Glastip December 2017

Glastip 6. december 2017 – Galleri Glas

Julemarked på Koldinghus

Koldinghus holder julemarked i weekenden 9.-10. december kl. 10-16 med firs boder med alskens ting og sager, herunder to med glasarbejder: Glasengle og ophæng fra Tiffany Glas ved K.F. Gregersen, Kolding, og glaskunst og smykker fra Graungaard Design ved Karin Graungaard, Randers.

Julestue hos Jørgensen & Mørch Design

Weekenden den 9.-10. kl. 11-17 inviterer Jytte Mørch og Torben Jørgensen traditionen tro til julestue i værkstedet på Kalkerupvej 34 i Fensmark, 4684 Holmegaard. Tradition selvom de kom til at springe over sidste år.

Pia Rakel Sverrisdóttir

Vi har tidligere nævnt juleudstillingen hos Galleri Krebsen i baggården i Studiestræde 17A i det centrale København hvor islandsk-danske glaskunstner Pia Rakel Sverrisdóttir deltager som en af galleriets faste kunstnere. Pia fortæller at hun deltager med en serie sandblæste glasbilleder fra Siglufjördur, Island, hvor hun har opholdt sig det sidste halve år.

Der er stadig åbent tirsdag-fredag kl. 12-18, lørdag kl. 11-16 og søndag kl. 12-16. Og lørdag den 9. kan man være med til at pynte galleriets juletræ i gården med pynt af genbrugsmaterialer.

Lene Bødker i det ny Galleri Glas i Stockholm

Det er otte år siden hun sidst har udstillet i Sverige, fra den 13. december til den 28. februar har Lene Bødker en separatudstilling med glasserien Vem är du? i Galleri Glas i Nybrogatan 34 i Stockholm.

Værk af Lene Bødker i Galleri Glas, foto fra galleriets hjemmeside.

Galleriet skriver i en pressemeddelelse:

”Hennes svit Vem är du? består av föreställande glasskulpturer från åren 2014-17 och har tydliga referenser till tiden efter syndafallet. Verken har ett uttryck som förmedlar både skörhet och tyngd. Sviten ställer frågar om identitet – konstnärens, verkens och betraktarens.

Tidligare har Lene Bødker arbetat med icke-föreställande och noggrant planerade verk, Efter en period av sjukdom öppnade hon för ett nytt sätt att arbeta, en intuitiv metod som handler om att lita på skapandet, konstverket och till och med tingens egen vilja. Vem är du? är en svit starka, smärtsamma, vackra och figurativa verk i gjutet glas, alla med en personlighet och identitet som ger dem en speciell mening.”

Udstillingen åbnes tirsdag den 12. december (intet tidspunkt oplyst) af den danske ambassadør i Sverige Ove Ullerup, onsdag den 13. kl. 17-20 er der fernisering, og herefter har den åbent tirsdag-torsdag kl. 12-18, fredag kl. 12-17 og lørdag-søndag kl.12-16.

Galleri Glas er nyåbnet så sent som i år som et galleri for svensk og international kunstglas. Her ses galleriets prisbelønnede neonskilt.

Glastip 18. december 2017 – Glashjerne

Karen Nyholm hos Galleri kbh kunst

Gallerist Helle Borre viser i Galleri kbh kunst frem til den 21. december en vinterudstilling med tyve kunstnere, heriblandt glaskunstner Karen Nyholm. Der er åbent bare to dage endnu – onsdag den 20. kl. 11-17 og torsdag den 21. kl. 11-19. Galleriet ligger i Øster Søgade nr. 34 lige ved Sortedams Sø på hjørnet af Rørholmsgade.

Blandt Karen Nyholms værker er skulpturen Hjerne som koster 1200 kroner – hvis den ikke er solgt.

Elements – afgangsudstillingen kommer til København

Vandreudstillingen Elements med 2017-afgangsarbejderne af 16 studerende ved det Kongelige Danske Kunstakademis glas- og keramikskole på Bornholm vises i sin helhed på sit sidste stop i Galleri Claus C i Store Kongensgade 118 i det centrale København. Udstillingen har været vist først i sin helhed på Bornholms kunstmuseum og dernæst keramikken på Clay Keramikmuseum i Middelfart og glasset på Glasmuseet Ebeltoft.

Udstillingen hos Claus C vises fra den 13. januar til den 14. februar med fernisering lørdag den 13. kl. 17-19. Derefter er der åbent tirsdag–fredag kl. 13-17 og lørdag kl. 11-14.

Glasdelen af udstillingen kan endnu til den 7. januar ses på Glasmuseet Ebeltoft.

Forsiden af kataloget for afgangsudstillingen Elements 2017.

De otte afgængere fra glaslinjen er:

Liu Chien Kuang fra Taiwan med blæst og ovnformet glas kombineret med træarbejder – When glass becommes paper and bubbles turn into words.

Linda Bibi Dahl Heinesen fra Danmark med glas med farvepulver og sort sand – In my artwork ”Mjørki” the fog is my inspiration and my story. (Mjørki er færøsk og betyder tåge.)

Erwann Combaud-Souffez fra Frankrig med glas med metal (og lys) – Creatures ; From Life to Art, from Art to Life.

George William Bell fra USA med blæst og støbt glas – Specimens of Abstraction.

Anders Womb fra Danmark med glas og tekstil – Imitation.

Anett Biliczki fra Ungarn med blæst glas – Address Unknown.

Amalie Larsen fra Danmark med blæst glas – The Space Between.

Ida Louise Dybdal fra Danmark med støbt og blæst glas – A Study in Relational Portraits.

De næste par måneder på Ebeltoft Museum

Søndag den 14. januar og søndag den 18. februar kl. 14 er der omvisning i Sørens Samling ved Søren Seebach.

Søndag den 7. januar og søndag den 4. februar er det Særlig Søndag med omvisning kl. 14.

Fredag den 19. januar kl. 17 er der fernisering på Mapping Denmark III med Pernille Bülow.

Glasposten 4, 2017

I det seneste nummer af Glasmuseets Venners medlemsblad Glasposten skriver formand Karen Siune i lederen om hvordan Glasmuseet med udgangspunkt i årets udstillingsprogram har demonstreret alsidighed i sit virke, og om hvordan Venneforeningen søger det samme i sit aktivitets- og rejseprogram.

Direktør Dan Mølgaard har et portræt af den bornholmske glasdesigner Pernille Bülow i anledning af den kommende Mapping Denmark-udstilling med hendes glas og historien om designeren og virksomheden Pernille Bülow.

Bestyrelsesmedlem og glasconnaisseur Jan Kock skriver om Det ny Holmegaard, projektet om at lade Holmegaard genopstå som et stort museum, udstillings- og aktivitetssted med udgangspunkt i den store Holmegaard Prøvesamling og Næstved Museum store samling af Kählerkeramik.

Karen Siune skriver en artikel om den unge djurske billedkunstner Simon Aaen som arbejder både på lærred og glas, og som har stået for en række kirkeudsmykninger. Han har sammen med Per Steen Hebsgaard udviklet en transparent glasflade der kan bruges som lærred.

Og til sidst kommer Jan Kock tilbage fra Odense med en beretning om Odense Glasværk som blandt andre glaspuster Søren Højmark er godt i gang med at løbe i gang på Odense Havn som en slags afløser for hedengangne Odense/Fyens Glasværk.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft