Glastip april 2012

Glastip 3. april 2012 – Nyt glas, gammelt glas og kommende glas

Six Voyages af Therman Statom på Glasmuseet

Så har Glasmusset Ebeltoft åbnet årets første store udstilling Six Voyages hvor den amerikanske glaskunstner Therman Statom arbejder med emnerne havet, modstandsbevægelsen, mellemrum, at gå, det forbudte og sollys i et forløb på seks rum – og det er blevet til en opdagelsesrejse gennem på én gang velkendte og ukendte områder med ting og elementer hentet fra Thermans kreative univers og inspireret af dansk historie, myter og religion.

Det er Therman Statoms første soloudstilling i Danmark, og den kan ses frem til den 18. november.

Nye værker i samlingen på Glasmuseet

Glasmuseet Ebeltoft har i dag en stor, anerkendt samling af moderne internationalt glas på godt 1500 værker skabt af 700 kunstnere fra 52 lande. Med en netop åbnet udstilling New Additions viser museet værker indgået i samlingen i løbet af de seneste fire år.

Ét nyt og spektakulært værk er Tróndur Paturssons Kosmiske Rum skabt til en udstilling på museet for et år siden, og som nu er installeret permanent på museet. 29 kunstnere er repræsenteret på udstillingen, heriblandt (foruden Tróndur Patursson) danske Micha Maria Karlslund, Marie Retpen, Jeannet Iskandar, Tillie Burden, Stine Bidstrup, Lene Bødker, Lisbeth Biger og Susanne Jøker Johnsen.

Påske på Glasmuseet i Ebeltoft

Studio Strange laver påskefigurer i værkstedet – kyllinger, æg og påskeharer – og onsdag den 4. april kl. 10-13 og 14-16 er der støbning af glasfigurer (betaling).

Mandag den 9. april kl 10-17 er der eksklusivt salg af roser fra rosenplanteskolen i Løve, heriblandt Alberic Barbier som findes i Ghita Nørbys bed i museets have.

Hele påskeferien er der konkurrence – find & vind påskeæg af glas – museet har åbent alle dage kl. 10-17.

Påskeudstilling med Branka Lugonja i Korsør

Kunstnet Slagelse inviterer til påskeudstilling torsdag den 5. til mandag den 9. april. Blandt udstillerne er koldglaskunstneren Branka Lugonja som udstiller i Fæstningen, Søbatteriet 3 i Korsør.

Påskeudstilling på Galleri Udsigten

Torsdag den 5. til mandag den 9. april kl. 10-17 udstiller cirka en snes kunstnere på Galleri Udsigten på Bakkevej 2 i Lading (Sabro). Der er malerier, raku, glaskunst, silketørklæder med filt, smykker, skulpturer, ikoner, tekstilbilleder, malede sten og drivtømmer. Fri entré.

Påskeudstilling i Atelieret i Hou

Torsdag den 5. til mandag den 9. april kl. 11-17 udstiller fem kreative kvinder smykker, glaskunst, billedkunst, keramik, lerskulpturer, strik og filtning. Find Atelieret i Hugdrupgaard Kunst- og Kulturhus, Nørregade 19 i Hou (Hals). Fri entré

Anders Raad i Fuglsanghus

I Fuglsanghus i Hørsholm er der lørdag den 7. april kl. 14 fernisering på en udstilling i et samarbejde mellem foreningen Aktiv Kunst i Hørsholm og tre de udstillende kunstnere – skulptøren og grafikeren Joseph Salamon, maleren og grafikeren Hanne Sie og glaskunstner Anders Raad. Alle tre kunstnerne er dog rejst udenlands på ferniseringsdagen!

Ander Raad fortæller i sit nyhedsbrev at han har lavet mange nye ting til udstillingen, og han vil især fremhæve fem store glasfade (Ø 70 cm) med sandblæste dekorationer samt nogle sandstøbte glasportrætter.

Udstillingen varer til 29. april og har åbent fredag-lørdag-søndag kl. 12-17. Søndag den 22. april kan man møde Anders Raad i Fuglsanghus hvor han foredrager om emnet Nødvendigheden af kunsthåndværk.

Connecting – internationalt kunsthåndværk fra udkantsområder

Søndag den 15. april til søndag den 17. juni onsdag-søndag kl. 11-17 er der i Augustiana Skulpturpark og Kunstcenter på Palævej 12 i Augustenborg international kunsthåndværkerudstilling arrangeret af Danske Kunsthåndværkere (MDK) og søsterorganisationer fra Tyskland, Norge, Sverige og Finland.
Det er papirkunstner Cornelia Patz-Nahm fra Slesvig-Holsten der har taget initiativ til udstillingen som skal rundt til deltagerlandene omring Østersøen. Udstillingerne finder ikke sted i hovedstæderne, men i yderområder for at vise at der også her er kompetente udøvere og arrangører og ikke mindst et kompetent publikum. Danmark er det fjerde udstillingssted, og herefter flytter udstillingen til Landskrona i juli og august.

Der deltager i alt 40 kunsthåndværkere, heriblandt fire glaskunstnere, to fra Sverige, en fra Finland og en fra Tyskland.

Hempel Glasmuseum – sæson 2012

Hempel Glasmuseum (Anneberg) i Odsherred åbner sæsonen den 28. april – og lukker igen den 30. september. Der åbnes med tre udstillinger som ferniseres torsdag den 26. april. Først to udstillinger som varer hele sæsonen

  • Perler af glas – Farverige historier
    Torben Sode viser fra sine samlinger af oldtidens perler, handelsperler og slaveperler, perlebroderi og farverige etnografiske dragter til nutidens glaskunstnere som bruger årtusinde gamle glasteknikker til fremstilling af moderne unikaperler.
  • Danske lommelærker – Brændevinsflasker fra danske glasværker 1830 til 1917

Også fra åbningen men kun til den 20. maj udstilles Glas fra den anden side – en 25-årsjubilæumsudstilling for Nanna og Andrew Brown fra Glassmedjen i Hundested.

Fra den 23. maj og til sæsonslut viser museet en udstilling med modtageren af Hempels Glaspris 2012 – Stine Bidstrup – med Studies in Search of Order and Chaos.

Nærmere om udstillingerne følger.

Trine Drivsholm og Tobias Møhl på Glasmuseet

Den 3. maj åbner en stor fællesudstilling Hot & Cool med nye værker af Trine Drivsholm og Tobias Møhl på Glasmuseet Ebeltoft. Mere følger.

Peter Brandes i Dyssegårdskirken

Politiken Plus arrangerer tirsdag den 15. maj kl. 17 et besøg i Dyssegårdskirken i Hellerup for at se på udsmykninger af Peter Brandes. Blandt udsmykningerne er otte malede glasmosaikruder udført på Per Hebsgaards værksted.

SUBSTANS 2012

Annegrethe Davis i Bredgade Kunsthandel følger op på sidste års succes med en Substans 2012-udstilling af moderne glaskunst. Udstillingen åbner den 6. september og er igen i år kurateret af Pavla Rossini. Mere følger.

 

Glastip 13. april 2012 – Ålum, Milano, Ebeltoft, Hellerup, Ravsted, Roskilde og Bornholm

Spor af kunst


Randi Saabye Bang, Glastinget, har sammen med mere end et dusin andre kunstnere op til påske været i skoven og langs en sti lavet et 600 meter langt spor af installationer. Randi har i sine installationer brugt genbrugsglas og gammelt glas fra blyindfattede ruder som hun synes har et smukt skær – noget der i overført betydning også er spor af kunst i!

Det er fjerde år gruppen laver kunststien som ligger 10-15 kilometer vest for Randers i skoven mellem Ålum i syd (brug adressen Gl. Viborgvej 384) og Fussingø i nord med adgang også fra den nye Viborgvej. Der vil være tydeligt skiltet under udstillingen som varer til og med bededagsferien.

MINDCRAFT12

Danish Crafts præsenterer MINDCRAFT12 i Ventura Lambrate under designugen i Milano den 17.-22. april. Udstillingen er kurateret af Cecilie Manz og viser 16 nye værker af danske kunsthåndværkere og designere. Ifølge arrangøren er der med de udvalgte værker fokus på kvalitet og formgivning hvor funktionalitet og materialekendskab spiller en væsentlig rolle. Udstillingen spænder fra unikaværker til prototyper. Læs om udstillingen og dens begivenheder.

MINDCRAFT12-designerne er benandsebastian (Ben Clement og Sebastian de la Cour), Thomas Bentzen, Louise Campbell, Line Depping, Anne Fabricius Møller, GamFratesi (Stine Gam og Enrico Fratesi), Peter Johansen, Kaori Juzu, Jakob Jørgensen, Christina Liljenberg Halstrøm, Eske Rex, Louise Sass, Bente Skjøttgaard, Anne Tophøj, Tora Urup og Henrik Vibskov.

Glaskunstner Tora Urup er repræsenteret med Tumblers & Plates – en serie af drikkeglas og tallerkener. Glassene er udført i tykt klart glas, mens tallerkenerne er udført i både klart og opalt glas. De fremstilles ved centrifugering hvor glasset slynges ud i sin form. Med fremstillingsprocessen opnås en særlig optisk virkning når farver reflekteres i det klare glas. Fremstillingsprocessen giver også afrundede former som gør at drikkeglasset føles blødt og behageligt at drikke af.
 
 
Snart sidste frist

På Glasmuseet Ebeltoft er det snart sidste frist for at se Glasgal – 25 år med moderne glas, jubilæumsudstillingen med værker fra den permanente samling, udvalgt og iscenesat af billedhugger Bjørn Nørgaard. Slutter søndag den 22. april.

Peter Brandes i Dyssegårdskirken i Hellerup den 16. maj

Politiken Plus står bag dette (tidligere omtalte) arrangement hvor kunstneren fortæller om sin kirkeudsmykning. Arrangementet er nu dubleret, og i skrivende stund er der stadig billetter til onsdag den 16. maj kl. 17.
 
 
Glasperletræf 2012

Foreningen Danske Glasperler holder i weekenden den 2. og 3. juni deres årlige netværkstræf med marked m.m. hos Ravstedhus på Ravsted Hovedgade 51 (Bylderup-Bov). Lørdagen er kun for foreningens medlemmer, mens søndagens marked kl. 10-17 er åben for alle perlemagere og andre interesserede. 

Igen i år har foreningen en konkurrence for medlemmer om at lave årets glasperle, og i år er temaet ’eventyr’. Sidste indsendelsesfrist er 25. maj – og læs i øvrigt nærmere på foreningen hjemmeside.

Om lørdagen kræses der for medlemmerne med forskellige demonstrationer af glasperler. Indtil videre består programmet af
  • Ombos ved Christiane og Uwe (tysk firma)
  • Martina Schlemminger (tysk glasperlemager)
  • Thomas Risom og Jesper Korbek (vikingeperler)
  • Jytte Petersen (nipsenåle)
  • Jens Chr. Kondrup (blæste perler m.m.)
  • Tom Lundsten (glasperlestempler)
  • Tina Moslund, Ravstedhus (nyheder og montering)
Om søndagen er der offentligt perlemarked. Alle perlemagere kan leje en stand, og for foreningens medlemmer er det gratis. Der er desuden mulighed for udstilling i montre. Igen – se nærmere på hjemmesiden. Denne dag vil der også være mange demonstrationer af teknik m.m., ligesom der vil være salg af udstyr og fra både Ravstedhus og andre forhandlere.

Begge dage er der mulighed for at købe mad og drikke, og der er er overnatningsmuligheder i telt, campingvogn eller shelter i oplevelsesparken på Ravstedhusn for 30 kroner per person per nat. Tilmelding for medlemmer (250 kroner) senest fredag den 25. maj til Susanne Jensen, sj-glaskunst@mail.dk eller telefon 40 34 71 67. Ravstedhus lægger hus til, men har ikke noget med tilmeldingen at gøre.

Danske Glasperlers bestyrelse består Bente Clausen (sekretær), Susanne Jensen (kasserer), Birgitte Ekholm Gaardsted (næstformand), Mette Sørensen, Lisbeth Larsen og Connie Sørensen (formand).

Glasmagernes genforening

Roskilde Kunstforening – som ellers gør det meget i keramik – har aflyst årets keramiske sommerudstilling og udstiller i stedet glas: Glasmagernes genforening med Skak Snitker, Niels Christian Olesen og Per René Larsen. Det foregår i Palæfløjen ved Det Gule Palæ med indgang fra Stændertorvet fra den 30. juni til den 29. juli. Fernisering lørdag den 30. juni kl. 12-16. Mere følger.

European Glass Context 2012 – Newsletter 4

Programmet udvikles og ændres – læs nyt om master class, seminar, konference m.m. i det fjerde nyhedsbrev fra Glass Context-sekretariatet.
 
 
Glastip 16. april 2012 – Ung musik, fire gange Hempel og to i Officinet

Ung musik udfordrer kunstnerne i Roskilde Gasværk


Ung sprudlende musik fra det klassiske og rytmiske musikkonservatorier i København udfordrer kunstnernes atelierer i Roskilde Gasværk – hvor blandt andre glaskunstnerne Lene Bødker og Skak Snitker holder til. Gasværkskunstnerne har allieret sig med professor, oboist Max Artved fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og pianist Jørgen Emborg fra det Rytmiske Musikkonservatorium om at arrangere en række koncerter med studerende fra de to skoler lørdag den 21. april kl. 13-18 Fri entré.




Hempel Glasmuseum – årets fire udstillinger


Hempel Glasmuseum (Anneberg) åbner sæsonen den 28. april med to sæsonlange udstillinger og to på hinanden følgende særudstillinger.
 

Den første særudstilling Glas fra den anden side (af fjorden) er en jubilæumsudstilling for Nanna Backhaus Brown og Andrew Jason Brown fra Glassmedjen i Hundested.
I begyndelsen af 1990erne drog den unge Nanna Backhaus fra Nordsjælland ud i verden efter udstået læretid i Arresø Glashytte. Hun fik ansættelse på et glasværksted i Bretagne, og her dukkede den lige så unge Andrew Brown op. Han var brite og havde netop afsluttet sin uddannelse som glaspuster i Stourbridge i Midtengland. De to blev ikke bare kollegaer, men også forelskede – og flyttede sammen til Danmark og begyndte et liv sammen som professionelle glasdesignere og glasmagere. I 1993 åbnede de deres første glasværksted i Kregme ved Frederiksværk. Men de drømte om et værksted i en havn, og efter 15 år i Kregme flyttede de i 2008 til et nyt stort galleri og glasværksted på Hundested Havn. Og i år kan parret så fejre deres første 20 år sammen – og de første 25 år med glas.
Udstillingen på Anneberg slutter den 20. maj, og den 2. juni åbner Nanna og Andrew endnu en jubilæumsudstilling hjemme i eget galleri i Glassmedjen i Hundested.

Den anden særudstilling, som åbner den 23. maj og varer sæsonen ud, gælder Hempels Glaspris 2012 som tildeles Stine Bidstrup for projektet Studies in Search of Order and Chaos.
Stine Bidstrup: Drivkraften i mit arbejde er ideen om glasset som en linse eller membran hvis optiske egenskaber jeg bruger til at fokusere, forvrænge, forstørre, reflektere og transformere det som opleves gennem linsen og selve oplevelsen af at sanse... Fortsættes på hempelglasmuseum.dk.
Overrækkelsen af glasprisen sker den 21. juni, og den 26. august kl. 14 har museet et arrangement hvor Stine Bidstrup fortæller om sine værker og arbejdsmetoder.

Den ene sæsonlange udstilling er Perler af glas – Farverige historier spændende fra oldtidens perler, handelsperler og slaveperler over perlebroderi og farverige etnografiske dragter til nutidens glaskunstnere der bruger de samme gamle glasteknikker til fremstilling af moderne unikaperler. Denne udstilling af glasperlernes kultur- og teknologihistorie er planlagt og arrangeret af konservator og glashistoriker Torben Sode som i mere end 20 år har arbejdet med glasperlers teknologi- og kulturhistorie
Den 16. august og den 6. september, begge dage kl. 15, kan man møde Torben Sode og høre om glasperlernes verdensomspændende historie.

Den anden sæsonlange udstillinger er Danske lommelærker - brændevinsflasker fra danske glasværker i perioden 1830 til 1917. Sidste år udkom en bog med samme titel forfattet af glashistorikerne Niels Andersen og Torben Errboe, og det er også dem der har arrangeret udstillingen. Ud over lærkerne i museets egen Heerings Samling har arrangørerne lånt cirka 175 lommelærker hos omkring 20 samlere og museer. Det er første gang alle kendte typer dansk producerede lommelærker i deres mange farver og variationer vises samlet.
Den 29. juli og den 2. september, begge dage kl. 14, vil de to forfattere og udstillingsarrangører fortælle farverige glashistorier om danske lommelærker og deres forførende indhold – og foreningen Eksperimenterende Danske Brændevinsamatører, EDB, udskænker kryddersnapse.

De tre sæsonåbnende udstillinger ferniseres torsdag den 26. april.

Til Hempel Glasmuseum hører værkstedet Glasspiren som har åbent i skolesommerferien, og her kan man dekorere og sandslibe glas. I museumsbutikken er der forskellige glaskollektioner foruden et Perlehjørne med et stort udvalg af Torben Sodes perler som både kan købes i færdiglavede kæder og i ’løs vægt’ til selv at kreere en halskæde eller et armbånd. Til museet hører desuden Anneberg Café og Restaurant.

Af museets øvrige arrangementer skal nævnes et glas- og keramikmarked den 7. juli.

Hempel Glasmuseum finder man på Annebjerg Stræde 2, 4500 Nykøbing Sj. Der er åbent fra den 28. april til den 30. september samt i efterårsferien uge 42 tirsdag til søndag kl. 10-17. Entré 50 kroner, seniorer 35 kroner og op til18 år gratis.


Glas og keramik i Officinet

Glasformgiver Christian Nørgaard Christensen og designer Gitte Ransborg Svenningsen udstiller sammen i Officinet i Bredgade 66 i København fra den 28. april til 28. maj. Med udstillingen Bøj, fold og twist viser de to kunstnere deres fascination af materialerne glas og porcelæn. Op til udstillingen har de undersøgt materialerne og brugt utraditionelle metoder til at skabe nye strukturer og bevægelse.
Christian Nørgaard har hentet inspiration fra papir som kan bøjes, snos og foldes til mange former, og Gitte Svenningsen har også skabt sine værker inspireret af papir og ved at arbejde med gentagelse på gentagelse på gentagelse.
Udstillingen kan ses tirsdag til søndag kl. 12-16. Fri entré. Fernisering lørdag den 28. april fra 12-16.

   Christian Nørgaard
 
 
Glastip 22. april 2012 – Glas i plejeboliger og på forsamlingshus m.m.

Rettelse til Bøj, fold og twist!


Ændringer i tiderne for Gitte Svenningsens og Christian Nørgaards glas- og porcelænsudstillingen Bøj, fold og twist! i Danske Kunsthåndværkeres projektrum Officinet var sluppet under Glastip-radaren. Her er de rigtige tider:
Udstillingsperioden er 29. april til 28. maj, og der er fernisering fredag den 27. april kl. 16-19.
Udstillerne er i øvrigt tilstede i Officinet i weekenderne.

Martin Birk Møller udsmykker plejeboliger med glas
 
Glaskunstner Martin Birk Møller med glasværksted i Nykøbing Sj. har netop afleveret et stort udsmykningsarbejde til et nybyggeri med 31 plejeboliger på Bøgebakken i Lejre – en opgave han vandt sidste år i konkurrence med 19 andre kunstnere. Udsmykningen består af ni 75x75 cm store, støbte glasrelieffer med hver deres motivkreds og særlige farvesætning. Derudover har Martin Birk Møller forsynet plejecentret med ikke færre end 36 store og farvestrålende, glasblæste vaser og skåle.


Kunsthåndværker-prisen af 1879

Københavns Erhvervs Aakademi indbyder uddannede kunsthåndværkere til at indsende kunsthåndværk til bedømmelse i årets konkurrence om Hetsch-medaljen - Kunsthåndværkerprisen af 1879. Indleveringsfristen er den 23. april. Juryen består af rektor Ingo Østerskov (formand), kunstner Bjørn Nørregaard, guldsmed Tina Richter, arkitekt og designer Kristin Urup og museumschef Lene Floris. Årets fagkyndige er glasdesigner Lene Bødker, tekstildesigner Jette Hartvig og keramiker Turi Heisselberg Pedersen.

Æblegren på Rødding Forsamlingshus

Rødding Forsamlingshus’ gavl mod torvepladsen får nu en udsmykning (scroll langt ned på siden) udført af Spøttrup-folkene, glaskunstner Kaj Fjendbo, keramiker Henning Fjendbo og smedemester Johannes Stampe. Værket er en æblegren på elleve gange fire meter med grene i cortenstål, blade i keramik og 19 æbler i farvestrålende glas med lys i. Idéen er Kaj Fjendbos, og projektet er realiseret i samarbejde med Rødding Borgerforening.
 


At det skulle være en udsmykning med æbler, var helt oplagt, eftersom Rødding er æblets by i Salling. Udsmykningen indvies tirsdag den 24. april kl. 22 når lyset i glasæblerne tændes for første gang.

Hempel Glasmuseum – fernisering

Sæsonåbningen på Hempel Glasmuseum, Anneberg, foregår torsdag den 26. april kl. 15 hvor formand for Hempels Kulturfond, cand.mag. Bodil Busk Laursen åbner de to sæsonlange udstillinger med glasperler og lommelærker samt særudstillingen i anledning af Nanna og Andrew Browns 25-årsjubilæum. Se i øvrigt sidste Glastip. På dagen er der åbent hus i Anneberg Café og Restaurant hvor der bydes på et let traktement kl. 14-17.

Anla Glas flytter

Firmaet Anla Glas i Silkeborg er flyttet til nye lokaliteter på adressen Nørreskov Bakke 107. Der er indvielse fredag den 27. april kl. 12-16.

Nyt fra Glasmuseet Ebeltoft

Der er nye varer i butikken – blandt andet Jakob Sielbergs engle-snapseglas i forskellige farver til 175 kroner.
 
 
Lørdag den 28. april kl. 11-14 kan man få vurderet glas hos eksperter fra Lauritz.com. Arrangementet er gratis når man har betalt entré til museet – som i dagens anledning er nedsat til 60 kroner.

Masterclass på Designskolen i Nexø

Designskolen, Bornholm inviterer til masterclass med lysarkitekten James Carpenter den 17.-19. september.

Glasposten

Venneforeningens blad Glasposten er netop udsendt i årets andet nummer, april 2012, med nyt om foreningens egne aktiviteter og hvad der sker på Glasmuseet Ebeltoft.

Foreningsmæssigt kan man læse om 2012-generalforsamlingen hvor det fremgår at undertegnede er valgt ind i venneforeningens bestyrelse til afløsning for Thomas Skousen som dog stadig er aktiv i foreningens østgruppe. Man kan læse om foreningens tre-års-plan og om hvem der vandt hvad i Glaslotteriet 2011. Endelig kan man i tilknytning til formandens leder se en notits om Finn Lynggaards Fond som med donationer i forbindelse med Finn Lynggaards død og bisættelse sidste år blev forøget med 50.000 kroner til i alt 130.000 kroner.

De bladomtalte aktiviteter omfatter Glasblæsning og ølsmagning i Hundested den 29. maj, Venedig og Murano-turen til oktober, Trine Drivsholm og Tobias Møhl med Hot & Cool på Glasmuseet fra den 4. maj og flere andre aktiviteter i museet og dets have. Endelig har Jan Kock en artikel om hvad vi kan vente os på Bornholm når øen til efteråret åbner for European Glass Context 2012.
 
 
Glastip 25. april 2012 – Hot & Cool, sommermarkeder m.m.

Ikke bare glas


Når eksperterne fra Lauritz.com lørdag den 28. april kl. 11-14 holder vurderingsarrangement på Glasmuseet i Ebeltoft, gælder det ikke kun glas, men også bredt effekter inden for kunst, smykker, sølvtøj, ure, keramik, porcelæn, antikt legetøj, møbler og lamper. Vil man have vurderet et møbel eller en anden større genstand, er det i orden i første omgang at medbringe fotos. Omvendt kan man denne dag indlevere mindre effekter til auktion.
Der er gratis entré til vurderingsarrangementet – inkl. Glascaféen, Glashytten og Glashaven. Til museet i øvrigt er der denne dag nedsat entré på 40 kroner.

Prøv at støbe glas

Karen Horsholt åbner onsdag den 2. maj kl. 10.30-17 sit glasværksted Glasstuen i den tidligere lade på gården Stokdal på Fjelstedvej 150 vest for Sindal. Her kan både børn og voksne prøve at lave formstøbt glas i form af billeder, figurer, små skåle m.v. Tilmelding nødvendig. Entré 100 kroner.

Glas på Stenstrup Bibliotek

Heidi Petersen udstiller glasdesign på Stenstrup Bibliotek på Skolevej 2 i Stenstrup på Fyn onsdag den 2. maj til onsdag den 27. juni i bibliotekets åbningstid.

Hot & Cool

Fredag den 3. maj kl. 17 ferniserer på Glasmuseet i Ebeltoft Trine Drivsholms og Tobias Møhls første fællesudstilling Hot & Cool – Varmt glas og nordiske former. Udstillingen åbnes af Michael Bjørn Nellemann, direktør for Nivaagaards Malerisamling. Udstillingen varer fra den 4. maj til den 18. november. Søndag den 20. maj fra kl.14 viser de to glaskunstnere rundt på deres udstilling, og fra kl. 15 giver de en demonstration i museets glasværksted.

Fra museets pressemeddelelse:
Trine Drivsholm og Tobias Møhl hører til i den absolutte elite indenfor dansk glas. Siden 1998 har de delt værksted hvor de forener en brændende passion for glas med enkel nordisk formgivning. I de senere år har de for alvor gjort sig bemærket, også i udlandet, med enestående arbejder af høj håndværksmæssig kvalitet og enkelt, skandinavisk præg.

Der er meget der knytter Trine Drivsholm og Tobias Møhl sammen. Begge begyndte at interessere sig for glas i en ung alder og begge forfulgte siden drømmen om at blive professionelle glaskunstnere. De har i dag opnået stor anerkendelse i Danmark såvel som internationalt, og desuden arbejder og bor de sammen på 14. år. Men når det gælder tilgangen til deres fælles passion, glasset, bliver forskellene tydelige.

I sit arbejde med glasset interesserer Trine Drivsholm sig primært for form, overflade og samspillet mellem objekter. Hun arbejder skulpturelt med det blæste glas som hun bearbejder til organiske former, ofte kendetegnet ved en taktil overflade. De karakteristiske Longnecks er både humoristiske og appellerende i deres dialog med hinanden og med publikum. Majestætisk svajende og med nøje afstemte farver er de samtidig eksempler på Trine Drivsholms sikre fornemmelse for samspillet mellem form, farve og figur samt hendes forkærlighed for et abstrakt, til tider minimalistisk formsprog. I udstillingen på Glasmuseet Ebeltoft vil hun desuden præsentere et nyt element, nemlig et stort vægrelief bestående af en mosaik af individuelt forarbejdede kakler. 

Om sit arbejde udtaler Trine Drivsholm: ”Glas skal røres, holdes og værdsættes. Funktionalitet er underordnet – for mig handler det om at skabe æstetiske objekter, som appellerer til berøring, glæde og humor.”

Uden at slippe den enkle, klare form arbejder Tobias Møhl med en ornamenteret detaljerigdom. Tobias Møhls enestående håndværksmæssige færdigheder er tydelige i fint forarbejdede filigranskåle og raffinerede objekter. Som kun få andre i verden mestrer han de vanskelige venetianske teknikker. Ofte opbygger han sine objekter af murrini som samles op på piben og videreforarbejdes som blæst glas. Han arbejder med et stramt udtryk, men udnytter samtidig glassets transparens og håndværkets muligheder til at skabe forfinede netværk af mønstre. Der er klare referencer til nordisk natur og tekstil i såvel de sarte, ’vævede’ overflader som det dæmpede farvevalg der holdes til nuancer af gråt, brunt og blåt samt sort og hvidt.

Som én af de få i dansk glas er Tobias Møhl uddannet glasmager fra Holmegaard hvor han fik en grundig håndværksmæssig uddannelse. Trods dyb interesse for det traditionsrige håndværk og de særlige italienske teknikker bryder Tobias Møhl med traditionen: ”Jeg bruger de venetianske teknikker på en skandinavisk, ikke-venetiansk måde. Teknik er et redskab til at skærpe og forfine mit personlige udtryk. Jeg forsøger at opdage nye og mere organiske måder at udtrykke mig på ved at finde metoder til at bryde med traditionelle mønstre.”

Tobias Møhl og Trine Drivsholm tilhører den betydningsfulde generation af danske glasfolk som fik deres gennembrud i 1990erne, og som blandt andre tæller Steffen Dam, Lene Bødker, Micha Maria Karlslund, Stig Persson, Marianne Buus og Pipaluk Lake.
 
 
 
Trine Drivsholm (f. 1970 i Århus). Uddannet ved Danmarks Designskole (tidl. Kunsthåndværkerskolen) i Kolding, 1996-1998. Kunsthåndværkerprisen af 1879 (sølvmedalje), 1998, Hempels glaspris, 2005. Repræsenteret i flere samlinger i Europa, bl.a. Museum für Kunst und Gewerbe, Hamburg, og Designmuseum Danmark, København.  
 
 
Tobias Møhl (f. 1970 i Aalborg). Udlært mester fra Holmegaard, 1989-1992. Siden 1996 flere masterclasses i samarbejde med Lino Tagliapietra. Prisbelønnet adskillige gange heriblandt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2005. Repræsenteret på flere museer i Europa og USA, bl.a. Designmuseum Danmark, Holstebro Kunstmuseum, Malmø Kunstmuseum, Museum of Art and Design, New York, og Corning Museum of Glass, USA.

Gulddysse Kulturgård

Gulddysse Kulturgård på Gulddyssevej 70 i Gundsømagle ved Roskilde holder lørdag den 5. maj kl. 13-16 åbent hus med indvielse af stedets nye glasværksted og demonstration af glasfremstilling. Værkstedet er etableret med støtte fra Tuborg Fondet og Spar Nord Fonden. Alle er velkommen til at komme og prøve at skære og knække glas. For at bruge glasværkstedet permanent skal man have fået undervisning i glasfusing og slumping hos Cerama, Anla Glas, Ravstedhus eller lignende. Gulddysse Kulturgård drives af en forening og indeholder flere veludstyrede værksteder – keramik, billedkunst, papirfremstilling og tekstil. 

Danske Kunsthåndværkere og årets markeder

Danske Kunsthåndværkere arrangerer og deltager i en række markeder med professionelt kunsthåndværk i løbet sommerhalvåret. Foreningen har i snart 30 år arrangeret Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København, og i 2012 åbner foreningen to nye markeder i henholdsvis Kongens Lyngby og Svendborg. Derudover deltager Danske Kunsthåndværkere på Trapholts Pinsemarked.

Pinsemarkedet i Trapholt Park i Kolding søndag den 27. og mandag den 28. maj kl. 10-17 med 45 kunsthåndværkere. Gratis entré.

K2800.dk i Kongens Lyngby den 7.-9. juni er et nyt marked med plads til 34 boder som arrangeres i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune. Det bliver på Lyngby Torv som er pladsen foran Lyngby Rådhus. Der er endnu åbent for tilmelding af kunsthåndværkere. Gratis entré.

Cra-s.dk i Svendborg den 13.-14. juli er Craft Sydfyns kunsthåndværkermarked – et stort overdækket marked på Svendborg Torv. Gratis entré. Kun medlemmer af Danske Kunsthåndværkere kan deltage, og tilmeldingen er lukket. Blandt de 55 tilmeldte er keramikken bedst repræsenteret med 28 stader. Derudover deltager 12 smykkedesignere, otte tekstilformgivere, to glasfolk og fem andre kunsthåndværkere som blandt andet arbejder med flet, trælegetøj og læder. De to glaskunstnere er lokale – Bente Sonne som har glasværksted i Svendborg centrum, og Glasmagerne Lena Ljunger og Jesper Sødring som har værksted i på Vemmenæsvej 10 på Tåsinge.

Frue Plads Marked 2012

Danmarks store årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads i København kan i år opleves i dagene torsdag den 16. til lørdag den 18. august. Her er stemning, oplevelser og ikke mindst det bedste kunsthåndværk i alle former, mønstre og udtryk som giver et aktuelt blik ind i dansk kunsthåndværk.

Der er åbent torsdag kl. 12-19, fredag kl. 10-19 og lørdag kl. 10-16. Gratis Entré. Åbning og prisoverrækkelser torsdag kl. 14 på trappen foran universitetet.

Danske Kunsthåndværkere har arrangeret dette kunsthåndværkermarked siden 1984. Det er nu en gedigen tradition, men markedet er i stadig udvikling. Fra starten og til i år er markedet vokset fra 40 til 138 deltagere. I begyndelsen uddelte man årligt en pris for Smukkeste Bod, men den pris er fra 2007 afløst af Hånduglen der gives til to-fire kunsthåndværkere for bedste nye produkt og for bedste unika. Vinderne af prisen for Bedste Nye Produkt findes i maj af en udvalgt jury, mens vinderne af prisen for Bedste Unika findes på markedets åbningsdag. Anders Raad fik 2011 en Håndfugl for bedste unika som den hidtil eneste glaskunstner.

Markedet arrangeres af et udvalg bestående af glasformgiver Anders Raad (formand), keramiker Gurli Elbækgaard, tekstildesignerne Majken Mann, Nynne Færch og Mai Plank samt væver Pia Jensen.

I år deltagere seks glaskunstnere: Anders Raad, Bettina Schori, Christina Hellevik, Elin Stefansdottir, Line Gottfred Petersen og Sia Mai.

  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft