Glastip April 2021

Glastip 13. april 2021 – Glas blandt andet

Mette Folmer i Art for Future i Valby

Glas- og billedkunstnerne Mette Folmer og Lene Lundgaard viser glasskulpturer og akrylmalerier i Galleri Art for Futurepå Vigerslevvej 142 i Valby/København. Lene Lundgaard har tidligere udstillet i galleriet, mens det er første gang for Mette Folmer. De har dog tidligere udstillet sammen andre steder.

Glassskulptur af Mette Folmer.

Der er åbent onsdag-torsdag kl. 13-17 og efter aftale. Skriv til art@art-for-future.com eller ring til gallerist Susanne Krogshede på 27 10 50 65. Udstillingens sidste dag er den 29. april.

Mette Folmer er tidligere omtalt i Glastip i september 2015 da hun udstillede i Bredgade 22 i København, og i marts 2016 da hun udstillede i Dragehøj Galleri i Fensmark.

 

Mette Folmer driver sammen med sin maler- og fotografmand Søren Madsen galleriet Tranemarke på Tranemarkegård på Kraneledsvej 13 i Mandemarke per Borre på Møn. Se mere på hendes hjemmeside tranemarke.dk.

 

Fredrik Nielsen hos Galleri MONTAN

 

Galleri MONTAN, Bredgade 10 i København har fået værker hjem af den svenske glaskunstner Fredrik Nielsen. Galleristerne Claus Andersen og Lasse Montan skriver at Fredrik at han gør tingene på sin egen måde, og at han påvirket af graffiti, musik og popkultur flytter vores opfattelse af glas i ny retninger! Mere om Fredrik Nielsen på MONTAN’s hjemmeside. Og på Fredrík Nielsens hjemmeside – som dog er med mumletekst eller Lorem ipsum.

 

Værker af Fredrik Nielsen fra venstre: Karma Carpaint, H. 49,0 cm, I Was, H. 49,0 cm og Library Bowling Blue, H. 50,0 cm. Foto Anders Bøggild. Vi undlader at forsøge at oversætte titlerne.

Galleri MONTAN har åbent mandag-fredag kl. 11-17 og lørdag kl. 11-15.

Tchai Munch og 32 andre på vej til Hempel med en vase

Tchai Munch har ventet indtil marts med at ønske godt nytår, men hun har været underdrejet glasmæssigt og i stedet besøgt andre felter og arbejdet med at male, printe og lave collager. Men hun har dog taget imod en invitation fra Hempels Glasmuseum til tidligere modtager af Hempels Glaspris om at deltage i årets udstilling En vase er en Vase er en Vase. Tchai Munchs arbejdstitel på værket er Vase 2.1. I sit nyhedsbrev giver hun os et smugkig, det fysiske værk og de 32 andre værker kan man se fra om en månedstid syd for Nykøbing Sjælland. Hun fortæller i øvrigt at hun har udført arbejdet i glasværkstedet hos Karen Nyholm og Ned Cantrell – naboerne i Nedergade, Ebeltoft.

Og der er altså 32 andre der har fået samme invitation, alle tidligere modtagere af Hempels Glaspris.

Den 24. april åbner Hempel Glasmuseums særudstilling 2021, og det er som museet skriver i en pressemeddelelse ”en polemik over fænomenet ’vase’ set i et kunstnerisk, kulturhistorisk og idémæssigt perspektiv –fortolket af 33 af Danmarks allerbedste glaskunstnere”.

Værkerne og fortolkningerne spænder vidt i både form, idé og størrelse, ligesom nogle af prismodtagerne i dag arbejder med andre materialer end glas.

De udstillende kunstnere er med prisvinderåret i parentes: Tchaï Munch (1988), Heléne Sandgård (1989), Per-René Larsen (1989), Anja Kjær (1990), Niels Chr. Olesen (1991), Jesper Sødring (1993), Lena Ljungar (1993), Micha Maria Karlslund (1995), Peter Svarrer (1996), Hans Friedrichsen (1997), Skak Snitker (1998), Pipaluk Lake (1999), Tobias Møhl (2000), Lene Bødker (2001), Steffen Dam (2002), Finn Lynggaard (2003), Trine Drivsholm (2004), Marianne Buus (2005), Line Gottfred Petersen (2006), Stig Persson (2007), Rikke Hagen (2008), Pernille Braun (2009), Susanne Jøker Johnsen (2010), Lotte Thorsøe (2011), Stine Bidstrup (2012), Karin Mørch (2013), Marie Retpen (2014), Jeanett Iskandar (2015), Maria Koshenkova (2016), Ida Wieth (2017), Ned Cantrell (2018), Tora Urup (2019) og Karen Lise Krabbe (2020).

I udstillingen på Hempel indgår desuden en række fotostater med et andet lokalt sommertema om blomster, blomsterbinding og blomsteræstetik.

Karen Nyholm på vej til Frederiksborg Slot

Karen Nyholm fra Nyholm-Cantrell Glas i Ebeltoft har fået et værk udvalgt til deltagelse årets portrætudstilling på Frederiksborg Slot i Hillerød. “I’m thrilled to say”, skrev Karen Nyholm på Facebook da hun fortalte om udvælgelsen.

Det drejer sig om værket My Animal Heart, og vi har bedt Karen sætte nogle ord på værket og dets fremstilling. Der er tale om en del af en serie hvor Karen Nyholm har brugt sin egen krop som udgangspunkt. Hun er begyndt med selfies med mobiltelefonen på selvudløser, og så har hun forestillet sig forskellige situationer som hun har placeret sig i – som stivnet i en bevægelse eller en handling.

Ud fra fotografierne har hun lavet tegninger som hun ikke kun betragter som skitser, men som færdige værker i sig selv. Og ud fra en tegning laver hun så et værk i glas.

Men det er kun selve kroppen, arme, ben og hoved der er formet i varmt glas, hænder, fødder og hår har hun formet i ler. Delene er derefter sat sammen med epoxy putty (kunstharpikslim) og malet med oliemaling.

”Det er nok derfor det er lidt svært at aflæse værket ud fra et fotografi,” siger Karen Nyholm – fordi vi havde spurgt om der var tale om en fotomontage, eller om hun havde opfundet kødeligt glas!

My Animal Heart – værket omfatter også den sorte glassten som figuren står på, samt fem glassten mere. I alt er værket 54 cm højt, 66 cm bredt og 25 cm dybt.

Frederiksborg Slot rummer Det Nationalhistoriske Museum som blev oprettet i 1878 på initiativ af Carlsbergs grundlægger, brygger J. C. Jacobsen, og som i dag drives som en selvstændig afdeling af Carlsbergfondet. Museet fortæller 500 års danmarkshistorie gennem portrætter, historiemalerier, møbler og kunstindustri og ved hjælp af slottets periodeinteriører med skiftende tiders stilarter og omgangsformer. Museets har landets største og betydeligste portrætsamling i form af malerier, buster, tegninger og fotografier – som suppleres løbende med nye værker. Museet afholder skiftende særudstillinger, blandt andet med portrætkunsten som tema.

Årets udstilling Portræt NU! 2021, som vises fra den 7. maj til den 1. august, indeholder vinderportrætter og andre udvalgte portrætter fra Det Nationalhistoriske Museums nordiske 2021-portrætkonkurrence med en international jury – som også vælger de værker der skal have Carlsbergfondets portrætpriser. Udstillingen byder på flere af portrætgenrens forskellige udtryksformer.

Også på anden måde viser Karen Nyholm ny sider. Vi er jo vant til at se hende sådan her:

Nu har hun slået sig på noget så ikonisk som flødeboller, eller rettere ’usædvanlige flødeboller’. Her ses først en opstilling og derefter et nærbillede af det påsatte stempelmærke der viser af det altså er en ægte ’usædvanlig flødebolle’.

Afgang 2021 fra Bornholmerskolen

I denne tid hvor så meget nærmer sig, er der nogen i Nexø på Bornholm der har travlt med at forberede sig på 2021-afgangen. Blandt de kommende afgængere på Glas- og Keramikskolen er der tre glasfolk, danske Annamaria Margareth Hartvig-Clausen og de franske Armel Desrues og Tiphaine Germaneau. Dem vender vi tilbage til, men vi kan fortælle at årets afgangsudstilling kan ses på Bornholms Kunstmuseum i Rø fra fredag den 26. juni til den 13. september. Senere vil udstillingen kunne ses hos A. Petersen i København, og glasfolkene kommer senere igen til Glasmuseet Ebeltoft.

Nordic Utility Glass Conference 2021 bliver virtuel

I regi af Holmegaard Værk afvikles årets nordiske konference for brugsglas den 25. september på nettet – og under titlen Crossing borders -influences between the Nordic glassworks in terms of work force, technology and design. Vi fortsætter på engelsk:

In the course of the past two centuries a fruitful exchange of ideas, technology and stylistic expression has taken place between the glassworks in Finland, Sweden, Norway and Denmark. Glass workers have been travelling between the Nordic glass works, crossing borders in search of employment and bringing with them new technology and skill sets. Commercial departments at the glass factories have picked up trends to be translated into new glass ranges accommodating local consumers. And the artistic leaderships have looked to neighbouring countries for inspiration and new aesthetic ideas in glass. Since 2016 the Nordic Utility Glass Conference has taken place annually as a collaboration between Sveriges Glasmuseum (Kulturparken Småland/Växjö, Sweden), the Finnish Glass Museum (Riihimäki, Finland) and Museum Southeast Denmark (Næstved, Denmark). The conference is a forum for sharing knowledge about the history; manufacture practices and aesthetic developments in utility glass in the Nordic countries, as well as a network and a venue for inspiration for new researchers, collectors and designers to take up glass as a field of interest. The conference welcome papers on all aspects of the conference theme, and if you wish to give a paper please submit a short abstract of your presentation in English to mbr@museerne.dk (Mette Bielefeldt Bruun).

Formkraft.dk – et nyt opslagsværk ogmagasin om kunsthåndværk

Danske Kunsthåndværkere & Designere råder over et stort tidsskriftsarkiv der beskriver næsten 70 års udvikling inden for dansk kunsthåndværk og design. Arkivet med tidsskrifter fra perioden 1948-2009 samt forskellige publikationer som Biennale-kataloger er nu digitaliseret og gjort tilgængeligt på en digital portal – formkrat.dk. Opslagene er ordnet efter årstal hvor man finder årets udgivelser.

Arkivet på Formkraft.dk rummer tidsskrifterne Dansk Kunsthåndværk, 1947-68, Dansk Brugskunst, 1968-72, BID: Brugskunst og Industriel Design, 1973, DANSKFORM, 1974, Dansk Kunsthåndværk og Industriel Design, 1975, Danske Kunsthåndværkeres Landssammenslutning, 1982-85, Dansk Kunsthåndværk, 1986-2004 og Kunstuff, 2004-09+16.

Portalen har en søgefunktion, og søger man fx på ’glas’ kommer der 35 hit med henvisninger til artikler i tidsskrifter og publikationer.

Portalen rummer desuden et nyt digitalt magasin med faglige artikler og interview om teknikker, materialer og ny tendenser. Temaet for det første magasin er Holdbarhed med blandt andet artiklerne Den bæredygtige ting: en hyldest til det rå og foranderlige af idé- og kunsthistoriker Kristine Harper, Det holdbare, det hurtige og det tragisk uforgængelige af journalist kulturjournalist Heidi Laura, Weekendavisen, et portræt af møbeldesigner Anne Branhøj og en anmeldelse af design- og arkitekturspecialist Marie-Louise Høstbo af udstillingen Ler for livet på Clay.

Magasinerne udkommer kvartalsvis, og det næste tema vil blive ’Designudstillinger’.

 

Glastip 27. april 2021 – En håndfuld glaskunstnere

Tora Urup i Stereo Exchance

Det lille galleri Stereo Exchance som man finder på Mariendalsvej 52A i stuen til højre på Frederiksberg (København), og som drives af kunstner Owen Paul Armour, er som så mange andre steder åbnet igen her sidst i april. Det er med en udstilling med glaskunstner Tora Urup og en gruppe akademiuddannede kunstnere der kalder sig A Kassen når de laver noget sammen, og som arbejder skulpturelt og konceptuelt – bestående af Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen.

Hvad der venter den besøgende, vides ikke så nøje, men Tora Urup bidrager med en række værker fra i år og et enkelt fra 1991. Med hensyn til A Kassen’s bidrag henvises til galleriets engelsksprogede udstillingsinvitation.

Udstillingen kan ses til den 22. maj lørdage kl. 13-16 eller efter aftale – skriv til youandme@stereoexchange.dk

Stine Bidstrup med Imaginary Crystallisations i Galleri Montan

Galleri Montan på Bredgade 10 i København byder nu en ny glaskunstner indenfor. Det er københavnske Stine Bidstrup – værksted i Luftkraft Glass Studio, Kigkurren 6 på Islands Brygge – med værker fra serien Imaginary Crystallisations (indbildte eller forestillede krystalliseringer).

Her er der nr. 8 – 16,5 x 28 x 21 cm – og der er to mere at se på galleriets hjemmeside. Hvorfra vi også har hentet dette foto af Stine Bidstrup i gang med arbejdet.

Stine Bidstrup er uddannet fra Glas- og Keramikskolen på Bornholm i 2004 og fra amerikanske Rhode Island School of Design i 2006, hun arbejder med glasskulpturer og installationer, og hun har udstillet i USA, England, Tyskland, Frankrig, Norge, Sverige og Danmark.

Galleri Montan holder åben mandag-fredag kl. 11-17 og lørdag kl. 11-15

Margueritruten kommer forbi Glasmuseet Ebeltoft

Glasmuseet Ebeltoft er åbnet igen, og fra den 30. april kan man se en The Study-udstilling med glaskunstner med mere Marie Retpen og hendes kunstnerfælle gennem flere projekter, tekstilformgiver og interaktiv-designer Begitte Lynge Andersen. Parret er fra Davinde-Birkum-egnen på Fyn (Over sø og land) hvor de tilbage i 2019 lavede et fælles, hovedsageligt udendørs projekt til en lokal kunstfestival, og sidste år havde de en udstilling i et københavnsk galleri. Begge dele omtalt i Glastip – 2019 og 2020.

Margueritruten – et ægte menneske har flere rum hedder deres ny udstilling som består af en serie installationer i forskellige materialer og med forskellige udtryk, og de to kunstneres fortolkning af Margueritrute-fænomenet er anderledes og bredere end det smukke og det yndige det ellers betegner. I udstillingens rum præsenteres med kunstnernes egne ord de ”forskellige lag vi som mennesker kan indeholde: Der er rum vi med glæde viser frem, dem ingen normalt får at se, og dem hvor vi viser mere end folk egentlig har lyst til at se.” De har lagt ruten gennem grænselandet mellem det offentlige og det private med rum med poetiske, sanselige og tankevækkende installationer. ”Overordnet for disse rum er en grænse mellem det offentlige og det private rum, et indre og et ydre liv og det grænseoverskridende der kan ligge i også at fremvise det umiddelbart mindre skønne,” siger de.

Hvert rum skal ses som ét værk, og titlerne består af piktogrammer som man møder hvis man følger Margueritruten. De to kunstnere arbejder dels i blæst, forsølvet og sandblæst glas og dels i tekstil og dertil hørende teknikker såsom hækling, strik og syning samt serigrafiske trykteknikker på blandt andet silke, uld og plexiglas. Som en del af udstillingsoplevelsen har musikerne Maren Hallberg Larsen og Jørgen Dickmeiss skabt et musikalsk værk i flere lag tilpasset rummenes fortælling.

Ovenfor to værker fra udstillingen – værk nr. 2 er en lysekrone. Her ses de to kunstnere – fra venstre Marie Retpen og Begitte Lynge Andersen.

Læs mere på glasmuseets hjemmeside. Udstillingen kan ses til den 12. september. Fra den 30. april og til og med fredag den 14, maj er der i øvrigt gratis entré til museet. Dette gode tilbud skyldes en bevilling fra Realdania-kampagnen Byd indenfor.

Frida Franko-Dossar også på vej til Frederiksborg Slot

Sidst omtalte vi at Karen Nyholm er på vej til Frederiksborg Slot og udstillingen Portræt NU! 2021 som vises fra den 7. maj til den 1. august og indeholder vinderportrætter og andre udvalgte portrætter fra Det Nationalhistoriske Museums nordiske 2021-portrætkonkurrence.

Også glaskunstner Frida Franko-Dossar er optaget på udstillingen – og oven i købet også med et værk med sig selv som motiv. Dog ikke i hel figur, og med en helt anden teknik og et andet formsprog.

Fridas skulptur ses her både i hel figur og tæt på portrætterne. Den er på 31x37x77 centimeter og består af fire bemalede og loddede glas-selvportrætter i et glasbur på et podie. Værkets titel er Break out. Også her har vi bedt kunstneren om hjælp, og som hun selv forklarer det, er der ”tale om fire temmelig frustrerede portrætter spærret inde i et glasbur hvor det forreste af ansigterne trykker kinden mod glasset. Emnet er noget jeg har brugt flere gange – både med mig selv som model og med fiktive personer. Og både i tegning og i glasmosaik. Det er ikke en konkret frustration jeg ville skildre – men en generel følelse af at være spærret inde i andres forventninger og forestillinger. Noget vi nok alle sammen oplever. Modellen kunne derfor have været en anden end mig selv.”

”Portrættet startede som et eksperiment hvor jeg ville fange en bevægelse ved at stille en række bemalede glasansigter af samme person bagved hinanden. Udnytte glassets gennemsigtighed til at få en levende overgang med en masse indfaldsvinkler. Jeg er ved at arbejde videre med idéen og har planer om at bruge andre motiver end ansigter. Men mennesket er et tilbagevendende motiv i mine værker i forskellige former.”

Nedenfor ses glimt fra Fridas arbejdsproces – kun det ene foto er med den aktuelle skulptur. Først et eksempel på en ’arbejdstegning’, dernæst bemalingen i gang og endelig de færdigt bemalede glas før montering.

Frida Franko-Dossar driver Galleri Franko på Hasselvej 30 i Gedved nord for Horsens. Hun har før været omtalt i Glastip, senest den 9. marts 2020 hvor hun deltog i en udstilling i kunstcentret Mississippi Kunst & Kultur.

En fond har på Odense Glasværk købt glas til plejecentre

Odense Kommune har modtaget en gave på 100. 000 kroner til kommunens 27 plejecentre i form af glaskunsthåndværk fra Odense Glasværk. Repræsentanter for plejecentrene kommer nu på besøg på glasværket og henter deres gave – som ovenfor er stillet farverigt til skue. Med vaserne følger en buket tørrede blomster. Bag gaven står den lokale Møllerens Fond og KUBA, en boligudstyrsbutik i Odense som glasværket samarbejder med. Fra giverne lyder det at donationen skal være en opmuntring til beboerne som har lidt afsavn under corona-restriktionerne og til plejepersonalet som har måttet yde en ekstraordinær indsats.

Donationen er selvfølgelig også en støtte til glasværket, og man kan her notere at formanden for fondsbestyrelsen er Jørgen Clausen – som også er formand for Kunsthåndværkerhuset Glasværket – som det nu rettelig hedder.

Vikingemaske af Annie Hjort fødselsdagsgave til dronningen

Hendes Majestæt Dronning Margrethe modtog under sit ophold på Marselisborg Slot i påskedagene en forsinket 80års fødselsdagsgave fra Aarhus City Forening. Den glaskunstinteresserede dronning fik en glasskulptur fremstillet af den lokale glaskunstner Annie Hjort med et Aarhus-vikingemotiv – den kendte maske fra Aarhus-runestenen stammende fra vikingernes by Aros hvor handelslivet i sin tid begyndte ved åens munding ud til den store bugt midt i landet og gjorde byen til et knudepunkt i rigets handel. Dronningen har ladet skulpturen stå på Marselisborg Slot.

Masken er hugget i en sten som er blevet brugt i fundamentet til den gamle vandmølle i Mølleparken hvor den siden er fundet. Et barn har så snittet masken i et stykke bøgetræ, og her ud fra har Annie Hjort lavet sin støbeform som hun har smeltet knust glas ned i lag på lag med i alt fem omgange i ovnen – som så med sine uforudsigeligheder har været en medskaber i processen.

Glassets transparens giver vikingemasken dybde, og skulpturen skifter udtryk når lyset spiller i lagene og mellem farverne.

Ovenfor ses det færdige værk, og her følger så processen fordelt på fire billeder – træskærerarbejdet, formen og et par stadier undervejs.

 


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft