Glastip 1. februar 2016 – Rammer om glas, rammer af glas
Villum Window Collection har vundet Lysprisen 2015
Den Danske Lyspris 2015 går til Villum Window Collection, det ny museum med 300 historiske vinduer fra 1600-tallet og til i dag.
”Lyset er en uundværlig og dybt integreret del af udstillingen. De mange særlige belysnings-opgaver er løst med stor præcision og en legende tilgang. Lyssætningen af udstillingen fortæller vinduets historie til gæsterne gennem lyset. Løsningerne er skræddersyet til hver historie der iscenesættes og formidles,” skriver juryformanden Anne Bay fra Dansk Center for Lys i en pressemeddelelse.
Bag museet står firmaet VKR Holding (dem med Velux-vinduerne) som har haft designfirmaet Rosan Bosch Studio og lysdesigner Kim Borch til at hjælpe sig. Samlingen af vinduer er iscenesat som en rejse gennem historien hvor epoker, stilarter, typer og teknikker ses med et humanistisk syn for at beskrive vinduets betydning for arkitekturen, byplanlægningen og menneskelig livskvalitet.

Udstillingen er bygget op omkring en tunnel hvor man bevæger sig frem gennem tiden og får en oplevelse af vinduets betydning for adgangen til lys, luft og udsyn. Der er arbejdet grundigt og med finesse med lyset – naturligt og kunstigt – så man fx får fine illusioner af dagslys/sollys med lysfelter på gulv, vægge og vinduesrammer. Desuden skal nævnes illusioner af Versailles dagslys-belyste spejlsal og lyset i Vilhelm Hammershøis malerier.

Læs pressemeddelelsen fra Dansk Center for Lys og et prospekt om Lysprisen 2015 som også præsenterer de tre andre nominerede til prisen – Interferens, en interaktiv tunnel i Kolding, Langebro i København (undersiden) og Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Vinduesmuseet finder man på Maskinvej 4 i Søborg ved København. Der er åbent tirsdag og torsdag kl. 10-16. Der er også åbent nogle søndage om året, næste gang den 7. februar.
Glasmuseet i februar
Første søndag i måneden (7. februar) er Særlig Søndag med rundvisning i udstillingerne kl. 14. Det er gratis efter betalt entré til museet og uden tilmelding.
I vinterferieugerne 7 og 8 er museet åbent alle dage kl. 10-16, og alle dage er der glasmaling i biblioteket – det koster 30 kroner foruden entréen, og man skal huske at glasmaleriet skal tørre før man kan få det med sig.
Onsdag den 17. februar kl. 11 og kl. 14 er der familievenlig rundvisning i FAKE, kunstnerparret Britta Madsen og Søren Gøttrups udstilling med selfies, Minecraft, LEGO, skateboards og alt mulig andet i glas. Det er uden tilmelding og gratis når entréen er betalt.
Onsdag den 21. februar kl. 14 er der foredrag med kunstkritiker, journalist og forfatter Erik Meistrup om kunstens udvikling frem mod Britta Madsen og Søren Gøttrups (BMSG) arbejder i glas – Fra Duchamp* til BMSG. Erik Meistrup har fulgt kunstnerparret gennem en årrække. Det er uden tilmelding og gratis når entréen er betalt.
* Marcel Duchamp,1887-1968, fransk billedkunstner og kunstteoretiker, en af de mest banebrydende og kontroversielle personer i 1900-tallets kunst. Søg Google.
Anmeldelse af udstillingen FAKE
Britta Madsen og Søren Gøttrups udstilling FAKE er under titlen Flotte fortællinger på glas og med fem ud af seks stjerner anmeldt i Nordjyske Stiftstidende den 19. januar af Troels Laursen. Han er fast anmelder ved avisen, men han har også en blog hvor anmeldelsen er gengivet – og som vi derfor kan henvise til. På bloggen er anmeldelsen dateret den 22. januar.

En pakke Lucky Strike Cigarettes, 2014, ovnformet, malet og emaljeret glas, 43 x 23 cm. Pressefoto.
Til søs med Andrew Brown

”Mit første skib i slebet glas med egetræ,” skriver Andrew Brown på Facebook. Delene af træ er lavet af Lasse Kristensen fra snedkerværkstedet Egeværk som er Glassmedjens nabo på Hundested Havn. Foto Christian Warre.
Rammen i Rammen af Lene Bødker
I en netop offentliggjort liste over Statens Kunstfonds anskaffelser i 2015* finder vi værket Rammen i Rammen af glaskunstner Lene Bødker installeret i en vinduesramme i fællesrummet på Alssund Gymnasium i Sønderborg. Værket er skabt til stedet, men er dog af samme type som man tidligere har kunnet se på udstillingen Glasss 3 i 2013-14 på Holstebro Kunstmuseum og Sophienholm. Værket på gymnasiet i Sønderborg er skabt til stedet i en tilblivelsesproces der begyndte i 2014 – en proces som man kan læse mere om med Lene Bødkers egne ord på kunstfondens hjemmeside.
Apropos proces – her den tekniske – er værket lavet med cire perdue-teknik a la bronzestøbning hvor Lene Bødker ud fra en gammel maleriramme fra slutningen af 1800-tallet har lavet en silikoneform som bliver til en voksafstøbning som bliver til en gipsform hvori glasset støbes i ét stykke – 86 x 86 cm. Støbningen nedkøles meget langsomt og foregår i øvrigt på et værksted i Tjekkiet da Lene Bødker ikke selv råder over en ovn der er stor nok.

Nu ved vi hvor vi permanent kan se en af Lene Bødkers glasrammer – Alssund Gymnasium, Grundtvigs Allé 86, Sønderborg.
* Kunstfondens hjemmeside er tæt på umulig at have med at gøre, så det kan ikke definitivt afgøres om Lene Bødker er alene om at repræsentere glaskunsten blandt de 367 værker fonden i 2015 har indkøbt til udlån eller installation på stedet.
Glastip 16. februar 2016 – Schnickschnack oder was
Glasposten 1:16
Glasmuseets Venners medlemsblad Glasposten er ude med sit første 2016-nummer. Her har Jan Koch fra venneforeningens bestyrelse fundet ud af at der er tilstrækkelig forhåndsinteresse for en tur til det nordvestlige USA (Seattle, Portland, Toledo, Dearborn og Chicago) i september i år, og han fortæller på et par rigt illustrerede sider om arbejdet med turprogrammet. Dernæst har glasmuseets direktør Dan Mølgaard et portræt af Finn Lynggaard-prisvinderen Aoife Soden (se Glastip 19. januar).
Som gæsteskribent møder vi leder af Næstved Museum Mette Bruun som bringer det glade budskab: ”Holmegaard Glasværk lever.” Det handler selvfølgelig om den gave museet har fået i form af tusindevis af glas m.m. fra Holmegaard Glasværks Prøvesamling, og om den storstilede plan museet og Næstved Kommune har om at skabe Det Ny Holmegaard. Samt om konferencen om nordisk brugsglas som museet afholder den 10.-11. marts (se Glastip 21. januar og nedenfor).
Dan Mølgaard skriver om museets sommerudstilling Ornament som åbner den 22. april, og som præsenterer 15 internationalt anerkendte glaskunstnere som bruger og forholder sig til ornamenter og mønstre. I kunstnergruppen finder vi de to danskere Tchai Munch og Tobias Møhl.
Med hensyn til arrangementer præsenterer museets formidlingsmedarbejder Pia Strandbygaard Bittner hvad der lokkes med i nærmeste fremtid herunder skolernes efterårsferie (se Glastip 1. februar). Bestyrelsessuppleant og leder af den østdanske arrangementsgruppe Hanne Werner præsenterer gruppens seneste initiativ – en busrundtur på Sydsjælland i weekenden den 21.-22. maj med afgang fra både Ebeltoft og Slagelse (plus selvkørsel) og besøg hos Branka Lugonja, Ditte Hvas, Prøvesamlingen i Næstved, Per-René Larsen, Per Hebsgaard og Torben Jørgensen & Jytte Mørch. Bestyrelsesmedlemmerne Jan Koch og Jørn Bech inviterer på glastur i Midtjylland lørdag den 30. april i bus med afgang fra Ebeltoft. Her skal man se glasmalerierne i Karup Lufthavn og besøge glaspusterne Tina Lofstad og Jane Helledie. På hjemvejen besøges Krabbesholm – og eventuelt andet efter hvor fremskreden tiden er blevet.
Glasposten indkalder også til venneforeningens generalforsamling den 27. februar. De bestyrelsesmedlemmer og suppleanter der er på valg, er villige til genvalg.
Nordic Utility Glass Conference
Brugsglas-seminar i Næstved
Den 10.-11. marts holder Næstved Museum som tidligere omtalt et seminar om brugsglas, og museet er i fuld gang med forberedelserne. Det er gratis at deltage, og alle er velkommen. Man behøver ikke at være forsker eller ekspert i glas for at deltage. Tilmelding på vb@museerne.dk eller 70 70 12 36. Se hele programmet. Konferencen foregår på engelsk, og her er hovedpunkterne på engelsk og på dansk i min bedste oversættelse:
- Utility glass in Denmark before Holmegaard Glasværk / Brugsglas i Danmark før Holmegaard Glasværk ved phd Georg Haggrén fra Københavns Museum.
- Utility Glass from Holmegaard Glasværk / Brugsglas fra Holmegaard Glasværk ved museumsdirektør Mette Bruun og museumsinspektør Susanne Outzen, Næstved Museum.
- Flatglass as the basis of art / Planglas brugt til glaskunst ved Carl Axel Lorentzen fra rådgivningsfirmaet Glasfakta Aps.
- Immigrant workers in the Swedish Glass industry after the Second World War / Immigrantarbejdere i den svenske glasindustri efter Anden Verdenskrig ved dr. Gunnel Holmer fra Sveriges Glasmuseum.
- Rundtur i Holmegaard Glasværks Prøvesamling.
- Nordic Utility Glass collection for wonderful Future / Nordisk brugsglas som inspiration til fremtidigt glasdesign ved dr. Kaisa Koivisto fra Finlands Glasmuseum.
- From ceremonial goblets to everyday objects – The history of Norwegian utilityglass / Fra det ceremonielle bæger til hverdagens genstande – Historien om norsk brugsglas ved kurator Inger Helene Stemshaug fra Norges Nationalmuseum.
- Fashion and manners at the dining table / Mode og stil vedspisebordet ved adjunkt emeritus Jan Kock fra Aarhus Universitet.
- The Holmegaard Project / Projektet Det ny Holmegaard ved udviklingschef Tine Nygaard, Museum Sydøstdanmark.
Glasperletræf 2016
Medlemmer af Danske Glasperler holder træf i weekenden den 4. og 5. juni – søndagen er for alle interesserede med boder, produktdemonstrationer m.v. Det foregår igen i år i Lunden, Vestergade 74 i Silkeborg.
Medlemmerne bliver om lørdagen forkælet med en række demonstrationer af Isabella Della Rowere fra Østrig med latticino, Dorry Niclou-Spoo fra Luxemburg med murrini, Frank Miguletz fra Tyskland med frecke quirls (flaskepropper), Martina Schlemminger fra Tyskland og Michaela Pabeschiz fra Østrig der laver en fugl.
En tilbagevendende del af glasperletræffet er konkurrencerne om årets glasperle og årets monterede glasperle(r). I kategorien med den enkelte glasperle er årets tema Ohne Schnickschnack altså uden dikkedarer – det vil sige at der ikke må bruges sølvglas, metaller, pixidust, emalje, glimmerflager, koldglasteknikker som fx roll up, ætsning eller sandblæsning.
Glastip 29. februar 2016 – Design, teknik og kunst

Glas – design, teknik og kunst
I Statens Værksteder for Kunst kan man onsdag den 9. marts kl. 16.30 møde Rikke Hagen, Pipaluk Lake og Torben Jørgensen som fra hver deres ståsted vil fortælle om arbejdet med glas.
Rikke Hagen har arbejdet med produktdesign, glas og keramik, hun har i ti år haft eget glasværksted, og hun arbejder nu meget bredt med design af brugsgenstande m.m.
Pipaluk Lake har i mange år arbejdet med glasformgivning hvor hun med planglas (genbrug) og metal i den varme ovn leger med tyngdekraften i en proces hun kalder “planlagte tilfældigheder”.
Torben Jørgensen har i fire årtier – heraf de tre på Holmegaard Glasværk – arbejdet med glas i bredeste forstand teknisk og formmæssigt.
Arrangementet er et af flere design talks for folk i designbranchen som Statens Værksteder for Kunst afholder i samarbejde med arbejdsgiver- og brancheorganisationen Træ- og Møbelindustrien.
Statens Værksteder for Kunst – som alligevel ikke skal flytte til Helsingør, men til et andet endnu ukendt sted – finder man endnu i Gammel Dok Pakhus i Strandstræde 27 på Christianshavn i København. Design talk’en foregår på plan 4 og er åben for alle, det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig på tilmelding@svfk.dk.
Nyt fra Glasnettet
Danske glaskunstneres forening Glasnettet har i et nyligt – kortfattet – nyhedsbrev meddelt at dette års Glasnet-møde afholdes i Ebeltoft fra den 30. september til den 2. oktober. På sidste års møde blev der nedsat en arbejdsgruppe som skal se på om det er muligt at etablere en mesteruddannelse inden for glas. Desuden er man ved at modernisere Glasnettets hjemmeside.
Glasnettets bestyrelse består af formand, glaskunstner Mikkel Yerst, Silkeborg, indehaver af Anla Glas, Ann Rosendahl, Silkeborg, glaskunstner Ditte Hvass, Skælskør, glaskunstner Christina Hellevik, Pust Glas i Ebeltoft, glaskunstner Sally Xenia, København, og lektor emeritus Jan Kock, Aarhus.
European Glass Context 2016
Bornholmske EGC 2016 annoncerer i det seneste nyhedsbrev deres ny hjemmeside – grafikken er lavet af en designskolestuderende. EGC 2016 kan også følges på Facebook.
EGC-udstillingerne bliver som tidligere beskrevet dels en udstilling på Bornholms Kunstmuseum hvor seks kuratorer udvælger glaskunstnere fra de 31 deltagende europæiske lande, dels en udstilling på Grønbechs Gaard i Hasle på baggrund af en ’open call’ hvor kuratorer og kunstnergrupper kan søge optagelse med aktivistiske, eksperimenterende og fælles værker. Begge dele med åbningsdagen den 10. september.
Som også tidligere beskrevet har EGC 2016 slået sig sammen med organisationen The Glass Virus om et uddannelsesseminar den 8.-9. september op til udstillingsåbningerne. Og EGC 2016 efterlyser stadig professionelle glasbegivenheder og -udstillinger m.v. som kan indgå i efterårets program.

EGC-projektleder Susanne Jøker Johnsen sammen med Kronprinsesse Mary og museumsdiretkør Lars Kærulf Møller ved en tidligere udstillingsåbning på Bornholms Kunstmuseum.