Glastip August 2022

Glastip 7. august 2022 – Glasslik

Soile Yli-Mäyry igen i Bredgade

En af Finlands store billedkunstnere, Soile Yli-Mäyry, gæster for tiden Davis Gallery i Bredgade 69 i det centrale København med soloudstillingen The Wings of Ash. Hun udstillede for første gang i Danmark i 2017 i Skovhuset i Værløse (se Glastip 2. marts 2017) og samtidig i Bredgade Kunsthandel (nu Davis Gallery) – hvor hun i mellemtiden har udstillet endnu en gang.

De dominerende elementer i hendes værker er lys, skygge og ild. Hun arbejder både med maleri og glasskulpturer. I maleriet arbejder hun med rene og stærke pigmenter i store partier henover lærredet, og i sine glasskulpturer udformet i muranoglas bruger hun også stærke og lysende ild-farver.

Foto fra udstillingen – der har åbent tirsdag-lørdag kl. 12-17, der afholdes en soiré med artist talk torsdag den 18. august kl. 16-19, og sidste dag er fredag den 19. august.

Et glas efter lukketid

Vi minder om at Glasmuseet Ebeltoft de to fredagsaftener den 19. august og den 2. september inviterer til kunst, gastronomi og musik under åben himmel. Her kan man møde kunstnerne bag næste års udstillinger, høre klassisk musik af højeste klasse, smage hvordan kunsten fortolkes i mad, mærke varmen fra det arbejdende glasværksted og få indblik i den ny direktør Mikkel Elmings drømme for museet. Alt sammen sat i Glasmuseet Ebeltofts have som man aldrig har oplevet den før. Se mere i museets kalender.

Helle Mardahl har en glasslikbutik

En i Glastip-sammenhæng ny glaskunstner er Helle Mardahl som Politiken-journalisten Lars Hedebo Olsen den 30. juli bragte et portræt af – under overskriften ”Jeg har altid drømt om min egen slikbutik”.

Helle Mardahl arbejder hvor kunst og funktionalitet mødes med at skabe et drømmeunivers af rigt koloreret, excentrisk og normbrydende glasdesign. Til sit koncept for en kandiseret glasverden af magi, drømme og nydelse henter hun inspiration i sine egne nostalgiske erindringer fra barndommen og i ikoniske film som Alice i Eventyrland og Charlie & Chokoladefabrikken.

Helle Mardahl er uddannet ved kunst- og designskolen Central Saint Martins i London. Hun har tidligere arbejdet i modebranchen og har virket som billedkunstner inden hun gik over til design af glas – brugsglas, meget farvestrålende og skulpturelt. Helle Mardahl er ikke glaspuster, hun tegner og formgiver sine ting og får dem blæst på Holmegaard Værk og glaspusterier rundt i Europa. Det forholdsvis ny brand har allerede et stort, især udenlandsk marked – det er på Instagram markedsføringen foregår, men hun har også en hjemmeside med mange billeder.

Helle Mardahl har hovedkvarter og showroom på anden sal i Bredgade 28 i København. Der er åbent mandag-fredag kl. 9-16, men måske skal man lave en aftale på shop@hellemardahl.com eller 31 60 25 02. Foto af Helle Mardahl er af Alastair Philip Wiper, foto af glas er fra hendes hjemmeside.

Biennalen for kunsthåndværk & Design 2023 konverterer

Danske Kunsthåndværkere & Designere afholder i 2023 Biennalen for Kunsthåndværk & Design i Bygning A på Kløvermarksvej, Amager. Biennalen viser hvert andet år samtidigt kunsthåndværk og design inklusiv en Open Call-udstilling og med en pris på 100.000 kroner. Til hver Biennale knyttes et tema der skal understøtte faglig udvikling og samfundsmæssig relevans. Temaet for næste års biennale bliver at vise hvilke muligheder kunsthåndværket har i en digital fremtid. Man ønsker at vise hvordan fysiske objekter og værker kan transformeres eller konverteres.

Ansøgere til Biennalen skal præsentere et fysisk udstillingsbidrag der viser det design- og håndværksmæssige udgangspunkt, og forklare hvordan idéen kan formidles til udstillingens publikum gennem de foretrukne materialer. Og overveje hvordan værket eller designet kan konverteres i et immateriel udtryk.

Biennalen vil med andre ord udforske det fysiske kunsthåndværk og design i forhold til det digitale rum. Med udgangspunkt i de kuraterede værker skal der eksperimenteres med ny digitale formater i mødet med det materielle, og værkerne kan under udstillingsforløbet blive udsat for forskellige forsøg i den digitale verden – med respekt for det fysiske objekt.

Der er Open Call frem til udgangen af september. Udstillingen vises i perioden 27. april – 1. oktober 2023. Læs mere på DK&D’s hjemmeside.

Noter

Foreningen Danske Glasperler har i juni afholdt generalforsamling under foreningens årlige træf på Ravstedhus – bestyrelsen fortsætter uændret med blandt andre Gitte Bartholomæussen som formand, Marlene Laursen som næstformand og Helle Fredberg Nielsen som kasserer.

Annie Hjorth: Nu er Margrethemargueritten – som dronningen i sommer fik en hel buket af – kommet til Ebeltoft, og kan købes i Glasmuseets butik som enkelte nummererede eksemplarer. Se Glastip 8. juni.

Sculpt in Glass with Ned Cantrell lyder et workshop-tilbud fra The Glass Factory i Boda Glasbruk – 1.-4. September, 7500 svenske kroner (materialer inkluderet):

“Hot-sculpting: I use a mix of techniques for hot-sculpting which I have picked-up either by looking over other people’s shoulder or by figuring it out myself. In this hands-on class I intend to introduce you to some of these. We will be using the hot-torch, assembling pieces from multiple parts, making weird punties, cane drawing, probably murrine, possibly grail, cup casing, snorkeling and other stuff. Hopefully playing with an overload of techniques will get your own creative juices flowing and inspire your own work.”

Ned Cantrell er uddannet i England i 1997 og har siden 2004 arbejdet sammen med Karen Nyholm i Aarhus og nu i Ebeltoft. Han omsætter popkulturens og forbrugerismens symboler til kitschede figurer på en måde der kræver en betydelig viden og kunnen inden for det mest avancerede glashåndværk.

Inflatable shark – oppustelig haj

Hos Backhaus Brown på Hundested Havn kan man for tiden se dissetre ny glasskibe – som glaspusterparret Nanna Backhaus og Andrew Brown fremstiller i samarbejde med deres tidligere naboer, den nu i Helsingør placerede snedkervirksomhed Egeværk.

Det store skib hedder Rig og er guden Heimdals navn i eddadigtet RígsÞula. Han er gudernes vogter og sidder ved himlens rand for at vogte broen mod bjergriser (jætter). Han kan nøjes med mindre søvn end en fugl, og nat som dag ser han hundrede mil frem. Han kan også høre græsset gro på jorden og ulden på fårene. Heimdal opfattes som menneskeslægters stamfar.

Skibet i midten hedder Elivagar (Haglstormbølger) og er de elve der i forbindelse med verdens tilblivelse flød fra kilden Hvergelmer og størknede til is i den nordlige del af Ginnungagap. Da kulden og varmen mødtes midt i Ginnungagap, opstod det første levende væsen, jætten Ymer.

Skibet bagerst hedder Trud som betyder ’styrke’, og som er datter af Thor og Sif og søster til Modi der betyder ’mod’.

Maria Koshenkova har lagt et foto ud forsynet med denne tekst som vi gengiver præcis som den er:

“A big thanks to @statenskunstfond for supporting my art practice again and #arbejdslegat given to me inspite of crazy things going in world now and my russian origin. It means a lot to me”

Glastip 30. august 2022 – Glas med perler

Marianne Lykkeberg i Galleri Nybro

Glas- og billedkunstner Marianne Lykkeberg er igen at finde i Galleri Nybro i Nybrogade 30 i det centrale København hvor hun på udstillingen Havhorisont viser glasmosaik, maleri og akvarel. Der er åben daglig kl. 14-18 til 4. september.

Glass – Hand formed matter

Udstillingen Glass – Hand formed matter udforsker ny perspektiver for studioglasset i Tyskland og Nordeuropa (Finland og Sverige) og har tidligere i år været vist i Berlin. Frem til den 20. november kan den ses på The Glass Factory i Boda Glasbruk i Sverige, og herefter fortsætter den til Finland. Blandt de godt 70 glaskunstnere finder vi Maria Bang Espersen. Hvordan det i øvrigt forholder sig med udstillingen kan man studere på The Glass Factorys hjemmeside og på en tysk hjemmeside om Glass – Hand Formed Matter.

Else Alfelt – liv og værk

I forbindelse med Kunstmuseet Arkens retrospektive udstilling med avantgarde- og multikunstneren – herunder også glasmosaik - Else Alfelt afholdes onsdag den 7. september kl. 17.30-18.30 et foredrag ved museumsleder ved Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Lotte Korshøj. Foredraget kræver entré og tilmelding, udstillingen slutter den 18. september.

Årets møde i Glasnettet

Glasnettet – foreningen af danske glaskunstnere – holder årsmøde den 11.-13. november på Bornholm. Det er dette års bestyrelse bestående af Tobias Sode, Michael Brandt og Mathilde Brandt der står for arrangementet. De er alle tre fra Baltic Sea Glass: Tobias er glaspuster og står sammen med Maibritt Jönsson i spidsen for unikaproduktionen; Michael er en del af ledelsen og ejerskabet; Mathilde er brand-manager og varetager virksomhedens visuelle udtryk, branding, produktion i udlandet, eksport og detailsalg.

2023-udstillinger i Ebeltoft

Fra den 13. januar til den 16. april vises udstillingen In the Making med ti af de elleve glaskunstnere der har modtaget Finn Lynggaards legat indtil legatet tidligere i år blev afviklet. Udstillingen er finansieret af resterne af fonden. Udstillingen kurateres i samarbejde med Finn Lynggaards datter, kunsthistoriker Eva Lynggaard og Finn Lynggaards enke, glaskunstner Tchai Munch.

Efterfølgende – fra den 29. april til den 5. november – gælder det soloudstillingen Evolutions med den dansk-australske kunstnerduo StudioThinkingHand som handler om alt fra glashjerner, mikrobelandskaber, bløde robotter og eremitkrebs til jordprøver. Duoens praksis bevæger sig ifølge museet ”i spændingsfeltet mellem filosofi, naturvidenskab og kunst. De har som andre dygtige kunstnere i deres generation en interesse for menneskets forhold til naturen. Deres værker udforsker metoder til at samskabe med andre væsner såsom svampe, bakterier, økosystemer og syntetisk liv. Igennem deres værker synliggør de fortællinger og livsformer som vi ellers ikke bemærker. Deres værker giver overraskende perspektiver på hvordan vi kan forstå og opleve natur og liv i lyset af nutidens økologiske kriser og teknologiske udvikling.”

Studio ThinkingHand er etableret i 2016 og består af australske Rhoda Ting (f. 1988) og danske Mikkel Dahlin Bojesen (f. 1988). På parrets hjemmeside kan man under About finde link til en 60 sider stor pdf med Portfolio of Selected Works 2017-2021 og se og læse om deres omfattende arbejder med glas og nærmest alt muligt andet.

Værk i serien Scala Naturae fra 2021 af Studio ThinkingHand.

Noter

Mette Büulow Duus i sin stand på Frue Plads Marked her i august. Foto fra hendes Facebook.

Hos Backhaus Brown i Hundested Havn kan man for tiden se en udstilling med sorte glas med bobler på stilkene med sorte Tabiti-perler og brillanter indeni lavet i samarbejde med guldsmed Christina Bendix. Der er åbent alle dage kl. 10-17. Der arbejdes i værkstedet på hverdage kl. 10-12 og 13-15.30 hvor man foruden Nanna Backhaus og Andrew Brown vil møde Marita Wongsupa Johansen som har afgang fra bornholmerskolen i 2019, og Paul Wearden som har arbejdet i Hundested nogle år.

Odense Glasværk (CraftVærk) har ansat en ny glasmager – tjekkiske Martin Šrámek, uddannet i Tjekkiet hvor han har arbejdet med industriel glasproduktion. Han har også arbejdet med studioglas og glaspustning i Maldiverne, Skotland og USA samt Ebeltoft og Bornholm.

Svendborgensiske glaskunstner Bente Sonne har igen i år lavet prisstatuetterne til Svend-prisen, den danske filmpris som årligt uddeles ved film- og kulturugen i Svendborg i et samarbejde mellem Svendborg Kommune, FilmFyn, Foreningen af Filmudlejere i Danmark og Producentforeningen. Her ses Bente med en udgave af prisen – som nok er stor, men dog ikke så stor, mon ikke der her er tale om en fotostat.

Glaskunstner Karen Nyholm har for nylig haft en opvisning i Glasmuseet Ebeltofts glashytte. På en fotoserie lavet af Karens far Poul Nyholm ses hun i gang med glasset kyndigt assisteret af partner og kollega Ned Cantrell og museets hyttemester Chris Lowry (i nævnte rækkefølge på foto). Resultatet bliver en arm/hånd som Karen på et tidspunkt viser frem på sin skitseblok.

Kunstfondens Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design uddeler tilskud til projekter inden for produktion, udstilling og formidling af kunsthåndværk og design. Det nuværende udvalg begyndte sit virke ved årsskiftet og fungerer de næste fire år. Udvalget varetager også internationale aktiviteter inden for områderne og giver derfor tilskud til ophold på residencies og til udenlandske kuratorers besøg i Danmark. Derudover kan udvalget selv tage initiativer. Årets midler til uddeling udgør 13,3 mio. kroner.

Udvalgets leder er kurator og skribent Anni Nørskov Mørch. De øvrige medlemmer er professor i designkultur ved Syddansk Universitet Anders V. Munch, møbeldesigner Chris Liljenberg Halstrøm, adjungeret professor ved Designskolen Kolding inden for service- og strategisk design Mette Mikkelsen og guldsmed Nicolai Appel. De to førstnævnte er udpeget af kulturministeren, de øvrige af Kunstfondens repræsentantskab.

Udvalget har nu meldt dets kriterier kunstnerisk kvalitet ud:

• Faglighed - projektet udvikler og udfordrer praksis, idéer, traditioner og materialer

• Sammenhæng - projektet har en gennemtænkt kobling mellem idé og valgte metoder og/eller virkemidler

• Betydning - projektet viser refleksion over hvordan projektet skaber betydning i relevante sammenhænge

Kunsthåndværk og design er et bredt område, og udvalget ønsker at give tilskud til projekter med høj kunstnerisk kvalitet inden for hele området. Det kan både være projekter som viser et æstetisk potentiale og en stærk forståelse for håndværk, materialer og sanselighed samt projekter som er centreret omkring konkrete designløsninger på specifikke problemer eller projekter af mere immateriel eller kritisk karakter.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft