Glas i Davids Samling

Glas-rundvisning i Davids Samling 15. februar

Davids Samling i København rummer store skatte af ikke mindst islamisk kunst fra de tidligste tider og frem – herunder glas, tidlig glaseret keramik og slebent krystal.

Glasmuseets Venners østdanske arrangementsgruppe afholdt lørdag den 15. februar en rundvisning på museet med glaskunstner og kender af islamisk kunst og glas Martin Birk Møller. Der var 15 deltagere  det højeste antal museet tillader til rundvisninger.

Gruppen har flere gange diskuteret mulighederne for et arrangement om glas på Davids Samling og greb derfor muligheden da man blev opmærksom på at Martin Birk Møller til et nyt stort, engelsk værk om islamisk kunst – Arts and Crafts of the Islamic Lands – havde bidraget med et kapitel om glas illustreret med billeder udlånt af Davids Samling og en beskrivelse i tekst og billeder af forskellige glasteknikker (omtalt i Glastip den 7. november 2013).

Martin Birk Møller

Martin Birk Møller har de sidste ti år haft eget glasværksted i på havnen i Nykøbing Sjælland. Forinden hentede han meget af sin glasviden og -kunnen i England både gennem arbejde på forskellige værksteder og glasuddannelser: Først en bachelor ved University of Creative Arts i Surrey 1992-95 og senere en master ved The Prince's School of Traditional Arts i London 1997-99. Det var her Martin fik grundlagt sin store viden om islamisk kunst, og han har siden lavet en del islamisk inspirerede udsmykninger til kulturhuse og private i England.

Martins interesse for islamisk kunst udspringer af hans interesse for tidløst design og historie og den fantastiske kosmologiske forståelse som traditionel islamisk kunst demonstrerer. For islamisk glas er det der fascinerer, det gode håndværk og materialeforståelsen, det enkle, men elegante formsprog, og den gode forståelse for at begrænse brug af farve og overflødig pynt. Samtidigt har islamisk glas ofte bevaret det Martin regner for det poetiske ved glas – det unikke i form af en til tider lille skævhed eller luftbobler som giver en levende ærlighed i udtryk og materiale.

Martin Birk Møller og HRH The Prince of Wales

Davids Samling

Den islamiske del af Davids Samling repræsenterer stort set hele den klassiske, islamiske verden fra Spanien i vest til Indien i øst, og den dækker perioden fra det 8. til det 19. århundrede – med alle kunstneriske medier repræsenteret. Den islamiske samling er langt den største af sin art i Skandinavien, og den hører til blandt de ti væsentligste i den vestlige verden.

Romerriget skabte uovertrufne glaskunstnere, og meget gik til med imperiets fald. Men næsten alle teknikker blev dog i århundrederne derefter genoplivet og endog videreudviklet af muslimske glasmagere – millefiori-teknikken, overfangsglasset, sandwichglasset, kæmmet og knebet glas, lustre- og emaljemalingen, slibninger og graveringer m.m. samt de mere enkle fritblæste og formblæste genstande. Meget tyder på det var glasmagere fra Mellemøsten der blev inviteret til Venedig for at genetablerer glasproduktion dér.

Foto: Pernille Klemp

Der opkrævedes et deltagergebyr på 40 kroner, men til Davids Samling i sig selv var der som altid gratis adgang. 

Efter rundvisningen deltog de fleste i en frokost for egen regning på det nærliggende spisested Bistra Pastis (Gothersgade 52) som hermed anbefales.


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft