Glastip 4. februar 2013 –
Udsalg, udstilling, tilbud, teater og powwow
Udsalg i DESIGNER ZOO
DESIGNER ZOO holder nu et større udsalg med andensorteringsvarer til priser med 30-60 procent rabat. Udsalget der både gælder butikkerne i København og Aarhus, varer til den 23. februar. Blandt kunstnerne i D-ZOO finder vi glasfolkene Marion Fortat og Bettina Schori. Blandt de mange tilknyttede designere er der også glasfolk.
Lotte Thorsøe udstiller i Hinnerup
Alle otte medlemmer af Kunstnersammenslutningen Mariager Fjord udstiller til og med uge 11 i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus på Skovvej 18 over for stationen i Hinnerup nordvest for Aarhus. Udstillingen rummer malerier og gobeliner samt glaskunst af Lotte Thorsøe.
Dansk Glaskunst af Ole Villadsen som medlemstilbud i GMV
Ole Villadsens storværk Dansk glaskunst – glasudsmykninger i kirker og i det offentlige rum kan erhverves som medlemstilbud i Glasmuseets Venneforening til en pris på 330 kroner – det er inklusiv porto og skulle dermed give en besparelse på cirka 100 kroner. Tilbuddet gælder indtil den 25. marts, og bogen kommer med posten cirka 1. april. Bogen anmeldes af Jan Kock i næste nummer af Glasposten som udkommer i begyndelsen af marts.
Glaspusterens børn
Er magisk eventyrdrama, en klassiker af svenske Marie Gripe, om glaspusterens børn Klas og Klara som bliver bortført og bragt til Herskeren og Herskerindens dystre og glædesløse slot i Ønskeby. En familieforestilling for børn fra syv år på Teatret Zeppelin, Valdemarsgade 15 i København. Læs mere og se spilleplan m.m.
Perler og powwow
Den indianske dansefest powwwow og de tilhørende stærkt udsmykkede og perlebroderede dragter er temaet for en særudstilling på Nationalmuseet i København frem til den 14. marts. Her viser museet for en sjælden gang frem af dets enestående samling af indianske dragter. Onsdag den 13. februar kl. 11-15 kan man i museets forhal se hvordan de smukke mønstre fremstilles af tusindvis af små gerler når Grete Garcia og Jessica Tolstrup laver powwow-broderier. Og man kan frit spørge de to brodøser ud om mønstre, farver og dragter.
Glastip 11. februar 2013 – LYS
Lysskulpturer på Annaborg i Hillerød
På Annaborg på Frederiksværksgade 2A i Hillerød holder Hillerød Kunstforening for tiden en udstilling med malerne Agnete Bertram og Ulla Lundsgart og glaskunstner Xenia Lassen.
Agnete Bertram er uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og maler abstrakt. Ulla Lundsgart er uddannet på Danmarks Designskole og maler med stor detaljerigdom blomster både som naturbeskrivelse og improviseret. Xenia Lassen er uddannet på Kunstakademiets Designskole og fra kunstakademiet i Milano. De tre kunstnere har tidligere udstillet sammen på Det Hemmelige Galleri i Herning.
Xenia Lassen har som kunstner en vision for fremtiden hvor lys fylder hjem og offentlige steder meget mere og på en ny måde, skriver Hillerød Kunstforening på sin hjemmeside – og forsætter: Hendes arbejde som kunstner har derfor i de senere år været at skabe store transparente lamper i materialer som bryder lyset i farver eller får farver til at blive til lys. Ideen er at befri så meget lys som muligt og på samme tid vise lysets skønhed. Hver lampe er et lys- og farve-fænomen som forandrer sig med det omgivende lys og med beskuerens position i rummet. Målet med projektet er at formidle komplekse strukturer, overflod og skønhed i en enkel og hel form af lys som kan forandre et rum eller et sted på en opløftende og dyb måde.
Xenia Lassen har tidligere udstillet på blandt andet Charlottenborg, Sophienholm, Kunstforeningen Gl. Strand og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot samt i Norden og andre steder i udlandet – fx Alexander Salazar Fine Art Galleri i San Diego, USA.
(http://www.youtube.com/watch?v=XBB6IJ4P5iE)
Udstillingen på Anneborg varer til og med søndag den 3. marts og har åbent torsdag kl. 15-18 og fredag-lørdag-søndag kl. 12-16.
Xenia Lassen ved Alexander Salazar Fine Art - Privatfoto
Dagmar Brendstrup fylder 60
Dagmar Brendstrup, direktør for Glasmuseet Ebeltoft, fylder 60 år den 17. februar. Hun har i snart 11 år (ad to omgange) stået i spidsen for Danmarks museum for moderne, international glaskunst, og hun har i samarbejde med museets ansatte foranstaltet en lang række succesfulde udstillinger af høj kaliber med danske og internationale kunstnere. Heriblandt i 2011 museets 25års jubilæumsudstilling, udvalgt og iscenesat af Bjørn Nørgaard, og i 2010 den internationale gruppeudstilling FLORA med botaniske oplevelser i kunst og have. Samtidig har Dagmar løbende udviklet museet med blandt andet et digitalt formidlingsunivers og en permanent iscenesættelse af museets historie og samling.
Dagmar Brendstrup forlader efter eget ønske stillingen som direktør på Glasmuseet den 1. april for at søge nye udfordringer. Inden da står hun i spidsen for åbningen af den internationale gruppeudstilling OCEAN – museets hidtil største satsning – som åbner den 23. marts.
Dagmar Brendstrup har gjort en stor indsats for at udbrede kendskabet til både dansk og udenlandsk glas via juryarbejde, som forelæser, forfatter og kurator og gennem tætte kontakter til glaskunstnere verden over og til europæiske og oversøiske glasmuseer og -skoler. Også den brede formidling af glaskunsten har ligget Dagmar meget stærkt på sinde, og som museumsleder er hun idérig, engageret, energisk og ikke bleg for at hjælpe med det praktiske.
I Ebeltoft og omegn er Dagmar Brendstrup også en engageret og dynamisk ildsjæl, blandt andet som medlem af bestyrelsen i Ny Malt, et center for kreativt erhverv og kultur i Syddjurs indrettet i en gammel maltfabrik i Ebeltoft, som medlem af bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge og som medlem af Syddjurs Erhvervstænketank.
Dagmar Brendstrup er uddannet journalist og virkede – før hun første gang kom til Glasmuseet – i godt tyve år som studievært, reporter, redaktionssekretær og redaktør i DR. I 2001 blev hun direktør for Glasmuseet, fra 2004 var hun tilbage i DR som chef for DR Fakta, og i 2006 vendte Dagmar tilbage som direktør for museet.
Dagmar Brendstrup bor som tredje generation på gården Mariendal uden for Ebeltoft.
Generalforsamling i GMV
Der er generalforsamling i Glasmuseets Venner lørdag den 23. februar kl. 13 i Sognegården, Kirkegade 13 i Ebeltoft – se Glasposten 4-2012 side 2.
Cisternerne
GMV-øst havde den 9. februar en rundvisning hvor Pavla Rossini fortalte 16 kolde glastosser om slovakisk glaskunst og om de tre kunstbelyste slovakiske glaskunstnere i mørket, kulden og fugten i Cisternernes nyåbnede udstilling under Søndermarken i Frederiksberg. Absolut seværdigt. Cisternerne arrangerer i øvrigt selv rundvisninger – faktisk deltog stedets egne guider i rundvisningen hvor de flittigt noterede sig Pavlas guldkorn. Cisternernes rundvisninger er tiltænkt grupper og skal bestilles (600 kroner plus entré).
Imidlertid har Pavla Rossini endnu en rundvisning, nemlig for Ledøje-Smørum Kunstforening søndag den 3. marts kl. 10.30. Rundvisningen koster for gæster 75 kroner (heraf de 50 kroner i entré). Kontakt formand Jessie Seehuusen senest den 21. februar.
Omtale af udstillingen NEON
På arkfo.dk, Arkitektens Forlags hjemmeside, har kunsthistoriker og blogger Tom Hermansen den 30. november publiceret en reportage Lad der blive lys med omtale af Glasmuseets aktuelle NEON-udstilling og interview med direktør Dagmar Brendstrup og århusianske Rikke Stenholt, en af de udstillende glaskunstnere.
Glastip 25. februar 2013 – Glas, stilhed og islandskaber
Maria Bang Espersen hos Galleri Øckenlund
Den 1. til 23. marts deltager glaskunstner Maria Bang Espersen sammen med fire billedkunstnere i udstillingen Enjoy the Silence på Galleri Øckenlund. Der er fernisering på førstedagen kl. 17. Galleriet har åbent torsdag og fredag kl. 13-17 og lørdag kl. 10-14. Adressen er Kronprinsesse Sofies Vej 6, st. tv. på Frederiksberg i København. Galleriets indehavere er Henny Lund, gallerist og daglig leder, og Bjørn Ignatius Øckenholt, kunstnerisk leder.
I øvrigt deltager Maria Bang Espersen i den store internationale håndværksmesse i Messegelände i München den 6.-12. marts – nærmere bestemt i afdelingen Talente med udvalgte, unge og frembrydende kunsthåndværkere og designere.
Galleri Krebsen udstiller i marts værker af glaskunstner Pia Rakel Sverrisdóttir i anledning af hendes 60 års fødselsdag. Udstillingen Ice land scapes åbner med en reception fredag den 1. marts kl. 16-19, og fødselaren er til stede. Galleri Krebsen, der ligger i Studiestræde 17A i København, er et galleri for nordisk og international samtidskunst spændende fra traditionelt maleri over tegning og akvarel, grafik, blandingsteknik, foto, tekstil til skulpturelle udtryksformer i sten, keramik, glas m.v.
Pia Rakel Sverrisdóttir er født af islandsk-finske forældre i Skotland, men er fra skoletiden opvokset i Island. Hun finder meget af sin inspiration i de islandske naturelementer omkring gletsjere og vulkaner og i den nordiske mytologi. Hun holder til på Amager i København med butiksgalleriet Arctic Glass på Holmbladsgade 23 og værksted på Ved Amagerbanen 25.
Steffen Tast i Shop Amok
Fra den 1. marts kl. 16 og 16 dage frem deltager glaskunstner Steffen Tast og tre andre lokale kunstnere i kunstprojektet Shop Amok som foregår i fire tomme butikslokaler på Klostervej i Ry. Som arrangøren Thomas Andersson skriver: ”Et tomt butiksvindue kan opleves som et klart afgrænset rum. En teaterscene vendt ud mod publikum. Hvad der skal ske bestemmer kunstneren. Om man vil mime et udstillingsvindue, flytte naturen ind i byen, lade publikum interagere… eller ’bare’ bygge sit værk op."
Petronella Blokker i Frederikssund
Fjordkunst-medlem, koldglaskunstner Petronella Blokker udstiller sammen med Janne Jørgensen, endnu en lokal kunstner fra Frederikssundområdet, i Sparekassen Sjælland i Jernbanegade i Frederikssund. Der er fernisering fredag den 1. marts kl. 17-19, og udstillingen kan ses til udgangen af april. Petronella Blokker er af hollandsk afstamning og har arbejdet med mange materialer indtil hun for fem år siden kastede sin kærlighed på det kolde glas.
Anna-Lisa Kielstrup i Bolbro
Anna-Lisa Kielstrup udstiller koldformet glas og dekorationer på glas i Bolbro Brugerhus på Stadionvej 50H i Bolbro i Odense V fra fredag den 1. marts til den 2. april – mandag-torsdag kl. 8.30-16 og 19-21, fredag kl. 8.30-14. Anna-Lisa Kilestrup underviser ved Dansk Oplysningsforbunds aftenskole i Paarup i Odense.
Nr4 bygger om
Butiksfællesskabet Nr4 i Gl. Munkegade 4 i Århus bygger om og er derfor lukket i uge 9 og 10, men åbner igen lørdag den 9. marts kl. 11-16 hvor de 10-12 butiksindehavere holder åbningsreception i deres ny butik.
Indehaverne eller medlemmerne består af seks keramikere og én glaskunstner – Jane Sidelmann – samt fire andre der beskæftiger sig med smykker, tekstiler og møbler. Blandt godt en snes gæstemedlemmer finder vi glaskunstnerne Anne Flohr, Karen Lise Krabbe, Line Gottfred Petersen, Lone Hagedorn, Marion Fortat og Pust Glasværksted med Christina Hellevik og Leif Møller Nielsen.