – mellem kunst og videnskab. Foredrag ved Hans Buhl, inspektør for videnskabshistorie ved Steno Museet, i forbindelse med glasmuseets NEON-udstilling. Søndag den 20. januar kl. 14. Gratis efter betalt entré til museet.


De flotte farver fra neon og andre lysende gasser udnyttes ikke kun til lysreklamer og kunstværker. Siden midten af 1800-tallet har man kunnet analysere lyset ved hjælp af et prisme og derved fået indblik i de stoffer som udsender lyset. Det var fx nøglen til Niels Bohrs hundrede år gamle teori om atomernes opbygning. I dag bruges spektre blandt andet til at studere forholdene i fjerne stjerner og gaståger – universets egen lyskunst.  


Se det hele for det halve

Søndag den 27. januar kl. 10-14 er der åbne magasiner, og samme dag er der entré til halv pris – 45 kroner. Museet er åbent kl. 10-16.

Et besøg på Glasmuseet denne dag giver mulighed for et kig i de til dagligt lukkede magasiner under museet. Her opbevares den internationalt anerkendte samling på 1500 værker fra det meste af verden, og her finder man museets rødder og fundament som knytter sig til Finn Lynggaards eksperimenter med glasset og hans vision om et internationalt museum for glas i Ebeltoft.

 

Glastip 24. januar 2013 – Små tip

Statens Kunstfond låner ud

Offentligt tilgængelige institutioner kan låne kunst hos Statens Kunstfond. Fonden har netop udsendt en liste over aktuelt ledige værker. På listen er der et par glasværker: Studio Strange – Inner Room – og Micha Maria Karlslund – Misfit.

Kunstnergruppen BLIK på Havarthigaarden

Fra fredag den 25. januar – med fernisering på åbningsdagen kl. 15-18 – og til den 8. februar udstiller ni kunstnere fra gruppen BLIK på Havarthigaarden, Havarthivej 6 i Holte. Blandt udstillerne er glas- og billedkunster Charlotte Bonne. Der er åbent mandag-torsdag kl. 9-15, fredag kl. 9-17 og lørdag-søndag kl. 11-17.

Interactions i Officinet

Vi minder endnu engang om de unge glaskunstnere Verena Schatz’ og Maria Bang Espersens udstilling Interactions i Officinet i Bredgade 66 i København. Udstillingen varer til den 10. februar med åbent tirsdag-søndag kl. 12-16, og hver lørdag-søndag er det Maria der passer udstillingen. Se mere i Glastip 4. januar 2013.

 

Glastip 29. januar 2013 – Afgang med vand og strand m.m.

To gange glas på vinterens afgangsudstilling fra Designskolen

Kunstakademiets Arkitektskole og Kunstakademiets Designskole åbnede fredag den 25. januar deres fælles vinterafgangsudstilling med i alt 85 kandidatprojekter i Udstillingen og Festsalen i Meldahls Smedie* på Danneskiold-Samsøes Allé 51 på Holmen i København. Afgangsudstillingen er åben alle dage kl. 11-18 frem til den 27. februar. Det er gratis adgang.

* Bygningen blev tegnet af Ferdinand Meldahl og opført som Flådens grovsmedje i 1861.

Maj-Britt Zelmer Olsen: Glas Mellem Rum

På udstillingen ses et foto og en model af det projekt Maj-Britt Zelmer Olsens har taget afgang på, og som er installation skabt til Rosendahl Design Groups domicil i Hørsholm (tegnet af Utzon Architects). Installationen består af 19 blæste glasrør med en diameter på fra 15 til 40 centimeter. Rørene er placeret stående i en dam på husets sydvestlige side. Rørene er anbragt så overkanten kun lige når op over vandoverfladen. På den måde kommer glasrørene til at spille med når vandoverfladen påvirkes af vind og vejr – vandoverfladen opfører sig forskelligt inden i og uden for glasrørene. Det vil ifølge Maj-Britt Zelmer Olsen få beskueren til at fokusere på her-og-nu’et.

Maj-Britt Zelmer Olsen bor på Paradisvej (af alle steder) i Nexø på Bornholm og har brugt skolens faciliteter dér flittigt. Hun har allerede før sin afgang gjort sig bemærket i flere sammenhænge – hun er hidtil nævnt fire gange i Glastip siden december 2011. Hun er blandt andet et aktivt medlem af Glasnettet og medlem af bestyrelsen for Danske Kunsthåndværkere – og hun har en blog.

Sara Nolla Borghøj: Area 3210

Også Sara Nolla Borghøj kan nu benævne sig cand.design. Hendes afgangsprojekt består af et antal mangeformede keramiske objekter i hvidmalet stentøj der hver for sig har forskellige former og et miks af overflader. Hver skulptur er på en eller flere sider beklædt med tykt mangefarvet glas. Glasset er blæst i en lag-på-lag-teknik og derefter skåret ud i facetter som til sidst er slumpet i form efter de flader de skal beklæde.

Kombinationen af glas og keramik er den ene af afgangsprojektets to hovedkategorier. Den anden har været at bruge begrebet taktilitet på basis af Dunn og Dunn-metodikken (en læringsstil) under designprocessen. Taktilitet at forstå som den måde et objekt, et materiale eller en overflade føles, mærkes og fornemmes på (min udlægning). Sara har i sit projekt ligestillet taktiliteten med den visuelle æstetik. Læs mere i vedlagte beskrivelse.

Saras udgangspunkt og inspirationskilde har været 200 meter strand ved Rågeleje i Nordsjælland (postnummer 3210 Vejby – deraf projektets titel) som hun har registreret ved fotografering og indsamling af materialer.

Sara har lært at blæse glas på Orrefors – læs en lille lokalavis-beretning fra dengang i 2002. Siden har hun blæst flere steder, hun blæser nu hos Laura Madsen (3210 Vejby), og glasset til afgangsprojektet har hun blæst hos Anders Raad. Sara var i 2004 repræsenteret på en stor udstilling med aktuel dansk glaskunst på Glasmuseet i Ebeltoft.

Fru Olsens Stuer

Den 1. februar genåbner Fru Olsens Stuer som et nyt butiksfællesskab med 15 kunstnere, designere og kunsthåndværkere og en voksende støtteforening bag. Den ny butik og den hyggelige gård i Skattergade 14 i Svendorg skal også være en ramme for kurser, foredrag, markeder og gæsteudstillere – med café indendørs om vinteren og udendørs om sommeren. Åbningstider onsdag-fredag kl. 10-17.30 og lørdag kl. 10-14. Med i fællesskabet er Glasmagerne fra Tåsinge Lena Ljunger og Jesper Sødring.

På åbningsdagen er der reception kl. 16-18 hvor foreningens formand, smedekunstner Pia Storm byder velkommen, og butiksforeningen er vært ved en lettere forfriskning.

Et magisk glashus i Helsingør og Helsingborg

I Helsingør begynder i uge 5-6 en Drømmelys-festival som i uge 7 tages op i nabobyen over Øresund med en Drömljus-festival. Blandt indslagene i Helsingør er kunstnergruppen CoreAct med Undgåelsens Bevægelighed med udgangspunkt i New York-kunstneren Tom Fruins magiske glashus der som en foranderlig og farvestrålende skulptur døgnet rundt lyser op på Kongekajen over for Kronborg. Glashuset stod også ved Kongekajen sidste år i august, og i efteråret 2010 havde CoreAct stillet det op på Søren Kierkegaards Plads i Københavns havn ved Diamanten. Den 2. og 3. og den 6. og 7. februar kl. 19-20.30 kan man møde husets to ’beboere’ i en performance hvor de humoristisk kaster rundt med begrebet ’valg’ gennem en fortolkning af konkretlyriker Vagn Steens tekster: Hvornår bliver det ikke at vælge til et valg i sig selv?

Glashuset kan herefter den 9.-16. februar opleves på den anden side af vandet ved en stort anlagt lysfestival Drömljus hvor det centrale Helsingborg skulle eksplodere i en drøm af lys med flere end 30 spektakulære lysinstallationer.

Under Helsingør Drømmelys kan man foruden det magiske glashus opleve en lysinstallation på Forsyning Helsingørs 89 meter høje skorsten på H.P. Christensens Vej, og derudover genopstår Helsingør Lanternen med sit blå lys og oplyser en rute fra Blomstertorvet til Kulturværftet.

Glasudsmykning af Peer Bruun i Helsinge Svømmehal

Multikunstner Peer Bruun fra Havreholm ved Hornbæk i Nordsjælland døde for nylig 71 år gammel netop som han havde færdiggjort et større udsmykningsarbejde til Gribskov Kommunes nyopførte svømmehal i Helsinge. Udsmykningen på svømmehallens rå betonvægge består af fire-fem meter høje glasmosaikker – høfder som han selv har benævnt dem – heraf seks i mange blå nuancer samt elementer med bladguld plus et modstående element i gule og orange toner. De første repræsenterer vandet, og det sidste solen der skinner på vandet. Peer Bruun havde efterladt udførlige tegninger for ophængningen, og den allersidste finish stod hans kone, kunsthåndværkeren Vibeke Kornerup Bruun for.

Glasset i mosaikkerne er udvalgt af kunstneren selv på Angelo Orsonis værksted i Venedig hvorfra også andre har hentet glas til fx kirkemosaikker. Værket har kostet Gribskov Kunstråd 180.000 kroner, og ophængningen kostede noget nær det samme. Peer Bruun har tidligere blandt andet lavet en glasmosaikfrise til Odense Universitetshospital. Peer Bruuns glasmosaikker i Helsinge svømmehal indvies officielt den 8. februar dagen før svømmehallens første åbningsdag. Svømmehallens adresse er Boagervej 26. Samme dag åbner en udstilling i Helsinge Kulturhus og Biblioteks udstillingssal med malerier og skitser af kunstneren. Udstillingen kan ses frem til den 19. februar på adressen Skolegade 43. Se et eksempel på Peer Bruuns glasmosaikker i en omtale i lokalavisen for Fredensborg af en udstilling i 2007


To gange Pavla Rossini


Ledøje-Smørum Kunstforening arrangerer tirsdag den 5. februar kl. 19.30 foredrag om dansk glaskunst ved Pavla Rossini – freelance kurator, skribent og journalist specialiseret i dansk og udenlandsk design og brugskunst, ikke mindst glas. Foredraget afholdes i Smørum på adressen Flodvej 89 E, kælderen. Stedet hedder Under Birken og er foreningslokale for Ledøje-Smørum Kunstforening med værksteder, hyggekrog og bibliotek. Ingen tilmelding – entré 50 kroner.

Årets udstilling i Cisternerne – Museet for Moderne Glaskunst i Søndermarken på Frederiksberg – er Crossing Points - Art from Slovakia med billedkunstneriske værker og installationer hovedsaligt i glas skabt til Cisternerne af de slovakiske billedkunstnere Palo Macho, Patrik Illo og Zuzana Graus Rudavská. Værkernes glas og øvrige materialer egner sig teknisk set godt til museets fugtige, kolde og dagslysfrie cisternerum. Se Glastip fra 7. januar.

Glasmuseets Venner, Østdanmarkgruppen, holder lørdag den 9. februar kl. 14 en rundvisning i udstillingen med Pavla Rossini som guide. Arrangementet er gratis – bortset fra entré til Cisternerne – men tilmelding nødvendig på Glastip-adressen.


Glastip 31. januar 2013 – Ebeltoft

Glasmuseet i februar

Glasmuseet i Ebeltoft har for tiden tre udstillinger som alle slutter den 10. marts: NEON – en hyldest til det lysende grundstof i anledning af hundredåret for det første kommercielle neonskilt, Lys I Mørket – et udvalg af værker fra museets samling med fokus på lyset, og Contemporary Traditions – et Studyprojekt af 28-årige Anna Mlasowsky.

Til udstillingen NEON bidrager blandt andre den århusianske glaspuster Rikke Stenholt som har lavet flere neon-arbejder herunder også kirkeudsmykninger, blandt andet i Højvangen Kirke i Skanderborg. Søndag den 24. februar kl. 14 kan man møde Rikke Stenholt til et foredrag om hendes arbejde med neon. Det er gratis når entréen til museet er betalt.

På sidstedagen søndag 10. marts kl. 14 viser Anna Mlasowsky rundt i sit projekt om samtidstraditioner. Det er også gratis efter betalt entré til museet.

Den 23. marts åbner museet en ny stor satsning med udstillingen OCEAN med internationale kunstnere som alle er udlændinge på nær Steffen Dam.

Fra og med vinterferien i uge syv smeltes der igen glas i Glashytten, glasmuseets arbejdende værksted. Det er Pia Nissen – eller pia9ssen som hun kalder sig på nettet – der afløser Studio Strange. Pia Nissen er godt bekendt med glashytten fra tidligere støbearrangementer og assistance til forskellige glaskunstnere i værkstedet. Pia er uddannet på Bornholm i 2004-2007. Hun har undervejs og siden arbejdet hos Mette Bülow Duus, Pernille Bastrup, Pernille Bülow, Tchai Munch og Finn Lynggaard, men også meget og senest i Norge hos Geir Olsen, Kari Håkonsen og Vidar Koksvik.

I vinterferien i uge syv har museet åbent alle dage kl. 10-16 hvor man kan gå på opdagelse i udstillingerne og løse opgaver undervejs. Spørg efter et opgaveark i receptionen. I glashytten kan man hver dag opleve hvordan det varme glas blæses – dog undtaget onsdag og torsdag hvor der begge dage er støbning kl. 10-13 og 14-17. Her kan man lave sin egen lille figur i glas ved sandstøbning. Figuren kan afhentes efter afkøling dagen efter. Det koster 75 kroner plus entré til museet – som dog er gratis for børn og unge op til 18 år. Tirsdag kl. 11 og 14 er der glasmaling for børn i biblioteket. Her kan man dekorere et drikkeglas eller lave et glasmaleri sammen med museets børneguider. Det er gratis at deltage når entréen… Men tilmelding nødvendig på 86 34 17 99.

Glascaféen åbner den 1. februar med Jette Christensen som ny forpagter. Læs nærmere her om kontakt og åbningstider og om caféens menu.

Og så er der i øvrigt særlig søndag den første søndag i måneden. Det er kl. 14, og det er gratis efter betalt entré til museet.

Venneweekend i Ebeltoft den 22.-23. marts

I forbindelse med åbningen af udstillingen OCEAN afholder Glasmuseets Venner venneweekend med en række aktiviteter på Glasmuseet. Weekenden begynder med OCEAN-ferniseringen fredag kl. 17. Herefter er der – hvis man er hurtig nok – mulighed for at deltage i en middag i Glascafeen sammen med de af de udstillende kunstnere der er til stede ved ferniseringen, og andre særligt indbudte. Lørdag formiddag præsenterer OCEAN-udstiller Katherine Gray først sine egne værker og giver derefter en demonstration i Glashytten. Om eftermiddagen er der artist talk (med tolk) med OCEAN-udstiller Maria Grazia Rosin. Og hermed slutter venneweekenden.

Søndag den 24. marts vil der være et specielt arrangement med OCEAN-udstillerne Mark Elliott og Jack McGrath, og her er glasmuseumsvennerne også velkomne. Dette arrangement omtales nærmere i næste nummer af Glasposten som udkommer i begyndelsen af marts.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft