Glastip Februar 2023

Glastip 8. februar 2023 – Hvad glas kan gøre

Vinterferie på Glasmuseet Ebeltoft

I vinterferieugen 7 er museet åbent hver dag kl. 10-17, og der er gratis entré for børn og unge.

Mandag kan man se et værk blive tilmuseets glaspuster skaber et udvalgt kunstværk tegnet af en museumsgæst. Det foregår på den måde at man på en væg i børnerummet med kridt kan tegne sin idé til et kunstværk og deltage i konkurrencen om at få den virkeliggjort i glas af museets glaspuster. Inspirationen hertil er hentet fra museets aktuelle udstilling In the Making hvor kunstnernes idéer og processer er vist som kridttegninger på sorte tavler. Flere gange i udstillingsperioden vælger glaspusteren en tegning som skabes i glas og gives til den heldige vinder.

Tirsdag og onsdag er der mulighed for henholdsvis slumping og fusing i glasværkstedet. Se nærmere – herunder om tilmelding på museets hjemmeside.

I resten af udstillingsperioden for In the Making er der en god håndfuld gratis omvisninger i udstillingen heraf enkelte ved udstillingskurator og datter af Finn Lynggaard, Eva Lynggaard, og resten ved museets guide. Se hvornår og med hvem på museets hjemmeside. Omvisningerne tager tre kvarter, og der er ingen tilmelding.

Vinterferie på Holmegaard Værk

Med gratis entré for børn og unge inviterer Holmegaard Værk i Fensmark indenfor alle dagene den 11.-19. februar kl. 11-15.30.

I glasatelieret kan man følge det aktuelle fastelavnstema og lave sin helt egen raslebøsse eller slikskål i glas eller dekorere vasen til fastelavnsriset. Man kan lave sit eget design eller bruge stedets store udvalg af fastelavnsmotiver. Værterne kan hjælpe – og ikke mindst vise hvordan sandblæsnings- og graveringsmaskinerne fungerer. Er man mere til valentinsdag-temaet, kan man på samme måde dekorere vaser og fyrfadsstager med kærlighedsmotiver – hjerter, blomster, masker, slik, sjov og ballade. Prisen efter betalt entré er angivet fra 65 kroner. Værkerne kan hjembringes med det samme.

I glaspusteriet (glashytten) pustes der glas alle dagene i tiderne kl. 10-13 og kl. 14-16.30.

Maria Koshenkova i Davis Gallery

Davis Gallery, Bredgade 69, 1260 København K (tidligere kendt som Bredgade Kunsthandel) afholder fra den 16. februar til den 18. marts soloudstillingen Drive me Inside med skulpturer af glaskunstner Maria Kosehenkova. Skulpturerne har tidligere været vist i den danske pavillon på sidste års Biennale i Venedig.

Her er Maria Koshenkova fotograferet med en af sine skulpturer ved den københavnske havnefront – Drive me Inside V 2022 – blæst og formet glas, beskåret og poleret. Stålkonstruktionen er også Maria Koshenkovas værk. 120 x 37 x 50 centimeter. Foto Kurt Rodahl Hoppe.

Maria Koshenkova begyndte på skulpturerne i februar sidste år under en residency i Detroit, USA, og fandt sin inspiration i denne by som efter bilproduktionens fallit var blevet et symbol på materiel og menneskelig kollaps i det amerikanske samfund. Samtidig blev hun ramt af nogle alvorlige personlige slag – hendes ældste barn fik en alvorlig psykisk diagnose, og med sin russisk-ukrainske baggrund blev hun hårdt ramt af den russiske invasion i Ukraine. Drive me Inside blev hendes vej gennem ulykkerne – det skrøbelige og sårbare, nærmest organiske glas klynger sig til livet med støtte fra forvredne strukturer af genbrugsmetal.

Med gallerist Annegrethe Davis’ ord i oversættelse: I sine skulpturer skaber Maria Koshenkova på grænsen mellem realisme og abstraktion et rum for levet erfaring og poesi. Et sted hvor brutaliteten balancer med detaljernes æstetiske skønhed. Hun viser os at personlige prøvelser måske kan gøre os svage, sårede og blødende, men at denne svaghed kan omformes til et ekstremt og magtfuldt kunstnerisk sprog.

Udstillingen åbner med fernisering torsdag den 16. februar kl. 16-19. Kl. 17 vil der være en optræden ved billedkunstner Barbara Skovmand der spiller på en klangskulptur, en akustisk synthesizer, hvor lyden skabes ved at gnide på glasstænger med vandvåde fingre. Vibrationerne ledes mod en stor skærm i spejlpoleret rustfri pladestål som forstærker og forvrænger lyden, så den fremstår nærmest overjordisk fremmedartet a la klangskulpturens sci-fi-udseende.

Barbara Skovmand med sin klangskulptur. Foto fra kunstnerens hjemmeside.

Noter

Senere i år afholdes Biennalen for Kunsthåndværk og Design. Tid og sted offentliggøres først senere, men sidst i januar blev det dog offentliggjort hvilke 36 projekter (med tilhørende designere og kunsthåndværkere) der er valgt ud. Årets jury har bestået af skribent og kurator Charlotte Jul, kurator og cand.mag. i visuel kultur Anne Thomasen, keramiker og projektleder på Peach Corner Hilda Piazzolla, indehaver af Tableau Julius Wæhrens Iversen og crypto-kunstner Jonas Kasper Jensen. Juryen udtaler om dette års kuratering:

”Vi har i juryen for Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2023 udvalgt 36 projekter der forholder sig til de mange forskellige aspekter af årets tematik ‘Konvertering’. Trods tematikken er der stor diversitet og spredning i både materialer, fag, alder og geografi blandt de antagne ansøgere.

Udstillingen kommer i 2023 til at have eksperimentel karakter hvor de præsenterede projekter undersøger digitaliseringens muligheder i arbejdsprocessen eller peger nysgerrigt og kritisk mod en stadig tiltagende digital fremtid. Den besøgende vil kunne informere sig om udviklingen inden for blandt andet algoritmer, kunstig intelligens og NFTs* gennem divergerende projekter der via deres høje faglige niveau og stærke koncepter ofte både anvender og formidler ny teknologi på interessant vis. Juryen har desuden udvalgt et antal projekter som Biennalen går i samarbejde med om konkret digital videreudvikling.”

Udstillerne er Annelie Grimwade Olofsson, Ida Wieth, Drua Sif Albrechtsen, Carl Johan Jacobsen, Sally Xenia Christensen, Astrid Skibsted Holm og Michelle Yi Martin, Theis Lorentzen, Justyna Poplawska, Anders Nielsen, Bitten Hegelund, Marie Ramsing, Ruth Gilmour, Tronhjem Rømer, Amalie Vöge Jensen, Esben Schakenda Kaldahl, Maria Koshenkova, Susanne Hangaard, Lisbet Thorborg Andersen, Lise Bjerre Schmidt og Thomas Gammeltoft-Hansen, Anna Søgaard og Pil Whitta, Siff Pristed, Davide Ronco, Troels Flensted og Ragna Mouritzen, Miriam Forchhammer Brostrøm Weber og Berthe Forchhammer, Rasmus Høj Mygind, Jens Ole Árnason, Cæcilie Parfelt Vengberg og Rita Blue Biza, Pernille Snedker Hansen, Tideland Studio (Jonas Swienty og Simon Strøyer), Kristine Mandsberg, Karen Harsbo, Mikkel Nielsen og Manuel Sjødahl, Maiken Lindhardt, Wang & Söderström, Jamie Wallace og Metha Stuart Wallace, Lene Bødker.

Glaskunstnerne er markeret – håber vi fik øje på dem alle. Det kan ikke udelukkes at fx keramikere har bevæget sig over i materialet glas.

* NFT – se en forklaring her.

Glastip 20. februar 2023 – Venneforening foreslås nedlagt

Venneforening foreslås nedlagt

Foreningen Glasmuseets Venner har indkaldt til sin nok (næst-)sidste generalforsamling*. På dagsordenen har bestyrelsen sat forslag til foreningens opløsning. Baggrunden er for det første et faldende medlemstal og den deraf nødvendige indskrænkning af foreningens aktiviteter, og for det andet at Glasmuseet Ebeltoft arbejder på en større fornyelse, omlægning, genfødsel eller hvad man nu skal kalde det – hvori formentlig vil indgå at museet overtager flere af venneforeningens opgaver.

Foreningens ene hovedformål at yde økonomisk og praktisk støtte til Glasmuseet aftager i betydning efterhånden som driften af Glasmuseet professionaliseres, og det faldende medlemstal umuliggør økonomisk støtte. Det andet hovedformål at være ambassadør for glaskunsten og Glasmuseet reduceres også i takt med det faldende medlemstal og som følge af at den slags virksomhed bliver mere og mere digitalt båret. Venneforeningens ene hovedaktivitet Glasposten bliver stadig dyrere at producere og udsende, og løsningen er formentlig at gøre bladet digitalt og mere aktuelt i en form for nyhedsbrev. Den anden hovedaktivitet rejser og udflugter hviler nok i sig selv, men det vurderes på sigt kan blive svært at finde de nødvendige vidende og engagerede folk som arrangører og rejseledere.

Foreningens bestyrelse har gennem nogen tid drøftet situationen, og den har nu i enighed konkluderet at Glasmuseets Venner har opfyldt sin funktion og har haft sin tid. Man er klar over at mange føler sig meget knyttet til foreningen og dens historie, og at der således er mange følelser på spil, og det gælder også for bestyrelsens medlemmer. Bestyrelsens forslag om nedlæggelse af foreningen indebærer at foreningens aktiviteter fortsætter til årets udgang. Glasposten skal udkomme som planlagt, planlagte rejser og ture afholdes, og glaslotteriet afholdes en sidste gang.

Glasmuseet har stadig brug for trofaste venner og vil derfor i en eller anden form oprette en loyalitetsklub som kan omfatte årskort, rabatter på køb, nyhedsbreve og invitationer til ferniseringer og andet. Det håber man at kunne sige noget mere om på generalforsamlingen.

* Generalforsamlingen afholdes den 28. marts. Hvis man vil nedlægge foreningen, kræver vedtægterne at mindst halvdelen af medlemmerne møder frem, og at 3/4 af de fremmødte stemmer for. Hvis dette ikke er tilfældet, men der på generalforsamlingen er flertal, kan der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling hvor en nedlæggelse kan vedtages med almindelig stemmeflerhed – og den er allerede berammet til den 22. april.

Dette og mere til fremgår af formand Birgit Engsigs leder i årets første nummer af Glasposten.

Efterfølgende bringer bladet et indlæg af museumsdirektør Mikkel Elming som i overordnede vendinger fortæller om de forestående forandringer på museet. Det sker med udgangspunkt i museets ny strategi Nye frø i kultiveret jord som indebærer en omfattende nyindretning af museet samt en ny visuel identitet som lanceres indenfor få måneder. Måske skal museet have et nyt navn.

Mikkel Elming slår fast at museet stadig har brug for gode venner – både indadtil og udadtil – og at museet derfor vil videreføre venneforeningen i form af en klub.

Resten af bladet byder på glasfagligt indhold – først i form af Pia Strandbygaard Bittners præsentation af museets vinterferieprogram. Dernæst har Ulla Houkjær, forhenværende museumsinspektør ved Designmuseum Danmark, en artikel med præsentation af glaskunstner Maria Koshenkova og hendes projekt Drive me Inside som man kan læse om i sidste nummer af Glastip, og som til og med den 18. marts er udstillet i Davis Gallery i København.

På næste opslag fortæller de to ’venner’ og frivillige på museet, Hanne Thorgaard og Jo Hvitved, engageret om deres store glæde ved at arbejde som børneguider på museet. Og endelig har bestyrelsesmedlem Pavla Rossini været på besøg i det københavnske glasgalleri, Galeri Montan, og interviewet indehaver Claus Montan. Som fortæller at der er i år kommer en soloudstilling med glaskunstner Bjørn Friborg og en gruppeudstilling med danske og svenske glaskunstnere. Og måske mere.

Forsiden af Glasmuseets Venners hjemmeside som vi kender den – og som indeholder foreningens historie. Vi håber man finder ud af at vare på den.

Glasfestival på Holmegaard Værk

I weekenden den 18.-19. marts kl. 10-16 holder Holmegaard Værk Glasfestival med glasmarked, glaspustershow, åbent i glasgalleriet, foredrag (talks) og vandringer i glasbyen mm. Der er gratis adgang – dog koster indgang til museet almindelig entré. Glasmarkedet gælder antikt glas og arrangeres af Glashistoriskselskab Holbæk. Begge dage kl. 10-12 kan museumsinspektør Joachim Allouche fortælle gæsterne om deres egne medbragte glas.

Glaspustershowene kan ses i museets glasværksted som har fået et par gæster. Begge dage kl. 10.30-12.30 er det svenske Fredrik Nielsen der optræder, lørdag kl. 13.30-15.30 er det hyttemester Bjørn Friborg selv, og begge tider om søndagen er det russisk-danske Maria Koshenkowa.

Begge dage kl. 10.30-11 og kl. 13.30-14 kan man høre foredraget Ånden i glasset – enrejse ind i glasset og Danmarkshistorien – med konservator og samlingsansvarlig Julie Kofod.

Lørdag kl. 12.30-13 kan man høre den udstillingsaktuelle Louise Hindsgavl fortælle om hvordan er det at arbejde med glas når man er keramiker. Det foregår i dialog med museumsinspektør Joachim Allouche,

Lørdag kl. 14-14.30 kan man møde Peter Svarrer, en af Holmegaard Glasværks ikoniske designere. Også i dialog med Joachim Allouche.

Søndag kl. 12.30-13 er glarmester Per Steen Hebsgaard på programmet. Igen i dialog med Joachim Allouche.

Søndag kl. 14-14.30 fortæller designchef Tine Casper fra Rosendahl Design Group og hvordan Rosendahl arbejder videre med Holmegaard-arven. Sammen med Joachim Allouche.

Lørdag kl. 11 og 11.45 musicerer glasorkesteret Urania – et kvarter hver gang.

Men tjek lige programmet på Holmegaard Værks hjemmeside – også for yderligere oplysninger om de arrangementer der kræver pladsbillet, og ikke mindst endnu flere programpunkter.

Noter

30 år med unikt glasdesign – det er Nanna Backhaus Brown og Andrew Jason Brown, Backhaus Brown, tidligere Glassmedjen, i Hundested Havn der fejrer jubilæum. Som de skriver: ”I 30 år har glas været vores fælles passion, som partnere i livet og i vores håndværk.” Så smukt kan det siges. ”I år vil vi dele vores fælles rejse med jer – passionen der startede det hele og frem til i dag hvor vi vil dele sneek peaks fra vores kommende projekter for 2023,” hedder det lovende i deres nyhedsbrev.

For nuværende kan de dog bare fortælle at de i weekenden 24.-26. februar sammen med deres samarbejdspartnere fra Egeværk, Mette Bentzen og Lasse Kristensen, udstiller nogle af deres glas-og træ-vikingeskibe i Duncan McClellan Gallery, 2342 Emerson Ave S, Saint Petersburg, Florida, USA.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft