Flere glasfacetter i Aarhus
Tur til nogle flere af byens glasattraktioner lørdag d. 25. oktober
kl. 9.00 – 16.00.
Byen gemmer flere glasskatte end man lige regner med. Læs bare her.
Kl. 9.00: Vi mødes uden for Føtex, Frederiks Alle 22, 8000 Aarhus C.
Denne gang besøger vi den sydlige del af byen, hvor vi skal se nok den betydeligste samling af unika glas fra Holmegaard Glasværk. Samlingen er skabt over en årrække af Søren Seebach og selv benævner han samlingen ”Designet kunstglas fra Holmegaard”. Det er en overordentlig stor og eksklusiv samling, som vi her får adgang til. Selv Holmegaards Prøvesamling på Næstved Museum har ikke mange af de pragtstykker, som vises her.
Kl. 11.00: Langenæskirken, Kirkedammen 2, 8000 Aarhus C.
Kirken, som er tegnet af arkitekterne Johan Richter og Arne Graves, stod færdig i 1966. Det var en moderne kirke indrettet helt i tidens ånd og efter de da gældende arkitektoniske idealer. Glas og lys indgår som en væsentlig del af udtrykket.
Nu er kirken blevet ”opdateret” af kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen. En svær opgave, som er løst forbilledligt. Vi vil blive vist rundt - forhåbentlig af Elle-Mie Ejdrup Hansen selv.
Kl. 13.00: Frokost på "Broges Kafe & Deli", Hans Broges Gade 17, 8000 Aarhus C. Der vil blive serveret en frokosttallerken og kaffe. Drikkevarer ud over postevand er på egen regning.
Kl. 14.00: "Stenholt Glas" ved Rikke Stenholt, Skt. Pauls Kirkeplads 6, 8000 Aarhus. Rikke har i en længere årrække haft sit værksted på denne adresse. Der frembringes gedigent og meget anvendeligt brugsglas, som alt har en meget personlig stil, foruden at der gøres yderst individuelle ting. Tænk blot på en pude af glas. Rikke stiller selv op og fortæller om sit virke. Hvis tiden tillader det besøges en institution eller to i nærheden, hvor hun har gjort glasinstallationer. Der vil være mulighed for indkøb.
Kl. ca. 16.00 dagen er til ende.
Man sørger selv for transport mellem de forskellige besøgssteder.
Max deltagerantal 40. Først til mølle princippet er gældende.
Med venlig hilsen
Jørn Bech og Jan Kock