Glastip december 2012

 

Glastip 2. december 2012 – Mest jul

Anne Flohr med egen julekalender

”Julen banker på døren i glaspusteriet, og vi er i et strålende gavehumør,” skriver Anne Flohr, og hver dag i december åbner hendes glaspusteri derfor en julekalenderlåge med ”skønne tilbud og smukke overraskelser”. Man kan tilmelde sig julekalenderen og hver dag få besked om hvad dagens ’gave’ er.

Anne Flohr deltager i øvrigt på julemarkedet på Børglum Kloster den 8.-9. december kl. 10-16 hvor Kongesalen, stuerne og kirken stråler af julepynt og levende lys, og bordene er dækket med blomster og juledekorationer. Rundt om på klostret er der godt 30 salgsboder med smagsprøver og gaveartikler.

Helle Pedersen på Skårup Bibliotek

Helle Pedersen udstiller glasdesign til og med onsdag den 26. december på Skårup Bibliotek på P. A. Wedelsvej 2 i Skårup på Fyn.

Juleåbent hos Ratzow Design

Stine Kiel Ratzow har julepyntet sit værksted/atelier Ratzow Design i Tårup, og frem til jul er der åbent lørdag-søndag kl. 13-17 og torsdag kl. 16-19. Adressen er Bækvej 3 i Tårup ved Frørup.

Jul hos Tchai Munch i Ebeltoft Glas

Det er næsten som i gamle dage – alle er velkomne til gløgg og sødt i Tchai Munchs galleri, det mindste i dovntown Ebeltoft. Det er weekenden den 7.-9. december kl. 13-18, og der er julesalg med 25 procent på glas og malerier. Ebeltoft Glas finder du på Nedergade 23.

Kunsthåndværkere i Pakhuset i Nykøbing Sjælland

Lørdag den 8. kl. 11-16 og søndag den 9. december kl. 10-16 i Pakhuset  på Vesterbro Torv 4 i Nykøbing Sjælland – fri entré – er der igen i år kunsthåndværkermarked med lokale kunsthåndværkere, heriblandt glaskunstner Martin Birk Møller (fra Ovnhus-området på Nykøbing havn).

Jul hos Inge Kobberup

Juleudstilling og åbent værksted med glaskunst, keramik og malerier hos IK Design ved Inge Kobberup på Idomvej 72 i Holstebro søndagene den 9. og 16. december kl. 10-17.

Julemarked i Filosoffen i Odense

Det er nu tredje gang der holdes julemarked med kunsthåndværk i Filosoffen i Odense. I alt 30 udstillere sælger glas, keramik, tøj, smykker, billeder og skulpturer. Markedet finder sted tirsdag-søndag den 11.-16. december kl. 11-17 (lørdag kl. 11-18). Adressen er Filosofgangen 30.

Kunst i Byen (København)

En gruppe kunstnere og kunsthåndværkere udstiller unikaværker på åben gade i det centrale København. I december er det på Kongens Nytorv fredag-søndag den 14.-16. og den 21.-23. kl. 11-16 samt på Købmagergade ved Rundetaarn tirsdag-torsdag den 18.-20. december kl. 11-16.

Butik for Borddækning

I butikken på Møntergade 6 i det centrale København finder man et bredt udvalg af kunsthåndværk fra de seks designere bag butikken – fire keramikere, en tekstilformgiver og glasdesigner Tora Urup. Der er normalt åbent mandag-fredag kl. 11-18 og lørdag kl. 11-16, men lørdag-søndag den 15.-16. og lørdag den 22. december er der åbent kl. 11-18. Til gengæld er der lukket mellem jul og nytår.

 

Glastip 5. december 2012 – Pipaluk Lake flytter / Jul i Jylland

Artist Talk med Pipaluk Lake flytter til den 10. januar

Arrangementet hvor Glasmuseets Venner (Østdanmark-gruppen) har en særrundvisning med Pipaluk Lake på hendes retrospektive soloudstilling på Sophienholm i Lyngby, er flyttet fra den tidligere annoncerede dato i december til den 10. januar. Det er stadig en torsdag aften kl. 18-20, prisen er stadig 150 kroner plus entré, og arrangementet er stadig åbent for alle. Læs mere om arrangementet på venneforeningens hjemmeside.

Tilmelding sker til glastip@mail.tele.dk, og når tilmeldingen er bekræftet, foregår betalingen til foreningens konto hos Sparekassen Kronjylland, registreringsnummer 9360, kontonummer 3085606904 – med angivelse af deltagernavn(e). Deltagerbetalingen er 150 kroner som indbetales til foreningen, plus entré 50 kroner (gruppeentré) som betales ved indgangen.

Sophienholm har i øvrigt åbent tirsdag-søndag kl. 11-17, torsdag kl. 11-20. Mandag lukket. I juleugen lukket 23., 24. og 25. december samt 31. december og 1. januar. Entré 60 kroner (50 kroner studerende, pensionister samt grupper over ti personer). Børn under 16 år gratis. Der holdes guidede omvisninger hver søndag kl. 15. Udstillingens sidste dag er den 13. januar.

Kaj Fjendbo juleudstiller på Galleri Temporary

Der er juleudstilling på Galleri Temporary – et stort kollektivt ejet galleri i Skive. Galleriet ligger i Frederiksgade 10 (også indgang fra Teaterpladsen). Åbningstider onsdag-torsdag kl. 14-17, fredag kl. 13-17 og lørdag kl. 10-14.

En af de ni kunstnere bag galleriet er Kaj Fjendbo Jørgensen fra Glasværkstedet Heden (Heden 20 i Spøttrup, Salling).

Rikke Pape webudsalg

På Hjørringvej 330 i Frederikshavn hos Rikke Pape er der julepyntet i butikken og alskens julevarer og -gaver til salg. Noget af det er til nedsatte priser. På Rikkes webshop er der desuden et regulært udsalg med restvarer fra et julemarked – varer som kun kan købes via webshoppen.

Glasjulepynt på Galleri Art Expo

Lørdag den 8. december kl. 11-14 inviterer Galleri Art Expo på gratis gløgg og pebernødder i galleriet på Søvejen 35 i Hørning. Her vil glaskunstner Trine Appelon demonstrere hvordan hun laver julepynt i glas.

 

Glastip 10. december 2012 – Bog, film og revner

Bog om Steffen Tast udkommer på Glasmuseet

”Lys er stærke sager, lys i flertal, fordi lys optræder i uendelig mange former og lader os sanse verdens virkeligheder på uendelig mange måder,” skriver Karen Louise Juhl Christensen i forordet til INTR O SPEKTION – bogen om Steffen Tast som udkommer ved en reception på Glasmuseet Ebeltoft torsdag den 13. december kl. 15.

Steffen Tast fyldte sidste år 60 og har ønsket at se tilbage på sit kunstneriske virke. Det er blevet en rigt illustreret bog med artikler af blandt andre Krestina Skirl, Helge Karup og Dagmar Brendstrup som beskriver Steffen Tasts arbejde fra de tidlige år med grafik og maleri over skulpturer i glas og andre materialer til de senere års mobiler og store lysinstallationer. Steffen Tast havde 2009 en soloudstilling på Glasmuseet, og frem til den 10. marts kan man på museet opleve et af Tasts nyeste værker Kogle – en lysekronelignende mobile bestående af flaskebunde, flaskehalse og andre glasfragmenter m.m.


Steffen Tast er til stede ved bogreception, og bogen kan på dagen købes for 100 kroner (normalpris 150).

Lille film fra Prøvesamlingen fra Holmegaard

Sjællandske Nyheder har været i kælderen med Susanne Outzen, museumsinspektør ved Næstved Museum, for at se på registreringen af Prøvesamlingen fra Holmegaard Glasværk. Den 27. november bragte netavisen denne knap tre minutter lange film.

Revner i glasset

Nyhedsbrevet Kunsten.nu bringer en omtale og en serie på et lille dusin billeder fra den aktuelle The Study-udstilling Contemporary Traditions på Glasmuset Ebeltoft hvor den tyske kunstner Anna Mlasowsky viser sin fascination af sprækker og revner i glas.

 

Foto: Hans Ringmacher


Glastip 15. december 2012 – Fremstød i København og Norge

Ida Wieth-Knudsen i København og omegn

Til og med den 13. januar (så længe Pipaluk Lake-udstillingen varer) kan man se og købe Ida Wieth-Knudsens unika julekugler fra receptionen på Sophienholm i Lyngby. De organiske og forskelligt formede kugler fås i hvid, havblå, sennepsgul og mørk rubinrød. De er blæst med en smule transparens så lyset bryder farven på flere måder. Til salg er også et udvalg af blandt andet hendes ’top’-skåle.

Onsdag den 19. december kl. 14-20 deltager Ida i et julemarked med kunsthåndværk og design inden for flere genrer på Tekstilskolen på De Conincksvej 20 i Holte.


Torsdag den 20. december på årets længste nat* holdes julekunstmarkedet White Night i Literaturhaus på Møllegade 7 på det indre Nørrebro i København. Her deltager Ida med et udvalg af sit glas med særlig fokus på glas til lys. Det begynder kl. 15, der er fri entré, og Ida er i selskab med blandt andre Dorte-Maria Kræmmer Møller der sælger erotisk papirklip. Kl. 20 er der et musikalsk arrangement med et bredt kunstnerisk repertoire hvor musik og lyrik møder installationskunst og film.

* Vintersolhverv dagen efter den 21. december

Christina Hellevik i Norge

Christina Hellevik fra Pust Glasværksted i Ebeltoft fortsætter sit norske salgsfremstød. Vi giver jenten selv ordet (er det mon sunnmørsdialekt?):

”Nå nærmer julen seg med raske skritt og sneen drysser hvidt fra oven. Du står kanskje og mangler akkurat den ene glassvasen eller noe, som du har sett på en av glassutstillingen våres. Men fortvil ikke, hjelpen er nær. På den siste salgsturnéen jeg var på ble en masse glass tilbake hos min søte svigerinde, Gunn på Valderøya (ø lige nord for Ålesund, red.). Der er vaser, skåler og fat i ulike farver, fasonger og prisklasser. Så nå har du mulighet for å juleshoppe lidt den siste uken før jul.

Er det noen som skulle være helt vill med å holde salgsutstilling hjemme hos seg selv, så er jeg og min lille familie på Sunnmøre i perioden 21.01.13 - 05.02.13. Det er bare å ta kontakt. Jeg tror nok jeg kan få fri et par kvelder :-)”


Glastip 18. december 2012 – Ny direktør for Glasmuseet
(+ Ledøje-Smørum og Oslo)

Kunsthistoriker Dan Mølgaard ny direktør for Glasmuseet

Den 47-årige cand.mag. i kunsthistorie Dan Mølgaard efterfølger Dagmar Brendstrup som direktør for Glasmuseet Ebeltoft. Han tiltræder stillingen den 1. april.

Dan Mølgaard kommer fra en stilling som leder af kunst- og musikinstitutionen Kongegaarden i Korsør, og han har tidligere blandt andet været forstander for Kunsthøjskolen Thorstedlund ved Frederikssund og leder af Grønbechs Gaard i Hasle på Bornholm.

”Det er en både stor og spændende opgave at blive betroet,” siger Dan Mølgaard i en pressemeddelelse fra museet. ”Museet kunne i 2011 fejre 25 års jubilæum, og i museal sammenhæng er det jo ingen alder. Alligevel har man på den forholdsvis korte periode dygtigt formået at synliggøre museet både nationalt og internationalt og placeret det som et fyrtårn inden for sit felt.” 

 

"Dan Mølgaard har forstand på ledelse og kunst. Han har erfaring med udvikling af aktiviteter og er vant til selv at tage fat – lige præcis de egenskaber der kan være med til at sikre den fortsatte udvikling for Glasmuseet," siger museets formand Henning Kovsted i pressemeddelelsen.  

Dagmar Brendstrup fratræder efter eget valg stillingen for at søge nye udfordringer efter to perioder som direktør for museet. Hun har som direktør stået i spidsen for en række roste og velbesøgte udstillinger og har skabt nytænkning i museets formidling, blandt andet med ”Glasunivers” der åbnede sidste år. Dagmar går fra borde umiddelbart efter åbningen af den næste store internationale satsning ”OCEAN” som hun og det øvrige museum er i fuld gang med at få gjort klar til søsætning den 23. marts.  

Foredrag ved Pavla Rossini

Ledøje-Smørum Kunstforening arrangerer tirsdag den 5. februar kl. 19.30 foredrag om dansk glaskunst ved Pavla Rossini – freelance kurator, skribent og journalist specialiseret i dansk og udenlandsk design og brugskunst, ikke mindst glas. Foredraget afholdes i Smørum på adressen Flodvej 89 E, kælderen. Stedet hedder Under Birken og er foreningslokale for Ledøje-Smørum Kunstforening med værksteder, hyggekrog og bibliotek. Ingen tilmelding – entré 50 kroner.

Slutspurt til Oslo

Som tidligere annonceret arrangerer Glasmuseets Venner en glastur til Norge 15.-18. april med to dage i Oslo og omegn. Der er netop med kort varsel blevet ændret på tidligere aftalte frister for endelig reservation af kahytspladser og hotelværelser, så derfor er nu kun kort frist for endelig tilmelding. Der så mange tilmeldinger at turen ret sikkert gennemføres, men der er plads til flere endnu.

Læs om turens program m.m. på Venneforeningens hjemmeside. Spørgsmål om tilmelding stilles til Lise Aastrup telefon 45 80 17 30 eller lise.aastrup@privat.dk.

 

Glastip 22. december 2012 – Kulturpris, salgsudstilling og stuegang

Susanne Jøker Johnsen nomineret til årets kulturpris af TV2 Bornholm

TV 2 Bornholm uddeler for tredje år i træk en kulturpris på 10.000 kroner og har i år nomineret tre personer/grupper der har gjort en særlig indsats for eller i det bornholmske kulturliv i 2012. Afstemningen er i gang, den foregår per sms, og man kan stemme helt frem til tv-stationen sender årets kulturkavalkade den 4. januar. Man kan stemme på

  • Musikhuzets frivillige, sms - TVB MF - til 1231
  • Akkordionisterne Bjarke og Rasmus for deres succes på den nationale såvel som den internationale musikscene, sms - TVB BR - til 1231
  • Susanne Jøker Johnsen for hendes arbejde med den bornholmske biennale, sms - TVB SJ - til 1231

Susanne Jøker Johnsen gør i sin sidste mail i EGC-2012-sammenhæng opmærksom på at biennale-sekretariatet nu lukker ned for en periode og genåbner medio 2013 for at tage fat på forberedelsen af European Ceramic Context 2014.

Hvis man vil genopleve noget af EGC-2012, har Susanne samlet følgende link:

Glasperlesalgsudstilling parallelt med OCEAN-udstillingen på Glasmuseet

Medlemmer af foreningen Danske Glasperler er blevet tilbudt at deltage i en salgsudstilling i perioden 23. marts til 3. november – samme periode som den store 2013-udstilling OCEAN på Glasmuseet i Ebeltoft. Baggrunden er at netop oceanerne ofte er en inspirationskilde for professionelle perlemagere.

Hvis man kunne tænke sig at være med, skal man inden 15. januar indsende sit forslag med angivelse af udsalgspris sammen med sit cv til Glasmuseet i Ebeltoft. Museet vil herefter udvælge de der indbydes til at deltage i salgsudstillingen.

Arkitektonisk Stuegang på Designmuseet

Arkitektonisk Stuegang er en samtidskunstudstilling med deltagelse af keramiker Karen Bennicke, billedkunstner Kaspar Bonnén, glaskunstner Lene Bødker, billedkunstner Ruth Campau, arkitekt Poul Ingemann, væver Gudrun Pagter og billedkunstner Jesper Rasmussen. Udstillingens værker reflekterer over rum og genstande tilknyttet til de rum kunsten befinder sig i.

Udstillingen har tidligere været vist på Silkeborg Bad. Til udstillingen på Designmuseum Danmark vil flere af kunstnerne have skabt nye værker med direkte henvisning til de omgivelser der her udstilles i. Udstillingen vises fra den 28. marts til den 9. juni.

Fra udstillingen Arkitektonisk Stuegang vist i Kunstcentret Silkeborg Bad – værket er af billedkunstner Ruth Campau. Pressefoto.


Glastip 31. december 2012 – Årets første

Karin Mørch på Tuse Næs fra 5. januar

Karin Mørch-Bentzen udstiller glasskulpturer på Tuse Næs Kunsthåndværk & Galleri sammen med malerier af Hussein Tai. Der er fernisering lørdag den 5. januar kl. 14-16 hvor begge kunstnere er til stede. Udstillingen er åben torsdag-søndag kl. 11-17 frem til den 22. februar. Galleriets adresse er Uglerupvej 31 i Uglerup på Tuse Næs nord for Holbæk Fjord.

Karin Mørch kan se tilbage på et år med udstillinger i blandt andet Bredgade Kunsthandel, Galleri Hindhede og på Bornholm i forbindelse med European Glass Context og har for nylig gennem det stockholmske galleri The Glassery solgt værkerne Standing Red og Gold Movable til Statens Konstråd til placering i Plenisalen på Högsta Förvaltningsdomstolen i Stockholm.

Hanne Christensen i Ågerup fra 7. januar

Hanne Christensen udstiller koldglasarbejder på Ågerup Bibliotek på Gundsølillevej 2 i Ågerup nord-øst for Roskilde fra den 7. til den 29. januar. Biblioteket har åbent mandage kl. 15-20, tirsdage kl. 10-13 og torsdage kl. 13-17.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft