Fire glaskunstnere i Charlottenlund

Mød fire glaskunstnere i Charlottenlund
– Anders, Maria, Sally og Sara

Lørdag den 15. juni afholdt Glasmuseets Venners østdanske gruppe et fire timer langt eftermiddagsarrangement hos glasdesigner Anders Raad i hans værksted på Traverbanevej 12 i Charlottenlund nord for København. Ved arrangementet medvirkede foruden værten selv tre yngre glaskunstnere som har lært og arbejdet hos Anders Raad – Maria Koshenkova, Sally Xenia Christensen og Sara Nolla Borghøj. Se præsentationen af de fire nedenfor.

Arrangementet formede sig som et Show for glasvenner hvor de fire glaskunstnere fortalte om sig selv og viste eksempler på deres arbejder, herunder deres afgangsprojekter fra Designskolen, og til sidst var der med Anders Raad som showmaster demonstrationer af forskellige muligheder og teknikker i varmt glas. Bagefter igen var der tid til at ose, købe, spørge og snakke. Og til at gå på opdagelse hos Anders Raads ny nabo, keramikeren Christian Bruun.

Arrangementet kostede 125 kroner – inkl. et lettere traktement. De fire veloplagte glaskunstnere åbnede deres glassjæle, fortalte åbenhjertigt om deres kunstneriske overvejelser og viste værker frem - medbragte og på overhead. De tolv deltagere fik fuld valuta for pengene.

Maria Koshenkova viser frem, demonstrerer og fortæller og en dekorativ gren i loftet i Anders Raads værksted sender nogle ekstra forgreninger ned over Marias hjerteskulptur. Foto Anders Raad.

Anders Raad underviser på halv tid på glasuddannelsen ved Kunstakademiets Designskole, Bornholm, og mange opkommende glaskunstnere har brugt hans værksted i Charlottenlund i deres uddannelse. Anders Raad blev uddannet som glasdesigner på Danmarks Designskole i 1984, og de næste fire år arbejdede han som glaspuster i glashytter rundt i Danmark. Derefter var han i ti år designer ved mannequin-virksomheden Hindsgaul. I 1999 etablerede han sit eget glasværksted under den gamle tribune på travbanen i Charlottenlund. Oven på sin store viden og erfaring lagde Anders Raad i 1999 en Master i Design fra Dansk Center for Design Research. Han er formand for Danske Kunsthåndværkeres udvalg for Kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København. Her fik han i øvrigt markedets Håndfugl for bedste unika i 2011. Og Anders har dette forår udstillet på kulturministerenes kontor. For at nævne noget blandt meget.

http://www.raadglas.dk/

http://www.glasnettet.dk/ny-visMedlem.asp?id=1

http://kum.dk/Om-ministeriet/Kunst-paa-ministerkontoret/tidligere-udstillinger/anders-raad/

Maria Koshenkova er fra Sibirien i Rusland og bor nu i København. Hun har en master fra Academy of Fine Arts i Sankt Petersborg suppleret med studier ved Designskolen på Bornholm og i København og Kalmar Universitet i Sverige. Maria Koshenkova begyndte at blæse glas i 2003 på Bornholm, og siden har en masse glasaktiviteter, udstillinger og prismodtagelser bragt hende rundt i verden. I de senere år har Maria desuden arbejdet med forskellige projekter som også involverer audio, video og grafik. Aktuelt og lokalt deltager Maria i Glasss-udstillingen på Holstebro Kunstmuseum – som kommer til Sophienholm næste år, hun deltog sidste år i Substans i Bredgade Kunsthandels, og hun deltager igen i år.

http://www.mariakoshenkova.com/

http://www.glasnettet.dk/ny-visMedlem.asp?id=586

http://www.bredgade-kunsthandel.dk/da/billedgalleri.php?id=157

Sally Xenia Christensen har en BA i glasdesign fra engelske University for the Creative Arts og tog afgang fra Kunstakademiets Designskole i 2012 (se Glastip 27. juni 2012). Her arbejdede hun digitalt med formgivningen af glas. Konkret brugte hun cnc-fræsere til fremstilling af forme til blæsning af afgangsserien Hybrid bestående af en række eksperimentelle unika produkter der kan videreudvikles til industriel produktion. Sally Xenia Christensen har udstillet en del steder de seneste fem-seks år blandt andet i 2010 med et crackle-sæt med karaffel og glas på udstillingen Aqua i en bådebyggerhal på Hundested havn i anledning af Glasnettets årsmøde dér.

http://madeinschool.dk/sally-xenia-christensen/hybrid

Sara Nolla Borghøj har afgang fra Kunstakademiets Designskole i januar i år (se Glastip 24. januar 2013) med et projekt hun kalder Area 3210, og som består af nogle hvidmalede keramiske objekter med forskellige former. Objekterne er på en eller flere sider beklædt med tykt flerfarvet glas blæst i lag-på-lag-teknik, skåret ud i facetter og til sidst er slumpet i form til de flader de skal beklæde. Udgangspunktet er stranden ved Rågeleje i Nordsjælland – postnummer 3210 Vejby og deraf projektets titel. Sara har lært at blæse glas på Orrefors og har siden blæst flere steder, blandt andet hos Laura Madsen (3210 Vejby), og glasset til afgangsprojektet er blæst hos Anders Raad. Sara deltog i 2004 i en udstilling med aktuel dansk glaskunst på Glasmuseet i Ebeltoft.

http://www.glasmuseetsvenner.dk/User_files/7ca8d6e63ccd3bc4bcef495011ffb670.pdf

http://www.barometern.se/nyheter/nybro/glaset-far-hela-varlden-att-samlas%2813535%29.gm


  Glasmuseets Venner · Strandvejen 8 · 8400 Ebeltoft