Glastip August 2014

Glastip 6. august 2014 – Smeltepunktet

Så skete det igen – den overophedede tipper skrev en forkert ugedag til en rigtig dato: Jørgensen & Mørch ferniserer på Tuse Næs lørdag den 9. august. Undskyldninger er der nok af: Er det ikke sommervarmen, er det efterårsblæstens tuden, vintermørket eller forårsfornemmelser…

Marie Retpen hos Bjarnhoff i København

Hempelprismodtager Marie Retpen har for tiden noget af sit forsølvede glas – rørformationer og service – udstillet i showroomet for belysnings- og arkitektfirmaet Bjarnhoff i Bredgade 23 i det centrale København.

Kirstine Damgaard hos Teknologisk i Aarhus

Frem til den 28. august udstiller Kirstine Damgaard fra Galleri Englehaven i Aarhus for Teknologisk Instituts Kunstforening Vest i instituttets kantine Kongsvang Allé 29 i Aarhus. Ifølge Kirstine drejer det sig om unika fade, lystårne og glasbilleder. 

Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads
- nu med retrospektiv håndfugleudstilling

Det er torsdag den 14. august kl. 12-19 med håndfugleoverrækkelse kl. 15, fredag den 15. august kl. 10-19 og lørdag den 16. august kl. 10-16.

Det er det 31. marked. Og det er med mere end 130 medlemmer af Danske Kunsthåndværkere & Designere. Herunder glaskunstnerne Anders Raad, Bettina Schori, Christina Hellevik, Iben Kielberg, Karen Lise Krabbe, Lena Ljunger & Jesper Sødring, Line Gottfred Petersen, Maj Winther, Marion Fortat, Pia Nissen, Rikke Stenholt, Sally Xenia Christensen og Sia Mai & Ole Victor. Desuden deltager syv islandske kunsthåndværkere og designere fra søsterorganisationen Handverk og Hönnun (ingen glas). Islændingene er placeret i Fiolstræde bag Vor Frue Kirke, og her findes også en stand med studerende og undervisere fra designskolen på Bornholm som demonstrerer teknikker (det er nok mest ler) og viser færdige resultater frem. Se oversigt over alle deltagerne på www.craftsfair.dk

Markedet er i år arrangeret af et udvalg bestående af tekstildesigner Mai Plank (formand), keramiker Gurli Elbækgaard, væver Pia Jensen, tekstildesigner Majken Mann, tekstildesigner Nynne Færch, tekstildesigner Katja Bie og smykkekunstner Gitte Helle.

Årets håndfuglejury er Matthias Hvass Borello, redaktør på Kunsten Nu, Jeanne Rank Schelde, direktør på Munkeruphus, og Isabel Berglund, tekstil- og installationskunstner. Der gives håndfugle for markedets bedste nye produkt og bedste nye unika.

Håndfuglene har været uddelt siden 2007, og som noget nyt er der lavet en udstilling med tidligere præmierede værker som kan ses allerede fra fredag den 8. august og frem til den 7. september i Danske Kunsthåndværkere & Designeres projektrum Officinet i Bredgade 66 i København. Åbningstider skulle findes her.

Maria Retpen på Hempel

Modtageren af Hempels Glaspris 2014, Marie Retpen, holder søndag den 10. august kl. 15 artist talk på Hempel Glasmuseum syd for Nykøbing Sjælland.

Melting Point i Politikens Hus

Årets afgængere fra Designskolens glas- og keramikafdeling på Bornholm viser deres afgangsudstilling Melting Point i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København fra torsdag den 14. august til den 4. september. Der er fernisering på åbningsdagen kl. 16-18.

Til afgangsudstillinger er udgivet en folder Melting Point – man skal være opmærksom på at den er lavet før afgangseksamen, så alle der gik til eksamen, er med, men ikke alle bestod, og der vil også være forskel på de i folderen gengivne værker og de udstillede eksamensværker.

Blandt afgængerne er der seks glasfolk - heraf to danskere, to fra Norge, en fra Frankrig og en fra Frankrig/UK:

  • Antonin Raphaël Funes, Frankrig – ingen hjemmeside
  • Eirin Bjørsland Hansen, Norge – hjemmeside – tidligere uddannet fra den svenske glasskole i Orrefors og har arbejdet ved norske og svenske glashytter m.m.
  • Johanne Majland Jahncke, Danmark, Kokkedal – meget billedrig hjemmeside – første modtager af Finn Lynggards legat i 2011
  • Ea Staxen Madsen, Danmark – ingen hjemmeside – gæstelærer ved Bornholms Højskole
  • Nina Casson McGarva, Frankrig og UK – hjemmeside
  • Erling Rolandsen, Norge – ingen hjemmeside

Efter København splittes udstillingen op – keramikken udstilles i Svanekegaarden den 12.-28. september som led i European Ceramic Context på Bornholm, og glasset udstilles på Glasmuseet Ebeltoft fra den 11. september til den 30. november.

Kunstens Venner i Vendsyssel

Kunstvennerne i Vendsyssel holder kunsthåndværkermarkedlørdag den 16. august kl. 10-15 på Brinck Seidelins Gade midt i Hjørring. Der er glas i boderne hos Inge Frydkjær, Sæby, Marlene Nørhave, Hjallerup, Rikke Precht, Lønstrup og Tina Ferch, Aalborg.

 

Fem glas som Rikke Precht laver dem.

St. Galla holder Art Market

Branka Lugonja holder kunstmarked i sit galleri på Strandvejen 119 i Hejninge ved Slagelse den 16.-17. august kl. 11-16. Branka er ene om at repræsentere glasset.

 

Glastip 15. august 2014 – Håndfugl til Sally Xenia Christensen

Det Håndfugl-præmierede drikkeglas af Sally Xenia Christensen. Fotograf Ole Akhøj

Torsdag den 14. august blev der udvalgt to Håndfugl-værker på Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København – henholdsvis for Bedste nye Produkt og for Bedste nye Unika. Juryen bestående af kunstkritiker og redaktør ved Kunsten.nu Matthias Hvass Borello, kunsthistoriker og indtil for nylig direktør for Munkeruphus Jeanne Rank Schelde samt tekstildesigner Isabel Berglund fokuserede med reference til Håndfugl-billedet på at værkerne skulle tale både til hoved og krop.

Prisen for bedste nye unika gik til smykkedesigner Helle Bjerrum, og prisen for bedste nye produkt blev tildelt glasdesigner Sally Xenia Christensen for smukke og enkle drikkeglas i serien Hybrid som også består af kander og skåle. Glasserien stammer tilbage fra hendes afgang i 2012 hvor hun udviklede sine digitalt designede forme til at blæse glasset i. Sidste år havde hun indsendt en skål i samme serie til bedømmelse i forbindelse med Kunsthåndværkerprisen, og det indbragte hende et rejselegat.

Steffen Dam i Heller Gallery

New York-galleriet Heller Gallery udstiller nu en af Steffen Dams præsentationsbokse med ’præparater’ af havvæsener med titlen Wunderkammer. Værket er fra i år. Læs galleriets beskrivelse.

Line Gottfred-Petersen og Tobias Møhl i EON

Mark Robinsen har i juli og august publiceret korte artikler – Glass Vessels by Line Gottfred-Petersen og Minimalist Scandinavian Glass Vessels by Tobias Møhl – med rækker af dejlige billeder af deres værker i en blog på hjemmesiden for det engelsk online galleri EON.

Lene Tangen i Galleri Format

Lene Tangen – som netop er flyttet fra Bornholm til Norge – deltager frem til den 28. september sammen med otte andre unge, men etablerede glaskunstnere i udstillingen Norwegian Glass Now i Galleri Format i Oslo. Udstillingen har fokus på skulpturelt glas.

Young and Loving i Bergen

Galleri S12 i Bergen viser frem til den 21. september udstillingen Young and Loving – ”en spøkefull oversettelse av ung og lovende” – med fokus på nyuddannede glaskunstnere. Deltagerne er Lene Tangen, Birnur Derya Geylani (TR), Gracia Nash (USA), Maria Bang Espersen, Grit Jansen, Meng Du (CN), Kim Harty (USA) og Max Syron (USA). Lene Tangen deltager med fire glasskulpturer fra sin Unique-serie og en ny skulptur i gips og glas. Grit Jansen er omtalt i Glastip 4. februar i år i forbindelse med hendes afgang fra Designskolen i København med grønlandsk inspireret glasdesign.

Glassmedjen i Bredgade

Det lille Galleri Bredgade 22 i København viser frem til den 25. august en skøn blandet udstilling med ni kunstnere og kunsthåndværkere, heriblandt hele tre der arbejde med emalje og glaskunstnerne Nanna Backhaus og Andrew Braun fra Glassmedjen i Hundested. Deres værker er placeret i vinduerne, så de kan ses døgnet rundt, og ellers er der åbent hverdage kl. 10-17.

Charlotte Morrison fortæller i Ebeltoft

Glasmuseet i Ebeltoft har søndag den 17. august kl. 14 besøg af danskfødte Charlotte Morrison som deltager i den aktuelle Bodytalk-udstilling, og som bor og arbejder i Storbritannien. Charlotte Morrison taler om sit projekt/værk ”Do I need to shave my chest?” der handler om hvordan vi forholder os til kroppens forandringer, og om baggrunden for projektet, hvordan det har taget form, og om kunstneriske valg af materialer og processer. Der er ingen tilmelding, og det er gratis efter betalt entré til museet.

SUBSTANS 2014

Bredgade Kunsthandel i København byder endnu en gang på dansk glas i verdensklasse når man den 22. august til den 20. september afholder den årlige Substans-udstilling – i år med fem glaskunstnere: to veteraner og tre af de yngre. Og således fordeler selve udstillingen sig også:

De tre (yngre) Luftkraft-glaskunstnere Christina Rivett, Pernille Braun og Stine Bidstrup udstiller værker med det fælles tema ”Navigating the North” inspireret af vikingetidens skibsfart og navigation – i en tematisk forlængelse af deres udstilling denne sommer i Roskilde Kunstforenings glasbiennale hvor de så at sige navigerede i samme farvand.

Lene Bødker og Pipaluk Lake deltager i udstillingen med individuelle præsentationer i særskilte lokaler i galleriet. Tobias Møhls deltagelse er aflyst grundet sygdom.

Der er fernisering fredag den 22. august kl. 16-19, og udstillingen i Bredgade 67-69 er ellers åben tirsdag-fredag kl. 13-18 og lørdag kl. 11-15.

Glasmuseets Venners østdanske arrangementsgruppe arrangerer en gennemgang af udstillingen med Pavla Rossini som guide og med deltagelse af to af glaskunstnerne. Det bliver lørdag den 30. august kl. 14 – nærmere følger.

Pernille Braun, Fast forward Heavy Load, 75 x 72 x 14 cm

Lene Piasecki jubilerer med Profusion Art Glass

Lene Piasecki har nu haft sit glasperle-firma Profusion Art Glass i fem år, og det fejrer hun i weekenden den 23.-24. august kl. 10-17 med åbent hus. Her vil hun gerne dele sit spændende lampeglas-arbejde med glasset i gasflammen – med demo af forskellige perletyper, gode tilbud, forfriskninger m.m. Adressen er Nordre Kongelundsvej 17, København S (Amager).

Gods i Kunsten

Kirstine Damgaard, Galleri Englehaven, deltager med unika glasværker i udstillingen Gods i Kunsten på Godsbanen under Aarhus Festuge i dagene 29. august til 7. september. Se udstillingens katalog.

Nyt fra Maagaard Glasværk

Agnethe Maagaard i Bøvlingbjerg deltager i Åbne Døre på Lemvigegnen i weekenden den 30.-31. august kl. 11-17 hvor hun holder en konkurrence blandt gæster i Maagaard Glasværk om det her viste værk Livets Sejllads – Hvor fører den os hen? Begge dage kl. 14 holder hun et billedforedrag – Fra nissemænd til royal kunst (med henvisning til at hun i flere omgange har lavet glasgaver til medlemmer af kongefamilien).

Agnethe kan i øvrigt fortælle at hun har fået endnu en udfordrende bestilling – fra den danske kokkelandshold som skal til VM i Luxemburg i november hvor de skal bruge et stort fad til at servere fisk på.

 

Glastip 24. august 2014 – To GMV-arrangementer

Rundvisning på Substans 2014 i Bredgade Kunsthandel
lørdag den 30. august kl. 14-16

Bredgade Kunsthandel i København har nu åbnet årets Substans-udstilling, i år en gruppeudstilling med skulpturelt glas af kunstnerne Christina Rivett, Lene Bødker, Pernille Braun, Pipaluk Lake og Stine Bidstrup. Galleriet bruger alle sine lokaler til udstillingen, så der er god plads omkring værkerne, alligevel er de fem repræsenteret med tilsammen godt 70 værker.

Udstillingen er todelt: Christina Rivett, Pernille Braun og Stine Bidstrup – alle tre fra værkstedsfællesskabet Luftkraft – udstiller omkring temaet Navigating the North inspireret af vikingetidens traditioner for transport og navigation. Lene Bødker og Pipaluk Lake har sammensat individuelle præsentationer.

Bredgade Kunsthandel er et af de få steder i landet hvor der udstilles skulpturelt glas, og det er galleriets fjerde udstilling i serien Substans. I forbindelse med udstillingen arrangerer galleriet rundvisninger/foredrag for kunstforeninger, og der afholdes i samarbejde med Glasmuseets Venners østdanske arrangementsgruppe et særligt arrangement for glasvennerne.

Det foregår lørdag den 30. august kl. 14-16 i Bredgade 67-69, og rundvisningen forestås af Pavla Rossini som har skrevet teksterne til udstillingskataloget. Ved rundvisningen deltager desuden glaskunstnerne Pernille Braun og Stine Bidstrup. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Det kan ske via Glasmuseets Venners hjemmeside. Også ikke-medlemmer kan deltage.

Udstillingen varer i øvrigt til den 20. september, og galleriet har åbent tirsdag-fredag kl. 13-18 og lørdag kl. 11-15.

Flere glasfacetter i Aarhus lørdag den 25. oktober kl. 9-16

Det er anden gang Glasmuseets Venner arrangerer en glasrundtur i Aarhus. Denne gang har Jan Koch og Jørn Bech fra foreningens bestyrelse i den sydlige ende af byen fundet tre glasattraktioner som er værd at bruge en lørdag på.Den første er den vel nok betydeligste samling af unika glas fra Holmegaard Glasværk som Søren Seebach har skabt over en årrække, og som han kalder ”Designet kunstglas fra Holmegaard”. Det er en overordentlig stor og eksklusiv samling man her får adgang til. Selv Holmegaards Prøvesamling på Næstved Museum har ikke mange af de pragtstykker man her får at se.

Dernæst går turen til Langenæskirken på Kirkedammen. Kirken er fra 1966, tegnet af arkitekterne Johan Richter og Arne Graves og var en moderne kirke i tidens ånd hvor glas og lys indgår som en væsentlig del af udtrykket. For nylig er kirken blevet ’opdatere’ af kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen – som man regner med deltager i rundvisningen.

Efter frokost på Broges Kafe & Deli – inkluderet i prisen eksklusiv drikkevarer – slutter turen hos Stenholt Glas ved Rikke Stenholt på Sankt Pauls Kirkeplads. Her har Rikke i en længere årrække haft sit værksted, og det er her hun frembringer sit gedigne og anvendelige brugsglas i sin personlige stil – foruden yderst individuelle ting. Rikke stiller selv op og fortæller om sit virke.

 

Glastip 29. august 2014 – Dybt lys og højt mørke

Glas i Galleri Bredgade 22

Frem til den 9. september udstiller i Galleri Bredgade 22 i København to billedkunstnere – fynske Ayliet Teilya og aarhusianske Jesper Seneca. Sidstnævnte præsenterer på udstillingen sine første malografier…Og hvad er så det? Det skulle efter sigende have noget med glas at gøre.

Erna Møller i Kunstnerhuset

Farveglade Erna Møller fra Ribe Glas i Hans Tavsens hus på Ribe Torv udstiller frem til den 29. september i Kunstnerhuset, Storegade 46-48 i Skærbæk. Der er ikke bare fri entré, men åbent alle dage kl. 8-22.

Erna Møller har arbejdet med ’koldglas’ som hun selv kalder det, i ti år og har gennem årene udviklet sig ved intensiv learning-by-doing og inspiration fra kendte udenlandske kunstnere. For tre år siden købte hun Hans Tavsens hus i Ribe på Torvet 17. De 160 kvadratmeter rummer værksted, lille butik med småting og en førstesal med større ting.

Karen Lise Krabbe i Fremsynet Tilbageblik i Hobro

I Kunstetagerne i Hobro kan man frem til den 31. oktober se jubilæumsudstillingen Fremsynet Tilbageblik. Her deltager Karen Lise Krabbe med 15 glasværker sammen med grafik af John Olsen – i en sammenhæng hvor en række kunsthåndværkere har fået mulighed for at udstille sammen med en billedkunstner. Om Karen Lise Krabbes valg af John Olsens grafik kan man læse i hendes blog.

 

Det dybe lys – det høje mørke

Fra ferniseringsdagen lørdag den 7. september til den 30. november afholdes på Museet Holmen, Østergade 13 i Løgumkloster separatudstillingen Det dybe lys – det høje mørke med Steffen Tast. Find åbningstider m.v. på museets hjemmeside som også har en kort, illustreret introduktion til Steffen Tast.

Lars Pryds i Glasseriet

Lørdag den 30. august kl. 12-14 kan man møde den nye billedkunstner i galleriet og opleve det arbejdende glaspusteri hos Rikke Bruzelius på Jenagade på Amager.

Lars Pryds er billedkunstner og grafisk designer, og hans billedkunst består af maleri og collage med inspiration fra pulserende storbyer og oversete strukturer i murværk, asfalt og andre flader med spor af slid, brug og menneskers tilstedeværelse. Rikke Bruzelius har traditionen tro ladet sig inspirere og blæst en serie unikaglas der spiller sammen med billedkunsten. Udstillingen slutter 27. september. Åbningstiderne er tirsdag-fredag kl. 10-16, lørdag kl. 10-14.

Merle Conradi-Larsen udstiller i Gundsømagle

Merle Conradi-Larsen, som har sit værksted i Jyllinge, har været Roskilde Bibliotekernes månedskunstner i august, og hun udstiller nu fra den 2. til den 30. september i biblioteket på Rosentorvet 8 i Gundsømagle nord for Roskilde. Der er åbent tirsdag kl. 15-20, onsdag kl. 10-13 og torsdag kl. 15-20.

Åbent hus i Gasværket i Roskilde

Lørdag den 6. september kl. 12-16.30 er der åbent hus i Gasværket på Roskilde Havn med glaskunstnerne Lene Bødker og Skak Snitker og deres værkstedsnaboer, keramiker Martin Kaldahl og tekstilkunster Iben Brøndum samt Galleri LABR.

Bodas (Glass Factory) Höstprogram

Udvalgte dele af Bodas efterårsprogram:

  • 27. september: Berättarkafé: Borta bra, Boda bäst, privatpersoner visar foton och berättar om Boda glasbruks historia
  • 4. til 26. oktober: Kontroll, Björn Friborg arbetar med skulpturer i glas och keramik. I sina verk fokuserar han på glasyr som kontrolleras och formas i tillkomstprocessen*
  • 11. oktober til 2. november: Boda on wheels”, en utställning i glashyttan om Kurt-Lennart Henrikssons (Bodakurres) verksamhet i Boda glasbruk under 1960-, 70- och 80-talen
  • 8. november til 25. januar: Je t´aime Marie – I love you Mary, Nina Westman arbetar med självlysande, uranhaldigt glas

* Bjørn Friborg er både glaskunstner og keramiker og har netop denne sommer taget afgang fra Bornholmerskolen i keramikfaget.

Designer ZOO har et par glasnyheder i efterårskollektionen

En glasserie af InspireBy ved Cecilie Moi Sindum og Manolo Folcarelli bestående af glas fra 165, karaffel 449 og serveringsklokke 1249 kroner.

InspireBy er et få år gammelt designfirma dannet af den norske glaskunstner Cecilie Moi Sindum som i en årrække har arbejdet for Hadeland Glasverk, og den dansk-italienske designer Manolo Folcarelli. Parret bor og har atelier og værksted ved Helsinge i Nordsjælland – som det også fremgår af et portræt af familien og deres hus som norske Aftenposten havde i november sidste år.

Glasserien ”er inspirert av de berømte marmorbruddene i Italia, og etter Michelangelos idé om at skulpturen skulle frigjøres fra blokken. Linjene i silhouettene er som grove hugg, men stadig presise og stilrene,” siger Cecilie ifølge Aftenposten.

Drikkeglas af Sally Xenia Christensen til priser fra 245 kroner. Det er de Hybrid-glas hun i år har modtaget Kunsthåndværkermarkedets pris Håndfuglen for som bedste nye produkt. Se Glastip 15. august.

Fotos fra Designer ZOO’s hjemmeside (InspireBy og Ole Akhøj).

Bornholmerskolens budget halveret

Når Designskolens bornholmske afdeling for glas og keramik i disse dage åbner for undervisningen 2014-15 bliver det med et halveret budget, og det har betydet farvel til både danske og udenlandske deltids- og gæstelærere. TV2 Bornholm har denne reportage. Det er ikke noget man kan finde noget om på skolens hjemmeside.

Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads 2014

Markedet på Frue Plads er fortsat landets største og bedst sælgende marked. Årets omsætning har været på over tre mio kroner, men den gennemsnitlige omsætning per bod er i år faldet med cirka tusind kroner. Den gennemsnitlige omsætning på årets 144 boder har så vidt vi kan regne ud, været omved 21.000 kroner – formentlig med store forskelle fra bod til bod.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft